Hullet i storbyen

Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, september, 2007, s.133-134.

På en varm dag i juli havde jeg lejlighed til – sammen med alle de andre turister og besøgende – med egne øjne at se stedet, hvor World Trade Center i New York lå indtil den 11. september 2001, den morgen, hvor terrorister styrede to kaprede passagerfly ind i tvillingetårnene og dræbte omkring 3000 tilfældige mennesker.

Synet gør naturligvis et stort indtryk. En række iøjefaldende ydre træk trænger sig på: Grunden, hvor højhusene lå, ligger endnu hen som et enormt hul i jorden. Det er gået langsomt med oprydningsarbejdet; der har været mange og vanskelige hensyn at tage til ofrene, og der har været lange og følelsesmæssigt svære diskussioner om, hvad der skulle ske med stedet. Men efterhånden er arbejdet begyndt på fundamenterne til det nye byggeri – ”Freedom Tower” – der om nogle år skal rejse sig på grunden. Ude omkring det gabende hul midt i et af verdens travleste finansdistrikter ligger højhuse, kontorpaladser og banker ejendommeligt uberørte hen. Det er, som om skaderne på resten af bydelen har været minimale. Faktisk ligger der få meter fra ”Ground Zero” en lille, gammel kirke med tilhørende kirkegård. Kirken slap så godt som uskadt fra angrebet; kun et par gravsten på kirkegården væltede.

Endnu større indtryk end de ydre enkeltheder gør det rungende ekko af et fanatisk had, som stadig lyder for ens indre ører. Mordet på flere tusinde mennesker var kalkuleret og planlagt. Selve formålet med angrebet, der havde været udtænkt måneder i forvejen og tilrettelagt ned i mindste detalje, var at gøre så megen fortræd som muligt. Tusinder af mennesker, der stod op om morgenen den 11. september og begav sig på arbejde i den tro, at denne morgen lignede andre morgener, skulle miste livet. Tusinder af familier skulle berøves fædre, mødre, sønner eller døtre, sorg og fortvivlelse indtage det ene hjem efter det andet. Alt sammen som resultat af en minutiøs planlægning, hvis drivkraft var hadet, ønsket om at skade og ødelægge, et had, der i Al Qaidas ideologi bliver direkte legitimeret med henvisningen til Guds navn og Guds vilje.

Eftervirkningerne af den bølge af terror, der først og fremmest er knyttet til Al Qaida, mærkes naturligvis under et besøg i New York. Der er omfattende sikkerhedsforanstaltninger ved de mest besøgte seværdigheder. Man venter i lange køer på at blive checket. Men samtidig fornemmer man som besøgende også en stemning af noget andet – en form for stille trods eller snarere beslutsomhed. En indædt vilje til ikke at lade sig ryste eller løbe over ende. Og først og fremmest en glæde og stolthed over den by og det land, der har været – og er – under angreb – men som har vist sig i stand til at stå angrebet igennem. Volden og hadet har efterladt et gabende hul midt i storbyens hjerte. Hullet vil selvfølgelig blive ved med at være der. Voldshandlingerne har efterladt sår, der ikke vil lukke sig. Men byen lever videre; og konkret vil hullet blive lukket med et nyt byggeri, der giver plads til erindringen, men som også repræsenterer en stærk vilje til at fortsætte tilværelsen på egne betingelser. Og en tilsvarende afvisning af at lade terroristerne diktere dagsordenen.

Angrebet den 11. september 2001 var ikke den første islamistiske terrorhandling rettet mod Vesten. Men med sit omfang og sine virkninger repræsenterer den alligevel indledningen til en ny fase i en krig, der har været længe undervejs. Andre spektakulære terrorhandlinger mod civile mål i Vesten er fulgt efter – i Madrid og i London f.eks. Terroren har spillet en kolossal rolle i mediernes verdensbillede – det er selvsagt en del af terroristernes strategi.

Ind imellem er mediernes hukommelse ikke specielt lang. Det overses jævnligt, at der tidligere – i 1970´erne f.eks. – har været lignende bølger af terrorhandlinger rettet mod den frie vestlige verden. RAF, IRA, PLO og PFLP. Den nuværende islamistiske terrorbølge overgår formentlig de tidligere i sin rene destruktivitet. Den ligner dem til gengæld i at være båret af en totalitær ideologi, som ikke levner plads for kompromis eller forhandling.

Terroristerne og deres ideologiske bagmænd befinder sig hinsides enhver samtale. Ikke desto mindre kan man møde mange forklaringer – eller bortforklaringer – der i en eller anden forstand vil placere ansvaret for volden, ikke hos gerningsmændene, men hos ofrene. Eller i hvert fald hos den vestlige verden selv eller dens regeringer. Heller ikke dette ejendommelige fænomen er nyt for dem af os, der husker 1970´ernes terrorbevægelser og reaktionerne på dem. Også dengang var der dem, der i alvor mente, at volden kunne forebygges, hvis man gjorde indrømmelser og viste forståelse.

