Af Henrik Frost. Tidehverv, 2005, s.166-170). (Peter Fergo: Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager).

For efterhånden 2 år siden udkom bogen: "Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager", skrevet af præst og bisidder i tvangsfjernelsessager igennem snart 20 år Peter Fergo. Den har kun været omtalt meget lidt i de danske medier (note 1), selvom der er tale om en afgørende og uigendrivelig afsløring af et magtfuldkomment dansk socialsystem, der nærmest ubemærket år ud og år ind begår det ene overgreb efter det andet mod sagesløse familier. Bogen burde være pligtlæsning for enhver, der har med fjernelsesområdet at gøre. Det vil ikke mindst sige landets politikere og dommere, så de kunne få øjnene op for de børnemishandlende tilstande (note 2), der eksisterer på området. Selvfølgelig kunne man også opfordre landets psykologer og sagsbehandlere til at læse bogen, men da det er dem, der er den grundlæggende årsag til problemet, ville det ikke give megen mening (note 3). De ved allerede, hvad der foregår, så problemet er her et andet: overtroen på egne evner og eget fag, den manglende vilje til at lade sig retlede (note 4) og modviljen mod at solidarisere sig med det almindelige menneskeliv (note 5).

Bogens grundige dokumentation af familiens retsløse stilling over for systemet burde have ført til gennemgribende ændringer på fjernelsesområdet - især en alvorlig svækkelse af psykologernes magt og brug af de projektive test - men det er desværre ikke sket. Derfor den følgende omtale af bogen i et - sikkert ganske naivt - håb om, at en omtale vil føre til, at bogen nu vil blive læst.

Uvidenheden
Blev bogen læst, ville det fjerne en af de vigtigste årsager til, at det sociale system i Danmark - uden noget, der bare minder om en saglig begrundelse - har kunnet ødelægge familie efter familie. For de retsløse tilstande på fjernelsesområdet kan kun eksistere, så længe der fortsat ingen huller er i uvidenheden om, hvad der egentlig foregår. Og uvidenheden er stor.

For det første forestiller befolkningen sig ikke - undtaget den del, der ad de mærkværdigste kanaler er kommet i systemets søgelys og derfor brat er blevet revet ud af illusionen - at man kan blive trynet af socialforvaltningen, med mindre man dagligt gennemtæver sit barn eller begår grove seksuelle overgreb mod barnet. Som vi skal se, er virkeligheden en ganske anden.

For det andet har politikerne ikke gjort det nødvendige hjemmearbejde. De lader sig vejlede af de eksperter, der selv er en del af problemet, og ikke ganske overraskende mener eksperterne, at eksperterne gør et godt stykke arbejde (note 6), og politikerne gør sig derfor de samme tillidsfulde forestillinger om den danske tvangsfjernelsespraksis som befolkningen (note 7).

For det tredje har heller ikke landets dommere læst tilstrækkelig grundigt på lektien (note 8). De har ikke ulejliget sig med at sætte sig ind i den skøre verden af pseudovidenskabelige test og teorier, som danner baggrunden for de såkaldte psykologiske eksperterklæringer (note 9), der derfor af dommerne gennemgående tillægges afgørende vægt, når en sag langt om længe er nået til tops i ankesystemet (note 10). Derfor bliver domstolene heller ikke familiens sikring mod vilkårlige og ubegrundede overgreb, men reelt systemets forlængede arm.

Den udbredte uvidenhed skyldes ikke mindst det, Fergo kalder de "impressive billeder" (s.10-15+353). Det vil sige nyhedsmediernes dramatiske overskrifter, som uundgåeligt efterlader det faste indtryk hos læseren, at man i Danmark kun diskvalificerer forældre, der har udsat deres børn for meget grov og tydelig vanrøgt. Men dette billede stemmer slet ikke overens med virkeligheden, hvor vold og incest sjældent optræder som fjernelsesgrund. I en undersøgelse fra 1995 konstateres det, at "vold, incest og mishandling ses som en ringe eller næsten fraværende faktor blandt forældrenes problemer" (Fergo, s.16). Derimod spiller forskellige former for forsømmelser, der alle falder ind under det mildest talt flydende begreb omsorgssvigt, en afgørende rolle. Helt forsvarsløs bliver familien, når beskyldningen drejer sig om den psykiske eller usynlige omsorgssvigt.

