Under absolut medietavshed

Af Niels Dujardin, Tidehverv, februar, 2005, s. 39-42.

Forlaget Alinea udgav i 2004 og under absolut medietavshed professor Bent Jensens bog "Kommunismen - før og nu". Bogen er blevet til på forlagets opfordring og henvender sig i første instans til skoleungdom.

Jeg nærer den fordom at tro, at medietavsheden skyldes, at forfatteren ikke stikker virkelighedens hændelser såvel som menneskelivets almene vilkår under skolebænken for den læsende elev, men fremlægger kommunismens og indirekte al utopismes lodrette naivitet og den ideologiske venstrefløjs effektuelle menneskefjendskhed samt ikke at forglemme latterlige uvidenskabelighed såvel som virkelighedsfjernhed.

Dens slags litterære virkeligheds- demonstrationer er forventelig ikke forenelige med diverse såkaldt progressive anmelderes og journalisters aktuelt visionære smagsløg.

Bogen indledes klogt nok ikke med en indføring i kommunismens ideologiske ingredienser, men med en begivenhed, som udspillede sig i Danmark, nemlig den såkaldte Påskekrise, 1948; således kaldt, fordi man i påsken '48 helt op til statsminister Hans Hedtoft frygtede, at Danmark ville blive besat ved et kommunistisk kup. Affæren viste sig at bero på fejltolkninger med efterfølgende hysteri, men skrækoplevelsen bidrog utvivlsomt til, at Danmark året efter tilsluttede sig Atlantpagten. Kommunismen såvel som Sovjet var ikke velkommen i Danmark, forstås.

I en tid, hvor egenkulturfjendsk og stærkt utopistisk fremskridtsoptimisme fejrer triumfer, er det ikke uden betydning, at forfatteren i bogen har indsat et kapitel med overskriften "Drømmen om lighed, fællesskab og retfærdighed", hvorunder Thomas Mores "Utopia" også nævnes. Dette indslag kunne i heldigste fald få nogle til at overveje, om totalitarismen er på vej tilbage til den europæiske arena; denne gang iklædt forførende FN-blå gevander.

I afsnittet beskrives nogle forløbere for kommunismen, et samfund og en livsform, som er en gammel drøm. I denne forbindelse citeres der fra Apostlenes Gerninger: "Men alle de troende holdt sig tilsammen og havde alle ting fælles. Og de solgte deres ejendom og gods, og delte ud iblandt alle, eftersom nogen havde behov". Jeg ved ikke, hvad der har betinget disse troendes vidtgående kollektivisme, men jeg går da ud fra, at samme har været sig bevidst netop ikke at praktisere, som beskrevet, i troen på, at dette er det naturlige for mennesket. Også et andet forhold er jeg temmelig sikker på. De har ikke forsøgt at etablere et paradis på Jorden. Muligvis forestillede de sig Kristi snarlige genkomst og dommedag og mente, at man i dette scenarium stod sig bedst ved at være fattig og artig. Jeg mener således ikke, at "de troende" her kan regnes for forløbere for kommunismen.

Jeg har under arbejdet med anmeldelsen konfereret dette indslag med forfatteren, og vi er enige om, at det alene er på det helt konkrete adfærdsplan, man kan kalde menighedens praksis, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger, for sammenlignelig med idéen om kommunisme.

Netop i disse tider, da humanismens spøgelse er på strandhugst på kristentroens matrikel, er det vigtigt at få skilt ud, hvad der muligt afstedkommes ved tro på Gud, på frelsen, på syndernes forladelse, og hvad der er en runken frugt af plat "barmhjertig samaritan"-lommefilosofi til benefice for kristendoms-indkasserende humanister og menneskerettighedsideologer, hvortil venstrefløj og gammelkommunister hører.

Nu har det nævnte citat måske ingen større indflydelse på gennemsnitselevens reaktion på teksten, men en således drejet orienteringslærer kunne jo bruge citatet i kampagnen for den i tiden udbredte og kristendomsforfalskende humanist-kristelighed. Jeg vil dog formode, at en lærer af nævnte kategori ville frasortere bogen som irrelevant for orienteringsfaget.

