Syndernes forladelse i Bultmanns teologi.

Af Tage Wilhjelm, 1946, s.87-92.

Foredrag paa Krabbesholm 1946

Hvad er egentlig indholdet af det kristne budskab? hvad er det i det hele taget krd. vil forkynde os? Det kan dog vel ikke være ganske overflødigt endnu engang at prøve at besinde sig paa, hvad "den sande krd." er for noget.

Naar vi vil prøve paa virkelig at forstaa f. ex. Ny testamente, kan vi nemlig opdage, at det slet ikke er saa let at sige, hvad det egentlig vil. At det vil noget er tydeligt; det har et meget vigtigt budskab at bringe, noget helt nyt at fortælle. Men hvad er det egt. for et nyt budskab, det har at bringe?

Det er næppe en ny moral, det drejer sig om i N. T. Det er jo ellers dér, vægten almindeligvis lægges i vore Dage: paa den kristelige moral - idet man dog omhyggeligt forvexler alm. dansk, borgerlig moral med Jesu skarpe og radikale bud. Men selv hvor N. T. taler skarpest og radikalest om vores forhold til næsten, er det dog næppe paa det punkt, det nye i krd. ligger. Det bud, hvori Jesus samler sin moral-lære ("Du skal elske din næste som dig selv"), behøver han if. Lukas-evg. slet ikke belære sine tilhørere om; det kan en farisæer selv nævne som det store bud i loven. Og Paulus benytter sig i sin moralske belæring frimodigt af samtidens hedenske saakaldte "laste" - og "dydskataloger". Ligesom Johs. ved (1. Johs. 2, 7), at ordet om at elske sin broder "ikke er et nyt bud, men et gammelt bud, som I har haft fra begyndelsen". Er det ikke ogsaa netop det typiske for Jesus: at han lader den i stikken, der vil benytte ham til at slippe for at tage ansvaret for sine afgørelser.

Krd. er heller ikke en ny livsanskuelse, f. ex. en ny erkendelse af vores afmagt og skyld og en forstaaelse for, at vi alene kan forløses ved Guds naade. En saadan livsanskuelse er sand; vidner om en dyb og ægte forstaaelse af livet. Ingen steder møder vi den vel saa stærkt og redeligt som hos de bedste i kirkens historie. Den binder os til krd. - men den er endnu ikke krd. Hvis det var krd., denne erkendelse - hvorfor saa tale om at tro paa Kristus? Saa kunde vi jo tilegne os denne livsanskuelse og slippe Kristus; saa kunde vi tilegne os hans tanker uden at behøve at tale om at tro paa ham.

Det kunde være fristende at blive staaende ved denne livsanskuelse: erkendelsen af vores afmagt og af at kun Guds naade kan hjælpe os. Det vilde være en sand erkendelse af livet - og dermed vilde vi saa at sige holde os indenfor vore egne grænser.

Men denne livsanskuelse er endnu ikke krd. Det er vel det Grundtvig kalder: den mosaisk-kristelige livsanskuelse. Radikalt forstaaet og tilegnet synes jeg den falder ind under Grundtvigs ord: "Lys uden varme er helvedes kval". Og dermed har vi altsaa endnu ikke faaet fat i det centrale i N. T.

Det typiske, mærkelige, forargelige ved N. T. er: at vævet ind i alt, hvad der ellers siges, møder vi, som det egentlige, det som alt det andet udspringer af: talen om Jesus Kristus, at vi skal tro paa ham, d.e.: at der i ham er sket noget ganske afgørende, som vi skal holde os til.

Det er det ejendommelige ved krd.; virkelig det forargende: at der her paa et ganske tilfældigt sted i historien er sket noget aldeles afgørende nyt. Men det er samtidig det glædelige ved krd. Det er det, som gør krd. til krd.

Naar N.T. forkynder, ikke en ny moral og heller ikke først og fremmest en ny livsanskuelse, men forkynder Jesus Kristus, saa betyder det, at der i ham er sket noget, noget afgørende nyt.

