Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1976, s.24.

I en tid, hvor pression og provokation anses for tilladelige midler til frihedens og demokratiets fremme, tør det være på sin plads at minde om Monrads 100 år gamle ord: Friheden går altid til grunde ved sine egne udskejelser. Hvis frihed er respekt for det enkelte menneskes frihed - og hvad skulle frihed ellers være? - er pression og provokation på forhånd og i sig selv al friheds ophævelse. Med de magt- og retsmidler man anser sig i besiddelse af, tillader man sig, som det hedder, at gå tæt på, hvad der er det samme som at overskride den enkeltes personlighedstærskel. Den slags hører alene hjemme i smudspressen, men nu ser vi det praktiseret åbenlyst af ellers ansete mennesker, der beskæmmende nok ikke synes at ane, hvad de gør. Hvad enten det sker under elskværdigheds maske ("jeg henvender mig til Dem, fordi jeg altid har regnet Dem for et hæderligt menneske") med påkaldelse af den andens samvittighed ("som en tidligere kirkens mand", dvs. fhv. præst!) eller i den mere pågående og modbydelige form med evangeliet som våben, er det menneskelig set en lige uappetitlig affære og kristelig set en usaglig og uanstændig sammenblanding af moral, politik og kristendom til et totalt forvrøvlet miskmask, der ikke engang burde høre hjemme i Kristeligt Dagblads spalter.