Tempelfronten

Af H. E. Sørensen, Tidehverv, nr. 1, januar 2005, s.4-7.

Den europæiske kulturs otte søjler

Der føres kulturkamp i disse år. Det siger kulturministeren. Og statsministeren. Så der må jo være noget om det. Men hvad er det for noget?

At føre krig, at gå i kamp betyder, at der er noget, man vil bekæmpe, og noget, man vil forsvare. Og det, man bekæmper, er det, som truer det, man ønsker at forsvare.

Hvad er det så, vi vil kæmpe for?

For at gøre sig det klart, bliver det nødvendigt at finde ud af, hvad der er så væsentligt, at man under ingen omstændigheder vil give køb på det.

For en halv snes år siden besøgte jeg Bali, en ø med en højtudviklet kultur, storslåede templer og raffineret kunst, venlige og tolerante mennesker. Her oplevede jeg noget mærkeligt. En dag var vi på udflugt til en lille by, som var præget af den hollandske kolonitid - hvad egentlig ikke så forfærdeligt meget var. Men her lå nogle bungalows og en lille kirke, en gade med ramponerede købmandshuse og ikke ret meget andet. Men det ramte mig på en helt speciel måde. Jeg har sjældent følt mig så meget som europæer som her i østen stillet over for disse pauvye rester af et i virkeligheden mislykket kolonieksperiment.

Hvorfor egentlig? Det tænkte jeg meget over de næste dage.

Hvad var det, der gjorde, at disse ikke særligt imponerende og temmelig forfaldne hollandske huse talte til mig på denne særlige og stærke måde?

Jeg tror nok, jeg fandt frem til en form for forklaring. For selv om alt på øen var nyt og spændende for os, og selv om vi havde det godt, virkede det hele uendeligt fremmed. Vi så flotte og særegne ceremonier i templerne og landsbyerne. Vi oplevede processioner og ofringer, tempeldanse og trommeslagning. Men det var ikke noget, vi var med i. Vi forstod ikke, hvad det var, der skete. Hvorfor man gjorde sådan og sådan.

- Men det hollandske virkede på en helt anden måde hjemligt.

Når vi besøger Holland, ser vi måske mere de forskelle, der er mellem dansk og hollandsk, end lighederne. Men når man er på den anden side kloden - i en indonesisk, fjernøstlig kulturkreds - forsvinder disse forskelle, eller de bliver så små, at vi næppe bemærker dem. Så er vi ens, hollændere og danskere. Så er vi begge dele af en fælles europæisk kultur.

Og hvad er det så, der forener os? Hvad er fundamentet for den europæiske - og dermed den danske - kultur?

Den engelske officer og kulturfilosof T. E. Lawrence (Lawrence of Arabia) talte om "Visdommens syv søjler". Og skal vi forsøge at definere, hvad det er for nogle søjler, der bærer os, og hvor de er plantet, så ser jeg en græsk tempelgavl foran mig. Parthenontemplet på Akropolis med de otte søjler, der sammen bærer gavltrekanten. Hvis vi opfatter trekanten som et billede på Europas kultur, er det de otte søjler nedenunder, der bærer den.

Den europæiske kultur er baseret på kristendom og humanisme, på åndsfrihed og tolerance, på samtale og "lige værdighed i borg og hytte," som Grundtvig sagde. På en indlevelse og hjemhørighed i vaner og vilkår og den livstil, vi er vokset op i, og som har basis i disse grundvilkår.

Kristendommen har gennem snart to tusind år været det religiøse fundament for Europa, sprunget fra Israel til Grækenland og Rom og derfra videre nordpå, så den for godt tusind år siden nåede vore kyster. 1 826 prædikede Ansgar i Hedeby og Ribe. Og selv om det varede mindst to hundrede år, inden kristendommen var slået afgørende igennem, så regner vi alligevel dette år for den danske kirkes fødselsår. Og Ribe Domkirke regner år 826 for grundlæggelsen - ikke af bygningen, men af institutionen. Der har således været en kristen menighed i Ribe - og dermed i Danmark - i snart 1200 år.