"Så længe der ikke er så megen kritisk tænkning i befolkningen, eller i hvert fald i de for hele behandlersystemet ansvarlige, at de projektive tests bliver afvist … så længe vil vanrøgt, vold og svigt kun betinge få pct. af fjernelserne … I stedet vil der være tale om, at barnet er befundet at være "skrøbeligt", at være "jeg-svagt", at huse "angst bag facaden", at skulle "hjælpes til at få sin verden defineret", at være "uautentisk", have "lavt selvværd", være "understimuleret" eller "evasivt", have en "mangelfuld oplevelse af egne følelser", en "uselektiv kontakt", have "vanskelighed ved at definere sin egen identitet", være "idylliserende", have et "lavt forventningsniveau", være præget af "pseudotilstrækkelighed", have "manglende kontakt med sig selv", osv."

Og anklagen mod forældrene vil, så længe uvidenheden sætter dagsordenen, være, at de "er uden tilstrækkelig forældreevne", fordi der er fundet en "svag forsvarsstruktur", en "løs identitet", eller en "ringe oplevelse af positiv identitet", et "skrøbeligt integreret jeg", en "svagt udviklet personlighedskerne", en "rigid personlighedsstruktur", en "kompliceret drifts-forvaltning", et "utilpasset reaktionsmønster", en "dårligt udviklet jeg-figur", et "regressivt forsvar", "integrationsvanskeligheder", "selvusikkerhed", "affektisolering", "manglende jeg-følelse", "ujævnt funktionsniveau" o.l." (s. 354f).

Psykologernes magt
Begrebet omsorgssvigt kan spille så stor en rolle, fordi det optræder i §42 i lov om social service, som er den lov, der regulerer tvangsfjernelsesområdet. I paragraffen står, at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældrene kan skride til anbringelse uden for hjemmet, hvis der "er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge".

At der i samme paragraf tillige står, at der kun kan træffes en sådan afgørelse, "når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet", gør ikke familiens stilling mere sikker, da forvaltningens skøn stadig forbliver afgørende (note 11).

Begrebet omsorgssvigt spiller den væsentlige rolle, og derfor kommer psykologerne til at spille en lige så væsentlig rolle, fordi psykologerne af forvaltningen anvendes til at bevise forvaltningens mistanke om omsorgssvigt. Psykologerne sidder med en nærmest enerådende magt; familiens fremtid står og falder med psykologens erklæring.

Set fra forvaltningens side er det lykkeligt, at psykologerne inddrages. Det giver nemlig afgørelserne om tvangsfjernelse et videnskabeligt skær, og hvem tør i dag stille spørgsmål, når videnskaben har talt. Fergo kan da også citere (s.22) psykologen Bo Ertmann for følgende konklusion: "der er generelt substantiel begrundelse for de undersøgte tvangsfjernelser … udviklingen er gået i retning af at sikre indstillinger og beslutningsprocesser en fundamental objektiv og fornøden dokumentation". Som det vil fremgå, turde det være en sandhed med modifikationer (note 12).

Samarbejdet med psykologien giver tillige forvaltningen mulighed for på én gang at lægge ansvaret fra sig og at ty til magtanvendelse meget tidligt, og dermed undgår forvaltningen den risiko at komme på avisernes forside som den kommune, der i en ulykkelig sag ikke greb ind i tide. Udgangspunktet bliver af frygt for de store overskrifter: "hellere en tvangsfjernelse for meget end en for lidt". Af en eller anden grund - og mon ikke overskrifternes salgbarhed spiller ind her - mener man i mediedanmark, at det er mindre kynisk at hævde, at en tvangsfjernelse for meget er bedre end en tvangsfjernelse for lidt, end det er at hævde, at en tvangsfjernelse for lidt er bedre end en tvangsfjernelse for meget, selvom resultatet i begge tilfælde er lige tragisk.

