Dagbog

Af Søren Krarup, Tidehverv, marts 2005, s.69-70.

På denne søndag i februar er folketingsvalget overstået, en regeringsændring er foretaget og en kirkeminister er blevet forhenværende.

Det sidste er synd for Tove Fer- go, resultatet af en ondsindet og gemen offentlig kampagne. Hun begyndte sin embedsvirksomhed som det hæderlige, oprigtige menneske, hun er, med at udtrykke sine betænkeligheder ved at indføre en ny salmebog, som ingen i grunden havde bedt om, fordi ingen havde brug for den. En overvejelse, som vi var mange, der gjorde os. Men nu var hun blevet kirkeminister, og så var den indlysende overvejelse en udfordring af de biskopper, der var ved at være færdige med arbejdet med den nye og overflødige salmebog. De blev fornærmede. De fandt det krænkende, at der således blev sat spørgsmålstegn ved deres overflødige projekt. Og da Tove Fergo samtidig ytrede modvilje mod et andet biskoppeligt projekt, der ville til at tælle kirkegængere - et ukristeligt forehavende - var modsætningen til det etablerede kirkelige miljø skabt, og Kristeligt Dagblad var herefter hendes erklærede modstander, som fremstillede alle hendes gerninger i sorte farver. "Det kirkelige landskab" - dette udtryk for den i Menighedsrådsforeningen herskende klike - fandt hende farlig eller i hvert fald ubehagelig, og således voksede en strid frem, som hele tiden blev gødet og næret af det kristeligste af alle dagblade.

Og da den øvrige presse er monumentalt uvidende om kristelige og folkekirkelige forhold, skrev den af efter Kristeligt Dagblad samtidig med, at den naturligvis ikke havde noget imod at jagte en minister. Alle de vanskeligheder, der opstod for Tove Fergo i kraft af et skattestop, der slog bunden ud af en kirkeministeriel økonomi, som hidtil, under de radikale kirkeministre, var blevet klaret ved at dreje på skatteskruen vedrørende landskirkeskatten, blev forstørret og udstillet. At det var hendes forgængeres gerninger, hun stod med, anfægtede ikke pressen. At det var de tidligere kirkeministres overforbrug og letsindighed, der ramte hende, var en politisk opposition ikke villig til at fatte. -Føler du ikke et medansvar for de økonomiske problemer, Tove Fergo nu står med? spurgte jeg en dag en fhv. radikal kirkeminister om, da vi mødtes på Christiansborgs gange. Hun så koldt på mig, tav en stund, og svarede så kort og isnende: Nej!

Men selvfølgelig var hun og hendes kolleger i 1990´erne medskyldige. Det blev imidlertid Tove Fergo, der kom til at bære skylden alene, og den ene detalje i den økonomiske elendighed i kirkeministeriet efter den anden blev pustet op og blæst ud over land og rige som et vidnesbyrd om hendes umulighed, og som det altid går, så er den slags selvforstærkende. Det var vedtaget i presse og folketing, at hun var håbløs. Jeg husker således et stormløb i folketingssalen, hvor socialdemokratiet havde sendte et hold på banen under ledelse af Pia Gjellerup, som skulle trække grunden væk under kirkeministeren. Det var lige så dumt som ildesindet. Pia Gjellerup afslørede hele sin uvidenhed om folkekirke og kristendom. Men da journalisterne i presselogen var lige så uvidende, blev denne underlødighed gjort til endnu en pind til Tove Fergos ligkiste.

Det har været drøjt for hende at holde til. Hun har nok også været for sendrægtig til at rydde ordentligt op i kirkeministeriet, hvor hun såvist ikke har mødt loyalitet. Et venligt, overbærende menneske misbruges ofte af dem, hun ikke vil sætte kraftigt på plads.

Det korte af det lange var, at hun i offentligheden blev udråbt som en håbløs minister, en umulius, som man altid kunne råbe efter eller sparke til. Og naturligvis bliver en sådan holdning at mærke i den befolkning, der i sidste ende vælger politikerne. Det var dette, hun kom til at opleve på valgdagen 8.februar. Her bar Kristeligt Dagblads kampagne sin sidste og afgørende frugt, da Tove Fergo ikke blev genvalgt. Og da hun ikke blev genvalgt, ville hun ikke fortsætte som minister, selv om vi var nogle stykker, der opfordrede hende til det. Folkegunst, idel dunst. Selvfølgelig mærkes pressekampagner på valgdagen. Men det bliver de hverken sandere eller rigtigere af. Hun kunne godt have fortsat. Der var den ene, afgørende grund til det, som hedder forsvaret af folkekirken. I en situation, hvor også socialdemokrater og radikale svigter folkekirken og i religionslighedens navn vil skille stat og kirke, er det nødvendigt, at vi andre står fast og bliver stående.

