Lov og Evangelium

Af K. Olesen Larsen, Tidehverv, juni, 1937, s.73-76. (Christian Lindskrog: Den kristne Tro. En Gennemgang af Luthers lille Katekismus. Gyldendal 1936.)

Det følgende giver sig ikke ud for at være en Anmeldelse eller Vurdering af Lindskrogs Bog. Det er nærmest at betragte som en enkelt Bemærkning til Bogens Anlæg, - en Bemærkning, som burde have været overflødig, men som jeg dog finder temmelig paakrævet.

I Forstaaelse af, hvad Kristendom er, og i mangt og meget vedrørende Konfirmandundervisningen mener jeg mig enig med L., ogsaa i denne Bog. Jeg har derfor ikke opholdt mig ved L.s gode Hensigter, men alene ved en efter min Mening ret væsentlig Mangel ved Udførelsen.

Jeg gaar ud fra, at L. i sin Bog har villet sige det samme som jeg i min Bemærkning til den. Men han har ikke gjort det, og da det i en Bog er Ordene, det kommer an paa, har jeg holdt mig til dem og ikke indladt mig paa at vise, hvor Meningen er bedre end Resultatet; det kan jo kun have Interesse for L. personlig.

L. begynder sin Gennemgang med et Forsvar for de ti Buds Plads i Katekismen: naar Luther tog dem med og satte dem i Spidsen, saa var det ikke blot af Hensyn til Traditionen, eller fordi det gamle Testamente rent historisk er Forudsætningen for det nye. Det afgørende for Luther var, at Budene var Udtryk for Guds Vilje, et Vidnesbyrd om, at Gud befaler. Det er derfor ogsaa af underordnet Betydning, at Budene er historisk betingede, prægede af Tid og Sted; Luther selv har behandlet dem som Eksempler paa eller Illustrationer til det første Bud. Budene maa derfor heller ikke forveksles med human Etik; de har ikke Mennesket eller dets Fuldkommenhed til Formaal; hele Interessen samler sig om Gud som Herren, hvorfor deres Krav ogsaa er absolut: enten Lydighed eller Ulydighed, enten Tro eller Vantro.

Man har, skriver L., forsøgt at forklare Sagen ud fra Luthers "kendte Stilling til Forholdet mellem Lov og Evangelium"; han skulde saa have stillet Budene først for at sige, at de hørte hjemme inden Trosbekendelsen og ophævedes af den som den gamle Pagt af den nye. I saa Fald tilkommer der kun Loven det, man i gamle Dage kaldte dens "pædagogiske Brug": den er Tugtemester til Kristus, som Paulus siger. Luther skelnede jo skarpt mellem Lov og Evangelium, og dette Skel var saa afgørende, at man godt kan sige, det er det, der skiller ham fra hele den katolske Lære. Deri ligger selve Evangeliet gemt, dette er Befrielsen for dem, der er "under Loven"."

"Dette sidste er," siger L., "forsaavidt rigtigt. Blot maa det tilføjes, at naar Luther tog Loven med, var det ikke af historiske Grunde - i saa Fald havde det unægtelig været klarere helt at stryge dem - men det var i Erkendelse af, at vi hele Livet behøver denne Tugtemester, hvis vi skal kunne høre Evangeliet. For det kan kun høres af dem, der er under Lovens Anklage og Guds Dom." Loven skal "stadig læres og stadig sige os, hvad der er Guds Vilje, for der er ikke noget Evangelium uden for dem, der er under Loven."

