En Anmeldelse - og lidt mere

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1928, s.87-90). (Morten Pontoppidan: Første Thessalonikerbrev, udlagt for Menigheden. 1927 (134 S., Gyldendal)).

Fortolkninger til de apostolske Skrifter har vi jo en Del af, ogsaa paa Dansk; men de fleste af dem er enten theologiske Fagbøger eller følelsesfulde Sjælebetragtninger - eller de holder sig i ustadig Ligevægt mellem det theologiske og det mer - eller mindre sentimentale.

Pontoppidans Bog er praktisk, og usentimental. Det er blandt andet en Følge af, at Forfatteren straks ved Brevets første Ord har sat sig hen paa det rigtige Sted: ,,Vi er i Kirke her - sammen med Thessalonikerne". Paulus taler; og han taler ikke om fjærne Ting, der ikke kommer os ved, eller som vi ikke kan opfatte uden at skrue os ind i en høj og fremmed Stemning. Det Ord, der tales, vedkommer os, og vedkommer os nu, i de konkrete Forhold, i hvilke vi staar. Vi som Thessalonikerne. Over for Guds Ord er vi samtidige.

Paa den Maade bliver Pontoppidans Bog baade en Kommentar og en Opbyggelsesbog; en Kommentar derved, at den følger en historisk Text og gør dens konkrete Tale klar; og en Opbyggelsesbog derved, at denne konkrete Tale rettes ogsaa til os og derfor idelig iføres Nutidsdragt, for at vi straks kan se, hvad Sagen drejer sig om. Saa er vi netop i Kirke sammen med Thessalonikerne.
Derfor samler ,,Udlægningen" i Pontoppidans Bog sig naturligvis heller ikke om ,,Vers" eller andre Skriftpartikler (note 1: Vor kedelige Talinddeling kunde for øvrigt uden Skade være traadt endnu mere i Baggrunden), men om Emner; og hvert Afsnit faar sin egen Overskrift (Guds Udvalgte, Det ny Budskab, Ikke et Menneskeord, men et Gudsord, Indbyrdes Opbyggelse, osv.).

Den Tale, der føres, er i bedste Forstand saglig. Jeg vil helst nævne nogle Eksempler.
I Stykket ,,Vaagne og ædru" (sml. Kap. 5,1-8) samler Talen sig om dette: Virkelighedssans. Og for at gøre Paulus' Sigte i denne Sag klart, stilles Modsætningen mellem det humant-optimistiske og det kristne skarpt over for hinanden gennem de to Ord Evolution og Opstandelse; Evolution (der jo i Parenthes bemærket er noget ganske andet end Nedstamning) - Evolution er Digt og Fantasi, som visse idealistisk anlagte Sjæle beruser sig med, idet de lukker Øjnene for, at ondt og godt gør Fremgang sammen med hinanden; men den opstandne Kristus havde Paulus ,,ikke den mindste Interesse i at faa digtet og opfundet. Nej, Paulus er stødt paa den opstandne Kristus som paa en haard Virkelighed; han selv knustes mod denne Virkelighed. Og da han fik samlet sig igen, havde han Følelsen af at være blevet ædru ved Sammenstødet." …. Kristusvirkeligheden, Opstandelsesvirkeligheden - "her er det, der egentlig og virkelig gaar for sig i Tilværelsen … Men mange sover fra det hele og mange bliver saa øre i Hovedet af de mange Kulturfremskridt og andre Intetheder, at de ikke aner, hvad der virkelig er paa Færde i den Tilværelse, de er kommet ind i."

Denne ,,evangeliske Saglighed" er det, som gør, at Forfatteren kan være saa suveræn og skarp i sin Dom, uden at være ,,dømmende". ,,De apostolske Menigheder var smaa Samfund, men de var ikke Konventikler, og de opdroges ikke til at blive det". Derfor er Bogen ogsaa saa fri for kirkeligt Partisind; findes der f. Eks. et Sted en Bemærkning til dem, der sover trygt paa deres Omvendelse, paa dette at være ,,et frelst Menneske", saa skal der ogsaa nok i Nærheden være en lille Strøtanke til dem, der trøster sig ved, at Sæden ,,bærer Frugt af sig selv". Og saadan kan Indre Mission Og Grundtvigianere, og for Resten da vi alle sammen, dele Bogen som vi er Venner til.