Set fra psykologernes side er samarbejdet lige så lykkeligt. Ud over, at det giver et vist selvværd at kunne optræde som ekspert, så er tvangsfjernelsesområdet fast arbejde og en lukrativ forretning. I 2002 var 14.430 børn anbragt uden for hjemmet - heraf var 1307 tvangsanbringelser - og udgifterne til anbringelserne beløb sig til ca. 7,5 milliarder. En udeanbringelse koster 500.000 kroner eller mere om året (note 13). (Hvilke hjælpeforanstaltninger i familiens regi ville man ikke kunne sætte i værk for 500.000 kroner?). De store økonomiske interesser, der naturligvis opstår på et område med så mange bevillinger, sætter sig ganske konkrete spor i de psykologiske eksperterklæringer. På det områder viser psykologerne sig at være helt menneskelige; de er faktisk som alle andre dødelige i ikke ringe grad optaget af deres eget liv og velbefindende, og det viser sig derved, at de psykologiske eksperterklæringer meget ofte bekræfter socialforvaltningens mistanke (note 14). Og det har psykologerne mulighed for, fordi de inden undersøgelsen modtager sagens papirer, hvoraf det fremgår, hvilke mistanker forvaltningen har (s.355). I de mange tilfælde, hvor barnets tarv og psykologens økonomiske interesse kommer i konflikt, er barnet ilde stedt. Eller som højesteretssagfører og universitetslektor M. Stagetorn har udtrykt det: "hvis den af kommunen ansatte psykolog kom med en indstilling, som gik imod socialforvaltningen, er det jo ikke sikkert, at psykologen ville få flere sager" (note 15). Og at det ikke er en illegitim bekymring, fremgår af en fjernelsessag fra 1992, hvor sagsbehandleren i et journalark noterer, at der skal iværksættes en psykologisk undersøgelse af børnene og fortsætter: "Undersøgelsen må p.g.a. den korte tid ske ved en privatpraktiserende psykolog, hvor vi har gode erfaringer med G. S." (note 16).

Psykologernes magtfulde stilling har altså mange årsager: 1) samarbejdet mellem psykologien og forvaltningen drager begge parter stor nytte af. 2) Der stilles ikke spørgsmålstegn ved de psykologiske eksperterklæringer, fordi befolkningen, politikerne og dommerne lever i den illusion, at der er tale om kvalificeret arbejde. 3) Forvaltningen kan tvangsfjerne ved den mindste mistanke - og dermed sikre sig mod mediernes gabestok på familiens bekostning - og samtidig lægge ansvaret fra sig over på de psykologiske eksperter, som i øvrigt heller ikke løber nogen større risiko for at blive retsforfulgt, hvis det skulle komme frem, på hvilket pseudovidenskabeligt grundlag en skråsikker udtalelse er blevet til.

Den psykologiske pseudovidenskab
Som nævnt bruger forvaltningen den psykologiske ekspertise til at påvise omsorgssvigt. Til dette bruger psykologerne bl.a. de projektive test, og det er først og fremmest disse undersøgelser og deres resultater, der har Fergos interesse. Og det er ikke uden grund, at bogen koncentrerer sig om de projektive test, for der er her virkelig tale om det rene nonsens.

Der findes flere forskellige projektive test (note 17), men her vil det i første omgang komme til at handle om den såkaldte rorschach-test, der er meget anvendt. Rorschach-testen går ud på, at testpersonen efter tur skal tolke 10 standardiserede, men helt tilfældige blækklatter på et stykke papir. Offeret bliver bedt om at give udtryk for, hvad han synes, blækklatterne ligner, og på baggrund af svarene kan psykologen nu skrive sin videnskabelige erklæring, der afgør familiens fremtid (note 18), men ikke psykologens.

Teorien bag de projektive test er, at testpersonen projicerer sit psykiske indre ud i svarene. Med andre ord: når personen tror, han siger noget om billedet, så ved psykologen, at han i virkeligheden taler om sig selv, og med sin universitære ekspertviden er psykologen efterfølgende i stand til at oversætte svarene (note 19) og kan derfor udtale de mest afslørende og overraskende ting om testpersonen.

For almindelige mennesker (note 20) kunne det se ud til, at der var tale om det rene gætværk, og det er der da også, hvad Fergos bog bringer et utal af skræmmende eksempel på, og hvad mange psykologer erkender; helt præcist bringer bogen eksempler fra 205 sager, hvor projektive test er baggrunden for den fældende diagnose.

