Oprøreren

Af Christian Langballe, Tidehverv, nr. 5, Maj, 2005, s.95-99

En erindring
Tillad mig at begynde med en erindring og en særlig læseoplevelse.
For omtrent 20 år siden sad jeg en smuk sensommeraften på mit værelse. Jeg var spændt, som jeg altid er, når jeg tager hul på et nyt forfatterskab og dermed begynder en rejse ud i det ukendte. Foran mig lå en slidt bog med papomslag og gulnede sider. Den bar titlen GULAG øhavet og var forsynet med undertitlen Et forsøg på et kunstnerisk studium. Forfatterens navn klingede sært fremmedartet: Solsjenitsyn. Jeg skulle snart sande, at min litterære rejse denne gang ville føre mig til helt ukendte egne, der mest af alt mindede om det, som Dante så under sin nedstigning til helvede. Blot med den forskel, at denne moderne underverden var ganske nutidig og eksisterede som en helt konkret og dog gruopvækken de virkelighed på den anden side af jerntæppet. Jeg blev af forfatteren ledt ind i et forvrænget parallelunivers, et mareridtsagtigt skyggeland, hvor intet var, hvad det udgav sig for at være, og hvor alting skulle forstås under modsætningens fortegn. Det onde var godt, det gode var ondt, det smukke var hæsligt, og det hæslige var smukt. Vold og terror var menneskekærligt, fordi det banede vejen for et utopisk paradis, mens det borgerlige samfund, hvor lovene beskyttede den enkelte mod overgreb og vold, var fascistisk, reaktionært og menneskefjendsk. Jeg havde nu lært den indre logik i den marxistiske tankeverden at kende. Den blev kaldt dialektik og krævede omkring 58 millioner ofre og ufattelige lidelser.

Min rejse var begyndt. Jeg kan ikke pege på noget, der har præget min grundopfattelse på en så radikal måde, som Solsjenitsyns værk om det sovjetiske projekt gjorde det. Allerede ved læsningen af de første sider måtte man jo snappe efter vejret, så uhyrligt, grusomt og uvirkeligt forekom det hele. Der blev sandt at sige ikke leflet for læseren med floromvunden politisk romantik eller højstemte idealistiske erklæringer. Anliggendet var ikke drømmen, blændværket eller utopien, men det var sandheden og den historiske virkelighed. Derfor begyndte man også lige på og hårdt med: "Arrestation". Arrestationen var den første etape af den lange og forfærdende rejse, hvis endemål var det omfattende og umættelige koncentrationslejrsystem kaldet GULAG øhavet, hvor så ufatteligt mange menneskeskæbner blev opslugt og blev glemt.

Den litterære rejse mod Gulag, hvor man i ånden fulgte med de mange menneskeskæbner, skulle for altid ændre mit syn på ord som: Slaveri, tortur, undertrykkelse, vold og mord. Man forstod, at ordene ikke blot knyttede sig til en længst forgangen fortid, men at de i moderne tid fik en ny og udvidet betydning, der simpelthen overgik den menneskelige fatteevne. Sådan skulle synet på begreber som ideologi, idealisme, totalitær og utopi også forandres, fordi det førte én ind i et forvrænget parallelunivers, hvor alt blev vendt på hovedet. Man måtte sande, at den totalitære idealisme virkede som et troldspejl, og at den efterlod sine tilbedere med en splint i øjet, der gjorde dem blinde for virkeligheden. Ikke des to mindre skulle netop disse moderne sekterere og idealistiske fanatikere sætte den politiske dagsorden i årene fremover.

Om oprøret og det totalitære
Jeg nævner dette, fordi jeg kom til at erindre denne litterære og åndelige rejse, som Solsjenitsyn med sit værk GULAG øhavet tilbage dengang sendte mig ud på, da jeg for nogle år siden læste Oprøreren (se note 1) af Albert Camus for første gang. Oprøreren er nemlig en sjældent god bog, som befinder sig helt på niveau med GULAG øhavet, hvad angår åndelig dybde, og hvad angår forfatterens vilje og mod til at trænge til bunds i den moderne tids totalitære galskab. Bogen er fra 1951, og man må sige, at Camus på et meget tidligt tidspunkt har opdaget den indre sammenhæng mellem den totalitære stat og udryddelseslejrene, sådan som Solsjenitsyn også gjorde det. Der er da også tale om et åndsslægtskab mellem Albert Camus og Solsjenitsyn, da de begge er dybt prægede af Dostojevskij. De kan hver på sin måde stå som hans vægtigste arvtagere i nyere tid. Også af en anden grund er der et vist slægtskab mellem værkerne GULAG øhavet og Oprøreren. For der er i begge tilfælde tale om forfattere, hvis mål det har været at beskrive og afdække den dybereliggende sammenhæng mellem den moderne totalitære ideologi og det logisk begrundede mord på millioner af mennesker.

