Tolerancedelirium, selvopgivelse - og kampånd

Af Christian Langballe, Tidehverv, 2007, s.113-115.

Forleden gik Elsebeth Gerner Nielsen catwalk i det fri for landets journalister for at fremvise den nyeste mode blandt de frisindede hallalhippier - et tørklæde. Jeg skal indrømme, at hun så ganske sød og charmerende ud, da hun kom spadserende af sted iført et eksklusivt og modedesignet tør klæde af silke. Det klædte hende, og hun burde faktisk aldrig gå i andet. Jeg tænkte ved mig selv, at der ikke kan gå lang tid, før hun kryber i en skræddersyet burka designet af franske modehuse og overbeviser os alle om, at denne påklædning er perfekt til både fitness og fest. Og ja, jeg er ganske overbevist om, at også burkaen vil klæde hende fortrinligt.

Hele seancen var selvfølgelig ment som et smart, smagfuldt pressestunt i debatten om tørklædet og islam, om end det unægtelig fik den radikale politiker til at virke temmelig ubegavet. Herfra må vi i hvert fald konstatere: Elsebeth Gerner Nielsen ser ganske sød ud iført tørklæde, men hendes uvidenhed om islam er stort set uden huller. Hun står som et strålende eksempel på den selvtilfredse, overmætte og jovialt pjattende tolerance delirium, der præger den politisk korrekte overklasse i de europæiske velfærdsstater. Man slår nonchalant om sig med idealistiske fraser, men taler selvopgivelsens sprog. Islamisterne har den vilje og kampånd, som de gamle alderssvækkede europæiske nationalstater mangler. Alderssvækkelsen er nu kommet så vidt blandt den toneangivende politiske overklasse i Europa, at man nærmest er gået i barndom og infantilt pludrer løs om alt og ingenting. Mens kvinder rundt om i den islamiske verden bliver mobbet, stenet og halshugget, fordi de ikke bærer slør, så hylder den politiske overklasse sløret og burkaen som symboler på sandt frisind og tolerance. Mens verden sættes i brand af unge, målbevidste fanatiske islamister, så erklærer den frisk og frejdigt, at islam er fredens religion, som vi barbarer i den gamle kristenhed kunne lære meget af, hvis det ikke var, fordi vi var så racistiske og intolerante.

Tilbage til virkeligheden. Selv følgelig er tørklædet et symbol på den totalitære islamisme med dens sharialove og kasernementalitet. Tørklædet sammenfatter på en enkel måde hele det menneskefjendske og undertrykkende system, som den totalitære sharialovgivning er. På den måde ligger tørklædet helt på linje med andre totalitære symboler som f.eks. hagekorset og "hammer og segl". For mindre end et halvt år siden udtalte den franske sociolog Chahdorrt Djavann i et interview til Information (16. december 2006): "Sløret er islamismens emblem - og dermed sammenligneligt med nazismens hage kors". C. Djavann ved, hvad hun taler om og kender alt til de islamistiske bevægelser. Hun bar selv slør/tørklæde, fra hun var 13-23 år og mener, at "emblemet for disse bevægelser og deres politiske system, shariastaten - det er kvindens slør. På samme måde som hage korset var nazismens symbol." Vi lader lige ordene stå et øjeblik. Samtidig sender vi en tanke til hele det hylende kor af forargede politikere og kommentatorer, der så rødt, da det blev sagt højt af Søren Krarup.

*

Nuvel, et er selvfølgelig, at muslimske kvinder går med tørklæde på gaden i Danmark. Det er et frit land, vi lever i, og vi kan ikke i et frit folkestyre præget af den kristne frihedstanke fjernstyre folk som robotter, ligesom islamisterne gør det. Jovist, tænker man ved sig selv, at tørklædet og burkaen så sandelig er ufrihedens og undertrykkelsens symboler, når man ser unge friske piger pakket ind i sort lærred og tørklæde fra top til tå. Noget helt andet og langt mere alvorligt er det dog, når hele den politisk korrekte elite af intellektuelle, politikere og kunstnere omfavner islamismen i et hedt og forelsket favntag og vifter med dens totalitære symboler under frisindets og tolerancens banner. Så har de reduceret sig selv til dhimmier, der viljeløst bøjer sig i støvet for islamismens diktat og tilmed besmykker deres ynkelige knæfald med ord som frisind og tolerance. Når de samtidig hyler af forargelse, når nogen tager islamismens pest alvorligt, så virker det ærlig talt som en ren selvmordskurs, hvor det egentlig kun drejer sig om at tabe, fordi kun den totale kapitulation er tolerant og frisindet nok.

