Af sk., Tidehverv, marts, 2005, s.60.

Hvad er årsagen til, at litterater og kulturjournalister uden ringeste beskedenhed gør sig kloge på teologiske anliggender på trods af, at de er som uvidende børn. Vi mener: vi andre vil dog ikke mase os ind på områder, hvor vi ikke har orienteret os efter evne i forvejen. Det er dog normalt, at man ikke praler af sin uvidenhed. Men når det gælder teologiske forhold, er der hos redaktionen af Kritik, Gyldendals litterære tidsskrift, ikke megen skam i livet.

I forrige nummer omtalte vi Kritiks nr. 172, hvor redaktionen gjorde sig klog på Tidehvervs anliggende og dagsorden på en måde, der kun kunne betegnes som dilettantisk. Og det er jo ikke, fordi der er tale om ubegavede dilettanter. Det er belæste og intelligente skribenter. Men når det drejer sig om teologi og kirke og kristendom, så er disse skribenters niveau kravlegårdens. Så drister de sig til at fremsætte påstande og komme med konklusioner, som de i andre sammenhænge ville rødme ved.

Det er underligt. På eet område i dansk åndsliv - det væsentligste - stilles der i den litterære verden ikke krav om indsigt, omhu og nøjagtighed.

Her er frasen trumf.

sk