Når fornuften bliver from

Af Johs. Horstmann, Tidehverv, nr. 1, januar, 1985, s.8-11.

Den Løgstrupske metafysiks selvafsløring som skabelsesfornægtende gnosis

Som bekendt regner Martin Luther ikke fornuften for kompetent i troens anliggender. Han kan, hvor det gælder disse, tale om "die Hure Vernunft", og han mener, at "ingen bliver teolog, hvis han ikke bliver det uden Aristoteles". I Romerbrevskommentaren kan han sige, at han er Gud den lydighed skyldig at stride imod filosofien og formane til brug af den hellige skrift, og han vil, at filosofiske studier ikke skal drives af nogen anden grund end den at forkaste dem alle eller i det mindste ved dem at lære de menneskers måde at tale på, som man nødvendigvis må omgås. "Det er nemlig på tide", siger Luther med den for ham afgørende begrundelse, "at vi beskæftiger os med andre studier og lærer at kende Jesus Kristus og ham korsfæstet".

Det er luftninger fra en anden ånd end Luthers, der blæser læseren i møde i Løgstrups store værk "Metafysik I-IV", som nu foreligger komplet med den posthume udgivelse af det tredje bind - det fjerde i udsendelsesrækkefølgen. Selve det at filosofere har for Løgstrup en helt anden vægt, end det har og kan have hos Luther. Filosofien skal nu ikke være et i sig selv betydningsløst sprogstudium for et indholds skyld, der ikke er filosofi, men den skal udføre en gerning, som er af væsentlig betydning for den kristne forkyndelses mulighed for at blive forstået af nutidens mennesker. Den skal selv være en slags præparatio evangelica. Det sidst udkomne bind ligner alle de foregående deri, at det består af endeløse rækker af filosofiske udredninger, som forfatteren af dem uden tvivl har fundet megen morskab ved, men som på andre nok kan virke ret så trættende, især når det ikke er indlysende, hvad nytte disse udredninger er til. Udredningerne er naturligvis ikke i sig selv ubehagelige for dem, der kan følge Løgstrups tankegang og har tålmodighed til at gøre det - og hvorfor skulle man ikke med glæde anerkende Løgstrups store evner, hvor det gælder at forfatte subtile udredninger? Det ubehagelige er alene det, som Løgstrup vil bruge udredningerne til, nemlig at gøre forståelsen af menneskets liv som skabt acceptabelt for det moderne menneske, der ifølge Løgstrup er bestemt af en irreligiøs ontologi, hvori der ingen plads er eller kan være for en forståelse af menneskelivet som skabt.

Allerede i disputatsen fra 1942 "Den erkendelsestheoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og theologien" ser Løgstrup det problem, som består i skabelsestroens bortfald, fremkaldt af den moderne naturvidenskabs udvikling og den dermed sammenhørende irreligiøse ontologi. Han når her frem til, at et minimum af naturlig gudserkendelse - at der er en skaber til, der har skabt menneskets liv, og at dette liv i sig selv er noget bestemt og endegyldigt - må fastholdes af theologien "ikke af apologetiske grunde, men for at klare forskellen i grundforudsætningen mellem en moderne profan livsforståelse og den jødisk-kristne tros livsforståelse". Den gang kunne man læse dette, som om Løgstrup dermed ville sige nogenlunde det samme, som Luther udtrykker med sin tale om, at mennesket har enten Gud eller afgud, og at det ikke er muligt for det at undfly Gud, og at det således også udenfor troen har en viden om, at Gud er til, en cognitio legalis dei, en gudserkendelse med lovens fortegn, altså en naturlig gudserkendelse, der er idel anklage og dom. Men efter at det nu er blevet tydeligt, at Løgstrup mener, at mennesket med sin fornuft og frit vælgende tilværelsestydning kan og skal holde sig selv fast ved forståelsen af sin verden som skabt, er en sådan forveksling ikke længere mulig. Fornuften er for Løgstrup kompetent, hvor det gælder spørgsmålet om troen i betydning af en skabelsestro, der ikke bare er anklage og dom. Den moderne irreligiøsitet er i hans bedømmelse så mægtig, at fornuften og filosofien må tages til hjælp for at bryde dens magt over menneskene, gudsordets prædiken og troen er for svage til selv at kunne gøre det stykke arbejde. Men selv om Løgstrup lægger stor vægt på, at sandheden bliver til i historien og derfor ikke behøver at have været sandhed i den fortid, der gik forud for dens tilblivelse (Ophav og omgivelse p. 167) - hvordan dette interessante om sandhedens opståen så iøvrigt skal forstås, og hvordan man skal få bedømt, at det er sandheden, der er opstået, og ikke snarere løgnen om sandheden - så er det ved tænkningens hjælp at søge tilvejebragt muligheden for troen på kristendommen i en irreligiøs tidsalder som sandhed betragtet nok endnu ikke blevet til. Man kan så gisne om, hvad årsagen til denne sandhedens forsinkelse kan være, men i hvert fald i vor generations levetid bliver det nødvendigt, at den finder sig i stadig at være usandhed. Desuden er der fare for, at det kommer til at gå ud over den fornuft, der påtager sig det projekterede arbejde. Den fornuft, der bliver from og religiøs ved at sætte sig den opgave for, som Løgstrup gør, kan let miste sansen for virkeligheden i og med, at den tror, at den kan beherske den så meget, at den kan befri mennesket fra de dilemmaer, som dets egen existens anbringer det i. Den fromme fornuft får sandelig så travlt med at skaffe forudsætninger til veje for skabelsestroen, at man nok kan blive lidt bekymret for, at den megen travlhed med de mange ting kan komme til at blive en væsentlig hindring for, at der kan blive tid til overs for det ene fornødne selv at være opmærksom på skabelsens virkelighed, og at det derfor heller ikke bliver den, men noget ganske andet, det tvivlende og irreligiøse menneske kommer til at stå overfor, når fornuften har gjort sit arbejde. Der skal andet og mere til for at komme til skabelsestroen end fornuftens religiøse tydning af menneskets verden. Den, der kan tyde tilværelsen religiøst, eller også kan lade være med at gøre det - altså den, der har den frie vilje i behold i sit forhold til virkeligheden - han står i hvert fald ikke overfor Gud og står derfor heller ikke overfor skabelsens virkelighed, men kun overfor sin egen perversion af den. Han er hildet i selvbedragets fantasteri.

