Om danskheden, før den fandtes

Af Adam Wagner, Tidehverv, 2006, nr. 6, s.123-127.

»Byrd og Blod er Folkegrunde«, skrev N. F. S. Grundtvig i digtet Folkeligheden fra 1848 som svar på digtets eget spørgsmål: »Folk! hvad er vel Folk i Grunden?« Dette svar er typisk for 1800-tallets syn på, hvad et folk er. Et folk er en gruppe mennesker med fælles forfædre, hvorfor landet, hvor gruppen har hjemme, er folkets fædreland. Fælles afstamning og fælles historie er derfor de grundlæggende forudsætninger for, at man kan tale om et folk. Og har en befolkning både fælles afstamning og historie, vil den ganske givet, som i det danske tilfælde, også have et fælles sprog, som ligeledes bliver givet hvert nyt slægtled af det forrige: det fælles modersmål. Derfor hedder det også senere i samme digt om de forskellige danske stænder: »Og mens hver har Sysler sine,/ Alle dog hinanden ligne,/ Har tilfælles Byrd og Blod,/ Modersmaal og Løvemod.« Afstamning og sprog; dette er, hvad der binder de danske stænder sammen, dette gør, at der er tale om et folk. Dog må der også være en vilje til at holde fast ved det fælles danske, hvis man fortsat skal kunne tale om et folk: »Til et Folk de alle høre,/ Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;/ Resten selv som Dragedukker,/ Sig fra Folket udelukker,/ Lyse selv sig ud af Æt,/ Nægte selv sig Indfødsret.« Disse verslinjer handler – i modsætning til hvordan de som regel bruges i vor tids politiske debat – således om hvem af folket, der kan lyse sig ud af æt; nemlig dem der ikke brænder for fædrelandet og ikke har øre for modersmålet. Det danske folks fælles afstamning, fædreland og modersmål er danskhedens grundlag.

Er danskheden ny?
Så vidt Grundtvig, der udmærket kan stå som repræsentant for 1800-tallets danske opfattelse af, hvad et folk er. En opfattelse, der umiddelbart ligger til grund for vore dages danskhedsopfattelse; endskønt politisk korrekthed og angst for racisme-beskyldninger med tiden har svækket understregningen af fælles afstamning som folkets grundlag.

Og skal man tro vor tids fremherskende opfattelse af danskhedens historie, er vores almindelige forestillinger om folk, nationer og danskhed ikke bare beslægtet med 1800-tallets forestillinger; nej, de skyldes alene 1800-tallets forestillinger!

Den fremherskende udlægning kan nemlig sammenfattes således: Danskheden opstod engang i 1800-tallet; for forestillingen om »folket« – defineret bl.a. af afstamning og sprog – og forestillingen om, at et sådant »folk« kan bebo, ja, nærmest være identisk med et land, »fædrelandet«, er nemlig et resultat af romantikkens tankegang. Før da havde man andre identiteter og loyaliteter end den nationale. Almindelige mennesker så nemlig sjældent ud over sognegrænsen; de kunne til nød være »fynboer« eller »sjællændere«, men ikke »danske«. Ligeledes havde man ikke en national selvforståelse, der var knyttet til forestillinger om »blodets bånd«, afstamning eller fædreland, men alene en troskab over for kongemagten. Det nationale var altså snarere »patriotisk« i den forstand, at man skulle tjene det samfund, man nu engang var borger i, og den hersker, man nu engang var undersat. Ligeledes opfattede kongerne sig angiveligt ikke som repræsentanter for et bestemt »folk« eller »fædreland«; kongen opfattede sig snarere som sit riges øverste, og alle borgere i riget var – uanset afstamning og sprog – kongens undersåtter. »Dansk« var man, hvis man var borger i Danmark og den danske konges undersåt. Andet lå der ikke i det.

Dette er den i dag fremherskende opfattelse af danskhedens historie, både blandt journalister, mange historikere, øvrige akademikere og enkelte halvstuderede røvere.