Det forekommer mig, at Camus med sit værk Oprøreren er en af de få, som virkelig har forstået det tyvende århundrede, og som formår at give svar på det væsentlige spørgsmål, som Auschwitz og Gulag rejser, nemlig: Hvorfor og hvordan? Hvordan går det til, at livet kan miste sin mening i en sådan grad, at man begynder at begrunde mordet logisk og forsvare det moralsk? Hvordan går det til, at den moderne idealist begynder at gøre oprør mod den givne tilværelses orden og i idealismens navn begynder at fornægte virkeligheden, hvorpå han til sidst helt konsekvent begynder at fornægte det konkrete menneskes eksistensberettigelse? For at finde svar på det spørgsmål tages læseren med på en åndshistorisk rejse, som tager sit udgangspunkt i oprøret, hvorefter man følger med på de forskellige stationer undervejs frem til endestationen, som er det tyvende århundrede. Rejsen gælder især de sidste to til tre hundrede år begyndende med den franske revolution. Camus skriver: "To århundreder fulde af oprør i metafysisk eller politisk forstand tilbyder sig for vor overvejelse. …De følgende sider fremlægger blot nogle historiske overvejelser og foreslår en opfattelsesmåde. Denne opfattelsesmåde er ikke den eneste mulige, men den forklarer delvis vor tids bevægelsesretning og næsten helt og holdent dens mangel på mådehold. Det forbavsende historiske forløb, som oprulles her, er det europæiske hovmods historie"(s.16). Videre hedder det: "Mennesket er det eneste væsen, som afslår at være det, det er. Det gælder om at få at vide, om denne vægring ikke kan andet end at føre til ødelæggelse for de andre og for mennesket selv, om ethvert oprør må fuldbyrdes i retfærdiggørelse af det universelle mord, eller om det tværtimod - uden at foregive nogen umulig uskyld - kan opdage en rimelig begrundelse for begrebet skyld"(s.16f).