Europa er en kristen verdensdel. Ligegyldigt, hvor ugudelig den enkelte føler sig, så er det en kendsgerning, som ikke kan diskuteres. Ingen kan køre gennem Europa uden at se det. Kirkerne ligger overalt - nogle vældige, andre uanselige, forskellige fra område til område - fra de billedrige ortodokse kirker i Grækenland, Østeuropa og Rusland, de katolske kirker mod syd og vest, og i de nordlige lande de protestantiske kirker. Hvor uens de end ved et overfladisk syn synes at være, så er de vidnesbyrd om den samme tro og rummer de samme symboler.

Den første søjle er plantet i Jerusalem.

Den næste står i Athen. Tanken om ligheden mellem frie mennesker (oprindelig: frie mænd) stammer fra det antikke Grækenland med Athen som den førende by og Akropolis som det bærende symbol. Mens pyramiderne i Egypten kan ses som eksponent for et klassedelt samfund med en enorm underklasse af slaver, som bærer et minimalt mindretal af herskere - man kalder det et pyramidalsk samfund - er den græske søjlebygning et billede på et samfund, hvor man løfter i flok. En enkelt søjle kan ikke bære helheden, trekanten. Men på den anden side falder hele bygningen ikke sammen, fordi en enkelt søjle brister. Men et vist minimum af enighed (søjler) er nødvendigt, for at bygningen kan stå. Fællesskabet er en ubetinget forudsætning for samfundets overlevelse. Det var folkeforsamlingen i Athen, der valgte lederne (hvis de da ikke tog magten selv!).

Og som en virkning af dette fællesskab opstod også kunsten i moderne forstand, digtning, teater, billedkunst, musik, dans. Kunsten indgik som en uundværlig bestanddel af samfundet og dets livsytringer, herunder festerne for guderne - og borgerne. Kunsten var på den måde for alle. Alle var med, alle kunne deltage. Og det var her, i det antikke Athen, at Sokrates formulerede grundlaget for al europæisk tænkning: Kend dig selv!

Da Grækenland truedes af det despotiske perserrige, sloges grækerne med ryggen mod muren for deres overlevelse, og derfor er perserkrigene i 500-400-tallet før Kristus ikke blot spændende historiske begivenheder, men selve billedet på den europæiske livskraft og betingelsen for dens overlevelse. Ved Marathon, Thermopylæ, Salamis og Platææ stod de slag, der afgjorde, at vi blev europæere, båret af den græske tanke, og ikke østerlændinge, domineret af en persiskarabisk samfundmodel og kultur. Jeg skal ikke kunne sige, om den ene model er objektivt bedre end den anden. Men jeg ved, hvilken jeg selv tilhører.

Rom er synonymt med det ordnede samfund: Her opstod civilisationen - ordet kommer af det latinske ord civis (borger). Det romerske samfund var baseret på Romerretten, som gennem loven gav råderum for borgernes udfoldelse og samtidig satte grænser for at beskytte det enkelte individ. Ordene "civis romanum sum" (jeg er romersk borger) borgede for retssikkerhed i hele riget. Bl.a. Paulus brugte denne sætning, nar han på sine missionsrejser blev arresteret. En romersk borger kunne ikke vilkårligt dømmes til døden og henrettes. I sidste instans havde han ret til at indanke sin sag for statens højeste myndighed, kejseren og senatet i Rom. Det er det, der ligger bag statsborgerskabstanken. At staten beskytter sine borgere. At man ikke vilkårligt kan fængsles eller henrettes. Men at staten varetager ens ret.

For tredive år siden passerede jeg den argentisk-chilenske grænse midt på Ildlandet allersydligst i Sydamerika. De andre rejsende med den bus, jeg kørte i, var argentinere eller chilenere. I deres pas stod, at de havde lov til at foretage en eller flere rejser fra det ene land til det andet - altså mellem Chile og Argentina. Og ikke mere. Men da grænsebetjenten så mit danske pas, hvor der står "Gælder for rejser til udlandet og tilbage", spurgte han, hvad det betød. Jeg måtte jo svare, at det betød det, der stod. At passet gjaldt i alle lande, i hele verden. Det kunne ikke være rigtigt. Jo, sagde jeg, det er det. Noget sådant havde han åbenbart aldrig set før. Så han tog passet og gik ind til chefen for grænsepolitiet på denne afsides station og viste ham det ejendommelige dokument for at få at vide, hvordan han skulle forholde sig. Lidt efter kom han hovedrystende ud igen og gav mig det, mens han næsten med ærefrygt sagde: "Todo el mondo" hele verden. Det var ufatteligt. Han havde svært ved at tro, at et sådant dokument kunne eksistere. Men det er den rettighed og den beskyttelse, et dansk statsborgerskab giver os. Vi har lov til at bevæge os overalt, hvis de fremmede lande da vil modtage os. De har selvfølgelig ret til at afgøre, hvem de vil se inden for deres grænser.

