Bisperne og bekendelsen

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv nr. 9, okt. 2007, s. 153-154.

Det begyndte med en artikel i søndagsudgaven af Jyllands-Posten 11. juni 2006. Journalisten Øjvind Kyrø ringede rundt til en række teologer og biskopper og konfronterede dem med første artikel i Den augsburgske Bekendelse, hvor der om troen på den treenige Gud står: "De fordømmer alle kætterier, som er opstået mod denne artikel; således Manikæerne, som antog to principper, et godt og et ondt; ligeledes Valentinianerne, Arianerne, Eunomianerne og - Muhammedanerne og alle af deres slags".

Journalisten luftede sin bekymring for, hvilken dårlig indflydelse det ville have, at folkekirken på den måde fordømte muslimerne. Det kunne da ikke være godt for integrationen? Han talte med Niels Jørgen Cappelørn, der udtrykte sin voldsomme foragt for bekendelsen. Og det vakte tydeligvis genklang i journalistens nutidsører.

*

Jeg ved det, for han ringede også til mig. Og man skulle lige vågne lidt op, finde bekendelsen frem fra sin reol, før man kunne prøve at formulere, hvad der lå i bekendelsens ord. Og især hvad der ikke lå. Reformatorerne udtaler sig jo på ingen måde politisk eller verdsligt. Det, der ligger dem på sinde, er den teologiske bestemmelse: Hvad tror vi på, og hvad er det, vi lærer vores menigheder. Vi tror på den treenige Gud, og da det er en salighedssag, så fordømmer og forkaster vi dem, der lærer, at Gud ikke er treenig, fordi disse lærere fører folk væk fra frelsen, ud i fortabelsen. Det har intet, absolut intet med integration at gøre.

Journalisten ringede videre og fik to biskopper i røret, der straks var med på, at der burde gøres noget ved "problemet" - altså fordømmelserne. Niels Henrik Arendt formulerede det på den måde: "På Luthers tid var mission ikke på dagsordenen, og havde han vidst, at mission blev en mulighed, havde han utvivlsomt udtrykt sig anderledes". Derfor burde der nedsættes en arbejdsgruppe, der kunne levere ny fortolkning af bekendelsen, sådan som Svend Andersen havde foreslået. "For vi må spørge os selv om, hvad vi anno 2006 skal stille op med en fordømmelse fra 1530 i et land, hvor der nu bor over 200.000 muslimer."

Tydeligere kunne det ikke udtrykkes: Med det voksende antal muslimer i landet kan vi ikke stå fast på vores kristne bekendelse. Vi må tilpasse os. Gå i gang med kirkelig selvdhimmificering.

Sagen vakte pinlig opmærksomhed sidste sommer. Der skulle altså ikke andet til end et forstyrret forslag fra en forvirret teolog præsenteret af en bekendelseskritisk journalist, før to biskopper pludselig udnævnte bekendelsen til et "problem", som de skulle sørge for at løse.

*

Så gik problemløsningen i gang. Det mellemkirkelige Råd nedsatte et arbejdsudvalg, der skulle fortolke bekendelsen og tage stilling til, om den nu også i dag kunne finde nåde for landets biskopper og præster. At præster og biskopper for længst havde lovet at forkynde i overensstemmelse med bekendelsen, og at kritiske analyser af bekendelsen altså hørte et andet livsafsnit til, blev ignoreret. Skidt med ordholdenhed og almindelig hæderlighed. Vigtigere var det at komme offentligheden i møde og vise, at bisperne ikke, slet ikke, nej overhovedet ikke kunne sættes i bås med Dansk Folkeparti og dets sorte præster.

Mange af os havde fortrængt det pinlige intermezzo og naivt nok håbet, at problematiseringen af bekendelsen var blevet lagt på hylden som en naturlig konsekvens af den ret massive kritik, forslaget blev mødt med sidste sommer.

Men vi blev vækket af vores ønskedrømme, da notatet fra Det mellemkirkelige Råd i sensommeren så dagens lys. Talsmand for arbejdsgruppen er Fyns biskop, Kresten Drejergaard.

Var man sidste sommer pinligt til mode over udtalelser fra et par biskopper, er ens tæer fuldstændig sammenkrummede efter læsning af det biskoppelige notat.