Som et eksempel på en sådan historiker kan nævnes Uffe Østergård, der i 1992 i et interview i Weekendavisen hævdede følgende: »den dér identifikation af sprog, kultur og identitet er en romantisk fejlkonstruktion.« Samme år (i bogen Europas ansigter) havde Østergård fremsat følgende påstand: »Typisk for middelalderen og enevælden var epokernes kosmopolitiske præg. En dansk adelig følte sig mere beslægtet med en svensk standsfælle end med en jysk eller sjællandsk bonde.« Der var altså angiveligt ikke en opfattelse af et dansk folk, der delte sprog, kultur og danskhed og holdt sammen på tværs af stænder mod andre folk. Det typiske for middelalderen skulle være det »kosmopolitiske præg«. Der kunne fremdrages utallige andre eksempler på denne moderne afvisning af, at danskheden skulle have været til før år 1800, men lad disse være nok.

Når Grundtvig skrev som nævnt indledningsvis, var det altså udtryk for noget ganske nyt. 1800-tallets danskhed var noget nyt.

Med denne »viden« i baghovedet kunne en og anden godt blive forvirret ved læsningen af Saxos Danmarkshistorie (færdiggjort 1208 eller kort efter). Allerede i begyndelsen af fortalen kan man læse følgende begrundelse (her i Peter Zeebergs oversættelse) for ærkebiskop Absalons ønske om et sådant historisk værk om danernes bedrifter: »Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle.«

Nationer, forfædre, en »dansk« ærkebiskop, fædreland (oven i købet »vores«)… Var der alligevel en danskhed – før den fandtes?

Det danske hos Saxo
Skal man forstå middelalderens – her Saxos – forestillinger, må man naturligvis ikke alene benytte sig af oversætterens valg af danske ord, men forholde sig til de latinske betegnelser og deres betydning. Begrebet »nation« er således en oversættelse af det latinske ord natio og bruges af Saxo ikke om folkeslagene, men om de organiserede samfund. »Nationer« er altså en udmærket oversættelse her. Ordet, der oversættes med »fædreland«, er naturligvis patria. Et af Saxos mest anvendte ord. En dansk Saxo-forsker (Inge Skovgaard-Petersen) har ligefrem kaldt patria for den egentlige hovedperson i Saxos Danmarkshistorie. Og den danske betegnelse »fædreland« modsvarer jo meget godt betydningsindholdet i det latinske patria; noget man har arvet efter fædrene. Men om fædrelandet er lig med Danmark, fremgår jo ikke umiddelbart af det her citerede. Dog står det altså allerede klart, at der i middelalderen har været en opfattelse af en nation – et »vi« – der deler forfædre og har et fælles fædreland; og det »danske« rumsterer allerede. Men er nationen dansk? Er der ligefrem tale om et dansk folk? Er fædrelandet Danmark? Man må læse videre i Saxos fortale.

Gør man det, står det meget hurtigt klart, at de forfædre, der skal beskrives, er danske; det er nemlig »danskernes bedrifter« Saxo er sat til at berette om. Forfædrene betegnes også som »oldtidens danskere«. Efterkommerne, Saxo og hans samtidige, må jo så også være »danskere«. Denne gruppe, danskerne, er det »vi«, Saxo henviser til, når han taler om »vores fædreland« – patria nostra.

Hvad dækker »fædrelandet« så over? Det fremgår tydeligt, at der er identitet mellem fædrelandet og det, der hedder Danmark (latin: Dania). Men hvis fædrelandet Danmark blot defineres af kongens mere eller mindre tilfældige magtområde, er det naturligvis ikke et fædreland i 1800-tallets folkelige forstand. Så er der alligevel blot tale om en definition af det danske, der afgøres af kongens magt, og altså ikke en definition af fædreland, der afgøres af folket.

Atter findes svaret allerede i fortalen, for her beretter Saxo om Danmark og dets udstrækning. Han beretter, at Danmark består af Skåne, Halland, Blekinge, Sjælland, Fyn og Jylland. Jylland strækker sig helt til »det tyske område«, hvorfra det er skilt ved Ejderen. Dette er altså fædrelandet Danmark – men det svarer ikke fuldt ud til kongens rige, for det omfatter også Holsten og strækker sig derfor helt til Elben! Der er altså sammenfald mellem fædrelandet og Danmark, men der er ikke sammenfald mellem disse to begreber og kongens rige. Fædrelandet Danmark defineres ikke af kongens magtområde, men er defineret i forvejen uanset rigets aktuelle udstrækning. Heraf ses også, at kongemagten ikke er definerende for det danske »vi«, Saxo vil berette om.