Jeg har slet ikke nævnt, hvad der for mig at se er det mest afgørende træk i Oprøreren, men man hører det klart i de just citerede ord, hvor begreberne skyld og ansvar, d.v.s. erkendelsen af, at mennesket er en skyldner og ansvarlig, stilles op som et alternativ til det universelle mord. Det er den kristne forkyndelse, som præger den forfatter, der aldrig fik troens nådegave, helt ned i det grundlæggende. Hermed mener jeg ikke, at man skal gøre Camus til en troens ridder. Det ville både være uredeligt og forkert. Alligevel kan man høre den dybe påvirkning fra kristendommen i næsten alt, hvad han siger - også dér, hvor han fejlfortolker kristendommen. Prøv blot at oversætte Camus' tale om det absurde med ordet synd og høre udsagnet om, at verden er absurd og meningsløs, som et udtryk for, hvad synd vil sige. Det vil sige et udsagn om, at vi lever i synderes verden, og at en verden uden Gud er absurd og meningsløs (selv siger Camus i en anden bog, at det absurde er synd uden Gud. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan tale om synd uden Gud). Også Camus' brug af ord som "fortvivlelse" og "oprør" har sit udspring i en kristen bestemmelse af, hvad synd og syndefald vil sige. Skal man forstå, hvad Camus mener med det absurde, bør man da også have Søren Kierkegaards værker Begrebet Angst og navnlig Sygdommen til Døden i baghovedet. Her taler Kierkegaard netop om det absurde eller synden som fortvivlelse og som en sygdom til døden. Albert Camus er, helt ind i marven, præget af den kristne forkyndelse. Når han på side 33 skriver: "Der er ikke noget paradoksalt i at sige, at oprørets historie i den vestlige verden er uadskilleligt fra kristendommens historie", så mener jeg, at han - uden helt at sige det direkte - har en vis erkendelse af, at oprøret og den kristne forkyndelse af menneskets syndefald oprindeligt hører sammen. Camus er helt klar over, at oprøret har sin oprindelse i Vesten. Han er også klar over, at det metafysiske oprør har sit udspring i syndefaldsberetningen om, hvordan mennesket i oprør mod Gud ville være sin egen Gud og skaber, og hvordan det kun fandt tomheden, meningsløsheden og døden. Derfor kan han også skrive: "Selvfølgelig er der et metafysisk oprør ved roden af kristendommen" (s. 25), og videre hedder det: "Det metafysiske oprør finder sted, når et menneske rejser sig mod sine vilkår og mod hele skabningen. Det er metafysisk, fordi det sætter sig op i mod menneskets og skabningens bestemmelse. Den metafysiske oprører protesterer imod de vilkår, han er underkastet som menneske. …den metafysiske oprører erklærer sig bedraget af livet" (s.28). Man hører i hvert eneste af ordene syndefaldsberetningen klinge med, d.v.s. hører en udfoldelse af, hvad synden og syndefald vil sige. Camus skriver: "I beretningen om Kain falder det første oprør sammen med den første forbrydelse. Oprørets historie, som den forløber i vore dage, er i betydelig højere grad historien om Kains børn end om Prometeus' lærlinge. Det er således først og fremmest Det gamle Testamentes Gud, som bringer oprørets energi til fuld udfoldelse" (s. 36). Sådan kan man også se bogen som en lang viderefortælling af syndefaldsberetningen, der ender i moderne tid, hvor det gudløse og hovmodige menneske er blevet gud i sit eget liv og nu vil genskabe paradiset igennem utopien. Oprøret ender i et brændende had til virkeligheden og til det konkrete menneske, og dermed ender det også i den logiske begrundelse af mordet, fordi virkeligheden og det konkrete historiske menneske slet ikke lader sig indpasse i utopien. Oprøret ender i nihilismen og i den moderne apokalyptiske vision om tilintetgørelsen af alt menneskeligt - udfoldet i udryddelseslejrene, den totale krig og de totalitære stater. Paradoksalt nok begrundes dette virkeliggjorte helvede af idealisterne meget ofte med en overmenneskelig kærlighed til menneskeheden, hvis man da ikke benægter og fortier med løgne og bagvaskelse: På side 30 skriver Camus: "Det menneskelige oprør ender som metafysisk revolution. Når Guds trone er omstyrtet, ser rebellen, at den retfærdighed, den orden, den enhed, som han forgæves har søgt blandt sine vilkår, påhviler det nu ham at skabe med sine egne hænder, så han på den måde kan retfærdiggøre Guds afsættelse. Der efter begynder den desperate kamp for at grundlægge menneskenes rige, om nødvendigt endog med ofre til forbrydelsen. Det vil ikke kunne lykkes uden frygtelige følger, af hvilke vi kun har set få."

Når uskylden skal retfærdiggøre sig
Camus vil forstå, på hvilken måde den totalitære tid er skyldig. På side 9 skriver han: "Man vil måske mene, at en tidsalder, der i løbet af halvtreds år har udryddet, undertrykt eller dræbt 70 millioner mennesker, bør fordømmes uden videre med det samme. Men forinden må man have forstået, hvorfor den er skyldig. I de enfoldige tider, da en tyran plyndrede og ødelagde byer for at øge sin berømmelse, da slaver drog ind i jublende byer, lænkede til sejrherrens vogn, da fjender blev kastet for de vilde dyr i hele folkets påsyn, kunne samvittigheden over for så åbenlyse forbrydelser tale et tydeligt sprog, og dømmekraften bevares. Men slave-lejrene under frihedens vajende banner, massakrer retfærdiggjort med henvisning til menneskekærlighed eller til overmennesketanken, sætter så at sige dømmekraften ud af funktion. Den dag, da forbrydelsen ifører sig uskyldens klædebon, stilles tingene på hovedet på en måde, som er ejendommelig for vor tid: Det bliver uskylden, som opfordres til at retfærdiggøre sig."