Med de projektive test er der tale om en pseudovidenskab, der i lødighed ligger på linie med "astrologi, numerologi og læsning i håndflader" (note 21). Fergo skriver (s.262) med en henvisning til en psykiatrisk fagbog: "Når det her anføres, at projektive tests reliabilitet på området neuroser og karakterafvigelser er 50%, er der med tal udsagt det, der med ord ville blive betegnet som gætteri".

Men den bedste måde at illustrere den videnskabelige galskab på er nok at citere psykologerne selv.

Sag nr. 85 drejer sig om en tvangsfjernet 7-årig dreng. Herunder følger først drengens bud på, hvad de 10 blækklatter i rorschach-testen ligner og derefter psykologens diagnose på baggrund af svarene:

Drengens bud:
"Tavle 1: En flagermus måske. Måske et uhyre med fødderne her. Et landkort måske.
Tavle 2: Det ligner noget, der slås med hinanden og slår blod på benet.
Tavle 3: Det ligner nok to mænner. Jeg får det dér til at ligne to spøgelser. Eller lyn.
Tavle 4: Det kan ligne sådan en stor mand med mange kræfter - han kan godt løbe meget hurtigt, det kan jeg se på de store fødder han har. Måske er det sådan en trold med hale. Måske et skræmmespøgelse, der gør sådan her Wuahh!.
Tavle 5: Det er en flagermus.
Tavle 6: Det ku ligne en jetjager med vingerne her og ild, som kommer ud dér, og så styrer man dér.
Tavle 7: Det ku ligne sådan en, der står sådan her (han drejer overkroppen). Det ku ligne en der danser, det er nok en dansedame. Måske en lille parkeringsplads.
Tavle 8: Det ku måske ligne sådan en raket, der har virkelig fart på. Det ku ligne et landkort med en togvej udenom og vand i midten, der er en krokodille i søen, så man skal passe på ikke at komme i nærheden af den.
Tavle 9: Det ligner også et landkort synes jeg.
Tavle 10: Det er sådan en krebs, der står med en hammer og slår en jetjager i stykker. De der ting udenom, det er de ting, den har slået i stykker".

Psykologens konklusioner på den baggrund:
"Flere fabulerende fortællinger med et angstpræget eller grotesk indhold - prøven viser, at det drejer sig om en dreng, der er inde i en alvorlig personlighedsmæssig fejludvikling af neurotisk karakter - hans oplevelsesmåde er præget af forsøg på at skabe meningsfulde helhedsopfattelser på en ambitiøs måde og på grundlag af positiv udfoldelsestrang - hans oplevelsesmåde har indimellem tendens til at kamme over i en urealistisk forarbejdningsmåde - hans forarbejdningsmåde er præget af en noget primitiv oplevelse af sig selv som almægtig - tegn på primær god begavelse og uudnyttede ressourcer - tegn på at han er i stand til at tilpasse sig gældende normer og oplevelsesmåder - tilpasning har i vid udstrækning karakter af peudokonformitet og skintilpasning - der er ikke dækning for tilpasningen i hans følelsesmæssige og intellektuelle funktionsmåde - han har interesse for og evne til at indleve sig i andre mennesker - det følelsesmæssige grundlag for indlevelsen i andre virker umodent og uudviklet - han bærer præg af megen angst - bruger en masse kræfter på at holde angsten i skak - der skal ikke så meget til, før der ses egentlige impulsgennembrud af angstpræget art - hans foretrukne forsvarsmekanisme er intellektualisering, idyllisering og benægten - hvis angstpræget bliver for stort, er forsvaret ikke særligt effektivt - prøver at opretholde en vis styring ved at holde affekterne tilbage - hans realitetsopfattelse er dårlig - usikker angstforvaltning - der ses tegn på en usikker kønsidentitet, hvor han har svært ved at forstå og identificere sig med det maskuline - han oplever det maskuline som dels farligt og voldeligt, og dels som dragende og magtfuldt - der ser ud til at være et angstfyldt billede af morfiguren, der opleves som destruktiv, farlig og kastrerende - morbilledet har et maskulint præg - morbilledet rummer truende og ødelæggende momenter - på den anden side ses der i morbilledet også tegn på stor afhængighed med parasitært indhold - det vil sige at relationen og tilknytningen til moderen kunne se ud til at bygge på gensidig udnyttelse med egen behovstilfredsstillelse som det primære mål".

