Grænsen for Folketingets kompetence

Af Bernard Karawatzki, Tidehverv, nr.2, februar, årg. 58, 1984, s.26-27.

En advarsel til befolkningen
Det er mærkeligt, hvor passivt pressen og andre massemedier (undtagen "Jyllands-Posten") forholder sig til Venstresocialisternes forslag i Folketinget (af 12. oktober 1983) vedrørende afskaffelse af den såkaldte revselsesret. Hvis dette forslag bliver vedtaget, betyder det jo, at Folketinget griber direkte ind i forældrenes ret til at opdrage deres børn, et familieanliggende, der vedkommer ingen andre end familiens medlemmer.

Det er fortvivlende, at et flertal i Folketinget allerede har godkendt forslaget og derved lagt grundlaget for en omdannelse af det frie danske demokratiske samfund til en totalitær stat. Jeg har en uhyggelig fremtidsvision: En fåreflok, der føres til slagtning.

Denne alvorlige sag har nogle aspekter, som majoriteten i Folketinget måske slet ikke har taget i betragtning, og jeg håber meget på, at en engageret debat i og udenfor Folketinget vil føre til, at dette ildevarslende lovforslag bliver skarpt fordømt og forkastet.

Venstresocialisternes hykleri
Partiet V.S. har aldrig lagt skjul på, at dets mål er det eksisterende samfunds ødelæggelse og indførelse af en ny samfundsorden ved hjælp af proletariatets diktatur. Venstresocialisternes kongres bekræftede fornylig, at i tilfælde af magtovertagelse agter venstresocialisterne at afskaffe samtlige borgerlige rettigheder, som de dog i øjeblikket udnytter med stor dygtighed. Det er netop partiet V.S., som ophidser BZ-ernetil had, vold og lovovertrædelser. Derfor virker venstresocialisternes bekymring for de børn, som i hjemmet får et klask bagi, meget mistænkeligt. V.S.-ernes hykleri minder mig uhyggeligt om kammerat Stalin, som udnævnte sig selv til at være samtlige sovjetiske børns fader og beskytter samtidig med, at han udryddede mange millioner voksne mennesker. De voksne ofre vækker - mærkeligt nok - aldrig nogen sympati hos venstresocialisterne. Dette parti opdeler samfundet i to ulige grupper: Sine egne få tilhængere og resten af befolkningen - majoriteten - som bør behandles med de midler, som V.S. finder nødvendige i enhver given situation.

I forbindelse med dette konkrete forslag i Folketinget spiller V.S. mesterligt på den i befolkningen desværre meget udbredte tendens til at benytte intetsigende fraser, såsom "Det er noget skidt at slå hinanden"; de spiller på den omsiggribende pladderhumanisme, som har slået stærke rødder i det danske samfund. Læg venligst mærke til, at sagen slet ikke drejer sig om børnemishandling, idet samfundet allerede har tilstrækkelige midler til at gribe ind og straffe den slags forbrydelser. Det drejer sig derimod om at svække familien, at ændre samfundet i retning af kollektivismen, denne totalitære styreform, som passer udmærket ind i V.S.er-nes fremtidsvisioner. Det er ikke svært at gennemskue, hvis man tænker efter, men det ser ud, som om mange folketingsmedlemmer kun har lært at tænke i tal og priser.

Man har ikke lov til i et demokratisk samfund at sige til V.S.-erne: "Hold jeres mund!", men man har heldigvis endnu midler til at standse en samfundsødelæggende virksomhed, som visse mennesker ønsker at gennemføre i Danmark ved hjælp af demokratiet.

Hvor langt må Folketinget gå?
Det burde ikke være nogen tilskyndelse for Folketingets medlemmer, at Sverige og Finland allerede har indført forbud imod revselsesretten. Det burde være en advarsel.