Hvad er der sket?

Der er ganske simpelt sket det, man længtes efter; det, man haabede paa; det som skulde ske for at vi mennesker kunde faa del i Guds rige.

Vi møder altsaa i N. T. den overbevisning, at der skulde ske noget afgørende nyt, noget vi mennesker ikke ved egne kræfter kunde hidføre, for at vi kan faa del i guds rige - og at det virkelig er sket i Jesus Kristus.

*

Ved det kendskab man gennem det sidste aarh. har faaet til de religiøse forestillinger, der raadede i det østlige middelhavsbækken i ur-krd.s dage, har man faaet mulighed for at skelne mellem de helt forskellige forestillingsrækker, man i N. T. har benyttet sig af for at give udtryk for denne Kristi enestaaende stilling.

Jeg har ved tidligere lejligheder prøvet at gøre rede for, baade hvordan de forestillinger man gør sig om Kristus i de forskellige n.t.lige skrifter er vidt forskellige - og hvordan disse forestillinger synes at stamme fra samtidens hedenske religioner; hvorledes f. ex. det vi kan kalde "det kristologiske skema" (Kristus som den præexistente gudesøn, der sendes til verden for at give de udvalgte belæring; lider og dør og efter endt gerning igen forlader verden og gaar hjem til Gud, hvorfra han drager sine til sig) synes at have været forestillinger, man har opereret med indenfor mange af samtidens religiøse samfund. Det lader altsaa til, at urkrd. ganske frimodigt har benyttet tanker og udtryk fra samtidens religiøse forestillingsverden til at udtrykke Kristi enestaaende stilling. Vi bliver altsaa nødt til at regne med, at hele den n.t.lige kristologi ikke indeholder nogetsomhelst specielt kristeligt, men blot er mytologiske forestillinger, som man dengang overtog fra hedenskabet - tidsbestemte forestillinger, som vi ikke behøver at holde tast ved.

*

Det er meget forstaaeligt, at disse tanker har vakt en ikke ringe bestyrtelse; det synes jo, som om det rokker ved det inderste og væsentligste i selve krd.

Men spørgsmaalet er, om ikke dette arbejde er ægte reformatorisk. I den første udgave af Melanchtons Loci communes stod de kendte ord: "At kende Kristus er at kende hans velgerninger, ikke som disse (de katolske teologer) at beskue hans naturer og inkarnationsmaader". Ordene er ganske vist strøget i de senere udgaver - af hvilken grund ved jeg ikke. Og ordene er jo først og fremmest rettet mod skolastikken. Men det forekommer mig, at de giver udtryk for noget ægte kristeligt: at alle spekulationer over Kristi væsen, over hvem han er i og for sig, maa være os ligegyldige. Ligesom vi ikke kender Gud som han er "i og for sig", men kun saaledes som han aabenbarer sig, saaledes kender vi heller ikke Kristus i og for sig. Hvem han "egentlig" var - og hvem han er nu og hvordan han er nu - vedkommer os ikke. Det eneste der vedkommer os er: hvad han har gjort for os; hvad der er sket i ham. Kristi velgerninger: at han har givet os samfund med Gud, er det eneste der vedkommer os. Alle spekulationer over hans "væsen", hans naturer, hans skæbne, hans eventuelle liv før og efter hans jordeliv - er ganske ligegyldige. Det er slet ikke det, det drejer sig om i krd.

Hvis denne Melanchtons sætning er rigtig, saa vil man udfra den kunne naa til akkurat de samme resultater som Bultmann er naaet til; saa ligger der i denne sætning, naar den gennemføres konsekvent, ogsaa en kritik af en hel del af de n.t.lige kristologiske udsagn - og netop de samme som den moderne religionsforskning har rokket ved: alle de udsagn, hvor man taler om Kristi "person", hans "væsen" i st. f. at tale om hans gerning.

Det er altsaa ikke blot moderne religionshistorie, der tvinger os til at opgive noget "centralt kristeligt"; men en radikal besindelse paa, hvad der er det centrale i krd. - som Melanchtons ord er udtryk for - fører til samme resultat.

