68-ernes puniske krig

Af Majken Frost, Tidehverv, 2007, s.69-70.

I skrivende stund er tumulterne og hærværket i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset på Nørrebro ved at være overstået. De professionelle udenlandske BZere er sendt hjem, og en stor del af de unge protesterende er anbragt rundt omkring i landets fængsler, mens de øvrige går i demonstrationstog og synger lange, om end ikke specielt bange, sange om det nu nedrevne hus og om det nye, de kræver. Og man må formode, at der i disse uger er travlhed i forsikringsselskaberne, hvor borgere med udbrændte biler, smadrede butiksruder og andet hyggeligt forsøger at få blot en del af skaderne dækket.

Var det ikke omkring 20 mill. kr., tumulterne blev anslået til at have kostet samfundet og privatpersoner?

Men en vis ro har indfundet sig, og det, der i mediesproget kaldes "opfølgning på begivenhederne", er i fuld gang. Med interviews med de unge, med deres forældre og med repræsentanter fra kendis-folket, ikke mindst den del af det, der finder det forkasteligt at fratage unge mennesker et sted, hvor de kan dyrke deres egen kultur. Dette begrebs sakrosante status anfægtes ikke af nogen af de nævnte grupper, mens de alle naturligvis er imod volden og gadebrandene. "Nogle unge har ageret tåbeligt ved at gribe til vold", udtalte advokat Knud Foldschack fra Fonden Jagtvej 69 i Information d.3.-4.marts.

"På den korte bane ville de un-ge have haft større muligheder, hvis de havde forladt Ungdomshuset fredeligt". Det drejer sig altså om at handle taktisk klogt, og det har de unge ikke gjort, hvad Knud Folschack måske burde have haft en anelse om, at de ikke ville gøre - i betragtning af det lager af brosten, toiletkummer og molotovcocktails, der if. politiet var oplagret i Ungdomshuset.

Men opfattelsen af forløbet som tåbeligt står Folschack ikke ene med. Selvom jeg kun fulgte en brøkdel af de talrige reportager, kunne jeg ikke undgå gang på gang at støde på den - at volden og hærværket kunne have negativ virkning på medierne og folkestemningen, og at det var rigtig ærgerligt. Lad mig til beroligelse oplyse de ærgerlige om, at hvad medierne angår, så vil de være på deres vanlige plads i løbet af kort tid. For mediernes såkaldte debatkultur lever ganske enkelt af, at alt, absolut alt kan og bør debatteres, dvs. af, at der ikke er forskel på op og ned, på rigtigt og forkert. Med hensyn til folkestemningen forholder det sig nok lidt anderledes - den har, i hvert fald her i det jyske, aldrig været andet end dybt negativ over for de unge menneskers hævdelse af en ret til et hus, der tilhører andre, og de vederværdigheder, hævdelsen har affødt. Folk herovre er faktisk så tilbagestående, at de har svært ved at opfatte de unge menneskers specielle optræden som en særlig kultur, der skal have frikort til det, som andre må slide for i årevis. Og de undrer sig over, hvor disse unge får pengene fra til deres happenings og især over, hvor forældrene er henne til de mange mindreårige, der render rundt på gaderne om natten. Nogle af forældrene kunne de se under optøjerne med sloganet "forældre mod politibrutalitet" på ryggen. Jeg skal hilse og sige, at det ikke har gjort folkestemningen mere positiv.

I Tidehvervs decembernummer spurgte Claus Thomas Nielsen ("Os og de andre. Er religion en privatsag?"), om vi bør anerkende hvad som helst i iveren efter en interreligiøs dialog? Vil f.eks. mayaernes frembæring af endnu bankende menneskehjerter til deres gud eller de fønikiske karthagenienseres tusindtallige børneofringer til Baal (Molok) - "være forenelige med troen på den Gud, vi kristne bekender os til, fordi det blot repræsenterer forskellige erkendelsesveje til det samme mål? Burde vi, hvis vi kunne fin-de nogen, invitere Baals dyrkere til at bede sammen med os i Københavns Domkirke, idet vi anerkendte, at det i sidste ende er den samme Gud, vi beder til?"

Ja, hvorfor blev romerne, skønt reelt slået, ved med fortvivlet at kæmpe mod Karthagos hære og geniale hærfører Hannibal, spørger G.K.Chesterton i "The everlasting man", som jeg fornemmer, at CTN refererer til. Chestertons svar er, at romerne forstod eller anede, at det var langt mere end en militær kamp, der udspilledes dér i slutningen af d.3.årh.f.Kr., for det var kampen mellem det, Chesterton kalder Roms "menneskelige hedenskab" og den kathageniensiske Moloks nedbrydelse af alt menneskeligt. Det var en kamp mellem romernes bundethed og kærlighed til hjemmet og familien - og hadets og magtens Molok, til hvis ære de pragmatiske handelsmænd i Karthago slyngede tusindvis af småbørn i ovnene.