Alle, der blev valgt ind i Folketinget, burde vide, at man kan skalte og valte med alle mulige love, men man kan ikke lovgive eller forandre for moral og etik. Folketingets opgave er at forandre menneskets omgivelser (samfundet), men aldrig det enkelte menneske eller familien, som er samfundets grundsten. Folketinget bliver ikke valgt for at gøre os eller vores børn lykkelige. Folketinget kan ikke gøre vore børn lydige, det kan ikke forhindre dem i at trodse de voksnes forbud. Det er os, - og kun os, - forældre, som kan klare disse problemer. Vi, de voksne mennesker, med frihed og ansvar for vore gerninger, må have ret til at bestemme over vore børns opdragelse og fremtid. Venstresocialisternes forslag strider imod den enkeltes lov til at leve efter eget ønske - uden offentlige organers indblanding. Folketinget er ikke opfundet til at udarbejde en detailleret lovgivning om opdragelsesmetoder. De eviggyldige moralske normer blev nedskrevet i form af De Ti Bud for længe siden, og de er tilstrækkelige for os, de enkelte mennesker. Folketingets arbejde bør kun være tilbehør til og indrettet efter disse Ti Bud. Hver gang Folketinget forsøger at pille ved disse moral-ske normer, er det et skridt henimod samfundets svækkelse, demoralisering og destruktion.

Hvad skal man gøre?
Et forbud imod revselsesretten kommer til at betyde, at tusinder af familier bliver ødelagt. Det kommer til at betyde, at mange mennesker vil opleve tragedier som selve Folketinget er i gang med at forberede. Det kommer til at betyde, at ligegyldigheden vil brede sig i samfundet. I alle de lande, hvor ansvaret tages fra det enkelte menneske, vokser der en generation op, hvis livsmotto er: "Hvad rager det mig!"

Der er nogle, som føler sig fristet til at sende venstresocialisternes forslag til folkeafstemning, men efter min mening vil heller ikke dette være til megen nytte. Meningsmålings-analyserne viser ganske vist tydeligt, at et flertal i befolkningen - hele 80% - ønsker revselsesretten bevaret, men heller ikke dette er afgørende.

Folketinget bør kvæle dette lovforslag i fødslen
Det er ikke midler, det er princippet, det gælder. To ting bør Folketinget gøre som supplement:

1) Beskytte familielivet så godt som muligt for i fremtiden at forhindre alle mulige forsøg fra det offentliges side på at blande sig i befolkningens privatliv.

2) Sikre familielivets økonomiske grundlag, støtte børnerige familier og enlige forsørgere økonomisk og på denne måde forebygge skænderier og tragedier i familielivet på grund at dårlige økonomiske forhold. Dette er netop samfundets og Folketingets vigtigste opgaver, og der bør handles hurtigt, effektivt, klogt og humant.

En revselse kan få stor betydning
Jeg er en klar tilhænger af revselsesretten. Jeg behøver ikke at bruge den, men jeg vil gerne forbeholde mig lov til at klapse mit barn, som jeg elsker, hvis det viser sig, at alle overtalelsesmuligheder ikke virker. Og for en sådan handling vil jeg have lov til at stå til ansvar for min egen samvittighed, men aldrig over for offentligt ansatte.

Som en elleveårig dreng blev jeg slået med en rem af min mor. Det var den eneste gang i mit liv, at min mor tog dette opdragelsesmiddel i brug. Det skete få minutter efter at hun blev klar over, at jeg var medlem af en ungdomsbande, og at jeg var begyndt at stjæle ting og penge. Min mor slog mig ubønhørligt i det meste af et kvarters tid. Jeg skreg, men vidste udmærket, at det var en straf for noget jeg selv var skyld i. Aldrig i mit liv har jeg bebrejdet min mor for denne hændelse, som i det moderne sprog kaldes for "børnemishand-ling". Et par hundrede slag, som jeg dengang fik, viste sig at være nok til at standse min kriminelle løbebane. Hvem ellers kunne have hjulpet mig dengang? Samfundet? Næppe. Samfundet bekymrede sig ikke om min skæbne. Det nøjedes med at sprede smukke slagord om humanisme og socialisme på alle gadehjørner. Kun min mor og hendes reaktion kan jeg takke for, at den dag i dag tager jeg det 8. bud dybt alvorligt - "du må ikke stjæle". Som voksen har jeg takket min mor for dette. Og hendes kærlighed, som ikke blev spor mindre på grund af mit fejltrin, bevarer jeg i mit hjerte for resten af livet.