Og ogsaa Luther har udtalt sig i samme retning: "Saadan har sofisterne malet ham, hvorledes han er menneske og Gud, tæller hans ben og arme, blander hans to naturer underligt i hinanden, hvilket da kun er en sofistisk erkendelse af den herre Kristus. Thi Kristus er ikke derfor kaldet Kristus, fordi han har to naturer. Hvad angaar det mig? Men han bærer dette herlige og trøsterige navn efter det embede og den gerning, han har paataget sig; det giver ham navnet. At han af naturen er menneske og Gud, det har han for sig; men at han har vendt sit embede derhen og udgydt sin kærlighed og bliver min frelser og forløser, det sker mig til trøst og gode. … I Mt. det første kapitel bliver det angivet af engelen Gabriel, at han skal hedde Jesus - ikke fordi han er Gud og menneske, men fordi han skal føre det embede og træde ind i den gerning at hjælpe folk fra synder og død."

Luther lader ganske vist ikke den n.t.lige kristologi falde; men han lægger dog i disse ord alt eftertrykket paa: Kristi gerning - i modsætning til Kristus "i og for sig".

*

Det kunde se ud, som om der saa ikke bliver andet tilbage end et navn og en Guds gerning i dette navn, og saaledes er det vel i virkeligheden ogsaa; det eneste der bliver tilbage er selve navnet Jesus Kristus, selve det at han har været her, og saa forkyndelsen af den Guds gerning, der er sket i ham.

Det synes at være meget lidt; der bliver slet ikke noget haandfast skema, som man kan "tro paa" og derved forsikre sig selv om at man tror. Men jeg kan i denne sammenhæng ikke lade være at citere Johs. Climacus, der i "Philosophiske smuler" skriver: "Selvom den samtidige generation ikke havde efterladt andet end disse ord: "vi har troet, at Guden anno det og det har viist sig i en tjeners ringe skikkelse, har levet og lært iblandt os, og er derpaa død" - det havde været mere end nok."

Der synes kun at blive navnet og gerningen tilbage. Selve Jesus-skikkelsen, "den historiske Jesus", hans forkyndelse og lære bliver i en viss forstand ligegyldig, i hv. f. ikke det afgørende.

Luther gør i sin store kommentar til Galaterbrevet gældende, at Jesu lærevirksomhed ikke er hans egentlige embede og at Jesus som lærer hører G. T. til: "Men hvad det angaar, at Kristus i evg. opstiller bud for os og underviser i loven eller rettere udlægger den, saa hører det ikke til læren om retfærdiggørelsen, men til læren om gode gerninger. At undervise i loven er desuden ikke Kristi egentlige embede, for hvis skyld han er kommet til verden, men det er noget tilfældigt, i lighed med at han helbredte syge, opvakte døde, gjorde vel imod uværdige og trøstede de bedrøvede .... Men Kristus er gudmennesket, som under sin strid mod loven udstod det yderste og forfærdeligste tyranni. Og netop derigennem at han opfyldte loven og underkastede sig den besejrede han den i sig selv. Og idet han opstod fra døden, fordømte han loven, vor værste fjende, og ryddede den af vejen, saa at den ikke mere kan fordømme og dræbe os. Altsaa er det Kristi sande og egentlige embede at kæmpe med hele verdens lov, synd og død .... Naar Kristus underviser i loven og gør undere, er det altsaa specielle velgerninger, men ikke hvad han først og fremmest er kommet for."

