Prædiken

Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, april, 1969, s.37-38. (Luc. 11,14-28)

3. søndag i fasten 1969 Luc. 11,14-28.

Det er ingen hemmelighed, at vi lever i en fremskreden og såre oplyst tidsalder. Forlængst er tidligere tiders fordomme og overtro afskrevet. Enhver af os har allerede da vi var små lært, at alle de mærkelige væsener, som man i gamle dage anså naturen for at være fuld af, slet ikke er til. Der er hverken nisser eller trolde eller alfer til, heller ikke onde ånder.

Derfor har også velmenende kristeligsindede mennesker travlt med at ville forsvare Jesus ved at bortforklare den pinlige og beklagelige kendsgerning, at han kunne anse mennesker for at være besatte af onde ånder. Det er, siger man, slet ikke noget væsentligt i kristendommen. Det var kun den tids opfattelse og udtryksmåde, som også Jesus måtte benytte sig af, nej, evangeliet skal forstås religiøst og åndeligt. Det nye testamente vil ikke være en lærebog i sygdomsforklaring. På denne og lignende måder laver man sig en kristendom, der er finere end det nye testamentes, en åndelig forstået kristendom tilpasset moderne mennesker, så de undgår at støde sig på alt det forældede og anstødelige, der desværre også findes i skrifterne. Man driver den urene ånd ud og fejer og pryder kirkens hus, så det bliver til at være i også for oplyste mennesker i oplyste tider, og kosten, der fejes med, hedder forståelse og forklaring.

Men det kunne jo være, at man smider barnet ud sammen med badevandet, hvilket i denne sammenhæng vil sige, at man får smidt Kristus ud sammen med de onde ånder, og at der kun bliver tilbage en afbleget og forfinet Kristus, en blegsottig og tolerant person uden lidenskab og uden vrede, om hvem der intet andet er at sige, at det var en ren misforståelse, at han i sin tid blev henrettet, med andre ord en Kristus, der mere kaldes en Kristus end er det. Rent ud sagt: Hvad skal vi egentlig med en Kristus, hvis vi ikke er besatte af onde ånder, ganske håndfast og bogstaveligt besatte, d. v. s. hvis vi ikke i bund og grund er trælle af os selv?

Jeg kan godt forstå, at en idealiseret og moraliserende Kristus ikke kan fange menneskers øren, og når der inden for kirken klages over dårlig kirkegang, var det mere berettiget, at kirken spurgte sig selv, om det er Kristus, der forkyndes, i stedet for at forsøge sig med nye og mere underholdende gudstjenesteformer eller fornyet og større kirkelig aktivitet og foretagsomhed. Når mennesket ved med sig selv, at det er ikke besat af nogetsomhelst, men at det er sin egen fri herre, fuld af vilje til det gode og af ærlig stræben, hvad skal det så med en Kristus? Men kan ikke netop denne selvsikre viden med fuld ret kaldes en besættelse? Er selvtilfredshed og bedreviden og tro på sig selv og sit eget herredømme, eller i det mindste på muligheden deraf, er det ikke en besættelse? Det er i grunden ganske påfaldende, at troen på menneskets herredømme over naturen ender i et naturens herredømme over mennesket, at det er drifternes uindskrænkede ret og tilfredsstillelsen af de såkaldte behov, der bliver resultatet af troen på mennesket og dets herredømme. Mennesket som et stykke natur, der frit og uhæmmet skal udfolde sig i overensstemmelse med sin natur, viser sig at blive resultatet af troen på mennesket som skabende personlighed. Netop det frigjorte og oplyste menneske med dets foragt for den overtroiske tale om besættelser skal vare sig for at tale med foragt om besættelser, hvad der ganske svarer til det, som Jesus i dag siger, at når den urene ånd er drevet ud af mennesket, vil den vende tilbage med syv andre onde ånder, og de vil slå sig ned og bo i mennesket, og det vil være værre med mennesket end det var.

Vist er vi mennesker besatte af onde ånder, af frygt, rædsel, ja panik, der får os til ihærdigt, fortvivlet og krampagtigt at påstå, at vi er ikke-besatte. Den iver, hvormed du benægter helvedes eksistens, røber, at du tror på den, hedder det et sted hos Dostojewsky. I dag kunne det gengives sådan: Den iver, hvormed du bekæmper enhver autoritet, røber, hvor autoritetsbunden du er. Det eneste, der kommer ud af din kamp, vil altid være ny og strængere autoritet, du har solgt dig selv til fraserne, slagordene, løgnen. At lyve er at fornægte virkeligheden. Der er ingen grund til at ville forsvare Jesus, fordi han taler om besættelse, han forsvarer sig selv, ikke ved at han gør det, for han indlod sig aldrig i selvforsvar, men ved at han var lydig mod virkeligheden og sandheden. Derfor kan han sige disse forbløffende og for moderne øren så ensidige og fanatiske ord: Den, som ikke er med mig, er imod mig.