Jeg kunne have lyst til at stille et spørgsmål af samme art som CTNs - til dels aktualiseret af de sidste ugers begivenheder, men i virkeligheden et spørgsmål med mange år på bagen. For kan et land overleve, hvis hjemmet og bundetheden til familien og det vil jo sige, hvis forældreembedet elimineres? Hvis dette embedes ældgamle bekenden sig til at skulle lære børnene just forskellen på op og ned, på rigtigt og forkert bliver til en sentimental ærbødighed for indfaldene hos ønskebørnene og for disses rettigheder og kultur? Og hvis ærbødigheden retfærdiggøres af den direkte og indirekte samfundsmagt - kan et land så bestå? Da mange af Ungdomshusets mindreårige unge var havnet i varetægtsfængsel, gjorde Børnerådets formand Charlotte Guldberg omgående opmærksom på, at børn har rettigheder, som skal respekteres, og det var vist ikke børnenes ret til at vokse op under ansvarlige forældres myndighed, hun tænkte på. Men igen: Kan et land bestå, hvis den familie, der er grundstenen i ethvert samfund, enhver stat, ikke længere er under en lov af en anden og højere karakter end politivedtægtens?

Nej, selvfølgelig kan et sådant land ikke bestå, for det vil støt og mere eller mindre stille udhules indefra, når de forældre, hvis embedsforvaltning skulle udgøre landets fundament, forvandler sig til en 5. kolonne, som tilfældet var på Nørrebro. Og det er den krigsførelse, der siden l960erne har fundet sted i Danmark i og med, at det var krigen mod familien og det ægteskab, der binder og forpligter et forældrepar, der var 68-ernes virkelige sag. Al den politiske snik-snak var kun camouflage, som kunne ændres efter omstændighederne, men først når familien var faldet, ville sejren være absolut. Ikke, at man ikke tillod eller tillader den at eksistere som en idyllisk ramme, men at den skulle have nogen som helst bindende karakter kunne ikke tolereres. Derfor gjaldt det om at overbevise den enkelte og det officielle Danmark om, at troskab mod hjemmet og slægten og dermed mod landet alene er et spørgsmål om privat smag, fordi menneskene først og fremmest er enkeltindivider med hver deres specielle kultur og rettigheder. Og derfor har vi igennem de sidste årtier set en uhyggeligt stor del af landets små og store borgere gå på barrikaderne med deres krav om at være frie og uafhængige - velvilligt assisteret af en lovgivning, der fulgte trop.

Det går nemlig som en rød tråd gennem alle de love, der si-den Ritt Bjerregaards forslag til U-90 i en lind strøm er udstedt af Folketinget, at familiens hidtidige retsbeskyttede forbundethed skal bekæmpes. I ophævelsen af den forældrenes revselsesret, der var udtryk for forældrenes man-dat til at opdrage deres børn, i vedtagelsen af børneloven og gennem utallige ændringer i ægteskabsloven og i navne- og arve- og pensionslovene har det officielle Danmark loyalt kæmpet 68ernes kamp til sejr og har samtidig kunnet drage ind som forældrenes afløsere i ansvaret for børnene. Den forældreansvarslov, der i januar i år var til første behandling i Folketinget, og if. hvilken fraskilte pålægges fælles forældremyndighed, forekommer i den forstand at være kronen på værket. For om end der i kølvandet på krigen mod den forpligtede familie er fulgt utallige tragedier med hadske ægtefællers uhyrlige chikanerier, er det utopi at tro, at en lov kan tvinge igennem, hvad der kun kan eksistere, hvor der er "menneskelighed", dvs. hvor der er lydighed mod den nedarvede forståelse af at leve på jorden og ikke i rettighedernes utopia. Selv velvillige jurister forudser da også, at en vedtagelse af lovforslaget blot vil bringe børnene fra asken til ilden.

I barnets århundrede har man ofret barnet i omsorg for barnet, skrev min far i 1948, og da var det ikke engang for alvor begyndt. Og selv om børnene ikke i direkte forstand blev smidt i ovnene, er det alligevel det, der er sket. Nørrebro forekommer at være beretningen om det. Og en forundret og tilbagestående rest i folket ser 68ernes 3.-gene-ration og forstår ikke, hvordan det kunne ske.