Psykologens subjektive fantasidiagnostik taler for sig selv, og når psykologen bl.a. slår fast, at drengens foretrukne forsvarsmekanisme er intellektualisering, kunne man med rette spørge: hvem er det egentlig, der stiver sig selv af med en fagterminologisk ordvisdom? Og hvem er det egentlig, der projicerer hvad og hvorhen?

I øvrigt gennemgik drengen også en CAT- og en Sceno-test, og den endelige diagnosticering er endnu værre end den her gengivne (s.35+263+305ff.).

Om samme dreng skriver en speciallæge i psykiatri i en alternativ erklæring: "en psykisk og adfærdsmæssigt normal dreng … en velfungerende dreng, der ikke fejler noget". Og en børnepsykiater beskriver ham bl.a. med følgende ord: "svarede adækvat og alderssvarende på spørgsmål … jeg har ikke opfattelsen af, at han har en behandlingskrævende psykisk lidelse, samtalen afdækker intet som bekymrer, han blev oplevet som en sød dreng, der legede stille for sig selv, var ikke særligt genert, svarede på de få spørgsmål, der blev stillet".

Det er en gennemgående og velunderbygget pointe hos Fergo, at socialforvaltningens psykologiske erklæringer gør det normale til noget patologisk og dermed suspekt. Således optræder f.eks. det psykiske datum "angst" i 91% af sagerne, men sætter man sig ind i psykologiens egen lære om normalangsten (den angst, der nu engang hører menneskelivet til) og den patologiske angst (den sygelige angst), må man med Fergo konkludere (s.275): "Den angst, der er tale om i disse fjernelsessagers akter, er blot normalangsten. Den burde følgelig ikke anføres. Men den anføres som om der var tale om et patologisk eller behandlingskrævende træk".

Der er endnu meget tankevækkende stof i bogen, som burde nævnes, men jeg vil stoppe her med den enkle anbefaling: læs bogen!

Peter Fergo
"Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager"
ISBN: 87-988559-1-3
363 sider
Wydawnictwo "Gutenberga", 2003.

Note 1: Tre omtaler er, hvad jeg har kunnet grave frem. En i Jyllandsposten (3/8/2003) ved Niels Lillelund, en i Kristeligt Dagblad (18/8/2003) ved Kamilla Walsøes og endelig en anmeldelse i Politiken (20.9/2003) ved tidligere formand for Børneråddet Per Schultz Jørgensen, men den var så underlødig og perfid, at den faktisk ikke burde regnes med i en statistik over saglige omtaler.

Note 2: Vil man forsikre sig om, at børnene betaler en høj pris, kan man læse Fergos artikel "En børnemishandler", der handler om socialdemokrat og formand for Børn og Unge Udvalget i København Leif Devald (Tidehverv, 1988, s.83-85). Leif Devald, der altså sad i det udvalg, hvor afgørelser om tvangsfjernelser træffes, har bl.a. udtalt: "Vi ved ikke om vort system får fat i de rigtige børn eller de rigtige familier".

Note 3: Jeg skal med det samme gøre opmærksom på, at der også eksisterer fornuftige psykologer, som er lydhøre over for saglig kritik og selv fremfører den. I fjernelsessammenhæng er jeg således stødt på fornuftige indlæg af psykologerne Verner Overø og Søren Friis Smith.

Note 4: I sin anmeldelse ikke så meget som antyder Per Schultz Jørgensen et gran af anfægtelse efter at have læst Fergos bog. Fergo er bare fordomsfuld, uvidenskabelig og har intet metodekendskab. For har Karl Popper måske ikke engang selv sagt, at man skal lade sig afkræfte og komme fordommene til livs?

Note 5: Dansk Psykolog Forenings næstformand Gunnar Hovgesen har udtalt som svar på Verner Overøs kritik af psykologernes rolle i fjernelsessager: "Hvad et godt barneliv er, har psykologerne ifølge deres uddannelse og erfaringer særlige forudsætninger for at vurdere. Netop derfor er det en psykologopgave at påvirke samfundets bevidsthed og pligtfølelse for opdragelsen af den kommende generation - og også gå ind i de vanskelige beslutninger, når tingene går skævt" (Psykolog Nyt, 2003, nr. 22, s.25).

