Guds-Riges-Religion - Frelses-Religion. I

Af Gustav Brøndsted, Tidehverv, 1927, Nr. 5, Februar, s. 65-69.

Foredrag ved Studentermødet på Nyborg Strand, 10. Juli 1925.

Guds Rige, og Frelsen. Een Gang på Jorden har disse to Ord i fuld Samdrægtighed talt til Mennesker om Livets inderste Mening og hjulpet hinanden at skabe Billedet af Guds Sind og Gerning, af hans Vej og hans Mål. Eet Sted på Jorden har disse to Ord haft fuld Fred med hinanden; thi de var begge helt blevet renset for menneskelig Selviskhed, og der var indblæst i dem en ny ånd, som var af Gud.

Jesu Sind var det Sted, hvor de nyskabtes.

Begge de to Ord var åndeligt Arvegods; og som det brugtes, således blev det. Der klæbede Vanhellighed og Urenhed nok ved disse Ord — som ved alle andre Ord, Jesus måtte bruge til at forkynde det hellige og åbenbare det rene.

Der var mere end nok af Verdslighed, Selvbevidsthed og Magtglæde i Jødernes Ord ”Guds Rige” — eller ”Himlenes Kongedømme”, som det på den Tid ofte hed, og som det hedder hos Matthæus; måske Jesus særlig har brugt dette sidste Udtryk, for at der dog skulde klæbe så lidt som muligt af Støv ved det Ord, hvormed han forkyndte Guds Villies Virkeliggørelse.

Og der var mere end nok af Selviskhed i Ordet ”Frelse”, mere end nok af den naive Egenkærlighed, der smigres ved at blive foretrukket eller glæder sig over at slippe uden om det svære og komme let til Lykken.

Af urene Læber var de præget, de Ord hvormed Jesus talte rent. Men de rummede Muligheder. Gud havde arbejdet med dem. Israels Oplevelser havde været et Middel i Guds Hånd til at lutre Folkets Sjæl, og dermed også til at gøre dets Tanker renere og give dets Ord større Dybde, større Mulighed for at kunne bruges af ham, der selv er Ordet fra Gud.

I Budskabet om Rigets Komme samler Evangelierne Indholdet af Jesu Forkyndelse fra første Færd; og hans Kald, hans Gernings Mål er udtrykt i de Ord, at Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Overalt i hans Ord forkyndes Gudsriget, og overalt i hans Ord tales om de enkelte Menneskers Omsindelse og Frelse.

Riget — og Frelsen; det er Polerne i al Jesu Tale.

I Lignelserne har Forkyndelsen om Riget sit Tyngdepunkt, i Bjærgprædiken Forkyndelsen om Frelsens Art i dette Rige — og i Bønnen Fader vor er begge Dele forenede, men på en sådan Måde, at i Tanken om Riget ligger Nøglen til Tanken om Frelsen. Tanken om Riget, det er Hovedtanken; thi her er Gud på Forhånd Centrum, ikke vi; og derfor er det herfra, de omskabende Kræfter udgår. Det er just disse omskabende Kræfter, der arbejder og arbejder, hvor Jesus i Ord og i Handling lever noget Nyt ind i Tanken Frelse: den gamle Adam i dette Ord dødes, og der opstår i det en genfødt, en gudfødt Sjæl, hvis Væsen og Higen helt igennem er dette: Guds Villie.

Det var ikke noget, der skete på een Gang.

Som det var forberedt ved Guds Gerning i Israel gennem mange århundreders indholdstunge Begivenheder, således var disse Ords fulde ”Genfødelse” noget, der skete efterhånden som Frelserens eget Liv udfoldede sig — han, der selv i søgende Bøn måtte finde Guds Vej, Guds Villie i det enkelte, selv måtte tilleve sig det, hvorved Slægten skulde leve; han, der selv Skridt for Skridt vandrede ind i det Rige, han forkyndte, og selv Skridt for Skridt måtte vinde Klarhed over den Vej, han forkyndte — han, der var under Guds Opdragelse, gennem Lydighed i alt, hvad han måtte gennemleve; ja, han der selv lige til det sidste i Getsemane måtte opleve, at der er en Spænding over for Guds Villie hos alt, hvad der lever.

