Ungdomsbevægelse

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1928, s.137-139. (Gunner Engberg: Den kristelige Ungdomsbevægelse som den er og som den burde være. - 255 S., 1928. (De unges Forlag)).

I Anledning af den danske K. F. U. M.'s 50-Aars Jubilæum har Generalsekretær Engberg udgivet en ret omfangsrig Bog, hvis Emne Forfatteren i sit Forord har betegnet som den kristelige Ungdomsbevægelses Grundsætninger og Arbejdsmaader.

Bogen berører en Mangfoldighed af Spørgsmaal; den er lidt af en Haandbog, lidt af en Apologi. Fremstillingen er ret overskuelig, Formen temmelig bred; Sproget er særdeles letløbende, Tankerne særdeles letfattelige; hvad Forfatterens Kendskab til Sagen angaar, da er den mangeaarig og mangesidig; hvad Forstaaelsen af Emnet, hvad Kongenialiteten angaar, er der vistnok intet tilbage at ønske; bag Fremstillingen mærker man et idealistisk Sind, en arbejdsglad Optimisme og en virkekraftig Villie; bag Ræsonnementer og Planer en god Del Menneskekendskab og Elasticitet; i Tonen en naturlig Velvillie og ikke saa lidt Sentimentalitet.

Som Bog er den paa sin Plads. Som individuelt Arbejde er der ingen Grund til at opholde sig særlig ved den - nogle vil sikkert finde den ansporende, andre vil finde den triviel, tildels usmagelig; men om Smagen kan man jo ikke disputere. Som Udtryk for den kristelige Ungdomsbevægelse (d.v.s. K. F. U. M. og K.) er den egentlig uangribelig.

Saa vidt om Bogen som Bog.

Men hvad nu Bogens Indhold angaar - Ungdomsbevægelsen, som den giver Udtryk for og er Udtryk for - ja, saa bliver netop den før nævnte Uangribelighed en Anklage, og det en alvorlig Anklage.

Ganske vist er ogsaa dette, Indholdet, paa en Maade "uangribeligt" - paa Forhaand søgt værnet mod Angreb.

Der bestaar et ejendommeligt Forhold mellem Emnet og Forfatteren. Paa den ene Side er Bogen Jubilæumsaarets Udtryk for den kristelige Ungdomsbevægelses Grundsætninger og Arbejdsmaader; paa den anden Side er Bogen "skrevet af Enkelt-mand, og Forfatteren maa tage Ansvaret for dens Paastande"; skønt "dens Indhold er dog vist mere eller mindre Fælleseje indenfor vore Kredse" (S.11). Men disse Kredse er atter paa den anden Side saa forskellige, at "Een Taler ligner mest efter Kierkegaard, en anden efter Grundtvig" (S.62), ja, "I dansk Forkyndelse for Ungdom (Forf. mener: i K. F. U. M.) mangler der for Tiden næppe nogen Tone, som findes i en Evangelieforkyndelse, der er paa een Gang dyb og bred, grundkristelig og tillige omfattende hele Menneskelivet" (S. 63). Heraf følger naturligvis, at man meget vanskeligt skal kunne faa Ret, naar man kritiserer Ungdomsbevægelsen. "Den staar sjældent der, hvor Fjenden skyder, - eller rettere: dér staar maaske kun nogle faa af Bevægelsens Mængde. De andre viser sig at være usaarede, naar Krudtrøgen trækker væk" (S. 233). Thi "Vil man ramme, naar man sigter, gør man bedst i at sige, hvem man tænker paa!" (S. 55 - se note 1).

Naar nu denne Usaarbarhed forenes med Tallets Styrke (landsomspændende - ja verdensomspændende, med tilsvarende forøget Variation af Budskabet), saa forstaar man jo let hvor stærk Stillingen er. Skal der virkes: Solidaritet i Verdensformat. Skal der staas til Regnskab: - "jeg har en Compagnon."

Imidlertid, nu er Bogen der; den er skrevet af Bevægelsens Generalsekretær, som baade har været med til at præge og har Betingelserne for at opfatte; og den bekræfter i alt væsentligt den Opfattelse, som bl.a. jeg har af Bevægelsens Karaktér. Derfor vil jeg slet ikke indlade mig paa at lege Kispus med Forfatteren, men ganske enkelt tage Bogen for det, som den lyder paa, selv om jeg derved skulde udsætte mig for et af Sekretariatets snart ordsproglige Smil "i dag" - og maaske blive "taget til Indtægt i morgen".

Det er jo ikke Bøger, der skal snakkes om her, men Realiteter.