Note 6: Således svarede socialminister Henriette Kjær på et kritisk §20-spørgsmål om de projektive test følgende: "Det er helt afgørende, at vi kan stole på det grundlag, som lægges til grund i sager og afgørelser om tvangsfjernelse af børn ... Det er derfor også vigtigt, at vi er opmærksomme på området og også forholder os kritisk over for allerede etablerede metoder og redskaber ... Jeg har spurgt Dansk Psykologforening om brugen af disse test, og de har oplyst, at der udføres omfattende standardiseringsprocedurer, inden en test frigives til markedet, og en lang række test er på dette grundlag anerkendt i meget brede psykologkredse. Herudover er hver enkelt test ledsaget af en omfattende vejledning, der fortæller, hvordan testen skal udføres, scores og tolkes. Jeg har derudover spurgt Psykolognævnet, som behandler klager over autoriserede psykologers virksomhed, herunder også i tvangsfjernelsessager, hvad deres erfaringer med personlighedstest er. Psykolognævnet har oplyst mig om, at de i de klagesager, som de har set, og hvor der har været benyttet anerkendte, standardiserede test, ikke har fundet anledning til at udpege dette som et problem i psykologernes virksomhed. Jeg vil derfor ikke foretage mig noget på nuværende tidspunkt" (Folketinget, 17/12/2003).

Note 7: Villy Søvndal har som svar på kritikken af psykologernes heksekunster (de projektive tests) udtalt: "Disse her sager er så vanskelige, at vi ikke kan tillade os at afskrive nogen form for viden, vi kan tilegne os" (Jyllands Posten 3/8/2003). Ja, sproget er taknemmeligt, her gøres de resultater, den pseudovidenskabelige heksekunst frembringer, med et snuptag til god og brugbar viden. Helge Adam Møller har udtalt: "700 tvangsfjernede børn om året er ikke én for meget. Snarere alt for få." (BT, 12/2/92). Poul Nødgaard har udtalt til samme avis: "Jeg løber ikke med på den vogn, at man tvangsfjerner på samlebånd. Sådanne påstande er frygtelige at høre på".

Note 8: For en grundigere gennemgang af problemet henvises til Fergos artikel "Dommerne - behandlersystemets forlængede arm" (Tidehverv, 1996, s.44-48).

Note 9: I bogen nævner Fergo (s.265+304) et tankevækkende eksempel: en dommer kan i den psykologiske eksperterklæring læse, at barnet enten er bange for sin mor, eller at moderen gør noget, han er bange for. Hvad dommeren ikke ved, er, at denne familieødelæggende dom er fældet, fordi drengen i en rorschach-test mente, at en blækklat på et stykke papir lignede en stol. Havde dommeren vidst det, havde han måske tillagt erklæringen mindre værdi. Eksemplet er blot ét blandt mange i bogen.

Note 10: "Ofte citeres dele af den psykologiske erklærings spåkoneresultater ordret i Børn og Unge Udvalgets beslutningsprotokol. De er også autoritet for Ankestyrelsen, der står f.eks. ... "Ankestyrelsen har ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på den psykologiske undersøgelse". I Landsrettens domsudskrifter refereres i sagsfremstillingen de psykologiske erklæringers projektive fantasidiagnostik fyldigt" (s.265).

Note 11: I artiklen "Kommunen har altid ret", Kristl. Dagbl. 27/08/2003 udtaler en mor, hvis børn er blevet tvangsfjernet: "Kommunen siger, at jeg ikke kan samarbejde, og derfor kan jeg ikke få mine børn". At kommunen er den samarbejdsuvillige er utænkeligt. Jeg kom til at tænke på Mikkel Plums beretning om en oplevelse på Tvind: "En gang ... holdt vi elever en aften et hyggeligt gilde i fællessalen ... næste dag blev gildet af lærerne taget op på fællesmødet til kritisk analyse. Jeg sagde, at jeg syntes det havde været en skide sjov fest. Vores lærer på Tvind røg op af stolen og krævede, at jeg "tog stilling til", at det var en "dødhamrende borgerlig" og "farlig" måde at holde fest på" (Bombardér hovedkvarteret, s.248). At tage stilling på Tvind betød altså at samtykke. At samarbejde med socialforvaltningen betyder på samme måde at indordne sig og acceptere deres tvangsindgreb.