Den islamisme, som vi i disse år møder på europæisk grund i form af terror, vold og undertrykkelse, er en yderst aggressiv og totalitær kampideologi på linie med nazismen og kommunismen. Dens mål er at nedbryde og ødelægge den europæiske frihedstradition, som om nogen har været Vestens adelsmærke, og som er demokratiets hjerteblod. Ønsket er at oprette et kalifat, hvor alene koranen og sharialovgivningen regerer. Den enkeltes frihed og individualitet skal knuses under diktat om kontrol og ensretning for til sidst at reducere alle til fjernstyrede robotter i Allahs navn. Islamisterne har befolkningsudviklingen med sig. Mens befolkningstallet for europæerne er for nedadgående, så er det eksploderet blandt muslimerne. Rekrutteringsgrundlaget for unge raske muslimske drenge, der kan gå i hellig krig i Allahs navn, er altså legio. Mens islamismen har ungdommens glød og gåpåmod, så er europæerne blevet så gamle, trætte og selvopgivende, at de er kommet i tvivl, om de overhovedet gider at trække vejret. Den hastige ældningsproces blev sat i gang, da europæerne holdt op med at tro på sig selv. Den blev sat i gang, da den politisk korrekte elite i tolerancens navn opfandt en selvopgivelsesstrategi, der gik ud på at hade sin egen åndelige arv og i stedet omfavne alt, hvad der forekom eksotisk og fremmedartet, lige meget hvad det så end var.

Man må sige, at den politisk korrekte elites selvopgivelsesstrategi passer som fod i hose i islamismens ønske om kontrol og herredømme. Mens islamisterne rundt om i verden truer med terror og vold og kræver en radikal omdefinering af den vestlige frihedstradition, fordi de finder, at friheden er undertrykkende, intolerant og imperialistisk, så har de infantilt pludrende tolerancedelirister i årevis stået på kajen og råbt: "Kom op til os. Vi elsker og respekterer jer alle, som dem I er." Og ja, hvorfor ikke tage imod sådan en indbydelse, når de nu spørger så pænt? Skulle Danmark engang blive omdannet til en islamisk kasernestat - Gud forbyde det - så vil de selv samme tolerancedelirister stå på den selv samme kaj hånd i hånd med formørkede islamister for at se de sidste frihedselskende danskere forlade landet. Lettet vil de tænke: "Så slap vi da endelig af med det intolerante, flæske ædende og ølbøvsende rakkerpak."

For at ikke dette skrækscenarium skal gå i opfyldelse, sætter mange al deres lid til de moderate muslimer. For kan de moderate muslimer selv klare opgøret med islamisterne, så slipper man selv for at få griset fingrene, og man undgår dermed at blive udråbt som en indskrænket hjemstavnsdansker med hang til strækmarch og wienerbrød. Sagen er i al sin rørende enkelhed, at de eneste, der kan udtale sig kritisk om islamismen uden at blive brændemærket som ildelugtende racister, er muslimerne selv. Selvfølgelig eksisterer de moderate muslimer, og ethvert frihedselskende menneske må gøre sit til, at de moderate kræfter får vind i sejlene. Problemet er bare, at ingen rigtig ved, hvor mange de er. Hvad værre er, synes der at herske tvivl om, hvad moderat egentlig vil sige. Når nu en trods alt stor procentdel af de moderate muslimer går ind for, at det danske folkestyres frie forfatning skal erstattes af sharialovgivningen, så er der efter min bedste overbevisning tale om en mildt sagt alternativ forståelse af ordet moderat.

*

Hvor alternativ denne forståelse kan være, viser en dokumentarvideo ved navn "Dispatched - Undercover Mosque". Den blev vist på Channel 4 i slutningen af januar i år og er siden hen blevet lagt ud på internettet. Her går man tæt på de moskeer i Eng land, hvorfra der udgår forkyndelse og undervisningsmateriale af den mest ekstreme art: Indførelse af en islamisk stat i England ved hjælp af en voldelig revolution. Der opildnes til kamp mod kristne og jøder eller bare kuffaars (vantro, som er dømt til helvedes ild), ligesom det bliver gentaget flere gange, at der aldrig kan foregå nogen dialog mellem muslimer og vantro. Der lyder opfordring til bekæmpelse af demokratiet. Der er krav om, at forældrene oplærer børn i hellig krig, da hellig krig er selve summen af islam, som det bliver sagt af en saudisk imam ved navn Sheik Feiz. Der lyder bastante krav om afstraffelse af kvinder, som ikke bære Hihab (total tildækning) udfra en tanke om, at kvinden er et laverestående væsen i forhold til manden, ligesom man kan høre opfordring til mord og diskriminering af homoseksuelle. Det er blot et udpluk af uhyrligheder, som man får at se og høre.

Interessant er det selvfølgelig, at i langt de fleste af disse moskeer roser man sig udadtil af at være moderat og arbejde for dialog mellem religionerne, mens det forholder sig ganske anderledes indadtil. Selv i "London central Mosque", som står som det ypperste og mest fremtrædende symbol på moderat mainstream islam, kommer disse ekstreme synspunkter til udtryk i form af forkyndelse, dvd'er og undervisningsmateriale. Hovedparten af de omtalte moskeer er i øvrigt støttet finansielt af Saudi Arabien, ligesom moskeens imamer er uddannet herfra.