Ordene sammenfatter på en meget præcis måde noget særegent for den moderne tid. Det gælder den grundlæggende løgn, som den moderne idealisme og totalitarisme rummer i sin kerne. På spørgsmålet: Kan man virkelig opføre slavelejre under frihedens vajende banner, kan man udrydde millioner af mennesker eller forsvare, at det sker under henvisning til kærlighed til menneskeheden, lyder svaret: Ja, det kan man, hvis man er totalitær. Derudover kan man samtidig anklage de mennesker, som gør opmærksom på misforholdet og på løgnen, for at være egoistiske, reaktionære og fascistiske. Blot for at nævne et slående eksempel. For en hel del år siden var jeg inviteret med til et middagsselskab, hvor vi kom til at diskutere det daværende Sovjetunionen, som på det tidspunkt var under afvikling. Da jeg gav udtryk for, at Sovjetunionen var et gennemført ondt imperium, blev de fleste fornærmede og fremdrog alle de uretfærdigheder, som Vesten og kirken havde gjort sig skyldige i. Det var slet ikke det, som var diskussionens udgangspunkt, men de, som jeg diskuterede med, forlangte nu, at jeg skulle løfte bevisbyrden, d.v.s. bevise, at de vestlige lande og kirken var uden skyld. Samtidig bedyrede de, at det sovjetiske system var godt i sit udspring, fordi det var grundet på en idé om kærlighed til menneskeheden, på solidaritet og på lighed - kort sagt på socialismen. Jeg forstod, at jeg i deres øjne stod for noget reaktionært og ondt, mens de opfattede sig selv som selvopofrende og gode. For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg selvfølgelig medgav dem, at folk i Vesten selvfølgelig ikke var uskyldige, og at kirken var den mest skyldige, så sandt som den kristne kirke er en kirke af syndere. Jeg var under den kolde krig mig også pinligt bevidst, at den enkelte måtte vælge side til fordel for Vesten og friheden og imod totalitære galskab, selv om valget i yderste konsekvens indebar muligheden af død og undergang for et unævneligt antal mennesker. Jeg tror, at de fleste har oplevet sådan en diskussion, hvor man har skullet forsvare sig over mennesker, som selvgode og selvretfærdige kunne tale om kærligheden til menneskeheden samtidig med, at de undskyldte mord og undertrykkelse, fordi de i det skjulte foragtede det bestående samfund, virkeligheden og det konkrete menneske. Det kunne helt tage pusten fra en, når man på grund af almindelig moral og anstændighed endte med at blive anklaget for at være egoistisk og reaktionær. Jeg har mere end én gang undret mig over, hvor skamløst og gement de selvgode og selvretfærdige ideologer kan opføre sig under henvisning til tolerance og menneskekærlighed. Under alle omstændigheder har Camus fuldstændig ret i, at det idealistiske hykleri er noget særegent for den moderne tid, og at der er noget gement ved, at mennesker, som har deres rod der i hævdvunden moral og en gammel forestilling om ret, anstændighed og ansvar, skal til at retfærdiggøre, hvorfor de ikke tager del i religiøs dyrkelse af utopien og i de forblindede idealisters skamløse selvgodhed og selvros. Det ender altid i det forvrængede parallelunivers, hvor der vendes op og ned på tingene. Der er noget grotesk i, at den uskyldige, d.v.s. den uskyldige i henseende til ideologierne, skal retfærdiggøre sig over for mennesker, som forsvarer slavelejre og udryddelser. Det er og bliver noget særegent for moderne tid, at forbryderne pludselig bliver dommere. I en ældre tid, da moralen og retsopfattelsen var mere intakt, ville denne skamløse løgn aldrig have kunnet finde sted uden protest. Det gjaldt også i inkvisitionstiden, for selv ikke da kunne man undertrykke den evangeliske mulighed af, at Gud i evigheden vendte op og ned på for holdene ved at straffe inkvisitionsdommeren og oprejse de faldne og ofrene. Dengang vidste selv inkvisitionsdommeren fra Jesu forkyndelse, at Gud i evangeliet tugter farisæeren og tilgiver synderen, ligesom han støder de mægtige fra tronen for at oprejse det faldne menneske, som intet er i verdens øjne. Alt dette ændrer sig i den totalitære tidsalder, da staten og ideologien bliver alt, og hvor mennesket berøves muligheden for at få oprejsning i evigheden, fordi staten er blevet absolut og nu kræver alt af mennesket, også dets tro og samvittighed.

