En hverdagshistorie

Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1989, s.66.

Der sad et ungt par hos præsten.

"Vi har kendt hinanden et par år, og vi er enige om at ville holde sammen resten af livet og forhåbentlig få børn sammen, men vi har regnet ud, at det vil koste os ca. 30.000 kr. årligt at gifte os, og det har vi ikke råd til. Vi synes, det er tarveligt og usselt at leve "papirløst" og vil gerne offentligt overfor Gud og mennesker, og også overfor vore børn engang, give til kende, at vi har bundet os til hinanden hele livet. Er det ikke det en ægtevielse i kirken står for?"

Jo, svarede præsten, det er netop, hvad en vielse i kirken betyder. Dér siger I højt og tydeligt ja overfor Gud og mennesker til, at I vil holde sammen til "døden skiller jer ad", men jeres ja høres også af øvrigheden eller med tidens ansvarsudglattende ord: af samfundet, og det tager jeres ja til indtægt ganske bogstaveligt.

Den unge mand svarede: "Det vil altså sige, at kirken, når den stiltiende godkender denne konsekvens, tjener staten fremfor Gud. Hvorfor lader kirken sig tyrannisere af skattelove og sociale love? Hvorfor vier den ikke for Gud og mennesker, altså for samvittighedernes skyld, og hvorfor gør den ikke oprør, når den borgerlige øvrighed straffer dem, der gifter sig, fordi de gifter sig?"

Hvad svarede præsten? "Det spørger jeg også om".

Skal ægteskabet kun være for dem, der har råd til det? Det synes at være, hvad en ugudelig stat hævder og håndhæver.

Og kirken tier.