Hvad er vel folk i grunden?
Men danskerne, kunne man spørge, var det ikke bare dem, der boede i det, der nu engang var Danmark? Altså uden skelen til afstamning og sprog og så videre? Ja, det kunne jo godt tænkes – men sådan forholder det sig ikke. Saxo har fra borgerkrigen mellem Erik Emune og kong Niels et eksempel på, hvorledes de tyskere, der boede i Roskilde, støttede den ene part, nemlig kong Niels. De kaldes for »tyskere« (ja, egentlig »saxere«), endskønt de altså bor i Roskilde – i Danmark. De kan identificeres som tyske til forskel fra de andre, danske, roskildensere – eller »vores« (nostri), som de danske blot kaldes i den latinske tekst. Tyskerne er altså ikke »vores«, skønt de bor i »vores fædreland«.

Man blev altså ikke »dansk« af at bo i Danmark og være borger i landet. Hvordan så? Det var noget, man var af fødsel. Det ses fx af en bemærkning, der falder under Saxos beskrivelse af det sagnomspundne Bråvalla-slag; her hedder det om en mand ved navn Vithne: »[Vithne] var ganske vist sat til at herske over venderne, men hørte alligevel til danskerne af fødsel.«

Til belysning af, hvem der hos Saxo opfattes som danske og hvorfor, kan også nævnes historien om kong Erik Ejegod, der på sin pilgrimsrejse til Det Hellige Land gjorde holdt hos den græske kejser i Konstantinopel. Siden vikingetiden havde det været sådan, at fremtrædende og dygtige nordiske mænd kunne gøre tjeneste i kejserens livvagt, væringegarden. Sådan var det endnu på Erik Ejegods tid, og Saxo beretter om, hvordan kongens besøg i Konstantinopel gjorde kejseren utryg: »Oven i købet fattede han ved samme lejlighed også mistanke til de danskere han selv havde et nært og fortroligt forhold til, ud fra den tanke at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem. Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.«

Heraf kan der udledes flere vigtige ting: Det at være dansk (eller græsk) afgøres ikke af, hvor man bor, eller hvilken konge/kejser man tjener, for danskerne er stadig danske, mens de bor i Grækenland og tjener den græske kejser; ens hjemland var det land, man stammede fra; ens troskab kunne oven i købet antages at være større mod kongen »derhjemmefra« end mod den fyrste, i hvis sold man var, og som man oven i købet havde et nært forhold til; det at være dansk er forbundet med det at tale dansk. Altså: Ens nationale tilhørsforhold går forud for formel loyalitet og aktuelt bosted og er knyttet til et hjemland og et sprog.

Saxo beretter videre om de danske i græsk tjeneste: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge. Det fik de lov til, men med ordre om at gå derud én ad gangen for at kongen ikke skulle kunne opildne dem alle sammen på en gang. (...) Derpå begyndte [Erik Ejegod] at tale: Han gjorde dem opmærksom på at de danskere der var i græsk krigstjeneste, allerede forlænge siden havde nået ærens højeste tinder for deres mod og dygtighed: skønt de selv var fremmede, kommanderede de over landets egne borgere, og de havde det langt bedre ude end hjemme. (...) Og han lovede at så snart de vendte hjem til fædrelandet, ville han belønne dem for deres tro tjeneste, (...) I disse og lignende vendinger talte han til dem alle sammen, og derved sikrede han Grækenland oprigtig trofasthed fra danskernes side.«

Igen ses det, at der skelnes skarpt mellem grækere og danskere, uanset de alle er i græsk tjeneste og bor i Grækenland; der skelnes mellem »ude« og »hjemme« – og hjemme er lig »fædrelandet«. De danske, der boede i Konstantinopel, var en veldefineret gruppe – defineret ved deres nationalitet – hvis troskab i en eller anden forstand var nationalt bundet.

Den forståelse, der ses hos Saxo, af, hvad et folk er, er altså forbundet med en forestilling om en sluttet folkegruppe med fælles forfædre og fælles fædreland og fælles sprog.