Derfor er statsborgerskab eller indfødsret den største gave, et land kan give sine nye borgere. Et dansk pas er det væsentligste dokument, en dansker kan have. Det betyder, at man har pligter og rettigheder i det danske samfund og er under den danske stats beskyttelse. Det samme gælder naturligvis for statsborgere af anden nationalitet i deres stater - i mange lande reelt. I andre mere teoretisk.

Den middelalderlige engelske grundlov Magna Charta betød, at det ikke længere var en enevældig kejser eller konge, der styrede landet, men folkets valgte og kårne repræsentanter. Selvfølgelig var der dengang i 1200-tallet ikke tale om et ligeværdigt demokrati, som vi kender det. De fine og fornemme - adelen - havde naturligvis større ret end den almindelige borger, for slet ikke at tale om arbejdere og ufri. Men her knæsattes princippet om, at det er folkets repræsentanter, der styrer landet gennem et Overhus for adelen og et Underhus for de "gemene". Og dermed også, at det ikke er kongen, men "folket", der bestemmer i landet. Det britiske parlament er "alle parlamenters moder". Folketinget og Reichstag og Stortinget og Dumaen og Cortes og alle de andre nationale (og internatio nale) parlamenter er alle "børn" af det engelske system. London bliver derfor stedet, hvor den næste søjle står.

I oplysningstidens Frankrig opstod ideen om tankens frihed gennem de filosoffer, som formulerede humanismen med ret til "frit at tænke, tro og tale", som Grundtvig sagde. Voltaire formulerede det i et brev til en modstander: "Deres meninger, Monsieur, er mig en vederstyggelighed, men jeg vil dø for Deres ret til at have dem." Det er nok lettere i teorien end i virkeligheden. Men det var princippet. At meninger frit skulle kunne brydes og ikke slås ned med vold. "Frihed for Loke såvel som for Thor", for endnu en gang at citere Grundtvig.

Tanken var ikke længere bundet af religiøse og politiske dogmer, men havde ret til også at anfægte såvel religionen som de politiske herskere og deres ideologier.

Det indebærer selvfølgelig den ansvarlighed for alle parter, at de hver for sig må respektere deres modstanderes ret til at mene og tro, hvad de vil, og ikke gribe til våben for at udrydde modstanderens meninger og gennemtvinge deres egen opfattelse. For gør man det, har man brudt princippet. Så har jo netop ikke alle lige ret. Denne søjle står i Paris.

Og måske også lidt i Washington, hvor Thomas Jefferson i Erklæringen om Menneskerettighederne skrev, at "alle mennesker er født lige" og har "evige og umistelige rettigheder." Meningen var, at dette gjaldt for frie amerikanske mænd inden for de Forenede Stater i Amerika. Han kunne end ikke drømme om, at det skulle omfatte slaver eller kvinder. (Deres rettigheder må vi takke kvinde- og arbejderbevægelserne for.) Og folk uden for USA interesserede ham næppe ved den lejlighed.