Hvis Billing har ret i sin skildring af Jesus i "De etiska tankarna i urkristendomen" er det ogsaa saaledes Jesus har set paa sig selv: det var ikke hans prædikens indhold, ikke nogetsomhelst af hvad han sagde, der var det nye og afgørende; det var selve det, at han var kommet. Saadan, udvikler Billing, saa Jesus på sine forgængere, profeterne: "Om deres forudsigelser, om deres lære, siger han ikke et eneste ord, det behøves heller ikke. Ti det betydningsfulde ligger for ham i selve det faktum, at tid efter anden saadanne mænd optraadte blandt folket, 'sendtes' til det". Og paa samme maade ser han paa sig selv: det afgørende er ikke nogle nye lærdomme, etiske eller religiøse, han har at bringe, men det afgørende er selve det faktum, at han er der; for han er Guds sidste kald til bod og sidste naadestilbud i den afgørende time. Altsaa ikke noget system eller bestemte forestillinger, men blot og bart et faktum: selve skikkelsen, manden Jesus Kristus og Guds gerning i ham, er det det kommer an paa.

Og saadan er det da ogsaa, saa vidt jeg kan se, Paulus og Johs. taler om Jesus. De interesserer sig slet ikke for den historiske Jesus. De overtager saa at sige blot navnet og forkynder saa, hvorledes Gud har gjort sin gerning i ham. Det er i virkeligheden deres prædikens eneste indhold: at Kristus er Guds gerning. Det udtrykker de i deres egen tids sprog, ved hjælp af forestillinger og i en mytologi - som de har overtaget andet steds fra.

Men ligesom "den historiske Jesus" ikke er evg.s indhold, saaledes heller ikke det vi kunde kalde "den mytologiske Kristus".

Der bliver tilbage kun et navn, en begivenhed, en mand - og saa den Guds gerning som bestaar i selve det at han var.

*

Men hvori bestaar nu den gerning, Kristus var sendt for at udføre, ja, som han egentlig selv var? Hvad er der sket i ham?

Som jeg allerede har sagt det: N. T. forkynder, at der ganske simpelt er sket det, man længtes efter; det man haabede paa; det som skulde ske for at vi mennesker kunde faa del i Guds rige.

Men det maa præciseres lidt nøjere. Naar vi siger: i Kristus er det sket som skulde ske for at vi mennesker kunde faa del i Guds rige - saa er dette dog i N. T. ikke fremstillet saaledes, at Kristus var en forløber (vel nødvendig, men altsaa dog kun en forløber) for gudsriget; der kan næppe være tvivl om, at det tværtimod er det, der er forkyndelsens indhold: i Kristus er selve Gudsriget kommet til os. Han er ikke blot en bebuder af Guds komme; i ham er Gud selv kommet til os. Der kan vist næppe være tvivl om, at det er det, N. T. forkynder os: Gudsriget er kommet i Kristus.

Jeg kunde have lyst til at prøve paa at belyse det ud fra N. T. selv. Der er nl. en ejendommelig "gliden" eller usikkerhed paa dette punkt, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre ved. Men p. gr. a. manglende tid og evner bliver min gennemgang meget fragmentarisk.

Ifl. synopsen er Jesus "den stærkere, der har bundet den stærke"; han er "Messias"; "den der skulde komme". Saa det nu kan hedde: "idag er dette skriftord gaaet i opfyldelse"; og nu kan de fattige, sørgende, hungrende kaldes salige.

Alt det viser, at der er sket noget afgørende: Messias er kommet; han har oprettet gudsriget - men samtidig ser man rigtignok frem til den dag, da han skal "oprette riget".

Hos Paulus er som bekendt et af hovedordene "retfærdiggjort"; det som er sket i Kristus er at vi er retfærdiggjort af tro og dermed har vi fred med Gud (R. 5,1). Tidligere gjaldt loven, hvorved vi var under Guds vrede, under fordømmelsen: men nu er uden lov Guds retfærdighed aabenbaret (R. 3, 21). I Kristus er forligelsens tjeneste oprettet; i ham forligte Gud verden med sig selv, saa hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt (2 K. 5, 17 ff). Hvorfor det ogsaa kan hedde: nu er det en velbehagelig tid, nu er det en frelsens dag (2. K. 6, 2).

Der synes ikke disse steder at kunne være nogen tvivl om, at det Paulus vil sige er: den store forandring er sket - i Jesus Kristus.