Det Ord Frelse, det var ikke færdigt og fuldkomment hos Jesus, før hans eget Liv havde nået sit Mål, og Frelsens Vej var banet. Og det Ord Guds Rige var ikke bragt fuldbårent til Verden, før Jesu egen Gerning var fuldendt og Riget var blevet en Virkelighed hernede, med ham selv.

Riget, og Frelsen. Også i de to Ord rummes ”Kristi Arv” — gennemlyste og forklarede ved hans Liv.

Men det Øje, som brast på Korset, og den Tanke, som da sløredes og sluktes for dette Liv, de havde aldrig set Guds Rige tage Form og kendte kun lignelsesvis Frelsens Mål hinsides, gennem dens Vej hernede. Kun gennem den Tro, som ikke ”ser”, bliver Frelsen til for det enkelte Menneske; og kun ved den samme Tro kunde Frelsen komme til Jorden gennem Jesus, medens han kæmpede med mangt et Hvorfor — lige til det sidste forfærdende Hvorfor på Korset.

Uden Fodspor ingen Vej. Så fuldt som noget menneskeligt Liv var også Frelserens Liv et Liv i Tro, og både Riget og Frelsen var udtrykt alene i dette, Skridt for Skridt at finde Villien og vandre Vejen — — ja, hvad Jesu Tanke om Riget og Frelsen har ejet af fast Form, det er vel snarere blevet mindre og mindre, efterhånden som han blev prøvet og lærte Villie og Vej.

At frelses, det er at skabes, at nyfødes; og Guds Rige er nærværende, er her, sagde Jesus — er et Liv, i eder, og i min Skikkelse iblandt eder.

Der er i alle Religionssamfund en Tendens til at fastholde deres åbenbaringstro ved at skaffe den et Legeme af bestemte Svar på alle Spørgsmål — moralske og metafysiske. Men det hører just på det dybeste med til åbenbaringen i Kristus, at alle de ”,Hvorledes”, af hvilke Længselen, Fantasien og Spekulationen opbygger sine Billeder af Guds Rige og den evige Frelse, alle disse ”Hvorledes” bliver her omvurderede efter deres praktiske Betydning for Gudslivets Vækst; de bliver som ”Sprog” og Lignelsesbilleder Troslivets Tjenere, eller de omsmeltes eller bortsmeltes af Gud, efterhånden som Sindet lærer, hvor højt hans Tanker og Mål ligger over vore; og Sjælen finder sin egentlige Kraft og Hvile, finder Rigets og Frelsens Virkeliggørelse i dette ene og faste: Guds Villie, Guds Vej, Skridt for Skridt.

*

Og nu er der gået snart to Tusinde år. Guds Rige og Frelsen har været en Virkelighed, Gudslivet har været levet her, i jordiske Menneskeliv, formet i jordiske Tanker og jordiske Forhold. Under alt Livs Risiko og Fare måtte Gudslivet gå ind.

Og de Ord, der havde været under Guds Arbejde og var blevet nyskabte gennem Jesus, de blev igen modtagelige for deres gamle Indhold, som omgav dem overalt. De bares ikke længere af et samlet og stærkt Liv; deres Tyngdepunkt forrykkedes, der blev noget midtpunktflyende over dem — og de fyldtes med et mangeartet Indhold af Tanker og Følelser, mellem hvilke der ikke hersker Fred, men Spænding, ja Modsætning.

Vel kan Spændingen være af vidt forskellig Art og Grad; men den er der, og den kan blive så stærk, at Guds-Riges-Religion og Frelses-Religion kan stå som Udtryk for to modsatte Livsmåder og Tænke-måder.

