Ved Hundredårsdagen

Af sk., Tidehverv, nr. 5, Maj, 2005, s.111-112.

I 1968 udgav K.E. Løgstrup bogen "Opgør med Kierkegaard". I bogens forord skrev han: "I mit opgør med Kierkegaard er jeg interesseret i hvad der er tendensen og konsekvensen i hans kristendomsforståelse, ikke i hvad han - også - har sagt. Undervejs har han sagt meget som han senere forlod, og meget som gik på tværs af de drivende motiver i hans tænken. Det ser jeg bort fra, det overlader jeg til dem der er forvisset om, at han er den eneste kirkefader og læser ham til deres egen opbyggelse. Jeg er interesseret i spørgsmålet: hvad er kristendom, kontroversielt forstået."

I 1994 blev bogen genudgivet, og 13.maj anmeldte Rudolph Arendt genudgivelsen i Kristeligt Dagblad. Han skrev bl.a.: " Hos Kierkegaard er den største kærlighedens gerning den at hjælpe det andet menneske til at elske Gud. Her er Løgstrup uenig. For ham er kærlighedens gerninger først og fremmest at hjælpe det andet menneske til livsudfoldelse. I stedet for som Kierkegaard at være optaget af sin evige salighed, bør man være optaget af næstens livsudfoldelse. Livsudfoldelse bliver næstens salighedssag. Forskellen i menneskers muligheder for livsudfoldelse fremhæves så stærkt hos Løgstrup, at et menneskes forhold til kristendommen bliver grundforskelligt alt efter, om det må resignere som ramt af skæbnen, eller det har kunnet bevare sin livsglæde uhindret af skæbnens ugunst. Kierkegaard hørte til den første slags mennesker, hvorfor hans opfattelse af kristendommen ikke kan gøres almengyldig.

Nu kan livsudfoldelse jo oversættes ved "velfærd", og det er da også blevet hævdet, at Løgstrups filosofi er velfærdsstatens filosofi. Det er nok en overdrivelse, men noget er der om det. Sammen med den stærke understregning af livsudfoldelsen eller velfærden hænger også Løgstrups fremhævelse af, at det ene menneskes velfærd afhænger af det andet. Mennesket har sin næstes lykke i sin hånd. Herfra er der ikke langt til at bringe det politiske ind og hævde, at det er samfundets opgave at hjælpe mennesker til velfærd og livsudfoldelse."

*

Denne anmeldelse kaldte nogle Løgstrup-disciple frem. Først Ole Jensen, som 17.maj mente, at Rudolph Arendts anmeldelse havde personlig baggrund. "Hvor har han hentet disse små sko fra? Hvis det er 40 år gammelt nag, han ikke kan styre, burde han have frabedt sig at anmelde bogen". For om bogens niveau var der ikke tvivl hos Ole Jensen. "Det er yderst prisværdigt, at Gyldendal har genoptrykt K.E. Løgstrups bog Opgør med Kierkegaard fra 1968. Der er tale om intet mindre end et hovedværk i dansk teologi."

21.maj var det Svend Andersen, der angreb Rudolph Arendts anmeldelse. Han anførte et citat fra Løgstrups bog om den "omkalfatrende lykke" og forargedes over, at Rudolph Arendt udlagde et sådant citat som udtryk for Velfærdsstatens ideologi. Og så skrev Svend Andersen: "Kontrasten mellem denne karakteristik og det anførte citat - som er repræsentativt for Løgstrups forståelse af skabelsestro fra først til sidst - er til at tage og føle på. Man må spørge Rudolph Arendt, hvad der får ham til at gengive en anden kristendomsopfattelse end Kierkegaards og hans egen på en så fortegnet måde. Jeg kan tænke mig to svar. Enten ved han ikke bedre; så burde han overveje at holde op med at anmelde. Eller han skriver mod bedre vidende; så burde han skamme sig."

*

Disse nærgående angreb på Rudolph Arendt besvarede Søren Nordentoft i en stor replik i Kristeligt Dagblad 27.maj, hvor han gjorde opmærksom på, at "en mand kan dårligt forsvare sig mod personlige angreb".

Og så skrev Søren Nordentoft om kombattanterne: "Det kan gøres kort: Arendt er altid saglig. Desuden har hans ord vægt, fordi han er grundfæstet i evangelisk-luthersk tradition og meget bredt orienteret i dens mange forgreninger. Det er hans angribere ikke. Og det er det springende punkt i sagen. De er Løgstrup-elever og dermed rodløse i henseende til hovedparten af kirkens og teologiens tradition.

Men tilbage til Arendts anmeldelse. Angriberne er givetvis ikke klar over, hvor vanskelig en opgave han har været sat på: at skulle skrive sagligt om noget så pinligt som Løgstrups gengivelse af Kierkegaards tanker og efterfølgende kritik af disse tanker. Enhver teologisk student ville være dumpet til embedseksamen, hvis han havde afleveret noget, der svarer til det, Løgstrup skriver.

Ole Jensen betegner ikke desto mindre Løgstrups bog som et hovedværk i dansk teologi og som yderst væsentlig. Det undrer mig faktisk lidt, hvordan han er i stand til det, eftersom han for ikke særligt længe siden betroede mig, at han - som Løgstrups elever generelt - ikke havde læst Kierkegaard - i hvert fald kun en passant.

Han beklagede i og for sig, at det forholdt sig sådan, og at en væsentlig kilde til teologisk inspiration dermed var lukket for dem. Løgstrups kritiske holdning havde imidlertid ført dette med sig i elevkredsen.