P. d. a. s. ser Paulus jo mange steder med brændende længsel frem til det som engang skal ske: det evige liv, som skal gives os: "Nu, da I er blevne frigjorte fra synden og er blevne Guds tjenere, har I jeres frugt til helliggørelse og som enden derpaa et evigt liv" (R. 6. 22); i det hele taget er der jo ingen tvivl om, at Paulus ser frem til det som engang skal ske. Det kommer ogsaa, paa mere indirekte maade, frem i Galaterbrevet, hvor Paulus taler om vores forhold til Abraham og fremstiller det saadan, at det der er sket i Kristus er, at vi er vendt tilbage til Abrahams tro og den forjættelse, han havde faaet: "Men naar I hører Kristus til, da er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge forjættelse". (Gal. 3, 29). "Men Abraham og hans sæd blev forjættelserne tilsagt" (3, 16). "Men vi, brødre! er forjættelsens børn i lighed med Isak" (4, 28). Her faar man indtrykket af, at det nye, som er sket i Kristus, blot er det, at loven, som har overskygget forjættelsen, som har bragt forjættelsen til at gaa i glemmebogen, nu er skaffet til side; at der altsaa i Kristus er sket en nyopdagelse af den gamle forjættelse - og ikke andet. Saa bliver det at tro på Kristus blot et andet udtryk for: at tro paa forjættelsen, som den har ført sit skjulte, af og til nyopdukkende liv ned igennem tiderne.

Jeg har lidt udførligt gjort rede for dette, fordi jeg synes, det er en rigtig og vigtig tanke, at evg. ikke i den forstand er noget enestaaende nyt, at der slet ikke skulde være mulighed for at finde det udenfor krd. Luther regner da ogsaa med. at baade patriarkerne og hedningen Kornelius uden at kende Kristus har troet paa ham.

Dog, ogsaa naar Paulus saaledes fremstiller evg. som den genfundne forjættelse, er der ingen tvivl om, at han mener, der dermed er sket noget afgørende nyt: frelsens dag er kommet. Omend han samtidig ser frem til den dag, da frelsen skal blive synlig - for troen er den dog allerede nu til stede og virkelig.

Hos Johs. møder vi endnu stærkere den forkyndelse, at det afgørende er sket i Kristus; f. ex.: "den som hører mit ord og tror den som sendte mig, har et evigt liv og kommer ikke til dom, men er gaaet over fra døden til livet" (5, 24). Ganske vist taler Johs. ogsaa om et Jesu komme: at Jesus vil komme til sine disciple; at han skal forlade dem saa de intet har og skal komme til dem igen; og han taler om de evige boliger hjemme hos Gud. Men der kan ikke være tvivl om, at Johs., netop vil forkynde, at "genkomsten" allerede har fundet sted; det afgørende er allerede sket.

Det synes altsaa at være det budskab N. T. har at bringe, det centrale indhold i den n.t.lige forkyndelse (selvom konsekvensen deraf maaske ikke altid er forstaaet ganske klart): i Kristus har vi samfund med Gud, er forligelsens tjeneste oprettet - og dermed er den nye tid brudt frem, den velbehagelige tid, frelsens dag.

*

Er det nu ikke en grænseløs løgnagtighed og blaa-øjet flugt fra livets nød og elendighed at paastaa, at livet er godt at leve; at det vi længes efter er sket; ikke at vente at andet skal ske end det som allerede er sket? Er det ikke taabeligt og latterligt, en flugt fra det virkelige liv at paastaa noget saadant?

Som jeg har søgt at vise, er i hv. f. Bultmanns erkendelse af det mytologiske stof i N. T., hans genoptagelse af "det reformatoriske" (at kende Kristus er at kende hans velgerninger osv.) ikke en flugt fra det virkelige liv, men netop en afvisning af alle spekulationer, en afvisning af livsanskuelsens, verdensanskuelsens forsøg paa at forklare livet og dermed en afvisning af livsanskuelsens flugt fra dette liv, fra den uvidenhed, det mørke vi lever i.