Men Tove Fergo havde fået nok af politik og offentlighed, og ingen kan fortænke hende i det.

Vi må fortrøste os til, at også Bertel Haarder vil slå et slag for folkekirken.

Men folketingsvalget i sig selv var en glædelig og opløftende begivenhed, for det systemskifte, som skete med valget i 2001, blev fortsat og udbygget på en sådan måde, at systemskiftet ikke er til at komme udenom. Det var dette, der var valgets egentlige indhold og betydning. Andetsteds har jeg omtalt Tøger Seidenfadens leder i Politiken på valgdagen, hvor han opfordrede befolkningen til at "gribe chancen" - den chance at stemme således, at Dansk Folkeparti blev "isoleret". Som det hed i lederen: "Derfor er valgets hovedspørgsmål efter vores mening, om Dansk Folkepartis på alle måder negative indflydelse i det danske samfund skal brydes eller ej. Fire år mere med Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Jesper Langballe i rollerne som landets fremmeste politiske smagsdommere er en alt andet end tiltrækkende tanke".

Her var banen kridtet op. Så var det sagt, hvad valget drejede sig om. Og så meget klarere blev også valgets resultat: at danskerne fastholdt, hvad der skete 20.november 2001, og at Tøger Seidenfaden og hans kulturradikalisme blev henvist til den tænderskærende tilskuerrolle, som han og den har befundet sig i gennem de forløbne tre år. Man kan finde det dristigt af ham at sætte sig selv så åbenlyst på spil. Denne umisforståelige udfordring rummer også risikoen for et lige så umisforståeligt nederlag. På en sådan baggrund lader valgets udfald sig ikke bortforklare. Her bliver perspektivet ganske klart.

Det var kulturradikalismens udfordring til den nationale selvbesindelse, som fandt sted i 2001, der var folketingsvalgets egentlige anliggende, og selvbesindelsen blev ikke blot fastholdt, den blev også konsolideret - ikke mindst igennem det af Tøger Seidenfaden & Co. forkætrede Dansk Folkepartis fremgang. Der er virkelig sket noget i fædrelandet.

Det måtte Tøger Seidenfaden og Politiken sande 8.februar 2005.

Jeg kan ikke lade være med at nævne den lige så afslørende konklusion, samme Tøger Seidenfaden drog i Politikens leder 14.februar, hvor han konstaterede - som det hed i underrubrikken: "Venstrefløjen er bagud i værdikampen". Og så hed det i teksten: "Ved det netop overståede folketingsvalg fik Venstre og konservative opbakning fra flere vælgere i lavindkomstgrupper og på overførselsindkomster end Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten - tilsammen! Det er dermed ikke kun Dansk Folkeparti, der nyder godt af vælgerflertallets værdikonservatisme. Konstant velstandsfremgang og et generelt øget uddannelsesniveau har desværre ikke mindsket hverken traditionalismen, nationalismen eller irrationalismen i Danmark".

Sidste sætning er guddommeligt morsom. Den bør ikke blive glemt. I al sin afslørende enkelhed siger den, at danskerne er så dumme, at de både sætter traditionen og nationen højt og også forholder sig kritiske til kulturradikalismens naive dyrkelse af "fornuften" - dette tvivlsomme begreb, som i europæisk åndshistorie har været et andet ord for indbildskhed og fanatisme. Tillige siger den - nej, antyder den, at demokratiet i virkeligheden er en uting, hvis vælgerne ikke lever op til Politikens anskuelser. Folket er ikke værdigt til folkestyret - det er den kun antydede konklusion. Som derved bekræfter udsagnet om, at via "fornuften" har fanatisme og ensretning legitimeret sit diktatur.

Er dette illustrationen af en Lenins krav på magtovertagelse?

Nej, det har været fornøjelige og tankevækkende dage, hvor vi oplevede den kulturradikale overklasses nederlag og i sammenhæng hermed så den ideologiske venstrefløj krakelere og bryde sammen. Nu skal de finde på nye førere. De gamle duede ikke. De gamle kunne ikke præstere resultater.

Men hvad er det mon, der ikke duer, fordi det er vejet og fundet for let?