Jefferson mente ikke, at alle mennesker (uden undtagelse) har lige rettigheder alle steder og til alle tider. Hvad der vel for så vidt heller ikke ville være rimeligt. Hvis man opfatter menneskerettighederne som en eviggyldig og abstrakt størrelse, næsten som et religiøst og uanfægteligt dogme, betyder det, at enhver person har samme ret til arbejde og forsørgelse o.s.v. (liv og lykke, som der står) på et hvilket som helst sted - i et hvilket som helst land - til en hvilken som helst tid. Det er naturligvis ikke meningen. Ethvert menneske har mere ret i sit eget hjem, end andre har. Inden for mine vægge er det mig, der sætter normen. Inden for dine vægge er det dig. Der må jeg rette mig efter dine regler, som du må rette dig efter mine, nar du besøger mig. En dansker har selvfølgelig ikke samme rettigheder i USA eller Rusland som en amerikansk/russisk statsborger har. Og amerikanere og russere har heller ikke samme ret i Danmark, som vi har, der er danske statsborgere. Hvorfor ikke? Det giver sig selv: Det er vores. Her er det vort hjem. Dér er det hans.

Men Europas kultur har også udsyn og vilje til ekspansion. Opdagelsesrejsende og erobrere drog ud fra 1400-tallet og fremefter. Columbus, Vasco da Gama, Magellan. Vejen til Østen og Amerika. Deres rejser åbnede verden for handel, mission og kolonisering. Var det godt eller skidt? Det kan man diskutere, så længe man har lyst. Kendsgerningen foreligger, og interessen for hele kloden og udnyttelsen af de muligheder, den giver, er en del af vor civilisation. På godt og ondt. Denne søjle er plantet på Den Iberiske Halvø, i Spanien og Portugal.

Når man i nogle lande - og nogle kredse - bebrejder europæerne, at de/vi har ødelagt de oprindelige civilisationer i Sydamerika, Afrika o.s.v., så er der meget rigtigt i det. Men man glemmer som regel, at der altså også er gået noget den anden vej. Det, Europa har givet de andre verdensdele, er ikke kun syfilis og udryddelse og plyndring. Hvis europæerne aldrig var kommet til Sydamerika, ville man fortsat have levet i regnskoven på et stenalderstadium, og i Andesbjergenes højlande havde der sandsynligvis fortsat været despotiske regimer, der regerede med blod og terror og undertrykkelse, som vi ved, det skete i det ellers så højt besungne inkarige eller under aztekerne i Mexico, der hvert år fejrede deres guder med drab på hundredevis af mennesker, og hvor man skar brystet op på levende personer for at ofre det endnu bankende hjerte til guderne, hvoraf den øverste hed Quetzalcoatl.

Europæerne har stjålet disse landes råstoffer, hævdes det. Men har europæerne ikke givet noget igen? - f.eks. rationel tankegang, videnskab, medicin og undervisning. For blot at nævne nogle få iøjnefaldende ting. Vi kan lære - og har lært - uendelig meget af de fremmede kulturer. De kan lære - og har lært - uendelig meget af Europa.

Den ubændige nysgerrighed, som drev de store opdagelsesrejsende, ligger også bag de opdagelser og opfindelser, der er betingelsen for den moderne industri og produktion. Den opstod gennem mange århundreder og mange forskellige steder i Europa som følge af de videnskabelige og tekniske landvindinger, der også danner baggrund for den økonomiske udvikling. Hele den moderne masseproduktion på godt og ondt har sin rod i Europa. Derfra har den bredt sig til alle verdens lande, hvor udviklingen i bl.a. USA og Japan (og senere andre lande) vel efterhånden har overhalet Europa. Men industrien opstod i Europa, på de steder, hvor der var betingelser for det - d.v.s. råstoffer og kraft. Den primære betingelse for, at en sværindustri kunne opstå og udvikle sig, var kul og jern. Det var der bl.a. i Ruhrområdet.

Industrien medførte kapitalismen, og som en modvægt opstod arbejderbevægelsen eller socialismen, hvis fremmeste talsmand blev Karl Marx, der stammede fra Rhinlandet.

Derfor kunne man passende sætte denne søjle i Tyskland.

I Norden havde man fra Vikingetiden et tingsstyret samfund, hvor folk mødtes på tingstedet for sammen med kongen at vedtage de love og regler, der skulle gælde, og samtidig gennem bl.a. rettergang at sørge for, at de blev overholdt. Her valgtes også kongerne. Disse ting, som fandtes overalt i Norden, mistede deres betydning eller forsvandt helt under enevælden, men genopstod efter 1800, først i Norge 1814 og i Danmark med Grundloven i 1849 - i moderniseret form. Det er derfor, det hedder Folketinget og i Norge Stortinget.

