Nytår

Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1980, Nr. 1, Januar, s. 1-2. (Matth. 6,5-13).

Der er een ting, der er værd at lægge mærke til på denne det ny års første dag. Medens det normalt hører sig til med et tilbageblik over det svundne og overvejelser over det kommende, så gør nytårsdagens evangelium noget helt andet, ja det modsatte. Det er som om det siger til os: Se ikke ud på det verdenshistoriske, men se indad, for det er der, du lever. Alt det ydre, alle begivenhederne, hele mylderet af det, der sker, det er slet ikke livet, men indefter er det slaget står. Ikke er det mængden af begivenheder eller oplevelser, ej heller deres art eller karakter, der er afgørende for dig, ikke skal du anlægge udviklingshistoriske målestokke, for hele din tilværelse ligger indefter. Ikke hvad der sker eller vil ske skal din interesse samle sig om, men derimod om dit eget forhold dertil. Om det går fremad eller tilbage, det, som du gerne vil skele efter, hverken kan eller skal du bedømme, det vilde være som var du Gud selv og kunne dømme om, hvad der er godt eller ondt for dig. Indefter skal du se. Det er ikke væsentligt, hvad der sker eller vil ske, men for dig er der kun een ting, som er væsentlig: hvordan dit forhold er til det, der skete og sker. Vil du have det, der sker indrettet efter din vilje, eller vil du forholde dig ret til det, der sker, hvad det end er? Se indad og ikke udad. Som en usynlig overskrift står det over Jesu ord idag.

Men lad os ikke tage fejl. At se indad er ikke en anden slags udsyn og overblik, som vi så let fristes til at mene, det er ikke at tage mål af sine fornemmelser og følelser. Det er ikke en indre tilfredsstillelse, ordene vil lægge os på sinde. Nej, at se sandt indad er altid at se opad, for den, der ser sandt indad, han ser, at der er intet at se, der kan bestå og er værd at se. Den, der ser udad, han blændes af alt det ydre, mangfoldigheden, tempoet og farvernes spil, men den, der ser indad, han ser kun tilfældige og øjeblikkelige luner og lyster følgende ustadige moder og en vilje, der kalder sig selv god, som om den dermed var det, han ser, hvis han vil se sandt, kun et bedragerisk hjerte. Derfor bliver det at se indad at måtte se opad. "Når du beder, så gør ikke som hyklerne, der viser sig selv frem for andre, men gå ind i dit kammer og luk din dør, luk den så godt, at du ikke selv slipper med ind ved siden af dig selv, for heller ikke for dig selv, skal du vise dig frem, og bed så til din fader, som er i det skjulte, og fra sit skjul ser han i det skjulte og hører din bøn".

Ikke hvordan du gør det, kommer det an på, ikke ordenes mængde eller rigtighed, ikke hvordan, men at - at du gør det, ser opad. Men, men hvem ved, om der er noget opad? Ganske rigtigt, svarer ordene os. Ingen ved det, ikke en. Gud er skjult, han er i det skjulte. Det er til den skjulte Gud, du skal forholde dig, ikke til ham, du har en mening om, for ham du har en mening om, han er ikke til andre steder end i din mening om ham, og hvad er den værd? Nej, den Gud, som er Gud, den levende, virkelige og sande Gud, som intet øje har set, og som ikke er opkommet i noget menneskehjerte, til ham skal du løfte dine øjne, ham skal du kalde med det personligste af alle navne: far, for han er din far. Han, den store ubekendte og derfor frygtelige herre over liv og død, som du så gerne vilde vide bare en lille smule om, så du kunne tage dine forholdsregler, han er din far i himlen. Til ham skal du opløfte dine øjne, til ham skal du bede, at hans navn må gælde, at hans vilje må ske, at hans rige må komme, og idet du beder om det, så beder du slet ikke om det, for hans navn gælder og hans rige kommer og hans vilje sker også uden din bøn, men du beder om, at alt hvad du møder, det må du møde med den bøn på læberne, sådan at det afgørende for dig ikke bliver, hvad der kommer eller hvad der sker, men at du tager imod det, som kommer, ved at forholde dig til ham, din far i himlen. Så er der intet, der kan skade dig, ingen synd, ingen sorg, ingen lidelse og ingen død.