Friserne – et folk
Denne opfattelse tydeliggøres yderligere, hvis man ser nærmere på Saxos beskrivelse af friserne i Lille Frisland (omtrent lig med vore dages Nordfrisland). Landet nævnes allerede i fortalen, hvor det jo i forbindelse med Jylland hed, at det skilte sig fra Tyskland ved Ejderen. Videre hedder det om Jylland: »Op til Jylland ligger også det Lille Frisland, der krummer sig ind fra Jyllands fremspring med lavtliggende marker og fladt land«. Lille Frisland er altså hverken en del af det tyske område eller Jylland. Om det i en eller anden forstand alligevel har været regnet med til Danmark, er uklart. Men da Saxo i sin beskrivelse af borgerkrigen mellem Sven Grathe og Knud Magnussen får lejlighed at berette om landet, gøres det fyldigt og detaljeret, som når man beretter om noget, der for læserne forudsættes at være fremmed. Saxo skriver dog bl.a.: »Lille Frisland, der også hører til det danske område.« Landet hører altså til det danske område, men indbyggerne er fremmede, ikke danske: »At de stammer fra friserne, bevidnes af at de kalder sig det samme og taler samme sprog. De ledte på et tidspunkt efter et nyt sted at slå sig ned, og fandt frem til denne egn, som i begyndelsen var sumpet og fugtig, men som de gennem lang tids dyrkning har tørlagt. Herefter kom egnen efterhånden under de danske kongers administration.« Uanset om landet regnes med til Danmark eller ej, fremgår det, at den historiske erindring om landet er, at det ikke oprindeligt var en del af det danske område; det er i sin essens fremmed – og det er det, fordi det bebos af et fremmed folkeslag, friserne. Beviset for, at de er friser, er, at de selv regner sig for sådanne, og at de taler frisisk. Desuden har de en historie som friser og ikke som danske.

Ligger denne opfattelse af, hvad et folk er, langt fra 1800-tallets? Det er svært at se. Ligger den langt fra vore dages opfattelse af et folk? Næ. Når færingerne regnes for et eget folk, skyldes det jo en lignende historie: De kalder sig selv færinger (ikke danske), de taler færøsk (ikke dansk), de har deres egen historie om nogle forfædre (som ikke var danske), som indvandrede til det område, der nu er Færøerne; et område, som nok er en del af Danmarks Rige, men kun fordi det med tiden kom under de danske kongers administration.

Nationale kultursammenstød
Der er hos Saxo et dansk »vi«, som kan stå over for eller i modsætning til et fremmed »dem«. Sådanne nationalt definerede modsætninger viser jo meget tydeligt, at der i middelalderen fandtes forestillinger om det danske. Er disse modsætninger også kulturelle, vidner de om, at man også har opfattet visse skikke og kulturtræk, ja, måske ligefrem karaktertræk som værende tilknyttede bestemte folk. I så fald vil der være endnu et lighedspunkt mellem middelalderens og 1800-tallets opfattelse af det nationale.

I Saxos værk er der en national modsætning, der går igen: Modsætningen mellem dansk og tysk. Og den er skarp. Eksempelvis kan nævnes beretningen om sagnhelten Starkad, der kommer til den danske kong Ingjalds gård, hvor han beværtes. Til sin rædsel opdager han dog, at de gamle mandige madvaner har måttet vige pladsen for nye, lækre, umandige. Men det er ikke alt: For de gamle skikke var danske, og de nye tyske, så Starkads stilling er klar: »den slags udenlandske skikke ville han under ingen omstændigheder forfalde til«; »for han ville ikke lade sig inficere af de udenlandske lækkerier med deres kunstige velsmag, han ville ikke slække på den sande moral eller opgive det gammeldags mådehold til fordel for en nymodens forgudelse af ganen.« Starkads afstandtagen er altså dobbelt: Han vender sig både mod det nye og det fremmede, som er sammenfaldende størrelser. Ingjald derimod »kastede sig over det nye køkken med en løssluppenhed der overgik alt hvad forfædrenes traditioner kunne tillade. For så snart han én gang havde lagt sig efter tyske vaner, skammede han sig ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes kvindagtige ekstravagance. Det var ikke så få overdådige madvarer der strømmede fra Tysklands slampøl ned i halsen på vores fædreland. (...) Derfra kom den løsslupne opførsel der ligger så langt fra vores forfædres skikke. Sådan har vores område, der har opelsket mådeholdet som en medfødt egenskab, hentet det søde liv hos sine naboer.«

Her er altså et eksempel på en middelalderlig opfattelse af, at skikke i den grad kan være tilknyttet et bestemt folk, at man kan sige om »vores forfædres skikke«, at de kan være en »medfødt egenskab«. Der er også tale om, hvad man kunne kalde nationalkarakter: Det tyske er løssluppent, kvindagtigt, mens det danske er mådeholdent og moralsk.