Islændingene hævder, at deres Alting er verdens ældste parlament. Det trådte sammen første gang o. 930, så der er noget om snakken. Det var oprindelig en forsamling af landets frie bønder, der mødtes på Thingvellir-sletten uden for Reykjavik for at afgøre landets problemer. I dag er Altinget et parlament som alle andre. Den ottende og sidste søjle i vort Europa og dermed vores civilisation skal derfor placeres i Norden.

Man kan således kort opsummere, at den europæiske kulturs otte søjler efter dette er

1. Kristendommen med udspring i Jerusalem.
2. Menneskets ligeværdighed (Grækenland).
3. Loven og borgerrettighederne (Romerriget).
4. Folkestyre, repræsentativt demokrati (England).
5. Den frie tanke (Frankrig).
6. Opdagelsesrejser og geografisk ekspansion (Spanien og Portugal).
7. Teknik og industri (Tyskland).
8. Tingretten, nordisk frihed (Norden).

Mange - vel de fleste - af de nævnte forhold er fælles for det meste af Europa, og det er bl.a. det, som gør, at vi med alle vore forskelligheder er "ens", når vi mødes uden for vor verdensdel og de lande, som er stærkt prægede af europæisk tankegang. Stillet over for kulturer, som er fjernt fra vor egen, og som hviler på helt andre grundlag, føler vi europæere os i familie med hinanden. Så er der ingen væsentlig forskel på englændere og tyskere, franskmænd og folk fra de skandinaviske lande. Grækere og irere, italienere og russere har en fælles baggrund, som gør, at vi tænker mere eller mindre ens, og i hvert fald forstår hinanden når vi mødes i f.eks. Arabien, Afrika eller Fjernøsten. Disse lande har naturligvis ret og vel også pligt til at stå fast på deres kultur, som vi har ret - og pligt - til at hævde og forsvare vores.

Men hvad er det så, der gør os til danskere midt i dette Europa?

Det har ikke noget at gøre med, at vi har et dansk statsborgerskab - eller at vi skulle være mere tolerante eller demokratiske end andre (som nogle mener). Jeg tror ikke, vi på de områder har ret meget at prale af i forhold til så mange andre. Tyskere, englændere, spaniere og svenskere er vist mindst lige så frisindede og demokratiske, som vi er.

Det, det drejer sig om, er, at vi har noget tilfælles, som er vores, og som vi ikke behøver at forklare. Hvorfor elsker vi vores far og mor mere end andre mennesker? Er der en rationel forklaring på det? Hvorfor føler nogle mennesker sig mere hjemme på Manø eller i Skærbæk end alle andre steder? Hvorfor identificerer vi os med Danmark og det danske flag? Eller jubler, når det danske landshold vinder i fodbold, også når det ikke spillede for godt? Hvorfor føler vi en samhørighed med andre danskere, selv om vi måske ikke bryder os særligt meget om den enkelte som person?

Fordi det er vort land. Og vore landsmænd. Simpelthen.

Vi behøver ikke at forklare, hvad frikadeller, juletræ eller "Den grimme ælling" er for noget. Vi kender H. C. Andersen, Grundtvigs salmer og historien om flaget, der faldt fra himlen ned. Vi ved, hvad en bajer og en rød med det hele betyder. Vi har en fælles ramme, som giver os en umiddelbar fornemmelse af at høre sammen. At være dansk er at kende og have fortrolighed med de myter, historier og forestillinger, som har dannet os og er vort fælles eje - uanset tro og hudfarve. Kender man dem ikke, vil man være udenfor - i større eller mindre grad. Vi har en fælles historie og en fælles baggrund. En indsigt, som ikke behøver at forklares. Vi siger måske den spanske ø Mallorca. Men vi ville aldrig sige den danske ø Bornholm. Det behøver ingen præcering. Det er noget, vi ved.