Thi naturligvis er det en Hovedegenskab ved den evangeliske Saglighed, at den er paagaaende og konkret. Den staar i den skarpeste Modsætning til den farveløse ,,bibelske Formaning", der holder Apostelordet højt hævet over Dagens Strid - d. v. s. tre Skridt fra Livet. Hvor Apostelen gik Thessalonikerne paa Livet, gaar han naturligvis ogsaa os paa Livet; hvor han angriber Thessalonikernes Geskæftighed, angriber han naturligvis ogsaa vor Tids kristelige og kirkelige Geskæftighed, der saa uhyre let forrykker Tyngdepunktet og lægger det fra Gud over paa os og vort - og det baade i smaa og store Forhold, baade naar Talen er om at ,,tage en Gerning op" i et organiseret Menighedssamfund, og naar vi ,,lægger vort Hoved i Blød og udtænker Enhedsprogrammer og holder økumeniske Kirkeforsamlinger".

Thi - og ogsaa dette er en Følge af den samme evangeliske Saglighed - Pontoppidan har et meget nøgternt Syn paa Kirken som Institution, samtidig med at han har en dyb Ærbødighed for Kirken som Forkyndelsens ,,Sted".

Han har meget lidt tilovers for den Tilbøjelighed til Sognebaandsløsning, der i vore Dage ligger i Luften og som næsten er et Kendetegn paa, om man er en aandsmyndig Kristen - men Paulus siger, at vi skal højagte vore Forstandere for deres Gernings Skyld, ,,ikke for deres smukke Øjnes Skyld og heller ikke for deres Partifarves Skyld". Og hans Ærbødighed for Præsten som Forkynder gaar derfor ogsaa Haand i Haand med en ret skarp Kritik af Præsterne og andre Kirkens Embedsmænd, naar de optræder som kirkeligt Forsyn. Et Ord som ,,Udsluk ikke Aanden" (5,19) giver Anledning til en temmelig alvorlig Ecurs, hvor det bl.a. hedder: ,,Især naar man hører til de styrende eller toneangivende i Menigheden, kan man faa Lejlighed til at benytte denne Udslukningsevne overfor ny og uvante Rørelser paa Forkyndelsens eller Menighedslivets Omraader. Man gør det enten ved at anvende sin aandelige Myndighed til at advare mod det ny og stemple det med afskrækkende Navne, eller ved, dersom man er beklædt med en embedsmæssig Tilsynsmyndighed, da ligefrem at skride ind mod den paagældende formentlige Urostifter med Tilrettevisninger eller Afskedigelse" - i Stedet for at huske paa, at ,,hvor Aanden kommer, der brænder det, og dér maa det have Lov at brænde, selv om der følger Røg med", og ikke uden videre betragte Udslukningsevnen som ,,en Naadegave, man i givet Tilfælde skal skynde sig at gøre Brug af" - man maa i hvert Fald give den urovækkende Forkynder en ærlig Frist til at faa lagt ordentligt for Dagen, hvad det egentlig er, han har paa Hjærte. ,,Det at være en virkelig Zions Vægter er noget ganske andet end at være et overforsigtigt Ordensmenneske", der (for at bruge et Udtryk fra en lidt senere Sammenhæng) bruger den gamle Methode: at sikre Kirkelegemets Bestaaen ved at udslukke Aanden.

- Det er saadanne ,,Digressioner", store og smaa, der gør Pontoppidans Bog til en Udlægning - ikke i faglig, men i evangelisk Forstand; en Udlægning ad hominem, en Aktualisering af Paulus' Ord; ,,jeg lytter jo til ham allermest paa egne og mine samtidiges Vegne".

Han lytter til ham som man lytter i en Kirke.

Han lytter som man lytter til et Menneske, gennem hvem man hører Guds Ord. Han véd, at den første Menigheds ,,Dejlighed" bestod i dette og alene i dette, at den havde taget imod Guds Ord; han véd, at Guds Ord naar os kun i Menneskeord; men han véd ogsaa at holde sig fri for enhver Forgudelse af det Menneskeord, gennem hvilket Guds Røst naar os, hvad enten det saa er Bibelord eller al anden Tale i Tilværelsen. Hans Ærbødighed for Paulus som Guds Ords Forkynder er stor nok til, at han lader de gængse, næsten obligate Forsvarskunster fare, med hvilke man plejer at støtte Paulus' mere eller mindre skiftende Tankegang og mere eller mindre holdbare Meninger for at afstive det Gudsord, han er Redskabet til at bringe.