Det absurde, selvmordet og mordet
Hvad er så grunden til, at det kunne gå så galt i den moderne tid? Ja, Camus angiver selv nihilismen og tanken om, at tilværelsen i moderne tid er blevet absurd og meningsløs, som værende grunden. Dostojevskij har som bekendt formuleret følgende dictum: "Hvis Gud er død, er alt tilladt." Camus går et skridt videre og hævder, at Gud er død, og at verden og menneskelivet dermed er blevet absurd og meningsløst. Dersom der slet ikke er nogen skaber og Gud, som opretholder alt og giver livet mening og fylde, så er alt blevet vilkårligt, og spørgsmålet vil før eller siden rejse sig, om det ikke dybest set er ligegyldigt for det enkelte menneske, om det lever eller dør. Fornægtelsen af Gud fører nødvendigvis frem til, at menneskelivet mister mening, og at selvmordet pludselig bliver en legitim mulighed, fordi det nu er op til den enkelte at forlene sit liv med mening og indhold. Skulle den enkelte mene, at livet ikke er noget værd, ja, så kan den enkelte fornægte sig selv og tage sit eget liv. Der er fra Camus' side tale om en tidsdiagnose og en karakteristik af selve problemet og anstødsstenen i den moderne tid: Det absurde. Allerede i det filosofiske ungdomsværk Sisyfos-myten fra 1942 gør Camus sig til talsmand for, at livet grundlæggende set er absurd, og taler om den tætte forbindelse mellem det absurde og selvmordets mulighed. Det er ikke, fordi Camus på noget tidspunkt gør sig til fortaler for selvmordet. Han mener tværtimod, at den enkelte må finde modet til at se det absurde og meningsløsheden i øjnene. Det er, som om han i Oprøreren er blevet klar over, at ikke bare selvmordet eller selvfornægtelsen er blevet en legitim mulighed som følge af det absurde, men at også den ideologiske begrundelse for mordet er blevet legitim. Er tilværelsen grundlæggende absurd, så gives der hverken et for eller et mod mordet. Så har morderen hverken ret eller uret, og man kan lige så godt puste til ilden i krematorieovnene, som man vier sit liv til at pleje spedalske, som Camus skriver på side 11. Både ondskab og dyd bliver på den måde til lune eller tilfælde, som det hedder et andet sted. Det betyder, at den absolutte nihilisme, som ender med at legitimere selvmordet, hurtigt ender i det logisk udtænkte mord, men det går videre endnu. For denne mordets og selvmordets onde spiral ender i det kollektive mord og selvmord. Her nævner Camus som eksempel, hvad han kalder den hitlerske apokalypse anno 1945 (jf. Hitlers og topnazisternes sidste timer i bunkeren). Han skriver: "At tilintetgøre sig selv betød ikke noget for de forrykte mennesker, som forberedte deres død og apoteose i huler under jorden. Det væsentlige for dem var ikke at udslettes, men at trække alle med sig." "Selvmord og mord er her to sider af samme sag, nemlig af en ulyksalig ånd, der frem for lidelse under vilkårs begrænsning foretrækker den sorte ophidselse, hvori himmel og jord går under" (s. 13). Det særlige ved Hitler og der, hvor nihilismen for alvor eskalerer, er, at han på grund af sin fiasko som Fører ikke alene begår selvmord, men at han vil trække hele det tyske folk med sig i undergangen. For hvis ikke han kan over leve og sejre, så skal tyskerne heller ikke. Dette synspunkt er nihilismen ført ud i sin yderste konsekvens.