Og paa samme maade er det med dette N. T.s evg., som Bultmann netop ad denne vej har faaet saa klart blik for. Dette evg.: at Guds rige er kommet i Kristus er ikke en flugt fra det virkelige liv, men binder os netop fast til det. Derved angiver N. T. klart og tydeligt, hvori "lykken" bestaar og siger: du skal ikke længes væk fra dette liv, ikke drømme og fantasere om en fremtidig lykke. Det du længes efter er sket i Kristus. Det ser smaat og fattigt ud i forhold til dine drømme og ønsker. Men andet har du ikke lov at vente dig. Det er dine "længslers maal".

Krd. knuser dermed vore drømme om noget stort, der engang skal komme. Hvor tit er mennesker ikke flygtet bort fra hverdagen for at finde trøst i et fremtidshaab af den ene eller anden art, verdsligt eller "kristeligt". Men Krd. forkynder: i Kristus er Guds rige, den ny jord, livet og lykken som du drømmer om: i denne foragtede skikkelse og dette foragtede ord.

Saaledes er dette budskab altsaa netop ikke en flugt fra hverdagen, men vil tværtimod binde os fast til den graa hverdag med dens strid og nød - i tillid til Guds naade. Ogsaa fremtiden er kun Guds naade i Kristus og ikke andet.

Ganske jævnt og enfoldigt sagt: det eneste, vi har mulighed for at fatte noget af, er syndernes forladelse: alle spekulationer over et liv efter døden eller lignende kan vi spare os. Vi har ikke lov til at flygte fra livets begrænsning, uvidenhed, mørke.

Men naar vi har syndernes forladelse, har vi dermed samfund med Gud, og dermed er alt givet os.

Det er det, Luther siger i sine kendte ord: "Hvor syndernes forladelse er, er liv og salighed."

Og det er det samme Jacob Knudsen siger - i Luthers navn og vel ogsaa i hans aand - naar han i Lutherbogen lader Tillio drømme om en stor forandring der skal ske og som skal gøre det godt at leve; og saa lader Luther sige, at den eneste store forandring, der betyder noget, er syndernes forladelse.

Lad os slutte dette afsnit med et par Luther-citater (citeret med tilslutning af Bultmann i en af hans artikler): "Lov og evangelium adskiller sig derved, at loven forkynder, hvad man skal gøre og undlade, ja hvad man har begaaet og forsømt, og virker derigennem kun erkendelse af synd. Evg. derimod forkynder, at synden er forladt og loven opfyldt, nemlig ved Kristus". Her er evg.s indhold angivet som: syndernes forladelse.

Og saa det andet citat: "Troens rige og det fremtidige herlighedsrige er et og samme rige".

P. d. a. s. er Guds naade i Kristus ikke en skat vi har, vi ejer, saa vi raader over den; men vi maa stadig paany have den givet; vi mister den og maa stadig paany have den givet; den kan ogsaa helt fratages os. Saaledes lever den troende helt og fuldt af fremtiden. (Det er saaledes Johs. fortolker "det eskatologiske").

Og samfundet med Gud er jo ikke bare et tankesystem, en spekulation; dermed er det ogsaa lovet os, at det har realitet i døden. Som Bultmann udtrykker det i fortolkningen til Johs. 17, 24 ("at de maa skue min herlighed"): "Alle spekulationer over sjælens himmelrejse, alle beskrivelser af en hinsidig tilstand, som er typiske for den gnostiske mytologi, har evangelisten givet afkald paa. Men selvom han indser, at udsigten til det hinsidige er spærret os, lader han sig ikke nøje med den besked, at det menneskelige liv skulde finde sin afsluttethed, fuldendelse, mening her." (s. 399).

Altsaa igen her: ikke en livsanskuelse, ikke en hvilende besiddelse, ikke dennesidighedens fuldendelse saaledes skal det ikke forstaaes - men det virkelige liv og ordet fra Gud. Guds gerning i Kristus, hvori Guds naade er givet os.