"Men," fortsætter L., "dette fører os et Skridt videre. Det gælder uden Indskrækning, at Loven siger, hvad der er Guds Vilje, og vel at mærke Guds evige Vilje. Det er den, der kommer til at gælde i det evige Liv. Det kan ogsaa udtrykkes saadan: det Maal, hele Tilværelsen skal naa til, er, at Guds Lov gælder som den eneste Lov, at Gud er den eneste Herre. Men det betyder naturligvis, at Loven gælder for de Kristne, ikke alene som Tugtemester til Kristus, men ogsaa i den Betydning, at de som Kristne virkelig er forpligtet til at leve efter den d. v. s. til at regne Gud for deres eneste Herre - ja Frelse i kristelig Forstand er selve det, at vi bliver befriet fra Trældom under fremmed Herredømme og kommer under Guds Herredømme. Derfor indeholder Frelsen det gamle selvhævdende Menneskes Død. - Naar Gud nu giver os sin Lov og befaler os at holde den, er det et Udtryk for, at han betragter os som sin Ejendom og sig selv som vor Herre - i den Forstand er Loven altsaa en Følge af Evangeliet. Loven skal forkyndes for de kristne, for at de kan vide, hvad Gud vil, at de skal gøre. Og denne "Brug" af Loven er i Virkeligheden uløselig knyttet til det andet, at den er en Tugtemester til Kristus; for hvordan skulde vi kunne høre Evangeliet om Tilgivelse, hvis vi ikke stadig blev anklaget for ikke at gøre vor Herres Vilje. Det er altsaa ikke i historisk Betydning, men i levende aktuel Betydning, at den driver os til Kristus."

Denne Opfattelse finder L. bekræftet rundt om i Luthers Skrifter: "I den store Katekismus," skriver L., "siger han i Indledningen til Troen, at den skal hjælpe os til, at vi kan opfylde de ti Bud, der altsaa staar som det, vi stadig skal leve efter." Luther "finder hele Guds Naade udtrykt deri, at Gud vil være hans Gud, som der staar i 1. Bud. Her er Loven en Følge af Evangeliet eller snarere eet dermed." I den lille Katekismus er "Loven forklaret evangelisk, ikke alene med den Skærpelse og Uddybning, den historisk har faaet i Ny Testamente, men ligefrem saadan, at hvert Ord i Loven forudsætter Jesu Liv og Gerning, eller med andre Ord: den nye Pagt og Daaben er forudsat. Naar Luthers Forklaringer til Budene er, som de er, er Grunden den, at det i Virkeligheden ikke er Loven, men Daaben, der staar i Spidsen for Katekismen. Og der er ikke Tale om en Lov, der gælder i al Almindelighed, men orn den Lov, der gælder for dem, der ved Jesus Kristus er blevet Guds Ejendom, er blevet hans Børn. De har nu ham til Herre, og dette taler Budene om. Og naar de forsynder sig - hvad de altid gør - saa er det som i et Hjem, hvor Børnene ogsaa forsynder sig mod deres Forældres Befalinger og mod deres Hjems "Lov" - de ophører ikke af den Grund rned at være Børn i det Hjem."

Vi vil tage vort Udgangspunkt i det af L. anvendte Billede af Børnene og Hjemmet. Dette Billede er falsk anvendt: det er ikke rigtigt, at man kan høre til i Guds Hjem og være Guds Barn, selv om man forsynder sig i mangt og meget. Det at være Guds Barn bestaar simpelthen i at elske Gud af ganske Hjerte, Sjæl og Sind og sin Næste som sig selv. Gør man ikke det, er man derfor heller ikke Guds Barn.

Den samme Indvending gælder, naar L., Gang paa Gang fremhæver, at Guds Gave er Forudsætningen for Guds Krav, at naar Gud stiller sine Krav til os, saa er det, fordi han først har givet os sig selv som vor Gud og Fader, - det er vel det samme, han mener, naar han siger, at Daaben er Forudsætningen for Loven i dens anden Brug. Selvfølgelig er det rigtigt, at hvis Gud ikke havde givet os Livet, saa var der ingen Mening i at kræve Kærlighed og Lydighed af os; det Liv, som Gud har givet os, bestaar jo netop i Kærlighed og Lydighed. Men netop derfor forkynder Loven ikke Guds Gave, men: at vi har mistet Guds Gave. Hvis vi havde bevaret Guds Gave, var der ingen Lov; Loven er først til, naar Synden "er sat". Det synes L. at have glemt. Loven er vel retfærdig og hellig og god; det, den kræver, er Guds evige Vilje, Saligheden og det evige Liv, - og derigennem siger den os, at vi er døde og fortabte. Hvor Lydigheden, Troen og Haabet er, der er der ingen Lov; men hvor Vantroen, Fortvivlelsen og Selvhævdelsen hersker, der er Loven og forkynder Dommen over Synderen. Loven vidner ikke om Livet, men om Døden, ikke om Guds Naade, men om Guds Vrede.