Det moralske oprør og kristendommen
Jeg mener, at Camus' overvejelser m.h.t. sammenhængen mellem det absurde, selvmordet og det logisk begrundede mord er meget præcise og konsekvente. Det er det moderne menneskes grundproblem, at tilværelsen er blevet absurd og meningsløs, fordi Gud fornægtes. Nu mener Camus så, at der gives et liv inden for det moderne og absurde, hvor moralen kan bevares intakt. For blot det forhold, at mennesket ytrer sig, tager stilling til sit liv og taler om det, betyder, at livet faktisk har en mening på trods af meningsløsheden. Hermed også sagt, at oprøret ifølge Camus har en positiv side, som er af grundlæggende moralsk karakter. Det er det moralske oprør, som opstår ved synet af uretfærdighed, menneskelig fornedrelse og uforståelige vilkår. I dette oprør gør den enkelte krav på en moralsk orden midt i kaos og på en enhed i hjertet, som Camus formulerer det. Enheden og den moralske orden bliver altså til rent øjeblikkeligt i menneskets møde med verden. Oprøret og indignationen over uretten føder enhed og orden. Egentlig er Camus selv forbilledet på den helt i gennem retskafne og hæderlige oprører, der af moralske grunde gør oprør mod uretten - i det konkrete tilfælde den uret, der bliver begået i totalitarismens navn. Man ville måske kunne sige, at det moralske oprør affødes af, at der er en lov, der kalder mennesket til ansvar for dets næste, hvis det da ikke var, fordi en sådan lov bliver tvivlsom i en verden, hvor alt er blevet absurd. Sådan ender Camus' tale om det absurde i en selvmodsigelse, som han er sig pinlig bevidst. Det er det nærmeste, som man når en bestemmelse af Camus' ståsted. Han er netop oprøreren, der for livets skyld gør oprør mod menneskeforagten, hykleriet og den totalitære idealisme. Han ser netop dette oprør som det oprindelige, hvorimod kristendommen forkynder, at det metafysiske oprør er det første. Samtidig finder Camus også hvile i kærligheden, som han kommer ind på i bogens afslutning. Her er der ikke tale om idealismens kærlighed til menneskeheden, men om kærligheden til det nære og konkrete daglige liv sammen med ens kæreste.

Det er klart, at Camus ender i en selvmodsigelse og i en blindgyde både argumentationsmæssigt og principielt, og at han udmærket godt selv er klar over det. Det er ifølge Camus netop absurditetens skæbne konstant at befinde sig i denne selvmodsigelse. I øvrigt er det den samme selvmodsigelse, som alle fortalerne for det absurde og for det postmoderne altid ender i. For man kan ikke på én gang hævde, at tilværelsen er absurd og meningsløs, og påstå, at der er noget, som trods alt giver tilværelsen mening, og som gør, at man kan hævde, at der er en moralsk orden. Man må vælge: Enten-eller. Enten er tilværelsen meningsløs og blottet for indhold, eller også er der en lov, som kalder mennesket til ansvar. Enten er der en absolut instans, der transcenderer tilværelsen og den menneskelige erfaring og giver livet mening, eller også er tilværelsen absurd og tilfældig. En tredje mulighed gives ikke. Bogen rejser af sig selv spørgsmålet om et valg, der lyder, at enten er tilværelsen absurd og meningsløs, og så er livet en sygdom til døden, eller også kan man tro på, at der er en Gud og skaber, der holder tilværelsen oppe og giver livet en mening og et indhold, som mennesket ikke selv kan give det. Enten er tilværelsen absurd, og så bliver selvmordet, mordet, idealismen og den absolutte nihilisme legitime muligheder, eller også må man bøje nakken og høre, at mennesket ikke er livets skaber og giver. Det er valget. Selvfølgelig kan man vælge Camus' standpunkt, men her er der tale om et fortvivlet valg på trods, hvor den enkelte konstant må vælge sig selv og ansvaret for at kunne overleve med moralen intakt i en verden, hvor alt er absurd og meningsløst. Således også med kærligheden, for ens nærmeste og kæreste bliver i lyset af det absurde til ligegyldige størrelser, som kun får betydning ved, at man har valgt at elske dem. Kærlighedens fordring udebliver og sammen med fordringen den kristne forståelse af Guds nåde og af, at livet, kærligheden og ens næste er gaver, som man kun kan modtage ufortjent i troen på syndernes forladelse. Hele forståelsen af, at livet og kærligheden ikke er noget, mennesket kan skabe, men at det kun kan modtage det i troen på Guds nåde og tilgivelse, er for Camus lukket land. Alligevel er det, som om Camus godt er klar over, at troen på Guds nåde er den eneste måde, hvorpå den latente oprørstrang og den hele tiden nærværende opstand mod livet kan bringes til ophør. Det er, som om han godt er klar over, at forkyndelsen af nåden og syndernes forladelse i Jesus Kristus er det eneste middel, der findes mod det absurde, tomheden og meningsløsheden. På side 38 skriver han: "Hver gang, oprørsråbet lød, blev billedet af den største lidelse stillet frem til beskuelse. Når Kristus havde gennemgået sådanne lidelser af egen fri vilje, var der ikke længere nogen lidelse, som var uretfærdig, alle lidelser var nødvendige. På den måde skyldes kristendommens bitre syn og dens berettigede pessimisme med hensyn til menneskehjertet, at almindelig uretfærdighed er lige så tilfredsstillende for mennesket som den totale retfærdighed. Ene og alene offeret af en uskyldig gud kunne retfærdiggøre uskyldens lange og universelle lidelse. Ene og alene tanken om, at Gud har udstået den frygteligste pine, kunne lindre menneskenes dødskamp. Hvis alt mellem himmel og jord uden undtagelse er prisgivet smerten, bliver en sælsom lykke mulig." Trods misforståelser og trods det forhold, at Camus forholder sig betragtende til kristendommen, så har han alligevel forstået noget grundlæggende m.h.t. den kristne forkyndelse, og hans egne løsnings forsøg er da også dybt prægede af kristendommen.