Og disse "Realiteter" har da altsaa først og fremmest den Egenskab, at man praktisk talt ikke kan holde dem fast i noget som helst; man kan altid vente at finde et alt opløsende "ogsaa" ved Siden af. Talen er ikke om Begreber; det "ogsaa", jeg her taler om, og som man møder overalt i Bogen, snart som en forebyggende Tilføjelse i Slutningen af et Afsnit eller en Udredning, snart som en stærk Hensyntagen til to modsatte Sider, snart som en "Lærvillighed til alle Sider" (S.241), eller blot som en vis Varsomhed i Tonen - dette "ogsaa" er existentielt. Og jeg er aldeles klar over, at der til saa godt som hver eneste Anklage og hver eneste Karakteristik, jeg i det følgende vil fremkomme med, ogsaa vil kunne fremskaffes et neutraliserende "ogsaa" - om maaske ikke som Citat direkte fra denne Bog, saa i hvert Fald indirekte, gennem dens mangeartede Henvisning til Bevægelsens verdensomspændende "ogsaa".

Dette existentielle "ogsaa" er Anklagens første Genstand; det er uløselig knyttet til Bevægelsens Karaktér som verdensomspændende og som "vor", paa ethvert Sted. Balancen, Hensynet, Alsidigheden faar religiøs Farve. Det er en nødvendig Følge at den ny-jødiske Guds-Riges-Betragtning, som er karakteristisk for den angelsaksiske Race, saaledes som den har udviklet sig i imperialistisk og merkantilistisk Retning. Den danske Ungdomsbevægelse (ogsaa Engbergs) forstaas overhovedet ikke uden som Led af Y. M. C. A.; og Y. M. C. A. er "visions" og "to do". Selv den stadige bibelske Tilknytning er ofte kun lidet afgørende i Forhold til den almindelige Mentalitet, i hvilken Arbejdselementerne og Anskuelserne optages.

Der er maaske særlig to Ting, som karakteriserer Aandsretningen som Helhed: Kvantitering og Udviklingsoptimisme. Grad og Fremtrædemaade kan være meget forskellig; Arbejdsstoffet ligesaa (socialt, religiøst); man kan iblande hvilken national eller kirkelig Farve, man vil - Mentaliteten forbliver dog væsentlig den samme: Generalnævneren for det engelske Imperiums Akademiker og den amerikanske Republiks Yankee.

Om der da maaske slet ikke er Kristendom i Bevægelsen? Spørgsmaalet er urimeligt; der er overhovedet aldrig Kristendom i nogen Art Masse. Ingen virkelige Kristne da? Ogsaa dette Spørgsmaal er urimeligt; et Menneske er kristen i Kraft af, om Gud har naaet ham, ikke i Kraft af, hvad Mennesket siger og gør. Det sidste er til Gengæld det eneste, vi har med at gøre.

Og i denne Forbindelse gælder det, og gælder med hele sin Tyngde, at bogstavelig hver eneste evangelisk Tanke er blevet fortegnet, fordrejet, forfalsket ved at gaa igennem denne Mentalitet.

I den amerikansk-kinesiske Ungdomsbevægelse møder man det saa uhyre grelt; i den danske - f. Eks. som den træder en i Møde i denne Bog - naturligvis mere afdæmpet, men dog med en Tydelighed, der ikke lader meget tilbage at ønske, og som i hvert Fald vil forklare noget om, hvorfor saa mange i vor Slægt maa leve deres Liv i Ungdomsbevægelsens Skygge, med eller mod deres Villie, i Tilslutning, i personligt Opgør, i Kamp.

Den sidste Aften, i sin sidste Bøn - fortæller Johannes - bad Jesus for sine Disciple, "at de alle maatte blive eet". Hvad det er, han beder om, kan kun Bønnen lære os; men hvor er det ikke mishandlet dette Ord; paa det har man dannet "Selskaber", paa det har man dannet "trust" - lige fra de ældste Tider og til vore Dage har vi kvantiteret dette Ord og paa en eller anden Maade slaaet Magtens og Enerettens Mønt deraf.

Netop som "Forening" trues Ungdomsbevægelsen af denne Synd - som verdensomspændende Forening, med Konkurrenter. "Det er ikke nogen Tilfældighed, at i Jesu Afskedsord til Disciplene (Joh. 13-17 staar der paa en Gang saa meget om Verdens Fjendskab og om Disciplenes indbyrdes Sammenhold, som skal medvirke (N.B.) til at gøre dem uovervindelige. Jesu Bøn for hans Venner gaar ud paa, at de maa blive bevaret fra det Onde, og at de maa holde godt sammen. Disse to Ting er delvis eet. I Enighed er Sejren" (S. 178). Disse Ord - saa nær op ad Evangeliets - er god, gangbar, verdslig Mønt. Fjenden, Sammenhold, Enighed, Samarbejde, Organisation. (Sml. F. Eks. S. 172-182).