Ogsaa saaledes er Loven retfærdig og hellig og god, men for Synderen fører den fra Død til Død, fra Synd til Synd, - den kom til for at gøre Synden større - og dette gælder Loven som Lov i enhver Skikkelse: Hedningernes Love, Moseloven, Jesu dobbelte Kærlighedsbud. Loven gør alt syndigt, idet Synderen forsøger at værge sig imod Lovens Dorn og hævde sig overfor den ved at svare paa dens Krav med sine Præstationer, ved at erstatte Lovens Fordringer med sine moralske Kvalifikationer.

Saaledes virkede Loven indtil Kristus, og saaledes virker den altid udenfor Kristus: den gør Mennesket til Synder og stiller det saaledes i Valget mellem Hovmod eller Fortvivlelse og Kristus. Deri bestaar Lovens Gerning som Tugtemester til Kristus, og dette er den eneste "lovmæssige" Brug af Loven. Enhver anden Brug af Loven ødelægger den og gør Kristus overflødig, - det er et og det samme. Den Lov, som er Guds hellige Vilje, Guds absolutte Krav, den Lov, som gælder uden Indskrænkning og i al Almindelighed, saa længe Mennesket er i dette Liv, den skal bestandig lyde, dens Krav skal bestandig drive Mennesket til Kristus, som ikke er en Hjælp til vor Lovopfyldelse, men er Lovens Opfyldelse for os. Men den skal heller ikke andet end drive Mennesker til Kristus; naar den har gjort det, og hver Gang den har gjort det, er dens Opgave endt.

Loven skal ikke andet end drive Mennesker til Kristus, som er Lovens Ende, fordi han er den opfylde Lov. Loven kræver Opfyldelse, og det bliver den ved med, indtil den har faaet det eneste gyldige Svar: den absolutte Opfyldelse. Under Lovens stadige Spørgsmnal om Opfyldelsen drives Mennesket til Kristus som er Lovens Opfyldelse; det svarer Loven med Naaden, med Kristus - med Kristi Tro og Kristi Lydighed.

Den kristne er som kristen ikke længe under Lov, rnen under Naade, - men: mens Loven er Reglen, er Naaden Undtagelsen. Som Synder er den kristne under Loven sammen med alle andre Syndere, ved Naaden bliver han undtagen, ja, det at være kristen bestaar deri stadig paa ny at blive undtaget fra Lovens Krav, fritaget for Lovens Krav ved dens Opfyldelse. Den kristne er som kristen fritaget for enhver Tjeneste under Loven, - naar Kravet er opfyldt, er der jo intet Krav, og det er til Lovens Opfyldelse, ikke til Lovens Krav, vi er døbte, til Kristi Retfærdighed. Det er til Naaden, vi er døbte, og, som Luther siger i sin Fortolkning til Romerbrevet: Mennesket er sandelig ikke forpligtet til at opfylde eller bevare Naaden, men det er som Synder forpligtet til at opfylde Loven. Den kristne er ved Loven død for Loven, men hans Liv er Kristus, hans Retfærdighed, hans Tro og Haab og Kærlighed er Kristi. Vi er døbte til Lovens Opfyldelse, Lovens Virkelighed og ikke til dens Krav, - ikke til en Efterligning af Kristi Liv; det er Guds Gave til os, og det var og er et Liv i fuldkommen Lydighed. For Kristus var Gud Herre; han var ikke under Loven, fordi han var "Lovens udtrykte Billede". Heller ikke vort nye Liv er derfor Lov, Fordring, men Opfyldelse, Virkelighed.