Saxo intet særsyn
Ja, ja, vil nogen måske sige, så kan man tale om en danskhed i Saxos værk; men det var vel bare noget, han fandt på? Det danske har sikkert kun eksisteret i hans hoved og hverken før eller siden – førend vi kommer til 1800-tallet. Saxo er måske en enlig svale, og én svale gør som bekendt ingen sommer.

Ja, det kunne jo tænkes. For det første må dog dertil siges, at Saxo jo ikke var en særling, der sad og skrev for sig selv fuldstændig ude af enhver sammenhæng. Tværtimod var han af en af landets mægtigste mænd, ærkebiskop Absalon, sat til at skrive om danernes historie. Andre meget indflydelsesrige mænd (ved selve hoffet) har altså delt Saxos syn på tingene. For det andet må det siges, at Saxo ikke var en enlig svale. Hans meget danske syn på tingene kan findes flere andre steder. Hans opfattelse af verden som inddelt i folkeslag deles af næsten alle middelalderlige historieskrivere; ikke bare af dem, der fulgte efter Saxo, men også af dem, der kom før. Fx Sven Aggesen, der også færdedes ved Valdemar den Stores hof. Han gik i anden halvdel af 1100-tallet i gang med en kortfattet danmarkshistorie. De to beretninger, der heri fylder mest, er historierne om kongesønnen Uffe og Tyre Danebod. Altså begge historier om det dansk-tyske modsætningsforhold. Og interessant nok fremstilles sagerne ikke som et modsætningsforhold mellem to konger eller to riger, men – ganske som i 1800-tallets genfortællinger og -digtninger – som sammenstød mellem to folkeslag, nemlig det danske og det tyske.

Middelalderens nationale myter
Sven Aggesen beretter således (her i M. Cl. Gertz’ oversættelse) om den svagelige kong Vermund: »Da nu Rygtet om denne hans Skrøbelighed havde bredt sig vidt omkring til Egnene hinsides Elben, bovnede det tyske Hovmod op i sin Opblæstheds Svulst, eftersom det jo aldrig kan lade sig nøje med sine egne Grænser, og Kejseren opæggede sit Vanvids Raseri mod Danerne, da han havde faaet Udsigt til at vinde sig et nyt Scepter ved at erhverve sig Danernes Kongerige.« Her møder vi ikke bare en håndfast karakteristik af en tysk nationalkarakter, men også den bemærkelsesværdige formulering »Danernes Kongerige« – Danorum regnum. Kongeriget defineres her ikke af den siddende konge, men af folket, der bebor det. Og konflikten er national: Det er det tyske imod »Danerne«.

Den noksom bekendte kamp mellem den danske kongesøn, Uffe, og to tyske kæmper omtales i vendinger, der viser, at kampen opfattes som en kamp mellem de to folkeslag hver især repræsenteret ved deres egen kæmpende part. De kæmpende mødtes på en ø »der laa midt i Floden Ejder, for at Kæmperne, adskilte fra begge Forsamlinger, ikke skulde kunne nyde nogen Hjælps Støtte. Tyskerne lejrede sig da hinsides Flodens Bred i Holsten, Danerne derimod tog Plads hist og her paa denne Side af Strømmen.« Det er »Tyskerne« og »Danerne«, der ser til hver fra deres side af grænsefloden; bemærk i øvrigt, at det er tydeligt hvilken side af Ejderen, Sven hører til.

Som nævnt beretter Sven Aggesen også fyldigt om Tyre Danebod og Danevirkes opførelse; også dette sker med nationale vendinger: »Saaledes opførte hun da først af alle hint saare herlige Værk, som i senere Tider altid har ydet de ligesom ved et Hegn omgærdede Daner det sikreste Værn mod Tyskernes Raseri.« Atter ses det, at det er »Danerne«, altså selve folket og ikke kongeriget, det drejer sig om; det er danerne, der som en udsat lille skare skal sikres mod tyskerne ved en indhegning. Man kan næsten ikke lade være med at sammenligne med 1800-tallets flittige brug af samme sagn om Danevirke, hvilket jo var typisk for 1800-tallets nationale bevægelse. Men senest i slutningen af 1100-tallet findes sagnet om Tyre og Danevirke i sin dansk-nationale form.