De forskellige Mennesker vil sikkert lægge et ret forskelligt Indhold ind i de to Ord; men så meget føler vi i hvert Fald alle, at når disse to Ord stilles over for hinanden, rummer de Spørgsmålet om Forholdet mellem det enkelte Menneskes Frelse og Guds Villies Virkeliggørelse i den Verden, der omgiver os; mellem den Tanke, at det er den Enkeltes Kamp og Mål og Ansvar at blive frelst, og på den anden Side den dybe Følelse af, at ”ingen frelses for sin egen usle Sjæls Skyld”, som det er sagt.

Denne Spænding eller Modsætning kan gå meget dybt allerede i det enkelte Menneske, ja endog så dybt, at den kan sprænge eller umuliggøre Opbygningen af en kristen Karakter. Og de er vist kun få, der slet ikke mærker nogen Spænding.

Den er for almen og uhåndgribelig til at blive kirkelig Inddelingsgrund. Den skærer tværs igennem de gængse kirkelige Inddelinger i katholsk, protestantisk o. s. v., ja endog gennem ”liberal” og ”konservativ” — selv om de Modsætninger, man er vant til at betragte som de givne, naturligvis ofte vil ses først, og også i nogen Grad bestemme Præget af den Modsætning, vi her taler om. Det er ofte Forskelle mellem de enkelte Folkekarakterer, der afspejler sig i disse to religiøse Indstillemåder: Gudsrigets Virkeliggørelse, og: at jeg kan blive frelst — idet der navnlig skabes en mere udadvendt og en mere indadvendt Kristendomstype. Den ret dybtgående Modsætning mellem tysk og angelsaksisk (navnlig amerikansk) Kristendomsopfattelse mærkes jo særlig stærkt. Og gennem kirkelig Påvirkning fra Land til Land forplantes denne Spænding til andre Folkeområder, idet den snart styrkes, snart omlægges noget, alt efter de førende ånders Karakteranlæg og de pågældende Egnes Folkepsykologi. Herhjemme har f. Eks. den gamle Deling i en ”pietistisk” og en ”grundtvigsk” Retning rummet også noget af denne Modsætning, og i den senere Tid har vi jo i nogen Grad mærket Spændingen mellem ”de sociale Præster” og den gamle Indre Mission — en Spænding, der sikkert i Realiteten svarer til større sjælelige Forskelle end de Forskelle, der betegnes gennem de ”store” konfessionelle Skel; og dog overvindes de i Praksis blandt andet netop gennem den ydre konfessionelle Enhed — medens Statsgrænser og theologisk Localtradition i høj Grad er med til at opretholde hine ”store” Skel.

Ofte kan Modsætningen føre til stærke Sammenstød; og det er ikke altid, det ender på så frugtbar en Måde som i 1920 i Beatenberg — fordi Modsætningerne meget sjældent føres så åbent og redeligt og så ydmygt frem som dér. Som oftest vil de ved lignende Lejligheder kunstigt blive holdt nede ”for Fredens Skyld”.

— Der er sikkert ingen af os, som formår at udrede, hvad der i disse Modsætninger beror på Forskel i sjælelige Anlæg, der er værdifulde for Guds Tankers Virkeliggørelse, og hvad der beror på åndelige Mangler og er Udtryk for Sygdom, kristelig set; thi hvem ejer en almengyldig Målestok for det første? og hvem er sjælelig set karsk nok til at kunne dømme med Sikkerhed om det sidste? Ja, måske selve Spørgsmålet er forkert opstillet — ud fra en alt for menneskelig Sortering i brugbart og ikke-brugbart — thi er ikke hele Guds Skabergerning på en Måde Udtryk for dette: at ”vende ondt til godt?”