Vesten og nihilismen
En af grundene til, at bogen er så god, er, at Camus har blik for, hvad der er det moderne menneskes grundproblem, nemlig, at tilværelsen er blevet absurd og meningsløs, fordi Gud fornægtes. Han har blik for, hvilke uhyrlige konsekvenser denne tanke har fået særligt i de sidste hundrede år, da nihilismen og den totalitære tanke har virket som en ond og besættende magt i Vestens åndsliv, og hvordan den har fået de intellektuelle til at virke som hærgende horder, hvis mål har været at ødelægge selve udgangspunktet for den vestlige civilisation. Hermed også sagt, at jeg ikke giver så meget for den moderigtige og bohemeagtige dyrkelse af det absurde, som opstod blandt de intellektuelle i kølvandet af Camus' bøger. I denne umodne og overfladiske leg med det absurde afslørede de intellektuelle, at de slet ikke havde forstået situationens alvor. For den nihilistiske grundstemning, som stadig præger det vestlige åndsliv, er både farlig og ødelæggende. For ikke blot gør den det vestlige menneske forsvarsløst, men den bringer også selve udgangspunktet for vores civilisation i fare. Ikke desto mindre omfatter den nihilistiske grundstemning hele åndslivet, fordi det vestlige menneske bærer det absurde og nihilismen ved sin barm. Det gælder også i folkekirken, hvor en hel del præster taler om Gud, som om han allerede var afgået ved døden, og hvor menighederne mener, at midlet mod tidens onder består i gøgl, pjank og under holdning. Det hele er et vidnesbyrd om, at den mest åndløse form for tomhed og meningsløshed nu sætter dagsordenen. På den anden side har man vel lov til at fatte det håb, at både den nihilistiske og totalitære tanke trods alt er ved at miste pusten. Vi befinder os trods alt med Gulag og Auschwitz i erindring, og selv ikke den mest forblændede idealist kan længere benægte historien og virkeligheden. Hermed er der vel kommet en større erkendelse af, at ideologierne og utopierne er og bliver religionserstatninger, hvor mennesket forsøger at genskabe paradiset, men at disse forsøg altid har de frygteligste konsekvenser. Alt dette kunne lede frem til en alvorlig besindelse på den kristne forkyndelse og på det for hold, at livet uden kristendommen ender i det absurde. Ja, at kristendommen simpelthen stiller mennesket over for det afgørende valg mellem troen og det absurde. Sådan vil budskabet lyde til det moderne menneske, at det absurde har sin grund i menneskets hovmodige oprør mod Gud og i det forhold, at skabningen vil være sin egen Gud og skaber, og at mennesket for enden af denne vej kun finder tomheden og meningsløsheden. Måske er det et forfængeligt håb, at utopiernes tid er ovre, og måske befinder Vesten sig i lige så stor fare i dag som tidligere, men det eneste, som virkelig kan drive nihilismen og det absurde ud af menneskets hjerte, er jo kristendommen, og den tillader os, ja, den befaler os at fatte håb for fremtiden.

Note 1: Oprøreren (1951) af Albert Camus oversat fra fransk efter L'Homme Révolté. 3. udgave. Gyldendal. Viborg 1964.