Over for sandheden gælder ingen uskyldighedstilstand, og sandheden er den, at vi er besatte, alle og enhver, alt, hvad vi gør, drejer sig om at værge os selv ved at finde frem til et ståsted, en tilstand, hvor vi mener at kunne stå beskyttede og sikre med os selv i behold. Vi hader alt, hvad vi ikke ved hjælp af forståelse og forklaring kan gøre os til herre over, alt, som ikke kan passes ind i vore rubrikker. Vi tror på systemerne og må stadig have dem ført á jour.

Også i det, der fortælles os i dag, hører vi, hvordan man dengang havde travlt med at finde en acceptabel forklaring på det, der var sket: Ved Beelzebul, de onde ånders fyrste, uddriver han de onde ånder. Men Jesus tog forklaringen op og pillede den fra hinanden, men han hjalp dem ikke til en anden eller bedre forklaring. Dersom jeg uddriver de onde ånder ved Guds finger er gudsriget kommet til jer. Dersom. Om det er med Guds finger, må de selv afgøre. Jesus var ikke agitator for en ny og bedre forklaring om liv og død til menneskenes betryggelse, men han stillede mennesket ind i livet uden forklaring, og han gjorde det ikke ved undervisning og belæring, men ved selv at leve livet uden forklaring, leve det alene på Guds befaling.

I vor tid er løsenet oplysning og belæring, det er blevet det moderne menneskes frelsesvej at vide og at forstå, det ene kursus afløser det andet, men hvem vil være ved, at med al vor viden ved vi intet? Angsten for livet driver os til at finde løsninger, finde, som man siger, en mening i livet og et formål med livet, og af angst for livet tør vi ikke indrømme, at vi kommer ikke ud af stedet. Ja, så raffinerede er vi blevet, at vi nuomdage kalder livets meningsløshed, dets absurditet, for livets mening, og således lukker vi os inde i en cirkel, der har angsten for livet som centrum. En mening skal der være, om så ikke anden end den, at der ingen mening er. Livet skal være meningsfyldt.

Jesus spurgte ikke efter livets mening og afstod fra at give livet en mening. Det er, hvad hans tale om Gud betyder. Og med denne sin tale gav han mennesket friheden, den fuldkomne frihed. Livet var for ham ikke et eksperiment, der med videnskabens hjælp skulle lykkes mere og mere, mennesket stod ikke over for livet som livets planlægger, men mennesket var selv livet, hver enkelt sit eget liv, stillet der af Gud med Guds krav om at leve det for ham. Myten om mennesket som livets herre gennemhullede han ved sin prædiken om Gud. Han underviste aldrig, men hele hans liv var en prædiken om den Gud, der befaler, og hvis befaling er hans tilgivelse. Men vi mennesker vil ikke høre denne prædiken, vi vil for vor egen skyld vide besked om godt og ondt og således kunne leve uforstyrrede og trygge. Det er den gamle historie om kundskabens træ på godt og ondt, der evigt gentager sig. Det fejede og prydede hus, som vi drømmer om, ja langt mere, som vi sætter alle vore kræfter ind på at skabe, er udslag af vor besættelse af os selv, af vor angst for livet.

Som Jesus talte skarerne med deres trang til forklaring og spørgen efter sandhedsbevis imod dengang, gør han det ikke mindre i dag. Men en kvinde af skaren opløftede sin røst og sagde til ham: Saligt er det liv, som bar dig, og de bryster, som du diede, og Jesus svarede hende og sagde: Ja, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det. Om grunden til kvindens glædesudbrud kan vi intet andet sige end at hun her havde hørt en anden tale end den, hun plejede at høre. Hun stod ikke her over for en, der kom med de sædvanlige fraser og formaninger, en, som hverken moraliserede eller underviste eller ville opdrage menneskene, en, som talte livets sag imod al snæver og smålig mistro til livet, en, som lod livet være større, virkeligere og sandere end enhver forklaring om livet, som lod livet være Guds i al dets usikkerhed og nød.

Denne ukendte kvinde er Guds kirke på jorden, for sådan er den. Den er den enkelte og ukendte, kun kendt af Gud, der i sin fattigdom hører Kristus skære gennem alle anerkendte fraser og slagord, af hvad art de end er, og således rive livet ud af alle onde ånders magt og give det i dets fattigdom og skjulte fortvivlelse tilbage til dets rette ejermand, Gud. At høre Guds ord og bevare det er saligheden og friheden. Den korsfæstede Jesus som Guds ord er friheden og skænker friheden. Vi skal ikke finde den eller skabe den. Han er virkelig Kristus.

Dette er troens tale, over for hvilken al anden tale er og altid vil være besættelse og løgn.