Men når det er sådan, at vi alle må leve vort Kristenliv ud fra store Forskelle i Naturanlæg, og leve det under Forhold, der udvikler og præger vort Kristenliv på meget forskellig Måde, så har vi ingen Pligt til at blive stående ved en Deling som den, der i store Træk kunde karakteriseres som Guds-Riges-Religion og Frelses-Religion; vi har ingen Pligt til at vælge og ingen Ret til at fælde Dom over den ene for at anerkende den anden. Og dersom vi vilde prøve at ”gøre Ret og Skel til begge Sider”, vilde vi rimeligvis alligevel gøre Uret; thi vi er ikke i Stand til at gå ind i en andens Sind og føle ud fra hans Forudsætninger og hans Motiver — allermindst i Spørgsmål som disse.

Dette er derfor, hvad jeg først vil sige om det opstillede Thema: Det er sandt, at de to Led virkelig betegner en Spænding eller en Modsætning, som vi må gøre op med; men det sker ikke ved, at vi betragter det som vor første Opgave at dømme dem imellem; vi skal først og fremmest føle den Brod, som Modsætningen indeholder — og vi skal føle den rettet også mod os selv.

Idet vi nævner Ordene Guds-Riges-Religion — Frelses-Religion, stiger en Række af Billeder frem for vor Bevidsthed: forskelligartede Personligheder og forskelligt prægede Kredse eller Samfund, fra Fortiden og Nutiden; og vort Hovedindtryk bliver måske, at Frelsesreligion er mere religiøs, Guds-Riges-Religion mere etisk.

Hvis det er sådan, da er det, fordi vi har skilt, hvad der på Guds Vej ikke kan skilles.

I hedenske Religioner falder Religiøsitet og Moral ofte ud fra hinanden, og Religiøsiteten kan dog være stærk; i Profeternes, i Kristi egen og i Apostlenes Livsindstilling er det ganske umuligt at skille det religiøse fra det moralske. Jo mere reelt det religiøse er, des mere vil det etiske være dets selvfølgelige aktive Form. Kun i og gennem det etiske har det religiøse personlighedsopbyggende Kraft. Og just når det etiske helt optages i det religiøse og derigennem forlener det med en egen Håndgribelighed og Realitet, da får omvendt også det etiske en langt rigere Virkelighedskarakter, idet det gennem det religiøse får den dybe Forbindelse med Gud. Personlighedslivet samles, dets to Hovedstrømme rinder af samme Kilde og er rettet mod samme Mål.

Er Guds-Riges-Religion ikke Udtryk for Frelse, så har den heller intet med Guds Rige at gøre; og giver Frelses-Religionen sig ikke et etisk Udtryk som det, der rummes i Tanken om Guds Rige, så har den intet med Frelse at gøre.

Men Ordene er blevet skilt; det ene søger i Retning af den ideelle Samfundstilstand, her eller hist; det andet i Retning af sjælelige Oplevelser, her eller hist. Det første får Flertalskarakter og det sidste Entalskarakter — men begge Steder er ganske umærkeligt Mennesket ved at træde ind på den centrale Plads. ”Vi” i Riget, og ”Jeg” i Frelsen.

Af ”Form”, af faste Forestillinger var der ikke meget i Jesu Tanker om Riget og Frelsen; men Gud var deres ubetingede Centrum, og derfor var de fulde af Kræfter og Liv, og der blev en Rigdom og en Fylde i de Ord, gennem hvilke hans Tanker gav sig Udtryk. Nu har både Riget og Frelsen fået nok af Form — i Institutioner og i Lære; men de har mistet deres ubetingede Centrum, og derfor er Ordene blevet fattige og slidte; det Liv, der skulde forene dem og fylde dem, er ikke levet stærkt og rigt.

Men hvad disse to Ord ikke længere er og ikke længere rummer, det er just et Vidnesbyrd om, hvad vi ikke længere er, kristelig set.