Notatet begynder i den tilbagelænede stil med at udtale, at man nu vil tage stilling til, hvad der er "fortsat forpligtende", og hvad der er fortidigt i CA. At det kunne tænkes, at noget var fortidigt og fortsat forpligtende, synes ikke at strejfe forfatterne. Og at hele spørgsmålet er noget, Drejergaard skulle have taget stilling til, inden han underskrev præsteløftet, der forpligter ham uindskrænket, forbigås fuldstændigt.

Men det bliver værre endnu. For ikke alene får Drejergaard sat spørgsmålstegn ved sin hæderlighed. Han får også udstillet, at han tilsyneladende ikke har forstået, hvad det er, artikel 1 i Den augsburgske Bekendelse overhovedet udtrykker. Han tror, artiklen handler om kætterlovgivning, og at fordømmelsen er en opfordring til datidens myndigheder om at fare frem med kætterbål og brand mod de forskellige afvigelser, artiklen opregner.

*

Det er simpelthen forkert. Intet sted i bekendelsen står der et ord om, hvad der verdsligt skal gøres mod dem, hvis lære forkastes. Det falder uden for bekendelsen, der fastslår, hvad de evangeliske tror og lærer. Og en del af denne lære er vel at mærke, at kirken ikke skal forfølge kættere, for artikel 28 slår fast, at den kirkelige magt alene udøves ved ordet og ikke ved sværdet. Bekendelsen er her helt i overensstemmelse med Luthers skrift om lydighed mod øvrigheden, hvor han langer voldsomt ud mod datidens verdslige og klerikale kætterlovgivning ud fra den evangeliske opfattelse, at ingen må tvinges til tro.

Alligevel fastslår Drejergaard frejdigt, at bekendelsen rummer "rester af middelalderlig sammenblanding af tro og tvang". Forbløffende så ublu han udstiller sin uvidenhed.

Men det store spørgsmål er: Hvis Drejergaard virkelig mente, Den augsburgske Bekendelse legitimerede politisk forfølgelse af kættere og derved gjorde kætterforfølgelser til en trossag, hvordan har han så i årtier kunnet leve med at skulle forkynde i overensstemmelse med bekendelsen? Bekendelsen ville i så fald være en ækel og ukristelig sag, som man for alt i verden skulle undgå at stå i et forpligtende forhold til.

Hans aktier i notatet afslører, at han tilsyneladende er ligeglad med, hvad han har forpligtet sig til. At han åbenbart kan skrive under på næsten hvad som helst. Også at ville forkynde i overensstemmelse med en bekendelse, der forordner tvang i trosspørgsmål.

*

Der er mange, der påpeger, at folkekirkens virkelige problem i dag er, at de fleste biskopper er så ringe teologer. Men egentligt er det ikke så meget et spørgsmål om intelligens og skarpsindighed - selv om det ville hjælpe svært, hvis alle biskopperne var kloge og lærde. Det er derimod et spørgsmål om hæderlighed. Rygrad. Karakter og trofasthed mod den kirke og den bekendelse, man er sat til at værne om.

Drejergaards notat har afsløret, at det lige præcis er det, han mangler, og det er jeg personligt lidt rystet over. Her er kontrasten til Lolland-Falsters biskop slående: Biskop Skovsgaard gjorde offentligt klart, at han ikke kunne acceptere notatets forsøg på udvanding af bekendelsen. Blødt og forsigtigt formuleret naturligvis og i voldsom kontrast til hans pinlige problematisering af bekendelsen sidste sommer. Men målt i hæderlighed alligevel på et langt højere niveau end Drejergaards.

Historien, der begyndte med en telefonopringning af en JP- journalist, er ikke slut endnu. Det forlyder, at de forsamlede fløjlsmaver vil tage sagen op på et bispemøde til december. Til den tid vil det vise sig, om farcen forsætter. Måske vil en snæver majoritet af bisperne komme frem til, at artikel 1 er et problem, der skal tages afstand fra, og som derfor skal pakkes ind i autoriserede (fejl)fortolkninger, så menigheden her i landet kan blive grundig vildledt. Af hensyn til integrationen naturligvis.

Sker det, vil biskopperne en gang for alle afsløre, hvem der er det egentlige problem i folkekirken i dag.