Men det alt sammen - ogsaa dødens overvindelse - er givet i og med syndernes forladelse: det er i Virkeligheden ikke andet end syndernes forladelse; blot nærmere bestemmelser ved syndernes forladelse. Det afgørende i krd. er det samfund med Gud som er givet os i Kristus.

*

Egentlig skulde jeg tale om syndernes forladelse i Bultmanns teologi et stort emne som jeg i det foregaaende har forsøgt at nærme mig. Men forøvrigt maa jeg indrømme, at ved at læse Thestrup-Petersens og Prenters sidste artikler om Bultmann (i Dansk teologisk tidsskrift og i Svensk teologisk kvartalsskrift), kan jeg i modløse øjeblikke komme til at tvivle paa, om jeg overhovedet har forstaaet noget af Bultmann: hvis de har forstaaet noget af ham har jeg i hv. f. ikke. Derfor har jeg i det foregaaende kun nævnt Bultmanns navn sparsomt - fordi emnet forekommer mig vigtigere end navnet. Men forøvrigt kan jeg ikke se andet end at baade Prenter og Thestrnp-Petersen gør den fejl, at de gør rede for hvad B. efter deres mening burde have sagt - og viser saa at det er baade meningsløst og uevangelisk! De griber ordet "afmytologisere", saa konstruerer de sig, hvad der maa være ment med det ord: hvorefter de paaviser, at det ikke er det, Bultmann mener med ordet og at han derfor ikke er konsekvent; og dernæst, at den (saaledes som de forstaar det) konsekvente gennemførelse af afmytologiseringen vil afskaffe evangeliet. Men det er jo en temmelig let maade at slippe udenom at drøfte det, Bultmann mener.

Jeg tror altsaa virkelig, det foregaaende saa nogenlunde dækker Bultmanns opfattelse. Og forhaabentlig har det været nogenlunde tydeligt, at Jesus ikke efter denne opfattelse er et forbillede, saaledes som Prenter vil paastaa: at Jesu død og opstandelse ikke er billedligt udlagt som en præstation, den troende selv skal fuldbyrde. Men at det virkelig i Kristus drejer sig om forkyndelsen af en Guds gerning til menneskets frelse.

Om denne gerning kan nu bruges mange forskellige udtryk - alt efter den menneskets nød, man taler om. Derfor er udtrykket ikke det afgørende; det afgørende i denne sammenhæng er, at gerningen er sket.

Ligesom jeg kun har nævnt Bultmanns navn sparsomt, saaledes har jeg ogsaa kun et par gange nævnt ordet: syndernes forladelse. Udtrykket er som sagt ikke det afgørende. Men forhaabentlig har det været klart, at det hele har drejet sig om det. (Jeg kunde jo let have anført en række citater, hvor Bultmann taler om syndernes forladelse, men jeg har regnet med at det ikke var det, som havde interesse.)

Det mærkelige er, at ogsaa Bultmann selv, saa vidt jeg kan se, kun sjældent bruger dette udtryk: syndernes forladelse. Det forekommer, og paa vigtige steder. Men der er ingen tvivl om, at han hellere, naar han skal sige, hvad der er sket i Kristus, bruger et andet udtryk. Han siger: at det oprindelige skaberforhold er genoprettet i Kristus; at skaberens forhold til sin skabning er genoprettet.

Det skyldes næppe en tilfældighed. Sikkert heller ikke blot at N. T. bruger dette udtryk saa lidt. Som forhaabentlig paavist skyldes det heller ikke, at det egentlig ingen betydning har i Bultmanns teologi.

Men jeg kunde tænke mig, at Bultmann finder udtrykket saa fast, for afrundet, for "livsanskueligt". Det er, vilde han maaske sige, for lidt existentielt. Det kan misforstaas derhen, at det i Gudsforholdet blot drejer sig om eftergivelsen af de moralske forsømmelser. Men det drejer sig ikke blot om en slaaen-streg over det gamle. Det drejer sig om et helt nyt Gudsforhold; at vi faar lov til at begynde forfra i vores forhold til Gud og til næsten. Og dermed drejer det sig om, at baade naaden og loven bliver indsat paa sin oprindelige, egentlige plads.