Her et eksempel fra dokumentarvideoen. Lord Ahmed er det første muslimske medlem af det engelske overhus. For nylig bad han the Lord Chancellor om at mødes med organisationen "Det islamiske Shariaråd" for at diskutere indførelsen af islamisk ægteskabslovgivning i Storbritanniens forfatning. Formanden for dette islamiske shariaråd hedder Sheik Hassan, og han er imam ved en stor moske i det østlige London. I en tale på denne moskes hjemmeside udtaler han: "Allah arbejder på at give os overherredømmet." Den islamisme stat, som denne Imam forudser, vil have en enkel hersker, der regerer på livstid, hvor der ikke er nogle oppositionspartier eller valg, og hvor der indføres en streng udgave af islamisk lov.

Denne stat vil indføre hård og konsekvent afstraffelse af tyve og ægteskabsbrydere i form af afhugning af hænder og pryglestraf.

Et sidste eksempel. UK Islamic Mission (UKIM) er en stor islamisk organisation, som Tony Blair har rost i høje toner. Han har officielt udtalt, at denne organisation "er uhyre meget værdsat af regeringen, særligt for dens multireligiøse og multikulturelle aktiviteter". Ikke desto mindre kan Dr. Miad ved et arrangement afholdt af UKIM understrege, at "muslimer ikke kan acceptere ikke-muslimske love. Man kan ikke acceptere de vantros love. Vi må styre os selv, og vi må styre andre." Også fra denne organisation udgår der undervisningsmateriale af den mest uhyrlige karakter.

Så meget for tolerancen, frisindet og dialogen. Det mest tankevækkende er, at dokumentarvideoen skildrer de islamiske miljøer, som udadtil fremstår som moderate. I forbindelse med dokumentarvideoen bragte Fox News efterfølgende et interview med den førende islamekspert Daniel Pipes. I parentes bemærket ser Daniel Pipes kun en løsning på islamismens trussel, hvis man mobiliserer de moderate kræfter. Intervieweren spurgte, om det ikke er bekymrende, at filmen omhandler nogle af de moskeer, som går for at være de mest moderate i England. Daniel Pipes svarede lige så bekymret: "Hovedsagen er, at den radikale islam er i fremgang, og den moderate islam er svag." Herudover anfører han, hvad også 10-11 engelske meningsmålinger viser, nemlig at: 50 procent af britiske muslimer "gerne ser, at den islamiske sharialov kommer til at gælde i England." Det fortæller ham, "at 50 procent af de britiske muslimer er islamister." Til sidst påpeger han, hvad der for mig at se angiver hele hovedproblemet: De forskellige personer, der optræder i videoen, har benægtet, at de filmede scener overhovedet fandt sted, og hvad værre er, så har dokumentarvideoen ifølge Daniel Pipes ikke haft den ringeste indvirkning på den britiske debat. Her forholder man sig stort set tavs og apatisk. Dokumentarvideoen og det efterfølgende interview fortæller mig to ting. For det første: Moderat er en tvetydig størrelse, der åbenbart er udsat for mange alternative tolkninger. For det andet: Den britiske regering eller briterne kan ikke sove godt om natten med bevidstheden om, at de en dag kan vågne op til et mareridtsscenarium, hvor islamisterne har taget magten og har erstattet den engelske forfatning med shariaen.

*

Spørgsmålet må selvfølgelig stilles her i Danmark: Kan vi sove godt om natten? Skal vi for altid vente på, at nogle andre (hvem?) kæmper kampen, mens natten sænker sig over Europa. Ja, det beror selvfølgelig på, om frihedselskende dannemænd tør svinge åndens sværd for frihed og ligeret. Skulle de ægte moderate muslimer tage del i denne kamp og kæmpe side om side, så vil jeg anse dem som sande brødre og våbenfæller i ånden - ellers ikke. Er de ikke at finde ved ens side, nåh ja, så må man jo bare kæmpe alene. For kæmpes skal der. Under alle omstændigheder forventer jeg ingen hjælp fra den jovialt pludrende politisk korrekte magtelite, som for altid har solgt den sande frihed for ideologiske fraser, æstetik, hvidvin og pindemadder og nu har indtaget rollen som selvopgivende dhimmier.

Her til sidst et hjertesuk. Der er så mange, der siger til mig, at når det virkelig gælder, så vil folk rejse sig i kampen for frihed og ligeret. Her er mit svar: Man skal selvfølgelig lade sin kampånd være ledestjernen her og nu og så råbe op det bedste, man har lært, for der er ikke andre til at gøre det. Det er nemlig nu, det gælder og ikke engang, når det alligevel er for sent.