Nu er det ikke min Tanke hermed at ville slå en Streg over alt, hvad der er kaldet Kristendom siden Jesu Tid; jeg mener ikke, at ”det blev ved Forbilledet”. Guds Rige har været en Virkelighed siden — Frelsen også. Men under Dennesidighedens Kår. Og det synes bl. a. at betyde: jo mere sejrende og afklaret udadtil, des mere forkrøblet og vrangt i sit Væsen. Hvad vore Dages Kristenliv end måtte eje af Spirekraft og Livsmuligheder, så bærer det også i sig en sørgelig Arv, sammensparet gennem århundreders Borgerliggørelse af Kristendommen — hvad enten denne Borgerliggørelse så har fået et mere kirkeborgerligt Præg, som i Romerkirken, eller et mere statsborgerligt, som i de protestantiske Landskirker. Verdslighedens Arvesygdom har mærket Kristendommen på det dybeste — hvad enten denne nærmest har Karakteren af en Guds-Riges-Religion eller nærmest er en Frelses-Religion.

Langt hellere end at prøve at bestemme, hvor meget eller hvor lidt udadvendt andres Kristendom har Lov at være, skulde vi derfor erkende vor fælles Sygdom, forstå, at just den berøver os Mulighed for og Ret til direkte at dømme i det Spørgsmål, der her ligger for.

Så langt som vi ser, hvad Frelse er, så langt, og kun så langt, ser vi også, hvad Guds Rige er. Men den Sygdom, hvorunder Kristenheden lider, har netop sit Sæde i Hjærtet af vor Tro; der er i en uhyggelig Grad gået Selv, gået Ego i Frelsestanken — og hvordan skulde vi så forstå, hvad Guds Rige er?

Kristendommens Sejr, ja, det er vor Længsel og vort Mål; men allerede selve Udtrykket røber tillige Sygdommen; vi skyder Genveje, eller vi smutter uden om, både i vort personlige Liv og som Kirke. Og så bliver det slet ikke Kristendom, det, der sejrer — hvad enten det så er en Romerkirke, eller måske en Studenterbevægelse. Kristendommens historiske ”Sejr”, dens Tilrettelæggelse for Gennemsnits-Jeg'et, og dens dermed følgende Antagelse af Masserne, det er både årsag til og Udtryk for, at just det, som Kristus ved sit Liv udrensede af Tanken om Gudsriget og Frelsen, just det samme har Kirken, sejrende, bragt tilbage igen.

Og dette betyder allerførst, at dermed er Kristendommen bragt ned på Linie med Religionerne i den Verden, hvis Gennemsnitspræg den er kommet i Møde.

Gennem Kristus var Guds Riges Religion åbenbaret, født af Gud ind i Menneskenes Verden, ikke som een Religion til, blandt Verdens mange Religioner — men just gennem Kirkens ”Sejr” truer den med at blive det. Thi med Sejren har Riget skiftet Grundled.

Gennem Kristus var Frelsens Religion åbenbaret, som Livets inderste Nerve, ikke som een til blandt Verdens mange andre Frelsesreligioner — men ved Kirkens ”Sejr” truer den med at blive det. Thi med Sejren har Frelsen skiftet Grundled.

Det er vort Liv og vore Forestillinger, der giver Ordet ”Frelse” den Klang, det har blandt Mennesker. Hvad klinger det af? Med dyb Ret peger mange, der hører dette Ord, hen på andre Religioner og spørger: Hvorfor skulde just Kristendommen være den eneste Vej til Salighed? De har jo set, at den normale Kristendom faktisk kun fremtræder som en Forløsningsreligion blandt mange andre — finere end Islam, grovere end Buddhismen. Med dyb Ret, siger jeg; thi det er selve den uldne og falske Klang i Ordet Frelse, der giver dem Ret til deres Spørgsmål. Når Ordet Frelse klinger således, at det fortæller om vore Ønsker og ikke om Kristi Mål, hvor skulde det så kunne høres, at Kristus må være Vejen? Dersom vi elsker og takker Gud, fordi han er vort Middel til Frelse — så er det jo netop ikke til Frelse, Frelse fra os selv; og hvorledes skulde Ordet så klinge Budskabet ud? Og Kristendommen være mere end én Religion blandt andre?