Men altså: uden at kende Kierkegaard er angriberne i stand til at vurdere om Arendts anmeldelse af en bog om Kierkegaard er saglig. Jeg vil foreslå dem at overveje sagen endnu en gang.

Løgstrups "Opgør med Kierkegaard" er imidlertid ikke sagligt. Det skyldes to forhold, dels et rent metodisk og dels et indholdsmæssigt, teologisk forhold.

Rent metodisk tænkte Løgstrup ganske enkelt ikke klart. Det ved enhver (forudsat at de selv kan tænke). Løgstrups styrke var en såkaldt fænomenologisk analyse af enkelttræk i den menneskelige tilværelse. Her har han betydet overordentligt meget for os studenter, og her ligger grunden til, at undertegnede sammen med så mange andre samledes om ham på Aarhus Universitet i hele studietiden. Siden har jeg sågar været undervisningsassistent hos ham i fire år (og bl.a. undervist Ole Jensen). Vi blev uden tvivl præget for resten af livet af Løgstrup og har faktisk altid fastholdt hans "grundanliggende", det anti-Kantiske, at et menneske ikke selv former tilværelsen, men indgår i noget givet.

Men når denne taknemmelighedsgæld er nævnt, må det også tilføjes, at da Løgstrup i de senere år i en lang række skrifter gik over til at opbygge sit metafysisk-teologiske system, meldte en dyb skuffelse sig, ikke mindst hos undertegnede, men også hos mange andre, der ikke havde undladt at lade sig inspirere af andre professorer m.v. ud over Løgstrup.

I systembygningen afslører det sig ubønhørligt, hvor uklart Løgstrup tænkte. Ubeviselige påstande, meget graverende selvmodsigelser og mistolkninger præger en overordentligt stor del af billedet.

Herover for står så Kierkegaard, som tænkte klart og altid holdt sagen fast uden vaklen. Løgstrup kunne simpelt hen ikke forstå ham, således at der blev tale om reel forståelse.

Denne konstatering vil naturligvis også blive kaldt uforskammet af Arendts angribere, men det anfægter mig ikke. Sandheden kan undertiden være barsk. Deraf følger ikke, at så skal den skjules. Jeg har studeret alle Løgstrups bøger meget nøje og har gentaget dette flere gange. Så jeg er sikker i min sag. Hvad folk, der ikke kan tænke, siger, bekymrer mig ikke.

Det er imidlertid ikke det metodiske problem om tankeklarhed eller ej, der er afgørende, når det skal bestemmes, hvorfor Løgstrup afviger fra Kierkegaard og derfor absolut vil angribe ham. Jeg har allerede nævnt, at Løgstrup mangler rod i den kristne, teologiske tradition, som den er udformet inden for den evangelisk-lutherske kirke. Kierkegaard derimod står i denne tradition. Han "gentager det fra Fædrene Nedarvede - om muligt på en inderligere Måde". Følgelig vil de ikke kunne mødes.

I Løgstrups system savnes alle de tre artikler i den kristne trosbekendelse. Der er kun helt udvaskede rester tilbage.

"Jeg tror på Gud Fader, den almægtige" omtolkes til, at der er en personlig magt i alle ting, men denne magt er til syvende og sidst lige så grusom, som den er god. Dette er en hedensk anskuelse, som fjerner muligheden for at tro på Gud, i hvert fald i dette ords ægte betydning: have tillid til Ham i alle ting. Derfor skubbes Faderen også til sidst ud i periferien til fordel for Jesus.

Jesus på sin side er altid kun "Jesus af Nazareth". Han er ikke Kristus, og derfor ikke inkarneret ved sin fødsel i julen. Han er heller ikke opstanden påskemorgen, så lidt som hans kors Langfredag soner nogens skyld. Tilbage bliver kun et idealt menneske, d.v.s. en morallærer og et forbillede: en, der realiserer de "suveræne livsytringer" uforvansket.

At der tillige hos Løgstrup tales om en forkyndelse, som Jesus bringer, nemlig en forkyndelse af syndernes forladelse, ændrer intet i dette billede. For Jesus taler "uden myndighed" og kan ikke give tilgivelsen gennemslagskraft her på jorden. Der gives kun en foreløbig uindfriet veksel på evigheden.

Hvad endelig den tredie trosartikel om Helligånden angår, mindes jeg ikke at have set den omtalt af Løgstrup, og skulle jeg huske fejl, spiller den i hvert fald ikke nogen rolle. I hovedsagen når mennesket frem til tro gennem visse fornuftsslutninger, der "lægger en religiøs tydning nær".

Denne Løgstrupske teologi vækker i mange måder mindelser om oplysningstiden og rationalismen. Også dengang blev kirkens budskab reduceret til de elementer, der faldt i tidens smag. Når man betænker dette, ser man også, hvor anderledes Løgstrup er orienteret end Kierkegaard, der gik imod strømmen. En forståelse mellem dem er på forhånd udelukket. Men mest af alt skyldes "striden" formentlig, at Løgstrup næppe selv var klar over, hvor langt han selv stod fra genuin kristendom. Han mente sig ude i en berettiget kamp mod fordrejninger af kristendommen, når han så sammenbidt kritiserede Kierkegaard.

Jeg vil slutte med den lidt vemodige konstatering, at verden åbenbart vil bedrages, og at heri er intet ændret. Nu har man sat to Løgstrup-elever Ole Jensen og Svend Andersen til at varetage uddannelse af danske præster. At en del teologiske kandidater er rodløse og usikre og interesserer sig en hel del for "hvad Tiden kræver" - for nu at tale med Kierkegaard - er nok på mange måder forståeligt, når man kender disse lærere.

sk.