Teksten fortæller, at Karl Marx og Fr. Engels påstået skulle have givet fænomenet "Utopia" videnskabelig grund under fødderne; dette blandt andet ifølge den danske historiker og socialist Gustav Bang. Det fortælles herefter, hvor dunkle, selvmodsigende og uvidenskabelige Marx' idéer var på afgørende punkter. "De var en blanding af pseudo-videnskabelig analyse og lidenskabelige appeller om revolutionær handling". Forfatteren slår i overensstemmelse med sandheden fast, at Marx' ideologi var en pseudo-religiøs frelselære, hvori proletariatet var det udvalgte folk, som anført af intellektuelle skulle lede menneskeheden ind i et tusindårsrige.

At dette forhold står så lysende klart, som tilfældet er, i en bog, der har orientering om kommunismen som sit formål, tjener forfatteren til ære. Mange andre ville her have puttet, pakket og poleret for at bevare forholdet til "det gode selskab" og for at få bogen presse-frembåret og solgt.

Bogen beskriver omkostningerne ved at omsætte Marx' uholdbare historie- og samfundsteori til et folks historisk betingede virkelighed og til den almene menneskelige virkelighed.

Det fortælles, hvordan bolsjevikkerne var en lille fanatisk, ideologisk sekt, der hævdede et oplyst, intellektuelt mindretals ret til at anvende vold og drab, hvis formålet var "folkets befrielse". Der bliver ikke lagt fingre imellem af professoren med fagspeciale i henholdsvis historie og russisk. Der fortælles uden omsvøb om, hvordan jævne, sagesløse arbejdere på tvangsmaner blev reduceret til en individudslettet, kulturløs masse, der som en klump kit søgtes formet af eliten.

Samme elites forhold til arbejderklassens manglende evne til selv at opnå den "korrekte" revolutionære bevidsthed og bolsjevikførernes besættelse af idéen om "samfundshygiejne", i hvilken forbindelse de urene (læs: ukorrekte) skulle isoleres og dræbes til gavn for etableringen af et rent, socialistisk samfund, er indsat med selvlysende skrift i bogen.

Man må i henseende til tekstudvælgelsen sige, at forfatteren har foretaget et enkelt iøjnefaldende valg, der nok ikke vil matche de tidligere omtalte sarte smagsløg hos en hel del anmeldere, idet han har citeret filosoffen og fredsaktivisten Bertrand Russel, som har sammenlignet bolsjevismen med islam. I denne forbindelse er Russel citeret for at have udtalt, at bolsjevismen "ikke blot (er) en politisk doktrin, den er også en religion med udformede dogmer og hellige skrifter". Det er en sanddru mere end en strategisk mand, der udgiver sådant i disse bornerte tider.

Bogen fremlægger to yderst vægtige og lidet flatterende forhold, nemlig den systematiske nedbrydning af den eksisterende civilisation og kultur, så utopien kunne komme til, samt den aktive udpegning af "ukorrekte", der af bolsjevikkerne benævntes "folkefjender", "snyltere", "kontrarevolutionære", "forhenværende mennesker", "socialt fremmede elementer", "skadedyr" etc. Man associerer uværgeligt til de aktuelt hyppigt anvendte tilsviningsprædikater: "Racister", "højre-nationalister", "fremmedhadere", "mørkerædde" og velnærede "indre svinehunde"; prædikatbærere, der sætter kulturen over idéen.

Alle - uden påfaldende undtagelse - venstreorienteredes store ikon og koryfæ, Lenin, som helst ikke må anfægtes, får et skud for boven i denne bog, og glorien pilles af hans kullede hoved. "Lenin erklærede også, at en kugle i hovedet var den bedste måde at uskadeliggøre skadedyrene på". Bertrand Russel citeres for efter et besøg hos Lenin at skulle have udtrykt, at det var hans indtryk "at Lenin foragtede de fleste mennesker og fandt voldshandlinger mod politiske modstandere morsomme".

