Kritisk lys på kulturradikalismen

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv nr. 4, 79. Årgang, April 2005, s.89-91. (Michael Larsen: Den store tid. Aftenlandet. People's Press. & Poul E. Andersen: Opgør med kulturradikalismen. Indsigt).

Kulturkampen, som kørte for fuld udblæsning i 2003, indtil statsministeren skyndsomt forlod slagmarken af angst for at blive sat i bås med de forkerte, har kastet flere bogudgivelser af sig. En af dem er Michael Larsens roman: Den store tid. Aftenlandet. Forfatteren har i interviews selv vedkendt sig kulturkampstemaet og også det angreb på brødrene Brandes, som kommer til udtryk i bogen. "Min roman er et forsøg på et korrektiv af den glorificering af Brandes, som min generation har oplevet, men det betyder ikke, at manden ikke har kvaliteter", sagde han i et interview i Information (15/10 04).

Som et historisk korrektiv har bogen store kvaliteter, selv om den selvfølgelig ikke kan hamle op med Lykkeper, som den er tydeligt inspireret af. Med udgangspunkt i Michael Larsens egne ord skal man måske også snarere se bogen som et slags dokudrama, altså som historieskrivning i dramatiseret form. Adskillige af personerne er genkendelige skikkelser. Når vi hører om Edmund Adler og hans kumpan Vilhelm Høyrup, der er blevet fyret fra det grundtvigianske Morgenbladet, så er vi ikke rigtig i tvivl om, at der Politikens grundlæggere, vi har med at gøre. Det ligger også ligefor hvem den nationalliberale Plov på Fædrelandet er.

Bogen får virkelig fortalt en historie, som sjældent fortælles. Om en ung forfatter, der tror, at Brandes brænder mere for litteratur end for magt, og derfor bliver lamslået, da Brandes sender hans manuskript tilbage med en knusende dom - uden at have læst bogen. Hans bog er i Brandes' øjne allerede dømt p.g.a. sit romantiske tema og titel. Hans ven, Mønster, giver i den anledning følgende karakteristik af Brandes' litterære hovedstrømninger: "Den rene agitation. Der hvor man forventede en kritisk og æstetisk tilgang til litteraturen, fik man en tendentiøs behandling af franske forfattere og politisk betonet mishandling af den danske litteraturskat."

Det kræver frisk mod at give sine helte lov til at fyre sådan en salut af og Michael Larsen er da også blevet taget grundigt i skole af diverse kulturradikale kustoder. Det virker ikke, som om det har afficeret ham væsentligt eller at det for den sags skyld er kommet bag på ham, og det kan det vel heller ikke. Bogens tema kan jo sammenfattes med Hørups beskrivelse af sin skoletid: "Jeg havde troet, at det var en ridderlig tournering ligesom i romanerne hvor sejren tilfaldt den bedste og så var det en sammenrottelse, hvor nogle stykker slog sig sammen og overfaldt den enkelte". Forskellen til Hørup er, at de stykker, som slår sig sammen og overfalder den enkelte, her er de kulturradikale. På den måde beskriver bogen en banal magtkamp mellem højre og venstre. Sensationen er, at Larsen tør beskrive de sakrosankte Brandesbrødre som brutale magtudøvere i stedet for som uskyldsrene ofre. Det er oplivende, at nogen tør gøre det, men det virkeligt utrolige er jo egentligt, at ingen har gjort det før. Og at det regnes for så kontroversielt. Det er spændende, om kritikken fastholdes i næste bind af romanen.

*

Opgør med kulturradikalismen, som er titlen på Poul Erik Andersens bog, ligger i lige forlængelse af temaet fra Michael Larsens roman. Titlen lægger op til et lidenskabeligt opgør med kulturradikalismen, men lover i virkeligheden mere, end den kan holde. Der er ingen tvivl om forfatterens manglende sympati med kulturradikalismen, men bogen er i sin form mere refererende end debatterende, og det gør det svært at se, præcist hvor forfatteren står i forhold til det, han vil gøre op med. Opgøret synes båret af en forfaldsteori: Kulturradikalismen var i sit udgangspunkt god, men stivnede og forfaldt. Det hedder f.eks. om kulturradikalismen og dens filosofiske rødder: "Oplysningstænkningen har måske været den største gevinst for befolkningen, som historien kan opvise. Den har gjort det muligt at gøre undersåtter til frie borgere, den har fremmet udvikling og fornyelse, velstand og velfærdssamfund. Men et velfærdssamfund må aldrig lukke sig om sig selv. I selve oplysningstankerne ligger også åbenhed for nypejling af udviklingsretning og stadig åbenhed for kritik" (s. 40). Men det er da et stort spørgsmål, om der i selve oplysningstanken ligger en sådan nypejling eller om ikke rationalismen i sin dogmatiske fornuftsdyrkelse netop lukker af for enhver kritik og enhver erfaring, der kunne korrigere idéen. Set med oplysningsøjne er kritikerne jo altid mørkemænd. På samme måde kan man med Burke i hånden spørge, om det er rimeligt at give rationalismen æren for at gøre undersåtter til frie borgere. Burke, der var rationalismens store modstander, kæmpede jo en energisk kamp mod kongens magtmisbrug og for den parlamentariske styreform, som langsomt var groet frem i England. Og netop Burkes kritik af rationalismen var baggrunden for, at han kunne se, at Den franske Revolution ikke ville føre til frihed, men til afskaffelse af frihed.

