Af Søren Krarup, Tidehverv, 2007, Årg. 81, Nr. 10, december, s.193-194.

En scene i en valgkamp:
Den meget omtalte Asmaa Abdol-Hamid, der stillede op til Folketinget for Enhedslisten, blev ikke valgt, ligesom hendes parti på grund af hende var ved at komme under spærregrænsen, og i en bittersød stund efter valget pegede hun på sit muslimske tørklæde og sagde: ”Når 30 gram tekstil kan have den virkning på folketingsvalg i Danmark, så har vi et problem.”

Vi andre vil svare: Jamen så tag dog tørklædet af!

Hvorved vi alle ville komme til realiteten i sagen, for med største lidenskab og alle tegn på forfærdelse vil hun og hendes muslimske medsøstre afvise denne enkle løsning på et problem. Og dermed bevidne, at problemet er slet ikke 30 gram tekstil. Problemet er den lovreligiøse hellighed, hvormed tørklædet omfattes i islam. Symbolet på hellighed. Jeg har tidligere sagt det samme ved at kalde tørklædet et totalitært symbol.

Realiteten i hele spørgsmålet om Asmaa Abdol-Hamid og folketingsvalget og islam i Danmark er, at en lovreligiøs eller totalitær problematik søger at erobre den politiske virkelighed.

En anden scene i valgkampen:
Dagen for folketingsvalget, tirsdag 13. november, optræder Det radikale Venstres leder Margrethe Vestager i en annonce i Berlingske Tidende. Sidden de i splendid isolation på en høj barstol med hænderne samlet foran knæene og et stålsat blik i øjnene udtaler hun følgende til de danske vælgere: ”Vi er det eneste midterparti, der garanterer en politik uafhængig af Dansk Folkeparti”.

Lovreligiøsitet kan have mange skikkelser. Den kan handle om et helligt tørklæde. Eller den kan handle om at udpege de vantro og urene, som ingen retfærdige kan have med at gøre. Dæmoniseringen af sin modpart. Dermed helliggørelsen af sig selv. Margrethe Vestager bærer ikke et muslimsk tørklæde, men saglig set er hun lige så selvretfærdig og lovreligiøs som Asmaa Abdol-Hamid.

De to hører da sammen. Islamisme og kulturradikalisme. De hellige i modsætning til os andre vanhellige og urene. De gode contra de onde.

Det gennemgående træk i den netop afsluttede valgkamp har været de retfærdiges fælles interesse i at udstøde og brændemærke Dansk Folkeparti. Nyrup Rasmussens herostratisk berømte bemærkning om, at ”stuerene bliver I aldrig”, viser sig at præge den politiske korrekthed til ind i marven. Kulturradikalismen er sig evigt bevidst at være af en ganske anden kvalitet og højt hævet over sin politiske modstander. Den bærer ikke tørklæde. Ikke i det ydre. Men i sit indre er kulturradikalismen af ganske samme væsen som islam.

Og derfor finder disse to naturligvis hinanden, og derfor har deres valgkamp handlet om dæmoniseringen af os andre. Enhver, der tog del i valgkampen for Dansk Folkeparti, har oplevet det. Den altid underforståede forargelse. Den redebonne hujen. De nedrevne valgplakater eller overtegnede portrætter.

Og således er det ikke blot kulturradikalismen, der er i nær familie med islam, men i virkeligheden også den politiske korrekthed, der er fælles for store dele af vort offentlige liv. Venstrefløjen taler og tænker som Margrethe Vestager. Det gjorde den i valgkampen, ligesom den har gjort det i generationer. Der er slet ikke noget mærkeligt i, at det ene parti efter det andet lovede vælgerne, at deres program bestod i at udelukke Dansk Folkeparti fra enhver politisk indflydelse. Vi fik altid tegnet horn i panden af Margrethe Vestager & Co. Vi var dem, som ingen andre ville lege med. Det lovede de deres vælgere. På dette program gik de til valg. Lovreligiøsiteten i politik.

Men danskerne er heldigvis ikke islamister og kulturradikale, men kristne mennesker.