Både opløftende og nedslående er det at læse om det russiske folks nok forgæves, men heroiske modstand mod bolsjevikkerne, herunder også og ikke mindst det russiske industriproletariat, selve arbejderklassens kerne! At bolsjevikkerne benyttede luftangreb, giftgas og afbrænding af hele landsbyer, vil sikkert komme bag på en del skolelever med CCCP, hammer og segl eller Lenins manende silhuet på den røde T-shirt. (Hvad er forskellen på Lenin, Hitler og Saddam Hussein? - Dette kunne have været et opgavespørgsmål i bogen, hvis den havde været udstyret med sådanne). De organiserede hungerkatastrofer er heller ikke glemt. Hele den gamle russiske bondekultur, et markant identitetsfænomen, blev udslettet. Borgerkrigen kostede anslået 10 millioner mennesker livet, fortæller bogens tekst.

At revolutionen nok på sin vis proklamerede, men ikke praktiserede multietnisme, tør antydes. Bogen beskriver i afsnittet "Folkeflytninger og etniske udrensninger", hvordan et stort antal fremmede ramtes - finner, koreanere, baltere, ukrainere, tjetjenere og mange flere.

Slagordet: "Proletarer i alle lande, forener eder" runger hult i dette perspektiv. Etnisk, national og kulturel identitet var altså ikke mere affaldsprodukt, end at revolutionens top traf sine forholdsregler over for disse fænomener.

Forfatteren har valgt at give et afsnit overskriften "Ideologiens møde med virkeligheden". Med denne overskrift synes det mig, at der antydes et alment forhold; men naturligvis er der i sammenhængen tale om den ideologi, der bærer navnet "marxismen". I afsnittet opridses utopien og også vejen dertil; en vej, der kan karakteriseres som en fortløbende folkekatastrofe af umådelige dimensioner. Forfatteren stiller på sin vis det konkrete, menneskelige væsen over for idéen og meddeler idéens magtesløshed overfor menneskenaturen.

Jo, der er vitterlig gode grunde til at fortie denne bogs eksistens i en tid, da det formelig svirrer med kønne idéer, høje idealer og multietniske utopier etc. iøvrigt støttet af et offentligt financeret overvågningscenter rettet mod ukorrekte meninger.

Det lykkes i kort form forfatteren at fremvise den bandsatte menneskenatur hos revolutionens ledere; en flok hundrede procent anløbne rollemodeller for utopiens menneskeideal. Teksten meddeler lige ud: "Det var så at sige viljen til magt, der var alt afgørende". Afstanden til nazismens psykologiske karakteristika er til at overse. I bogen citeres en skriftlig udtalelse af Trotskij, hvori han karakteriserer sovjetstyret som en "bureaukratisk parasit" og endvidere siger, at stalinisme og fascisme er "symmetriske fænomener", der på mange områder udviser "en dødelig lighed".

Bolsjevikkernes angreb på den russiske kultur med Den Ortodokse Kirke som centrum for angrebet er både hjerteskærende og dagsaktuelt tankevækkende læsning. Hvis visse såkaldt progressive kræfter her i landet ikke var forhindret af loven, ville de i en eller anden form gøre tilsvarende for at give plads for værdierne, menneskerettigheds-ideologien og en i sig selv kulturudraderende, yderliggående lighedspraksis. Det sidste dog undtaget forfattere med forkerte meninger. Konflikten mellem en historisk betinget, folkelig kultur og et (til enhver tid) ideologisk værdikoncept er ganske tydelig i bogen.

Kommunisterne i Danmark får en lidet flatterende omtale i bogen. Den forgudede forfatter Hans Scherfig citeres for at have kaldt Stalins tvangskollektivisering af landbruget for "det danske andelssystem på et mere udviklet stadium". En historieprofessor, Albert Olsen, citeres for at have udtalt, "(…) at de sovjetiske kz-lejre var opdragelseshjem, der nærmest svarede til danske folkehøjskoler". Forfatteren, Hans Kirk, citeres for at have karakteriseret massemorderen Stalin som "en stor humanist, det forbilledlige menneske".