Saa er der da en absolut Adskillelse mellem Lov og Evangelium; de er som Helvede og Himmel, Guds Vrede og Guds Naade, Død og Opstandelse; Loven kræver, Naaden skænker; Loven døder, Naaden gør levende. Og dermed er alt sagt: det Maal, Gud har sat for Verden, er naaet ved Jesu Død og Opstandelse, - for det er Død og Opstandelse. Alt er sket i Kristus, og der er intet at føje til: Gud er vor Herre og Fader, og vi hans kære, lydige Børn, som elsker Gud af deres ganske Hjerte, Sjæl og Sind og deres Næste som sig selv. Det er ikke noget, vi nu kan gøre, men noget, vi gør, ikke noget, der skal følge bagefter, det er der i og med Kristus og Troen paa ham. Det er ikke saaledes, at den kristne paa Grundlag af sin Daab, sin Omvendelse ved Troens Hjælp nu bliver i Stand til at opfylde Loven, nej i Troen gør han det. Det turde ogsaa være det, Luther har ment paa det af L. anførte Sted. Lydigheden er ikke en Følge af det nye Liv, som skænkes os i Kristus, men er selve det nye Liv skænket os i Kristus. Den kristne skal som kristen ikke elske sin Gud og sin Næste, - han gør det. Troen skal ikke gøre gode Gerninger, - den gør gode Gerninger; den er ikke andet end "god Gerning". Altsaa: den kristne er ikke under Lovens Krav, for Lovens Indhold er hans Liv.

Nu har L. selvfølgelig Ret i, at Loven hele Livet maa være vor Tugtemester til Kristus, "for Evangeliet kan kun høres af den, som er under Lovens Anklage og Guds Dom." Efter L. har det jo ogsaa været Luthers Mening. Men hvordan i Alverden kan det føre os et Skridt videre? Og hvordan kan det give L. Ret til at sætte den kristne under Loven - oven i Købet med et "naturligvis"? Skulde Svaret mon ikke være det, at L. ikke finder Loven som Tugtemester "virkelig" forpligtende, naar den "kun" er Tugtemester. I saa Tilfælde har han hentet sin Forstaaelse af Lov og Evangelium fra Missionshuset: Loven som Tugtemester er ikke "virkelig" forpligtende ; den skal "kun" vise os vor Afmagt og saaledes "drive os til Kristus" for at faa Hjælp til at opfylde Loven. Her har man en "anden Brug" af Loven: den skal sige os, hvad vi skal gøre og ved Troens Hjælp da ogsaa kan gøre (om end vi selvfølgelig synder i alt, hvad vi gør); derfor gælder denne Lov ikke i al Almindelighed, men kun for de troende eller for Guds Børn. Naturligvis er det altsammen af Naade, i os selv er og bliver vi Syndere, og alt, hvad vi gør, er maalt med Guds Alen ikke andet end Synd o. s. v., men naar vi tilstaar vor Synd og Svaghed, ophører vi dog ikke derfor med at være Guds Børn. Da Loven skal vise Mennesker deres Afmagt, er den absolut for de ikke-kristne, - til Gengæld er den heller ikke "virkelig" forpligtende. For de kristne derimod er den virkelig forpligtende, - til Gengæld er den ikke absolut for dem, der er ikke andet end borgerlig Moral. Med andre Ord: man tempererer Loven ved Hjælp af Naaden, og det, der kommer ud af det, paatager man sig saa at holde. Selvfølgelig holder man stadig Lovens absolutte Spejl op foran sig selv for at frembringe den Afmagtsfølelse "i sig selv", der betinger Kraftløsheden i Naaden, - men virkelig forpligtende er den absolutte Lov ikke, det er kun Moralen, som kun den kristne har Kraft til til Gavns at opfylde.

Hvad opnaar Pietisten herigennem? At han ikke drives til Kristus, men til Lovopfyldelse, at han hævder sig selv (indirekte gennem Afmagtsfølelsen og direkte gennem sine gode Gerninger), at Guds Naade kommer til at betyde Krafttilskud, Bevarelse, Sikkerhed, Løn og kødelig Salighed.

