Gemytlige tider

Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1983, s.79-80.

Et anskrig.

Det synes mig at være ganske gemytlige tider, vi lever i, ja uhyggeligt gemytlige. Hvordan skal det gå, når præsterne ikke længere prædiker kristendom, og når domkirker fyldes med billeder, der fremstiller menneskenes egen gudløse himmel og ikke Guds? Derom turde det være berettiget at spørge på baggrund af visse hændelser i den forløbne sommer, hændelser, der desværre ikke kan henregnes alene til avisernes agurketids mangel på sensationelt stof.

Den første hændelse var følgende henvendelse i en lokal avis fra en nyudklækket sognepræst, teologisk kandidat fra Københavns universitet: "Søndag den 17. juli kl. 20,00 bliver der en koncert i Brahetrolleborg kirke. Hermed ønsker vi at gøre kirken tilgængelig for mennesker, der kunne tænkes at have et ønske om at ville se kirken - eller være i kirken - uden at være tvunget til at overvære en gudstjeneste.

Og en kirke som Brahetrolleborgs er jo bygget til musik - ikke til koncertmusik lige netop, men til sang. De akustiske forhold i kirken tager henblik på lovsangens toner rundt i alle hvælvinger. Kirken er bygget til at genlyde af munkenes gregorianske sang og messetoner. Det har aldrig været meningen, at det talte ord skulle få sådan vægt derinde, at man skulle forstå, hvad der blev sagt. Men rummet skulle tone af vellyd som en del af den sfæriske harmoni, der udgør den himmelske lovsang. Og sådan skal man forstå musikken i kirken som lovsang, der giver Gud ære. Musik er en anden måde at tjene Gud på. Og den skønhedsoplevelse, en kirkekoncert kan være, forkynder undertiden mere end mange ord. Har den tændt glæden - om også kun i et eneste hjerte - så har den tjent sin sag".

Hvad skal man sige til sådan en gang ugudelig snak og hedenskab? Jeg ved kun et: at spørge efter, hvad de unge lærer om kristendom ved det teologiske fakultet i København, og så forøvrigt med Grundtvig bede: Nedstyrt de vilde ånders trop, som højt i luften sværmer op, thi ellers gammel kristentro for lærdom ny får ingen ro.

Men lad nu dette være en ungs tomhed og tankeløshed.
Langt værre er, hvad der sker i Ribe. Kirkeminister, biskop, domprovst og menighedsråd (var der ikke en eneste, der udtrykte betænkelighed?) siger god for vægmalerier i domkirkens apsis, der er ganske uden forbindelse med kristendom, ja, som direkte forkynder modevangeliet. Chr. Reventlow kaldte i sin tid Thorvaldsens Kristus for en idealiseret børnehjemsforstander. En tilsvarende anklage er udelukket i Ribe, for der er Kristus helt sprunget over, totalt ausradiert. Her kendes himlen udenom og ved siden af Kristi kors og opstandelse.

Jeg henholder mig til den sagkyndige og tilsyneladende troværdige billedudlægning, som Jyllands-postens kunstanmelder har givet. Enkelte citater herfra: "Det er ikke Kristus på korset på Golgata eller den sidste nadver, der er trukket frem fra biblen, men nogle sindbilleder, som fører mennesket fra skabelsen over syndfloden til livets kalk, til syner og drømme, glæde og angst til den Jakobsstige, som fører direkte op i himlen. Mere end noget andet er billedrækken en nutidig forkyndelse - en dirrende lovsang til det skabende liv". - "Carl-Henning Pedersens skitseforslag er en søgendes begejstring for den guddommelige natur og det guddommelige i mennesket. Han har ikke alene villet holde lyset fast, så dagen aldrig forsvinder, han har også lavet stor kunst med visioner og syner, der rækker ud over øjeblikket". Og af avisen i en leder får udsmykningen følgende ord med på vejen: "Kirkerne er det solideste stykke brugskunst, Danmark ejer. De er blevet ændret og udsmykket i takt med tidernes skiften - for de er ikke stivnede monumenter, men en del af livet. De rummer skatte, herunder malerier, der hver for sig er udtryk for vekslende formsprog - og tilsammen et signalement af tidernes gang. Så er det helt naturligt, at også vor tid giver et bidrag til kirkekunsten i Ribe. Og der er ikke noget unaturligt i at lade Carl-Henning Pedersen være tidens stemme - med fabuleren, farver og former, der får rammerne for det tilvante til at sprænges. Er der ikke meget af et signalement af vor tid i det?"

Avisens spørgsmål er nemt besvaret: Jo, beskæmmende meget. Men tilbage er dette spørgsmål: Er kirkerne blot et stykke brugskunst, ændret og smykket efter skiftende tiders smag? Mig bekendt har man haft og har endnu den gamle og for moderne synspunkter måske overflødige skik at indvie kirkebygningerne til at skulle tjene Gud og har kaldt og kalder, endda den dag i dag, bygningerne for gudshuse, set i modsætning til menneskehuse, for at alt, hvad der smykker dem, og alt, hvad der sker i dem, skal være bestemt til at tjene evangeliet alene, det evangelium, der er det modsatte af menneskelig selvforherligelse og selvudfoldelse i syner og drømme. Skulle en kirkeindvielse blot være en højtidelig handling uden forpligtelse, en gestus, en forestilling uden krav om lydighed, noget man overværer, som den unge præst i Brahetrolleborg mener, at en gudstjeneste er noget, man overværer? Som svar atter en Grundtvigverslinje: Og over porten til Gudsstaden med flammeskrift står på guldpladen: bekend din tro, fornægt dig selv. Dette synes at være en noget anden "himmelflugt" end den, som den "frodigt fantaserende" kunstner forkynder med sin dirrende lovsang til det skabende liv - lad ham så være så fremragende en kunstner han være vil.

Om de kirkelige myndigheders betænkelige og ukristelige holdning i Ribesagen synes det passende atter at citere nogle Grundtvigverslinjer fra en af hans reformationssalmer: "Gudsfolket havde sovet, der drømtes kun om tant - lid skulle slås til andet end Kristi kors og død, og glemmes fædrelandet, hvor hvilen er så sød".