Note 12: Fergos bog er en lang tilbagevisning af denne påstand. Han skriver indledningsvis: "nærværende undersøgelse vil vise at en betragtelig det af de tvangsmæssige udeanbringelser er uretmæssige. Den vil påpege én af hovedårsagerne hertil, nemlig netop forvaltningens brug af "den psykologiske faggruppe"" (s.22).

Note 13: Beregninger viser, at udgifterne til anbringelser i år 2010 vil være på 20-25 milliarder kroner, hvis antallet af anbringelser fortsat stiger i takt med, at der kommer flere børn og unge mellem 12 og 17 år (kilde: Kristeligt Dagblad, 27/08/2003).

Note 14: I de 209 sager, som Peter Fergo fremlægger i sin bog, gælder det for dem alle, at den psykologiske erklæring støtter forvaltningens indstilling. (s.250+355).

Note 15: Jyllands Posten 18/7/1990.

Note 16: Fergo skriver i en kommentar til denne sag: "G. S. kender jeg fra adskillige fjernelsessager ... Han måtte ved en bestemt lejlighed offentligt give oplysninger om sin årsindtægt. Den var knapt 1.200.000 kr., så de gode erfaringer er utvivlsomt gensidige". Fergo kan desuden oplyse, at psykologen Sine Diemar - der var hoveddrivkraften i den ulykkelige Roum-sag, hvor 7 voksne (inkl. moderen) i første omgang blev kendt skyldige i grove seksuelle overgreb mod to børn, og hvor en bedstemor begik selvmord drevet af skam og fortvivlelse - samlet kunne udskrive regninger på over 160.000 kr. til det offentlige. De dømte blev siden frifundet pga. advokat Mogens Tanges ihærdige indsats og afsløring af Diemar, (Tidehverv, 1996, s.47).

Note 17: Lüscher-testen, der beder testpersonen rangordne 8 forskellige farver og ud fra disse valg kortlægger den sjælelige tilstand. Baum-testen, som tager udgangspunkt i testpersonens tegning af et træ og nu kan udtale sig om alt personen vedrørende. CAT-testen (kun til børn, for voksne bruges en TAT-test), som beder probanden udtale sig om 10 billeder med dyr hovedsagelig i menneskelige roller, hvorefter psykologen igen ved alt om personen. Sceno-testen (kun til børn), som går ud på, at barnet under observation af psykologen skal lege med et stort antal legetøjsfigurer, hvorefter alt vedrørende barnet står klart for psykologen. Fergo fremlægger i bogens afsnit E (s.299-334) råmaterialet fra 36 konkrete "projektive" sager, og den ene sag er mere utrolig end den anden.

Note 18: Godt nok er kritikken af de projektive test efterhånden så massiv, at man har forsøgt at sikre familien ved at forbyde, at de projektive test alene kan begrunde en tvangsfjernelse, men som Fergo gør opmærksom på: "det er ikke noget argument, at disse tests i en undersøgelse af personen ikke står alene, for det er gennemgående i alle sager, at den alvorligste diagnosticering med de mest belastende konstateringer falder i den projektive testning. Her slår psykologen sin fantasi løs til omfattende ugunst for den undersøgte" (Berlingske Tidende 11/08/2003).

Note 19: Rorschach-testens fortolkningsteorie gengives s.264. Det fremgår her, at testens resultater ene og alene beror på psykologens subjektive skøn. Testen er aldrig blevet videnskabeligt bevist, tværtimod har "undersøgelser af testens reliabilitet og validitet ... kun vist dens falskhed" (s.264).

Note 20: Formanden i 2003 for Dansk Psykologforening, Roal Ulrichsen, forstår godt, hvis almindelige mennesker har svært ved at gennemskue de projektive tests. Og så fortsætter han: "Og det er afgørende, at de udføres af en kvalificeret psykolog, der har erfaring i at arbejde med netop disse metoder. Men grundlæggende tror vi på, at de projektive tests er nødvendige, når vi skal have svar på nogle ting, man ikke kan spørge om". (Jyllands Posten 3/8/2003).

Note 21: Jyllands Posten 3/8/2003.