For det er det mærkelige ved det: hvor man ikke forstaar den absolutte Forskel mellem Lov og Evangelium, der forstaar man heller ikke Eenheden mellem Lov og Evangelium: at Evangeliet ikke skænker os andet end Lovens Indhold, ikke andet end den fuldkomne Kærlighed til vor Gud og vor Næste, intet andet har at byde paa hverken i denne eller den tilkommende Verden, intet andet Liv, intet andet Haab, - intet ved Siden af, intet derigennem. For det er det evige Liv, og der er intet andet i det evige Liv end Kærlighed til Gud og Næsten. I Kristendommen er der altid Forladelse for Synderen, grundløst og betingelsesløst, "uden Lovens Gerninger" før eller efter, men der er heller ikke andet end Syndsforladelse at komme efter, andet har Gud ikke at byde paa, og derfor er der, som Kierkegaard siger, ingen anden Grund til at blive en kristen end den, at man er en Synder.

Nu vil man indvende, at dette er en meget let Kristendom. Ja, det er det, for den, hvem det hele ikke vedkommer. Men ellers er det ingen let Sag at tro paa Kristus, at svare Lovens Krav med Kristi Opfyldelse, - der er, som Luther siger, ingen Tro uden Anfægtelse, og Troen bliver aldrig noget statisk, som man kan bygge op paa, men en stadig Tyen hen under Naaden. Og det er heller ikke en aabenbar Sag, at det, som Kristendommen har at byde paa, virkelig er Liv og Salighed, det er jo Kors og Død for Selvet; derfor trænger vi ogsaa i den Forstand til den Helligaands Hjælp for at kunne kalde Jesus Kristus vor Herre.

Hvad saa? Bør vi alligevel ikke tage os af Moralen, af, at Mennesker nu ogsa tager det alvorligt, og ikke slaar sig til Ro med, at det er Naade altsammen? Bør der alligevel ikke være Plads for en anden Brug af Loven? Nej, der gør ikke: naar Loven som Tugtemester driver Mennesket til Kristus, saa bøjer ogsaa Loven sig for Opfyldelsen d.v.s.: den bliver til en Lovprisning af Kristus, og i den Forstand - at Loven er en Tale om Opfyldelsen, ikke om Kravet - kan man godt med Paulus og Luther tale om, hvori det nye Liv bestaar og hvori ikke. Ja, man kan sikkert ogsaa gennemgas de ti Bud, men saa ser rnan paa dem ud fra Jesu Opfyldelse, ud fra det dobbelte Kærlighedsbud, saaledes som det er virkeliggjort af Kristus, og man undgaar den Forveksling med Moral, som man trods alle gode Forsætter ellers havner i.

Min Bemærkning til L.s Bog lyder saaledes: L. har ikke skelnet skarpt mellem Lov og Evangelium, og derved har han ødelagt Loven, saa den ikke kan virke som Tugtemester til Kristus; den er blevet Moral (man læse Gennemgangen af de ti Bud). Da Mennesket ikke er død ved og for Loven har han til Gengæld ødelagt Naaden og gjort den til et Liv under Loven. Paa den anden Side har han heller ikke fastholdt den absolutte Enhed mellem Lov og Evangelium; virker L.s Krav harmløst ved Siden af Fordringen om at hade endog sit eget Liv, saa er ogsaa Evangeliets Gave hos ham langt mere tillokkende for Kød og Blod - og dermed ogsaa temmelig ligegyldig - end det nye Liv, som ikke er andet end Døden for og fra sig selv og Opstandelsen til Livet for og i Kristi Kærlighed. Dette Forhold kaster sin Skygge over hele Bogen, ogsaa over de bedste Afsnit, hvortil jeg henregner Gennemgangen af Fadervor og anden Trosartikel. Der er mangt og meget at glæde sig over, men jeg skal dog ikke nægte, at jeg havde ventet et Evangelium, der var mere forargerligt i sin Salighed og mere saligt i sin Forargelse.