Derfor er ogsaa "Gruppen" et Hovedbegreb, som i Ungdomsbevægelsen overhovedet saaledes ogsaa i Engbergs Bog (f. Eks. S.173). Det er Foreningskristendommens Ækvivalent for Evangeliets "Disciple". Det gælder om, at man "bliver nogle Stykker" (se note 2), og her ud fra kan saa, i koncentriske Kredse, Arbejdet udgaa. "(Sekretærerne) skal samle smaa Kredse af vordende Ledere om sig. Dette er efter Herrens eget Forbillede. Han havde en Kreds paa 70 Disciple; een paa 12, og 3 synes at have staaet ham allernærmest. Af disse skulde der vel siden forlanges mest. Saaledes skal vi ogsaa tænke paa at gøre noget særligt for de bedste, - for dem, der synes at have de største Muligheder … " (S. 170).

Atter her: med en ganske lille Forskydning er vi ovre i Sandhedens Modsætning.

Thi "Gruppen" er et kollektivt Begreb; det er Disciple ikke, Menighed og Kirke ikke heller. Menigheden, Kirken, det er en Enhed, ja det er Een - thi hvad Menigheden er ud over hvad den er i Kristus, det er den overhovedet ikke som Menighed, men kun som Forening; hvad Kirken er ud over Kristus, det er den overhovedet ikke som Kirke, men kun som verdslig Magtfaktor. Disciple, det er en Flerhed; kun hvad de hver enkelt for sig er i Forholdet til Gud - ved Ordet, under Livsforholdene, gennem Samvittigheden - kun det er de som Disciple. Men "Gruppe", det er et kollektivt Begreb, gennem hvilket hele den verdslige, kvantitative Tænkemaade trænger ind i Kristendommen og lidt efter lidt forfalsker alle evangeliske Tanker.

Det ligger i "Gruppen"s Begreb, at den maa kvantitere alt, hvad den kommer i Berøring med, og det baade udadtil og indadtil - Omgivelsernes Livssyn og Opfattelser, egen Lære og Meninger. Med "Gruppen"s Begreb, indført i Kristenheden, er den Vej aabnet, som gør Discipelen til et "quantum" i Kirkens "quantum", til Stemme (efter Tidsforholdene aristokratisk eller demokratisk, som Pave eller som Menighedsraadsvælger), Stemme i Menighedens Lærespørgsmaal og Indflydelse; med "Gruppen"s Begreb, indført i Menigheden, begynder den verdslige Kirkehistorie.

Det ligger i "Gruppen"s Psykologi, at den i stigende Grad maa forveksle Eenhed i Kristus med Enighed, Samdrægtighed i Troen med Kollektivitet, "Kristi Legeme" med "en Art Fællespersonlighed" (sml. S. 174), Troen med den Enkeltes Indordning under "Fællesopfattelsen". I "Gruppen"s Psyke sammensmeltes det kristne Begreb Lydighed med det hedenske Begreb Moral - og af denne Proces fremgaar det kirkelige Begreb "Etik".

"Gruppen", denne Menighedens Vej til Forstaaelighed og Magt - Vejen fra Kristustro til Verdslighed. Tilsyneladende Bindeleddet mellem den Enkelte og Kirken, som den er det mellem den enkelte og Borgersamfundet - i Virkeligheden spærrende Vejen fra Discipelen til Menigheden, i hvilken Troens Liv ene kan og skal leves, spærrende Vejen fra Discipelen til den daglige, "verdslige" Verden, i hvilken Lydighedens Liv ene kan og skal leves.

"Gruppen", det er en gammel Bekendt i Menneskehedens Historie, stærk, ikke mindst i religiøst Udstyr. Kollektiv Tro og kollektiv Samvittighed, det har alle Dage været en Magt, ja den stærkeste Magt i Verden, altsaa vel den eneste Magt, der kan overvinde Verden. "Drag ud i al Verden … "

"Drag ud i al Verden … ", ja, men med hvad? Og for at overvinde hvad? Med "Gruppen" og dens Tro for at overvinde andre "Grupper" og deres Tro?

Ved "Gruppen"s Begreb forfalskes alle Evangeliets Tanker - Budskabet, Kaldet, Sendelsen, Riget, Verden, Tjenesten, Troen Frelsen, Bønnen, Livet.

Note 1: Man kunde sammenligne Engbergs Piece om "Den nye kirkelige Retning", 1928.

Note 2: S. 173. Ordet staar i Anførselstegn; maaske er der tænkt paa et bekendt Sted hos Søren Kierkegaard.