At være dansk er at have - og føle sig - hjemme i Danmark. At vedstå arv og gæld. Selv om der hverken er grænsepoliti eller toldere længere, er der en usynlig grænse ved Kruså, som jeg tror de fleste kender fornemmelsen af. Når man efter en rejse sydpå (jeg tænker ikke på en indkøbstur til Flensborg) kommer over grænsen, så har man den her følelse af, at nu er jeg hjemme. Jeg husker det tydeligt, når jeg som ung kom hjem efter en længere tur rundt i Mellemøsten eller Balkan. Hvor var det spændende alt det, jeg havde set og oplevet. Men det var her, jeg hørte til.

Der er noget af det samme, der sker, når man besøger steder i verden, hvor danskere har udfoldet sig. Jeg mærker noget særligt ved at besøge de gamle danske forter i Vestindien, Indien og Afrika. Det var mine landsmænd, der var her. Selv om deres handlinger måske ikke var specielt gloriøse, som vi ser det i dag. Slavehandelen er ikke et rart kapitel at tænke på. Og den kan ikke forsvares ud fra vor tids tankegang. Men datidens mennesker havde ingen moralske skrupler ved det. Det var der ikke noget ondt i - for dem. Det var en helt naturlig ting, som man underviste i på handelsakademierne i København og Hamburg. Jeg har selv set lærebøgerne med regneeksempler af typen: Hvis man indkøber så og så mange slaver på Guldkysten og sælger dem for så og så meget i Vestindien og køber sukker for pengene, hvad skal så prisen være i København, for at turen har kunnet svare sig? Helt almindelig handelsregning, som man lærer det på enhver handelsskole i dag, men med et andet varesortiment! Og så bør man iøvrigt erindre sig, at det ikke var danskerne, der drog ud i savannen og fangede negrene. De fik "varerne" - slaverne - leveret til fortporten af de afrikanske høvdinge og deres håndlangere. Den hjemlige overklasse var selv med i det og tjente godt på slavehandelen.

På samme måde gør vi i dag ting, vi synes er helt i orden, men som man om måske to hundrede år vil finde dybt forkastelige. Synet på verden og det, der sker, ændrer sig.

Alligevel var det med en vis stolthed, jeg overværede "Emancipation Day" (årsdagen for slavernes frigivelse) på St. Croix for et par år siden. Her var det en dansk guvernør, som i 1849 tog det store ansvar på sig, egenhændigt at frigive slaverne på de danske øer.

Noget tilsvarende, som jeg her har sagt om tilhørsforholdet til det danske, kan naturligvis siges om alle andre folkeslag og nationer.

Eller som amerikanerne siger: "My country - wright or wrong.", Vi kender det samme fra en af vore danske fædrelandssange, hvor der står: "Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn." Det viser solidariteten. Det er muligt, der er danskere, som foretager sig ting eller siger noget, jeg eller vi ikke bryder os om. Vi kan fortælle dem, at vi er uenige, men de er ligefuldt vore landsmænd. Sommetider sker der ting, som gør, at man siger til sig selv, at man skammer sig over at være dansker. Det er man altså alligevel, hvis man da ikke vælger at melde sig ud. Og som dansker har man ansvar for dette land og pligt til at gøre det bedre. Og så opstår måske dilemmaet, for det er jo ikke sikkert, vi er enige om, hvad der er bedre, og hvordan vi når det.

Men ligefuldt er vi danske. Det har ikke noget med hudfarve eller tro eller politisk overbevisning at gøre. Det ligger i tilhørsforholdet, i den solidaritet, vi føler med landet. Og den solidaritet er bl.a. betinget af kendskabet til landet og dets skæbne. Derfor er historieundervisningen af så afgørende betydning.

Kendskab til sproget, historien og landets skikke er fundamentet. Baggrunden, myten er afgørende. Som højskolemanden Jørgen Bukdahl sagde: "Det folk, der har tabt sin myte, er på vej mod de dødes rige."

Lad os håbe, det ikke sker for Danmark. Som europæere skal vi arbejde sammen og hjælpe hinanden. Men vi skal ikke smelte sammen. Europa skal være fædrelandenes kontinent, som den franske præsident Charles de Gaulle sagde.

Det er godt at have i erindring i de tider, som kommer.

Som den sønderjyske digter Marcus Lauesen skrev:
At andre elsker deres, det forstår vi
Om vort vi elsker mindre, da forgår vi.