Løgstrup vil tage den moderne irreligiøsitet alvorligt ved at respektere dens styrke. Men han ser ikke, at han, idet han taler på denne måde, røber sit eget fangenskab under den, og at hans stræben efter ved filosofiens hjælp at komme fri af det selv er en ytring af fangenskabet. Man kommer ikke godt fra at ville disputere med djævelen med sin fornuft. Hvor irreligiøsiteten - lad mig hellere sige vantroen - har taget skabelsestroen bort, der skal der andet og mere end filosofi og metafysik til for at bringe den tilbage - ikke engang fire bind metafysik er her tilstrækkeligt! Der skal det til, at den djævel, der driver sit spil der, hvor troen forsvinder, "han har dog få't sin dom, da Krist til jorden kom, et ord ham nu kan fælde". Hvor dette høres, der kan der tales sandt om menneskets liv som skabt. Hvor det ikke høres, der er det ikke skabelsen, der tales om, selv om man aldrig så meget tyder menneskelivet religiøst, for denne tale om skabelsen kan aldrig blive andet end en fornægtelse af skabelsen i skabelsens navn.

Resultatet af bestræbelsen for en religiøs tydning af menneskets tilværelse bliver da, at den fornuft, som ellers i sit arbejde er hørende og konstaterende, nødes til nu at blive skabende. Den fornuft, der tyder tilværelsen religiøst, skaber selv menneskets virkelighed ved sit valg af religiøsitetens forståelse. Dette er vel ikke, hvad Løgstrup siger, endnu mindre, hvad han bevidst vil; men det er, hvad han kommer til at gøre. Når fornuften suverænt kan vælge mellem to hinanden modsatte forståelser af tilværelsen, så er der intet, der kan hindre den i at mene, at det er den selv, der skaber forståelsen af tilværelsen som skabt. Hvem eller hvad skulle vel kunne hindre den i det? Og den religiøse tilværelsestydning bliver derved blot til en gentagelse af, hvad videnskab og irreligiøs ontologi i forvejen har sagt, bare på sækularistisk vis, en anti-gentagelse, om man vil. Men der er ikke noget, der bliver bedre af en sådan from gentagelse af en ufrom perversion, tværtimod. Man ser da også, hvordan spekulationen lurer i vandskorpen i Løgstrups tankegang, og på et enkelt sted (Ophav og Omgivelse p. 166) tager den endog en lille tur op i luften på flyvefiskens maner, den spekulation, der retfærdiggør sig selv ved, at den fastholder sin forankring i tilværelsens dilemmaer for derved at få aflad til let og elegant at hjælpe mennesket ud af eksistensens vanskeligheder ved at tilvejebringe en "forsoning". Det er klart, at vi befinder os i umiddelbar nærhed af Hegel i Løgstrups metafysik.

Den virkelige tale om skabelsen lyder helt anderledes end det, som Løgstrup siger. Skabelsen tales der om der, hvor loven prædikes, den lov der altid anklager og dømmer hvert menneske, som indeslutter alle under synd, loven i dens forskellighed fra og samhørighed med evangeliet om syndernes forladelse i Jesu Kristi navn. Sådan taler Paulus om skabelsen i synderes verden, og på nogen anden måde kan der ikke tales om skabelsen som virkelighed. Bærer man sig ad som det sker i den løgstrupske theologi eller metafysik, at man først ved fornuftens udredninger og overvejelser vil retfærdiggøre skabelsestroen som en menneskelig mulighed, så taler man ikke om skabelsestroens virkelighed, men derimod om dens fornægtelse. Man kan se det deraf, at skabelsen her er blevet til noget, som mennesket kan unddrage sig - f. ex. ved irreligiøsitet. Skabelsen er her noget, som mennesket "kan tage med i sit liv" ved sin egen religiøse tydning af tilværelsen, og det vil sige, at skabelsestroen er blevet til en fromhedsøvelse af den gammelkendte pietistiske art.