Den Frelsesreligion, i hvilken vort Jeg er Centrum og Mål, den er hedensk, om så alle dens menneskelige og guddommelige Navne var kristelige; hedensk trods alle Oplevelser af Synd og Nåde, hedensk i Lønkammerets Bøn og i Menighedens Sang, hedensk, fordi den, gennem en lille fin Nuance i Budskabet om Frelse, gjorde Gud til vort Redskab og fik flyttet vort Ego hen på Guds Plads.

Hedensk. Eller menneskelig, om nogen synes, at det Ord klinger bedre eller gør mindre Uret mod andre. Thi det er jo blandt andet netop disse to Ting, der er karakteristiske for menneskelig Frelsesreligion i Øst og i Vest og til alle Tider: at den er gennemtrukket af Ego, og at Frelsen må have et Middel — som ikke behøver være i Slægt med Frelsen selv. Og just disse Kendetegn er det, som truer med at blive karakteristiske for Kristenhedens Religion, trods Kristus — — nej, tilmed ved Brug af Kristus!

Allerede i Tanken om Vejen til Frelse er Kristenhedens Frelsestro inficeret. I sine grovere Former er det jo simpelthen en Byttehandel, et Køb, det drejer sig om — fordi Frelse populært betyder Salighed hinsides Graven, en Salighed, som vi kan opnå på visse Betingelser. Men det frygtelige er, at den selvsamme Tankegang, om Købet, om Præstationen, når op i åndelige Lag, hvor de fleste af os slet ikke tænker på at søge den. Søren Kierkegård havde en Profets Kald og gjorde en Profets Gerning — og dog, når Kampen mod den borgerlige Humbug-Kristendom til sidst fører ham til en lidenskabelig Tilspidsning af Frelsesspørgsmålet, bevæger han sig da ikke idelig i Præstationstankegangen?

Der er yderst forskellige Elementer i S. K.s Begreb Tro, lige fra et varmt og frugtbart religiøst til et hårdt og goldt intellektualistisk. Og i det sidste sætter han ind med en uhyre Energi: hans gamle Jeg løber den kirkelige Tankegang konsekvent ud på en sådan Måde, at Frelsen bliver isoleret fra Tilværelsen og må erhverves, enten ved en Præstation af Gerninger og Tro — hvor Gerningerne er et Liv i gennemført personlig Lidelse og Troen en lidelsesfyldt intellektuel Fastholden af det absurde — eller ved en Nåde, der fuldt og rundt slår Streg over Præstationen. Altså ved et Menneskelighedens og et Tankens Martyrium — eller ved at Gud frafalder ethvert Krav. Præstationstankegangen overvindes ikke, men slår blot over i sin Negation: det juridiske Begreb Nåde.

Det moralsk opløsende i begge Dele beror netop på, at Målet og Vejen, at Frelsen og Frelsens Vej er skilt i Karakter; det er det, som gør Vejen til en Ydelse, og det er det, som gør, at selve Vejen kan skæres bort — af Nåde. Det er selvmodsigende, og det er dybt umoralsk, at en Vej til et åndeligt Mål kan overspringes; derved får Nåden en umoralsk Karakter — og ”umoralsk” betyder ikke overmoralsk eller mod vor Moral; thi dermed var jo intet sagt; men det betyder: sig selv tilintetgørende. Og det samme gælder Ydelserne, om end på en lidt anden Måde: det er dybt umoralsk, at den Prøve, der åbner Adgang til Saligheden, skal aflægges på et uberegneligt Punkt, på et Område, der ikke er i Slægt med Prøvens Mål, ja endog — fordi det må føles som intellektuel Uredelighed — kunde drive den redelige i modsat Retning, og tilmed, som lidenskabelig Søgen efter Lidelse, bliver en evig Opfordring til Selvkredsning, det modsatte af Guds Formål med os.