Den samme overfladiske forfaldsteori er på færde i kapitlet om seksualfrigørelsen, hvor problemet ifølge Andersen ikke er kulturradikalismens idéer, men det, at de ikke bliver fulgt. Beklagende lyder at det ikke "blev Poul Henningsens seksualetiske tanker fra 30'erne, som kom til at præge resten af århundredet". Det er, så vidt jeg kan se, ikke en rigtig historisk læsning. PHs generalangreb på ægteskabet kom netop til at præge resten af århundredet. Han prædikede nemlig ikke bare frihed fra den spidsborgerlige moral, der lægger vægten på, hvordan tingene ser ud, og ikke hvordan de er. Det var selve ægteskabsinstitutionen, der var genstand for kritik. Andersen citerer jo selv PH for at sige, at budet "Du må ikke bedrive hor" i moderne betydning bliver til: Du må ikke tro, at du ejer den anden part. Derfor ligger det forpligtende forhold, som ægteskabet notorisk er, på linje med hor. Det er den tankegang, der går igen i visen "Man binder os på mund og hånd", og det var den agitation, der gik igen hos rødstrømperne, der igen og igen sammenlignede den gifte kvinde med en prostitueret. Den forpligtelse, PH taler om, er altså forpligtelsen til ikke at binde sig. Til ikke at love at leve med hinanden i medgang og modgang. Hos PH bliver selvudfoldelsen til en pligt og ægteskabet derfor til et syndefald.

Man savner her en tilbundsgående refleksion over, hvad frigjortheden er frigjorthed fra. Er det friheden til at sætte sig ud over konventioner og spidsborgerlig fordømmelse, ja, så er kulturradikalismens seksualmoral ikke forbeholdt kultur-radikalismen. Eller er det friheden fra bundetheden til den anden og friheden til at realisere sig på bekostning af den anden? Læser man Brandes og PH nøjere, er der ingen tvivl om at det er det sidste. Emancipationen hos dem er emancipation fra ansvaret. Derfor holder Andersens forfaldsteori ikke. Den kulturradikale selvrealiseringstanke er a-etisk fra begyndelsen. Det, Brandes og PH foragtede ved ægteskabet, var netop løftet, der bandt individerne sammen og derfor kvalte "elskovens vilde blomst" og muligheden for fuld selvrealisering. Det såkaldte pornokratri, som Andersen ser som forræderi mod PHs ideer, er på den måde en logisk om end måske uønsket konsekvens af PHs selvudfoldelses-evangelium, som ironisk nok bliver til en slags pligtetik hos PH.

Poul E. Andersens opgør med kulturradikalismen bliver altså halvhjertet, fordi han viger tilbage for en virkelig tilbundsgående kritik.

Det gælder også spørgsmålet om menneskerettighederne, hvor Andersen beklager, at man har fortrængt de menneskepligter, som den franske Nationalforsamling vedtog i 1795. Men en menneskepligtserklæring er da ligeså syg en idé som en menneskerettighedserklæring. Hovedproblemet ved menneskerettighederne drejer sig jo ikke om forholdet mellem ret og pligt, hovedproblemet er at tro, at man politisk kan vedtage nogle universelle menneskerettigheder eller -pligter. Ved at forvandle relative borgerrettigheder til absolutte menneskerettigheder overskrider man grænsen til det religiøse og sætter sig på det åndelige regimente. Hvis spørgsmålet om, hvad der er en min pligt som menneske, skal defineres og reguleres af et politisk organ, har man jo sagt goddag til totalitarismen og farvel til den åndelige frihed.

Opgør med kulturradikalismen er som kritik ikke tilbundsgående, men giver alligevel en spændende fremstilling af kulturradikalismens historie, der afdækker nye og for mig ukendte sider af denne åndsstrømning. Og betegnende nok: Selv om Poul E. Andersens opgør med kulturradikalismen efter min mening er alt for forsigtigt og defensivt, blev hans bog genstand for den store racefikserede tilsvining i Kristeligt Dagblad (26/11 04). Det var århusteologen Carsten Bach-Nielsen, der efter anmeldelsen at dømme var blevet helt omtåget af ophidselse over, at nogen vovede at kritisere Sankt Georg og Hans Hellighed PH. I hans hadefulde og forvrængede gengivelse balancerer bogen "på kanten af ubehagelige fortidige ideologier, racisme, injurier og et livssyn præget af den dybeste menneskeforagt". Hos denne dybsindige århusteolog er kritik af kulturradikalismen simpelthen synonym med menneskeforagt. Det siger en del om det teologiske niveau på århusianerfakultetet. Og interessant er det jo også, at mens kulturradikalismen de fleste andre steder er ved at miste sin kanoniske status, så bliver den genstand for en ukritisk kultdyrkelse i lige præcis den kristelige avis, som kulturradikalismen altid har foragtet. Kulturkampens veje er uransagelige.

Michael Larsen.
Den store tid. Aftenlandet
People's Press

Poul E. Andersen
Opgør med kulturradikalismen
Indsigt