Men måske er det trods alt værd at holde fast i, hvad de islamistiske terrorister ikke har opnået. Hullet i storbyen blev ikke til et hul i det amerikanske samfunds grundprincipper. Amerikanerne gjorde ikke muslimerne i USA kollektivt ansvarlige for volden. I det hele taget har de islamistiske voldshandlinger ikke ført til overgreb på de muslimske befolkningsgrupper i de vestlige lande. Det har ellers utvivlsomt været en del af planen. De vestlige befolkninger og regeringer skulle have reageret med had og raseri, rettet mod muslimer i Vesten generelt. Herved ville de muslimske grupper blive isoleret yderligere fra de omgivende samfund og rekrutteringen af nye medlemmer til Al Qaida og relaterede grupper ville være blevet fremmet. Fornemmelsen af at være udsat for den omgivende befolknings had og voldelige adfærd mod muslimer ville have indgået som et væsentligt element i terrorismens ideologi og passet det verdensbillede, man søger at fastholde og udbrede.

Den militante islamisme, som Al Qaida repræsenterer, har en række lighedspunkter i forhold til det forgangne 20. århundredes totalitære strømninger. Den voldelige praksis er selvfølgelig også et fælles træk. Etableringen og den stadige vedligeholdelse af et alternativt, paranoidt verdensbillede, en virkelighed, der ikke ligner den, de fleste andre mennesker lever i, er ligeledes et kendetegn.

Noget tyder på, at islamisterne begår den samme fejl som deres totalitære forgængere. Man undervurderer evnen og viljen til at kæmpe imod hos den vestlige verden. Fordi man selv kun forstår og taler voldens og hadets sprog, misforstår man modviljen ved magtanvendelse hos modstanderen som udtryk for ren svaghed. I de vestlige demokratiske lande er der en bestandig diskussion om mål og midler. Der er en udbredt selvkritik – undertiden i en ekstrem form, der slår over i selvforagt og selvhad. Regeringer udsættes for voldsom kritik. De totalitære ideologiers tilhængere tolker alt dette som splittelse og svaghed. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at denne tolkning til en vis grad kan have ret. Men historien rummer en advarsel mod at forenkle tingene. Den britiske offentlighed var gennem det meste af 1930´erne domineret af defaitisme. Fortalerne for nedrustning og eftergivenhed i forhold til nazismen havde en stor del af befolkningen med sig. Tendensen til at påtage sig skylden for alverdens problemer var udtalt. Var det ikke den uretfærdige Versailles-traktat og den nedværdigende behandling af det slagne Tyskland, der havde givet nazisterne vind i sejlene? Var det ikke i virkeligheden de sejrende magters ansvar, at tingene var kørt af sporet, og måtte man ikke derfor vise forståelse for tyskernes krav eller i hvert fald komme dem i møde? Viljen til at stå fast og kæmpe imod syntes at være langt borte. Imidlertid viste det sig, da opgøret endelig kom, at kampviljen og viljen til at yde ofre var langt større i Storbritannien, end mellemkrigsårenes defaitistiske folkestemning havde givet indtryk af. Formentlig også langt større, end Hitler og ligesindede havde ventet.

På et andet og langt mindre dramatisk plan gentog noget af historien sig i 1980´erne, hvor den sovjetiske oprustningskampagne med udstationeringen af SS 20-raketter i Østeuropa også havde til formål at fremkalde splittelse og brud imellem USA og dets vesteuropæiske allierede. Fredsbevægelserne var udset til at spille en væsentlig rolle i denne sammenhæng, både den del, som Moskva direkte kontrollerede, og de grupper, der vanemæssigt rettede langt det meste af deres kritik og skepsis mod USA og NATO. De centrale aktører på vestlig side – regeringerne i USA og Storbritannien – stod imidlertid fast på at møde den sovjetiske udfordring med et tilsvarende træk. Der var fredsdemonstrationer, kritik af regeringernes politik og – helt i overensstemmelse med de demokratiske landes traditioner – en åben debat, alt sammen noget, der i sovjetiske øjne måtte tage sig ud som svaghedstegn eller som udtryk for en modstander præget af indre opløsning. Men det var det sovjetiske regime og dets vasaller, der blev bragt til fald.

De fanatiske islamisters krig mod Vesten og dens befolkninger vil givetvis fortsætte. Det er sandsynligt, at den kommer til at vare længe endnu. Og selvfølgelig vil der være enkeltpersoner, regeringer og kræfter i den vestlige verden, der vil lade sig kue. Som er parate til at opgive principper og værdier i et forsøg på at tækkes voldens ophavsmænd og købe sig til et øjebliks fred ved hjælp af eftergivenhed og forståelse. Intet af det er overraskende. Men måske er der lige så god grund til at hæfte sig ved, hvor mange der ikke vil give sig. Vesten har det med at vise sin sande styrke, når den er under angreb. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det også vil ske denne gang. Men man forlader hullet på det sydlige Manhattan med et håb, der er blevet styrket.