Dengang som nu hang og hænger en stor part af landets kendisintelligentsia i verdensfjerne utopier, der, sjovt nok, hvis de blev realiseret, ville give netop dette selvbestaltede pseudoaristokrati en ophøjet særstatus.

Forfatteren er en kende for flink, hvor det gælder omtalen af kommunisterne under besættelsen. Havde det matchet Sovjets udenrigspolitik, kunne DKP være endt i en aktiv alliance med den tyske besættelsesmagt. Kommunisterne var ikke, udtrykkeligt ikke, i modstandskamp for Danmark, men udelukkende for Sovjetunionen og ideologien. Kommunisternes indsats bør efterhånden kraftigt revurderes set i dette ufravigeligt anti-danske såvel som anti-nationale perspektiv. (Et tiltag, der ville rejse et endeløst ramaskrig).

Det skal med, at forfatteren ikke har glemt DKP's af Kreml beordrede, ensidige læggen skylden for den tyske besættelse på England og Frankrig; en ensidighed, DKP loyalt forvaltede indtil juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet.

Der er ingen grund til at sløre, at i hvert fald de ledende danske kommunisters loyalitet over for deres eget folk og fædreland kunne ligge på mindre end en frimærketak I dette stykke måtte forfatteren efter min mening gerne have trykket endnu mere af, inklusiv for at opfylde et af bogens ærinder.

"Røde" fra TV-serien Matador omtales i bogen som prototypen på mange almindelige og brave arbejdere, som i tro på propagandaen var knyttet til DKP. Det fremgår tydeligt af teksten, at disse hørte DKP's mangeårige formand Aksel Larsen ikke til. Bogen efterlader denne overpopulariserede politiker såvel som det DKP, han residerede over, i et lidet flatterende skær. Et par citater: "Efter krigen sørgede han (Aksel Larsen) for, at et ubehageligt vidne fra Estlands kommunistiske parti, som afsonede en dom i dansk fængsel, blev udleveret til Sovjetunionen, hvor han blev henrettet". "Han tog ligeledes sin partikammerat Arne Munch Petersens arrestation og død i fængslet i Moskva i stiv arm". "I slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne samarbejdede han med den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som han gav oplysninger om tidligere kammerater". Dertil kommer, at DKP's ledelse aldrig orienterede Arne Munch Petersens enke om de nærmere omstændigheder ved mandens arrestation og død. En markant ufølsom undladelse.

Løgn, fortielse, forræderi, kynisme, ukammeratlighed og andres død! Alt for partiet og idéen; intet for den individuelle courage og moral. Kun nazister, mafiosi og dybfrosne efterretningstjenester kan konkurrere med dette niveau, som er et evigt overlevende venstrefløjs-karakteristikum.

Bogen kan efter min opfattelse inddeles i to hoveddele; den første af disse afsluttes med afsnittet om DKP, Aksel Larsen og Arne Munch Petersen. Den anden del begynder med kapitel 8, der bærer overskriften "Fra Stalins død til Gorbatjovs afgang". Også i denne periode møder vi de for mange kendte historier om arbejder- og almindeligt folkeoprør mod de socialistiske regimer: Arbejderopstande i DDR i 1953, ungarnsopstanden i 1956, strejker i Polen samme år, strejker i Sovjet i 1962 , som blev bekæmpet med snigskytter og kampvogne; et attak, hvorunder også børn blev dræbt. Reformkommunismen i Tjekkoslovakiet 1968, som medførte en Warszawapagt- invasion, gentagne strejker og anti-kommunistiske opstande i Polen i 1970, 1976, 1980.

Herefter følger et kapitel om den kolde krig, Kinas overgang til kommunismen inklusive den bloddryppende kulturrevolution og folkekommunernes totale fiasko, Pol Pot-regimets bestialske massemord i Cambodja m.m.

