Af Luthers Romerbrevskommentar

Af Martin Luther, Tidehver, 1929, nr. 1, Januar, s.1-2.

[Af Fortolkningen til 3,21 (F. II., S. 94 ff. - Ellwein 147 ff.)]
Altsaa frelses vi alene derved, at vi, mens vi er og bliver Syndere og lever i Synd, lider derunder og sukker til Gud om Forløsning efter hint Ord 1. Joh. 1,8-9: "Hvis vi siger, at vi ikke har Synd, bedrager vi os selv, og Sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vor Synd, er han trofast, saa at han forlader vore Synder, og renser os fra al Uretfærdighed". Saaledes, saaledes "er det rette Offer for Gud en ængstet Aand; et sønderknust og ydmyget Hjerte, vil du, o Gud, ikke foragte". Ps. 51,19. "Thi der er ikke et Menneske paa Jorden, som er uden Synd", siger Salomo i sin Bøn 1. Kong. 8,46. Og Moses siger 2. Mos. 34,7: "du, for hvem ingen i sig selv er uden Skyld". Og atter Prædikeren (7,21): "Der er ingen paa Jorden, som er retfærdig, øver godt og ikke synder". Og atter Ordspr. 20,9: "Hvem kan rose sig af at have et rent Hjerte?" "Derfor er der ingen, som er retfærdig, alle er de afvegne". Ps. 14,8, Rom. 3,10. Derfor beder vi: "Forlad os vor Skyld". Hvorfra kommer da denne Synd og Skyld? Den kommer, fordi ingen opfylder Loven undtagen Kristus. Thi ingen kendes, mens han lever, retfærdig for Gud, fordi hans Hjerte altid er afmægtigt til det gode og har Hang til det onde. Det elsker ikke Retfærdigheden, uden at det tillige paa en eller anden Maade elsker Uretfærdigheden. Men Kristus "elsker Retfærdigheden og hader Uretfærdig-heden". Ps. 4,8. Som Apostelen udvikler længere fremme (Kap. 7): "Med Kødet tjener vi Syndens Lov, men med Aanden Guds Lov", Rom. 7,25. Og saaledes er vi kun til Dels og ikke helt retfærdige. Derfor har vi Synd og Skyld. Naar vi derfor beder om, at Retfærdigheden maa fuldkommes og Synden bortskaffes i os, beder vi samtidig om dette Livs Ophør. Thi i dette Liv bliver denne Hang til det onde ikke fuldkommen lægt. Det er Israels Børn et Billede paa, da de ikke helt kunde overvinde Jebusiterne (Jos. 15,63). Derfor følger straks efter Bønnen: "Helliget vorde dit Navn", (hvilket sker ved vor Helligelse bort fra Synden og det onde): "Komme dit Rige", d. v. s. det vil aldrig helt blive helliget uden dit Rige. Men ogsaa dette vil ikke komme uden Trængsler. Derfor følger: "Ske din Vilje", som Kristus bad i Haven i Anfægtelsens Time. M. 26,39 ff.

Hvem kan altsaa ophøje sig over en anden, som om han er retfærdigere end han? Naar han ikke alene er i Stand til at begaa det samme som hin, men ogsaa nu i Hjertet overfor Gud begaar det samme, som den anden begaar i Gerning overfor Mennesker. Og derfor maa man ingen foragte, som lever i Synd, men skal venligt bære ham som en Stalbroder i fælles Ulykke og gensidig hjælpe hinanden, ligesom to, der sidder fast i den samme Sump, gensidig hjælper hinanden. Saaledes "bærer vi hverandres Byrder og opfylder Kristi Lov", Gal. 6,2. Ellers vil vi begge omkomme i Sumpen, hvis vi foragter hin.

[Af Fortolkningen til 3,27 (F. II. 99 ff. - Ellwein 153 ff.)]
Derfor bestaar hele det nye Folks, det troende Folks, det aandelige Folks Liv deri med Hjertets Suk, med Gerningens Raab, med Legemets Møje altid kun at fordre, begære, bede om det ene, at Retfærdigheden maa skænkes dem altid lige til Døden, aldrig blive staaende, aldrig naa til at have grebet det, ikke regne nogen Gerning som Resultat af en allerede opnaaet Retfærdighed, men forvente den som det, der endnu stadig er udenfor dem, mens de endnu stadig er og lever i Synd.