Den voldsomme Reaktion mod den borgerliggjorte Kristendom forbliver i Virkeligheden selv på samme Plan; thi i sin Theori er den selv kun en uhyre Tilspidsning af den gængse Kirketheologi og bærer derfor stadig på de gamle Sygdomme, i samme eller i omvendt Skikkelse. Intellektualismen f. Eks. ophører jo ikke, fordi den tager negativ Form og bliver et lidenskabeligt fastholdt Tankemartyrium; og det ”at søge Evigheden betrygget” forandrer, som Motiv betragtet, ikke sin Karakter, selv om det etisk set er uhyre Afstande, der skiller den normale Borgerkristendoms Frelsesvej fra f. Eks. den Kierkegårdske. De fleste finder det jo ganske naturligt, at Livet her er en jævnt glædelig og lykkelig Begyndelse til en meget glædeligere og lykkeligere Fortsættelse hist. Fra denne Tankegang er der etisk set en lang Vej til den resignerede, alvorlig-kirkelige Tankegang, hvor man bøjer sig under Sorger og Bekymringer som under en tung Udbetaling til Evighedens Konto, og hvor man siger Din Villie ske — når vi så må blive salige hist. Og atter herfra er der etisk set en lang Vej frem til den Hellighedsforståelse, der ligger bag Tanken om det frivillige og uhyre Martyrium som Frelsens Vej. Og dog, Motivets Karakter er inderst inde ikke forvandlet, trods Alvorens uhyre Vækst. Thi så vist som f. Eks. Søren Kierkegård i disse Tankers Tilspidsning er den normale Kirkeligheds praktiske, etiske Modsætning, så vist er han også dens principielle, dogmatiske Konsekvens. I sin Gernings Motiv er han Samvittigheden i eller over Kirken; og dog, i sin Gernings Udtryk kan selv en Mand af hans Støbning blive Vidnesbyrd om Sygdommen i den normale kirkelige Frelseslære. Grelt og alvorligt åbenbarer sig her den verdslige Købetanke, den juridiske Indstillemåde, som slet ikke er blevet udryddet ved Reformationen, hvor den theologiske Formulering af Paulus' og Luthers Tanker tværtimod førte til, at selve Nåden — gennem Forsoningslæren — blev det centrale Led i den guddommelige Jura. Det, der skulde have løftet Frelsen ud af Ydelsernes Sfære, det kom blot til at binde den fast deri på en ny Måde, fordi Nåden, i Forsoningslæren, kom til at forholde sig til sit Mål på juridisk, ikke på moralsk Måde.

Således må det gå, når Frelsen og Frelsens Vej bliver to Ting, uens af Karakter; så vil Nåden, trods alt theologisk Arbejde på at afværge denne Konsekvens, blive en Seen gennem Fingre med Synden — Nåden, som er Guds eneste, vældige og uimodståelige Kampmiddel mod Synden!

Nej, Købetanken er ikke overvundet, fordi den optræder i negeret Skikkelse, som juridisk Nåde; thi dette er meget forskelligt fra Guds handlende Nåde i Kristi Ord og Offer; den Nåde har over for Synden altid kun een Måde at ytre sig på: som den absolute og aktive Modsætning. Lidelsen er i sig selv hverken Købesum for eller Argangstegn til Salighed og Frelse — hverken Frelserens Lidelse og end mindre vor. Men den er et Vidnesbyrd om, hvor Frelsens Kræfter kæmpede; den er et Tegn, der rejser sig på Frelsens Vej.

(Fortsættes - Tidehverv, 1927, s. 85-92).

Gustav Brøndsted.