"Gennem "evangeliet" er "loven" ikke ganske simpelt afskaffet (saaledes kunde "syndernes forladelse" forstaas); den er ganske vist afskaffet som den lov der fordrer ydelser .... Men som den egentlige gudsvilje er den netop bragt til gyldighed: Gud fordrer menneskets lydighed."

Man kunde spørge, om Bultmann med disse ord i virkeligheden ikke afskaffer ordet om syndernes forladelse. Det er det gl. spørgsmaal om forholdet ml. lov og naade, der dukker op; skulde man virkelig tage stilling til det, maatte det kræve en grundig undersøgelse af Bultmanns syn paa loven: det maa jeg lade ligge denne gang.

Jeg vil her nøjes med at præcisere Bultmanns opfattelse. Han skriver (i anledning af ordet i Romerbrevet om Kristus som lovens ende):
"Livet under loven, under fordringen, er dermed forstaaet som forudsætningen for livet under naaden. Kun den som ved sig begrænset af Guds fordring, som lader sig sine øjne aabne for at han ikke fyldestgør og aldrig kan fyldestgøre denne fordring, kun han kan forstaa evg.s prædiken .... Derfor staar ogsaa den i G. T. legemliggjorte Guds fordring bestandig over mennesket, for at sikre evg.s forstaaelse, og er ikke ophævet efter at evg. er kommet .... Den saglige sammenhæng mellem lov og evg. betyder, at evg. kun kan prædikes, naar mennesket staar under loven. Vist er Kristus lovens ende; men netop derfor, for at han kan forstaas som lovens ende - ellers forstaas han jo overhovedet ikke - maa ogsaa enhver, der hører om Kristus, have hørt om loven. Ja, endnu mere: han maa stadig paany høre derom. Ti vel er den troende een gang for alle fri fra loven og staar under naaden. Men troen, som det kristne livs stadig paany grebne mulighed, er stadig kun virkelig i overvindelse af det gamle liv under loven. Ja, endnu mere: friheden fra loven betyder ikke, at mennesket er taget ud af den guddommelige fordring, at han ikke mere skulde staa under et "du skal", men det betyder, at dette "du skal" er begrundet med et "du kan", "du er" [d.e.: ved syndernes forladelse faar du lov til at begynde forfra]. Naar mennesket er befriet fra loven vil det sige, at han ikke ved lovens opfyldelse skal sikre sig naaden, men han er ikke befriet fra den, for saa vidt som den ved naaden er begrundet paa en ny maade." (Glauben u. Verstehen. 319 f.).

Det vil føre for vidt at kommentere disse ord. Saa vidt jeg kan se, betyder de ingenlunde en indskrænkning af ordet om syndernes forladelse. De betyder blot, at syndernes forladelse ikke er en skat vi ejer een gang for alle; men at vi stadig paany maa have den givet. Naaden og ansvaret er stadig nyt over os i Guds ord.

Saa vidt jeg kan se er ordet om syndernes forladelse, om gudsforholdets genoprettelse i Kristus, det centrale ord i Bultmanns teologi. Men altsaa ikke som et trylleord, man kan besidde og raade over og anbringe paa de rigtige steder. Men uløseligt forbundet med talen om vores ansvar.

Ogsaa her er altsaa Bultmanns teologi en afvisning af livsanskuelsens, verdensanskuelsens forsøg paa at faa orden i livet, dens flugt fra den usikkerhed, den uvidenhed, det mørke, vi lever i.

Men lad os tilsidst vende tilbage til begyndelsen: Vi kender ikke livet "i og for sig", men kun i den tilfældighed og usikkerhed, hvori det møder os. Vi kender ikke Gud "i og for sig", men kun saaledes som han møder os, aabenbarer sig for os. Og vi kender heller ikke Kristus "i og for sig" (alle spekulationer i den retning er ligegyldige), men kun i hans velgerninger imod os.