Apropos ytringsfriheden

Af Henrik Frost, Tidehverv, Nr. 7, september, 2007, s.150.

Institut for Menneskerettigheder - der som bekendt i en håndevending kan stille enhver sag så aldeles på hovedet, at voldsmanden fremstår som offeret og offeret som voldsmanden - valgte som reaktion på Muhammedtegningerne at afholde en konference om: "Ytringsfrihedens ofre" den 10. december 2005.

Hvis ikke man på forhånd kendte til alle menneskerettighedseksperternes - alle Morten Kjærum'ernes og Isi Foighel'ernes - bagvendte dagsorden, ville man tro, at menneskerettighedsinstituttet med konferencen selvfølgelig ønskede at tale deres sag, der ikke fejt igennem årene har ladet løgnen herske ved at lægge stemme til den, men derimod modigt har brugt ytringsfriheden til at kæmpe frihedens sag ved at udsige nogle ubehagelige sandheder om den muslimske indvandring og den totalitære islam, og som derfor nu oplever daglige trusler om død og ødelæggelse, fordi de muslimske miljøer i Europa som et andet herrefolk føler sig hævet over enhver form for kritik og derfor heller ikke på nogen måde vil tolerere kritikken, hvor den kommer til orde, men tværtimod på Muhammedsk vis forsøger med sværdet at udrydde kritikeren og dermed kritikken, hvormed de kun bekræfter sandheden i den fremsatte kritik.

Da Theo van Gogh koldt og kynisk blev dræbt på åben gade i Amsterdam d. 2.11.2004 af en 26-årig muslim, der på grund af van Goghs islamkritiske film: "Submission part 1" følte sig så alvorligt krænket på egne, islams og Allahs vegne, at han også mente at være i sin gode ret til brutalt at skære halsen over på filmmanden efter først at have skudt ham ned, har vidner til det bestialske mord fortalt, at van Goghs sidste ord til den muslimske drabsmand var: "Gør det ikke! Gør det ikke! Kan vi ikke tale om det?"

Men har man som den dengang 26-årige Mohammed Bouyeri (van Goghs drabsmand) Muhammed - der ofte med held søgte at rydde sine kritikere korporligt af vejen - som forbillede, så er der ikke noget at tale om, så skal kritikken, og det vil sige kritikeren, hurtigst mulig gøres tavs. Og i et land som Holland, hvor ytringsfriheden endnu eksisterer på trods af et stærkt muslimsk pres, kan man kun tvinge tavsheden og løgnen igennem ved at dræbe brugerne af det frie ord.

Derfor blev Theo van Gogh et af ytringsfrihedens sande ofre, men den slags sande ofre interesserer selvfølgelig ikke Institut for Menneskerettigheder, hvor man har langt vigtigere ting at beskæftige sig med. F.eks. sårede religiøse følelser.