Sven Aggesen giver således også en nationalt farvet fremstilling af selve virkets fuldendelse og navngivning: »Imidlertid drev Dronningen med forstærket Iver paa det paabegyndte Værk, og saaledes gjorde en Kvindes Snedighed den tyske Opblæsthed til Spot. Men da saa (…) det snildt anlagte Værks Bygning var fuldendt (…), gav de det saare herlige Værk Navn og kaldte det Danavirke, fordi det var blevet udført og fuldendt ved Danernes Sved; og Dronningen ved hvis fremragende Snildhed Danernes Frihed er bleven vunden for alle Tider, kaldte de, aabenbart ikke ufortjent, men fuldt ud med Rette, „Tyre, Danmarks Pryd“«.

Fremmedåg
Man bemærker, at den typisk »nationalistiske« opfattelse fra 1800-tallet, at et folk er ufrit, hvis det styres af fremmede, allerede findes her hos Sven Aggesen; »Danernes Frihed« er vundet for »alle Tider«, fordi Danevirke gjorde »den tyske Opblæsthed« til spot – ved at hindre de tyske planer om at tilegne sig »Danernes Kongerige«.

Denne indstilling findes i øvrigt også hos Saxo og vel at mærke ikke bare i hans beretninger om den fjerne fortid, men også i hans skildring af begivenheder fra hans og Absalons egen tid. Således kan Saxo berette om den rejse, Valdemar den Store foretog til den tyske kejser; en rejse, Absalons broder, Esbern, frarådte ham at drage ud på, da han frygtede, at kejseren ville søge at aftvinge kongen en lensed, der ville gøre Danmark til et tysk len og kongen til en tysk lensmand. Esbern sagde, ifølge Saxo, at man næsten skulle tro, at han, Valdemar, »var ude på at lægge sit eget frie folk, der ikke var vant til at bøje nakken for barbarer, under tyskernes usle åg som sølle, foragtede slaver.« Indvendingen går altså ikke på, at Valdemar som person ville blive ufri, ejheller på, at hans slægt ville blive det, ja, ikke engang på, at Danmark ville blive reduceret fra et rige til et len, men på, at folket så ikke længere ville være frit – fordi det ville være underlagt tyske barbarer.

En myte
De her anførte eksempler på, at der fandtes en danskhed før 1800-tallet, er kun få blandt de mange, der findes i det hele ikke bare i Saxos og Sven Aggesens værker, men i de fleste danske, middelalderlige historiske fremstillinger. Der er, som her vist, mange eksempler på, at der i middelalderen har eksisteret en opfattelse af tilstedeværelsen af et dansk folk med fælles afstamning, fælles forfædre, fælles fædreland og fælles sprog, og at dette folk og dette fædreland ikke defineredes af en mere eller mindre tilfældig kongemagt, men at kongen og Danmark til gengæld opfattedes som tilhørende det danske folk.

Det er en myte, at danskheden først opstod i 1800-tallet; oven i købet en dårligt underbygget myte. Hvorfor den er så sejlivet, er derfor en mærkværdighed. Den bedste forklaring er nok, at den har tjent magthavernes interesser. Det er således bemærkelsesværdigt, at fx Uffe Østergårds forsøg på at udbrede denne myte som regel er gået hånd i hånd med hans forsvar for EU og det multietniske samfund. Det ligner en tanke.

For nu til sidst at knytte de to ender, Grundtvig og Saxo, sammen, så anføres her et uddrag af Grundtvigs fortale til den Saxofordanskning, han udgav i 1818. Nok er denne fortale typisk for 1800-tallets nationale måde at tænke på, men det skal være dette essays sidste påstand, at tankegangen nu heller ikke ligger fjernt fra middelalderens.

»At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Hus og et ærligt Navn til ArveGods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naar denne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaa Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes! Dette Sidste er derfor ogsaa en Sjeldenhed, og times kun et Folk, der kiærlig mindes sine Fædre, ærer dem i Livet og takker dem i Graven, alt eftersom vi veed, det er det første Bud med Forjættelse: ær din Fader og din Moder, at det kan gaa dig vel, og du maa længe leve i Landet, Gud gav dine Fædre!«