Løgstrups udgangspunkt er det kirkelige menneskes ubehag ved at måtte leve i den i den vestlige kulturkreds opståede spaltning mellem kristendommen og den skabelsesløse menneskeforståelse, hvilken sidste er blevet dominerende i de sidste århundreder. Løgstrup har ønsket at foretage et opgør med denne menneskeforståelse, som efter hans mening ingen i vore dage kan unddrage sig, men som er blevet selvfølgelig for alle - lige bortset fra folk fra små miljøbeskyttede enklaver, men de synes ikke rigtig at tælle. Uheldigvis har Løgstrup præmisser fælles med det, han vil gøre op med, fordi han ikke - som Luther - lader opgøret lede af det gudsord, der ikke kan og heller ikke skal gøres rede for filosofisk, og derved kommer han til - konsekvent - at blive exponent netop for den tendens, han vil gøre op med. Det kan ikke gå anderledes. Han vil ikke være from på den moraliserende, gerningsretfærdige vis, men han bliver det i stedet på en anden måde, nemlig ved at fornuften hos ham selv bliver religiøs. Han vil tænke fromt, drive religiøs spekulation, i stedet for at tro på en tiltale, der ikke begrunder eller legitimerer sig for fornuften. Han vil have skabelsestroen på forståelighedens vilkår. Og resultatet kan ikke udeblive: Løgstrups metafysik afslører for alles øjne, at der i dette foretagende er tale om en moderne form for gnosticisme, dette ord forstået som tankens religiøsitet.

Den, der skriver dette, hørte for en menneskealder siden K. Olesen Larsen i en diskussion sige til Løgstrup, at han, Løgstrup, "vilde løse existensens problem intellektuelt". Løgstrups senere theologiske udvikling har bekræftet, hvor centralt Olesen Larsen ramte med denne replik. At Løgstrups forhold til Tidehverv, som han engang stod nær - eller mente(s) at stå nær - måtte ende med et brud, kan ikke undre nogen idag.

Det, som fra begyndelsen var skjult til stede i Løgstrups theologi, måtte med tiden blive åbenbart, nemlig at han gik og hele tiden havde gået på en anden vej end den, som er den lutherske reformations kristendomsforståelse. Vil theologen have evangeliet på forståelighedens præmisser og ikke uden disse, vil han tale om troen uden også at måtte tale om die Hure Vernunft eller det, som dette udtryk står for, vil han ikke bruge fornuften til at bestride og berøve fornuften dens kompetence i troens anliggender, så bliver han straffet med, at hans theologi bliver til noget andet end en tale om kristendommen. Sandelig, det er kristendommens og ikke den moderne irreligiøsitets styrke, der skal respekteres. Og - lad det være sagt i særdeleshed til alle theologer, som måtte læse disse linjer, for det er erfaringsmæssigt dem, der har vanskeligst ved at forstå det - kristendommen skal nok selv sørge for, at dens styrke bliver respekteret. Ingen behøver at gøre sig apologetiske bekymringer i den anledning. Enhver er derfor fri til at samle hele sin opmærksomhed alene om det at høre, hvad kristendommen siger.

Et Luthercitat til sidst, der kan sammenfatte de ting, der her er blevet talt om: "Dig tykkes, det er forkert, når det ikke går, som du tænker. Din tænkning skader dig og hindrer mig. Det må gå ikke efter din forstand, men over din forstand. Sænk dig ned i uforstand, så giver jeg dig min forstand. Uforstand er den rette for-stand, ikke at vide, hvor du går hen, det er ret at vide, hvorhen du går. Min forstand gør dig helt uforstandig. Således drog Abraham ud af sit fædreland og vidste ikke hvorhen. Han gav sig hen i det, som jeg vidste, og lod fare, hvad han vidste, og er kommet den rette vej til det rette mål. Se, det er korsets vej, den kan du ikke finde, men jeg må føre dig som en blind. Derfor ikke du, ikke noget menneske, ikke nogen skabning, men jeg, jeg selv vil undervise dig ved min ånd og mit ord om den vej, på hvilken du skal vandre" (Luthers udlægning af de syv bodssalmer).

Menneskets egen tro på forståelighedens vilkår eller troen fra Gud som det at sænke sig ned i uforstand ved gudsordets tiltale, troen på fornuftens af synden uberørte gudsmægtighed eller troen som gudsordets overvindelse af fornuftens forargelse i mennesket, det er uforandret det, som striden gælder.