[Af Fortolkningen til 4,7 (F. II. 114 ff. - Ellwein 172 ff.)]
Udenfor os er alt vort Gode: Kristus. Som Apostelen siger 1. Kor. 1,30: "Han, som af Gud er gjort til Visdom, Retfærdighed, Helliggørelse og Forløsning for os". Alt dette er i os udelukkende i Troen og Haabet paa ham. Al Lovprisning af Kirken i Højsangen maa derfor egentlig gælde Kristus, som bor i den ved Troen, ligesom alt Lys paa Jorden ikke kommer af Jorden, men er Solens Lys, som oplyser den. Saaledes bekender Kirken i Højsangen ofte, at den er nøgen og tom og at den, som der staar skrevet om den, intet har uden en Længsel efter Brudgommen: "Drag mig efter dig; vi vil løbe i dine Salvers Duft" (Højs. 1,3). Altid søger den, altid længes den efter, altid priser den Brudgommen. Derved viser den tydeligt, at den i sit Indre er tom og fattig, og dens Fylde og Retfærdighed er udenfor den. Thi hvis man skal forstaa de helliges Bekendelser saaledes, at de kun gælder de tidligere begaaede Synder, mens de nu viser sig rene, hvorfor bekender de da ikke blot Synder, de engang har begaaet, men ogsaa saadanne, som de begaar nu? Det sker jo kun, fordi de véd, at i dem er der Synd, men for Kristi Skyld tildækkes den og tilregnes ikke, saa at de bekender, at al deres Gode er udenfor dem selv i Kristus, som dog ved Troen bor i dem. Saaledes strømmer i Ps. 45,3 Profetens Hjerte over med et godt, d. e. et lifligt og trøstende Ord. Hvilket Ord er det? "Din Skikkelse er herlig fremfor Menneskenes Børn", d. v. s. Kristus alene er skøn og alle Menneskenes Børn hæslige. Derfor siger han: "Udbred din Pragt og din Skønhed, gaa frem til Held og Lykke og hersk". Vi er hans Rige, men Skønheden i os er ikke vor. Den er hans, og med den dækker han vor Hæslighed.

[Af Fortolkningen til Rom. 3,7 (F. II. S. 57 ff. - Ellwein S. 89 ff.)]
Kun da kan Gud i sine Ord være vis, retfærdig, sand, stærk, god o. s. v., naar vi tager ham paa Ordet, viger for ham og bekender, at vi er Daarer, uretfærdige, Løgnere, afmægtige, onde. Altsaa er Tro og Ydmyghed nødvendige. Det alene tilstræber disse Ord, det alene vil de vise, for at vi maa blive fuldstændig til intet, udtømte og blottede for alt, og med Profeten sige: "Mod dig alene har jeg syndet, for at du maa kendes retfærdig i dine Ord", Ps.51,6. For dig er jeg en Daare og afmægtig, for at du kan være vis og stærk i dine Ord. Saaledes lærer ogsaa hele Skabningen. "Ingen trænger til Læge uden de syge", Mt. 9,12, kun det Faar opsøges, som er tabt (jfr.: Luk. 15,4), kun den fangne sættes i Frihed, kun den fattige mættes med Rigdom, kun den svage gives Styrke, kun den nedbøjede ophøjes, kun det, der er tomt, fyldes, kun det opbygges, som ligger i Grus. Det er som Filosofferne siger: Kun det formløse Stof eller det, der er berøvet sin tidligere Form, iklædes Form, og: Fornuften som ren Mulighed kan ikke lade noget vinde Skikkelse i sig uden, at den i sit Væsens Princip er blottet for al Form og som en ubeskrevet Tavle (Se Forklaringen hos Ellwein, S. 90, Anm.1).
Da altsaa hele Skabningen fører denne Tale, er det umuligt, at den som er fuld af egen Retfærdighed kan fyldes med Guds Retfærdighed. Gud mætter kun de hungrende og tørstende. Derfor er den, der er mættet med egen Sandhed og Visdom ude af Stand til at tage imod Guds Sandhed og Visdom. Den kan kun modtages, hvor der er et Hulrum og en Tomhed. Lad os derfor sige til Gud: O hvor gerne er vi tomme, for at du kan være den, der fylder os! Gerne er jeg svag, for at din Kraft kan bo i mig. Gerne er jeg en Synder, for at du kan blive retfærdig i mig; gerne en Daare, for at du kan være min Visdom, gerne uretfærdig, for at du kan være min Retfærdighed! Se det er, hvad disse hans Ord rummer: "Mod dig har jeg syndet, for at du kan kendes retfærdig i dine Ord".