For seks år siden holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen nytårstale til det danske folk og sagde, at der fandt en kulturkamp sted i landet, og at kulturkampens udfald var afgørende for, hvordan den danske fremtid kom til at se ud. Det havde han ret i. Og der er grund til at minde om det, også Anders Fogh Rasmussen, for sansen for, hvad kulturkampen består i, er desværre ikke udpræget – heller ikke blandt dem, der proklamerede den.

Ja, kulturkampen er vores opgave, den eneste og afgørende, for af kulturkampens udfald følger alt det andet. Opgøret med totalitarismen. Opgøret med lovreligiøsiteten og den politiske korrekthed. Opgøret med helliggørelsen af det politiske, fordi danskerne ved, at i et kristent land er politik ikke hjemmehørende i Guds, men i kejserens rige.

Hvad er da kulturkampens program og problematik? Jeg ved ikke bedre at sige, end at det er sansen for et kristent menneskes frihed. Dette er som bekendt titlen på et af Martin Luthers reformatoriske hovedskrifter. Her sagde han til pave og romerkirke to ting.
For det første: ”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet.”
For det andet: ”Et kristent menneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste, og enhver undergivet”.

Disse to. At for det første er et kristent menneske frit, fordi det er frelst af Guds nåde i Kristus, hvorfor det ikke skal bekymre sig om frelsen, hverken sin egen eller andres. At for det andet er et kristent menneske dermed sat fri til at være bundet i det verdslige eller borgerlige, sin næstes næste og sin givne, konkrete virkeligheds skyldner.

At være fri og dermed bundet. At være sit givne liv og sin givne næste tro, fordi man er fri i forhold til det evige.

Dette er kulturkampens grundlag og indhold, og denne kulturkamp er opgøret med enhver lovreligiøsitet, enhver totalitarisme, med islam og kulturradikalisme, med selvgodheden hos Asmaa Abdol-Hamid og Margrethe Vestager – med alle dem, der har en højere ret og godhed og ”anstændighed” i det verdslige.

I sin nytårstale i 2002 erklærede Anders Fogh Rasmussen krig mod råd og nævn, dvs. mod den ekspertdyrkelse og ideologiske bedreviden, der via utallige råd og nævn havde sat sig på magten og det offentlige liv i Danmark. Vi vil minde ham om nytårstalen. Vi vil i 2008 sige til Anders Fogh Rasmussen af 2002, at denne kulturkamp har stadigvæk første prioritet i Danmark. Og vi vil i al frimodighed fastslå, at dette er kampen om et kristent menneskes frihed.

Det var det lykkelige ved Systemskiftet af 2001: at for én gangs skyld var magten i Danmark ikke i hænderne på kulturradikalismens sildefødinger, men i hænderne på en statsminister og en regering, der vidste sig bundet af kristendom og danskhed og som derved turde undsige kulturradikalismen i sin forkyndelse af kulturkampen.

Opgaven er blevet vanskeligere i takt med årenes gang og nedslidningen af dem, der står i kulturkampen. Det er indlysende for enhver. Men valgets udfald viser, at danskerne ikke derfor har mistet sansen for kulturkampens indhold – og under alle omstændigheder er opgaven og anliggendet lige afgørende.

En tilføjelse:
I denne situation, hvor kulturkampen handler om et kristent menneskes frihed, er det unægtelig prekært, at den danske folkekirke, som faktisk er en evangelisk-luthersk kirke, i stigende grad mister sansen for luthersk kristendom, fordi dens præster og manipulatorer (Menighedsrådsforening m.m.) hellere vil være politisk korrekte og organisatorisk effektive end evangelisklutherske. Religionspædagogik går forud for evangeliets forkyndelse. Mappemennesker går forud for præster. Smarte strukturer og effektive enheder går forud for sansen for sognets kirke og den nødvendige gudstjeneste på søndag klokken ti.

Kulturkampen er derfor også en kirkekamp. Det må landets statsminister godt få at vide. Og hans kirkeminister. Og hans kirkeministerium. Og hele hæren af sammenlæggende, ensrettende, pædagogiske mappemennesker.

Konkret: Mit sogn blev kvalt af religionspædagogik og ”effektivisering”, da jeg gik af som sognepræst. Nu er det blevet til en visnende blindtarm, hvor det før var et sogn i folkekirken.

Respekten for folkekirken som en evangelisk-luthersk kirke, i hvilken evangeliet skal forkyndes for sognebørnene hver søndag, er en del af kulturkampen.