Jeg kan ikke dy mig for at bringe et citat fra et af bogens sene afsnit: "(…), Mikhail Gorbatjov har kaldt Kremls opstilling af atomraketterne (rettet mod europæiske storbyer, nd) for "et utilgiveligt eventyr, der skete under tryk fra det (sovjetiske) militær-industrielle kompleks". Man gjorde det ifølge Gorbatjov i forventning om, at fredsbevægelsen i Europa ville bekæmpe vestlige modforholdsregler".

Må læseren tilgive mig denne ubeskedne gloriepudsning:

Jeg kan endnu i dag tage mig i at glæde mig over, at jeg aktivt støttede opstillingen af vistnok 572 krydsermissiler i Vesteuropa rettet den modsatte vej, alt imens den af mig ellers pænt respekterede fhv. Askov-forstander Knud Hansen godt forstod Sovjets frygt for "den amerikanske krigstrussel"!

Bogen munder ud i "Murens fald", de østeuropæiske kommunistregimers - og endelig Sovjetunionens sammenbrud. I bogen sidste del-afsnit oplyses om det samlede dødstal som følge af det kommunistiske eksperiment; dette skulle ifølge "Kommunismens sorte bog" andrage i alt 100 millioner mennesker. (Nævnte bog angives at skulle være på 100 sider; den er nu på 864).

På side 101 er indsat et herligt billede gengivende en alenlang kø af moskovitter, der står midt i den russiske hovedstad og venter på at sætte tænderne i en superamerikansk burger på McDonald; et af de såkaldt "autonomes" mest forhadte angrebsmål, men åbenbart et valfartssted for frie russiske borgere. (Jeg nægter at bruge billedet "et mekka" i den forbindelse)!

Man kan spørge sig, hvorfor forfatteren ikke nævner alt det gode, der også fulgte med den et-partistyrede socialisme - børnehaver, skoler, hospitaler, garanteret arbejde, social sikkerhed m.m. Men hvorfor skulle han det? Alt er jo gjort bedre i Vesten, hvor folkene selv har fastsat, hvordan der skulle regeres og fordeles; og alt var utvivlsomt blevet bedre i Rusland, hvis de reformer, der var sat i gang under zar-styret, havde fået fred til at fortsætte under ledelse af et fornuftigt, russisk socialdemokrati. Ingen tvivl om det. Og endelig handler jo ikke alt om levestandarder og social sikring; det menneskelige væsen kerer sig dybest set endnu mere om fænomenet frihed, et forhold, der unægtelig fristede trange kår under paradisets etablering på den russiske og anden jord.

Kommunismens fortalere og ledere var og er ikke gode, slår denne bog fast, men målrettet onde i deres iver efter at ihjelslå det gamle, det langsomt udviklede, det livserfarne, det patinerede - de folkelige kulturer - for at kunne komme til at herse og regere ved hjælp af død jura og tomme systemer. De taler i går som i dag om progressivitet og retfærdighed, men mener historieløshed, ensretning, ensliggørelse, individualitets- udslettelse til fordel for døde skrivebordsprincipper og effektive streger på de teknokratiske polit-tegneborde. I dag kalder de sig ikke kommunister, men humanister og multietnister og lancerer sig som menneskerettigheds- forkæmpere. Og disse vil endnu engang oprette et jordisk paradis direkte ved mennesket. De lancerer en løgn forklædt som lysets engel, nøjagtig som kommunismen i dens udgangspunkt, og nogle af dem supplerer med en Grosbøll-beslægtet anti-kristendom.

Et spøgelse går gennem Europa, humanismens spøgelse, pænt supportet af en korrekthedsinficeret kristendomsforfalskning. Må Bent Jensens advarende orienteringsbog gøre fyldest som vaccine også mod denne ungdomsforblændende og marciepanovertrukne dødninge-delir.

Bent Jensen,
"Kommunismen - før og nu" - med undertitlen: "Farvel Karl Marx"?
Forlaget Alinea/Egmont. Serie: Aktuel historie.
Redaktion afsluttet 1. juni 2004.
ISBN 87 23 01311-7