Netop i denne Forbindelse var der meget, jeg gerne havde fremhævet; omvendt ogsaa Enkeltheder, der egentlig burde anholdes som Rester af gammel Personbeundring og -forsvar. Men det vil jeg hellere lade fare, for at tage fat paa et enkelt, vigtigt Punkt.

Det er Tankerne om Hellighed, saadan som de kommer frem i Anledning af Paulus' Ord om Thessalonikernes Helliggørelse (Kap. 3,13, Begyndelsen af Kap. 4 og Kap. 5,23). For at sige det kort: Trods alt hvad der er gjort for at holde det ude fra almindelig borgerlig Pænhed, og trods den dybe og stærke Betoning af, at det drejer sig om, hvad man er i Guds Øjne, at helligheden er Guds Villie, og ,,han skal ogsaa gøre det" - saa bliver Helligheden dog liggende paa Linie med det borgerlige Begreb Retskaffenhed, selv om Ordet naturligvis har en baade stærkere og renere Klang. "Gud bliver i Virkeligheden et Støttemiddel for vore ,,fortsatte Bestræbelser", idet han styrker vort Hjærte til en ny Start, ,,en Start, som ganske vist ogsaa Gang efter Gang maa genoptages, men, vel at mærke, for hver Gang med større Lethed og bedre Resultat. Kræfterne vokser ved Gentagelsen. Og under denne Stræben efter Hellighed vindes efterhaanden Karaktérfasthed"; og Maalet er, om Jesu Menighed ,,dog maatte naa frem til, naar Jesus og hans hellige for Alvor dages, da at være blevet saa vidt ulastelige i Hellighed, at Herren vil kunne vedkende sig den og hans hellige ikke skamme sig over den".

Det er jo ikke sjældent, at der i Menigheden findes temmelig lyriske Forestillinger om dens egen voksende Hellighed; for saa vidt er det jo kun godt, at disse Forestillinger bringes ned paa et beskednere Plan. Det er ogsaa Udtryk for Forfatterens Virkelighedssans, naar det lidt senere hedder: "Kampen for i Kristi Efterfølgelse at vinde Hellighedens Krone - eller dog i det mindste at vinde Fodfæste paa den yderste Kyst af Hellighedens Land".

"At findes ulastelige i Hellighed (3,13) paa Herrens Dag, det er i Sandhed et stort Maal. Men et mindre kan Menigheden ikke sætte sig, naar den skal blive rede til at modtage ham". Dette er sandt. Men hvor kan det saa ogsaa være sandt, at "En anden Ting er det, at Menigheden vel tør haabe at være med til Modtagelsen og ikke blive forkastet, selv om Maalet ikke er naaet, blot det har været alvorligt tilstræbt -"? Haabet har faaet et fortvivlet Fundament, og det er derfor, det rokker. Er Hellighed Haabets Betingelse, og er Hellighed Udtryk for vor Vandel, ja saa maa enten Helligheden tillyves eller Haabet forsvinde. Men Forfatterens Ubestikkelighed forbyder ham det første, og hans Tro forhindrer ham i det sidste; derfor er Resultatet blevet saa blegt, som det blev. Mærkeligt, at det ikke har slaaet Forfatteren, at vi maa være inde paa et ganske falsk Begreb Hellighed. Hellighed og Haab og Tro hører sammen; men bliver Hellighed et etisk Begreb (d. v. s. noget som vi bygger op, ud fra hvad vi er, om end ved Guds Tilskyndelse og ved hans Hjælp), saa bliver det et relativt Begreb, et borgerligt Begreb, og beskedent i samme Grad det er sandt; og Haabet bliver et beskedent Haab og Troen bliver et Maaské. Hellighed og Haab og Tro hører sammen - lever sammen, ved Gud, og dør sammen, ved os; paa etisk Hellighed og paa egen Tro hviler kun et døende Haab. Det var det, Luther talte om "i, med og under" sine utallige Skrifter; han talte hverken mod Pave eller "Gerninger" og stillede Bibel og Tro i Stedet, for at skabe en ny Katholicisme, ringere end den gamle; han talte mod sig selv og sit eget, han talte mod os og mod vort - han var, saa langt han var Luther, helt igennem ,,negativ": han gjorde det eneste positive, et Menneske kan gøre: han gav Rum for Gud. At give Rum for os og for vort, baade vore Paafund og Gerninger og Hellighed og Tro, det bliver Guds Visdoms og Naades Sag med de skiftende Tider og Slægter. Han har sat os i Lignelsernes Land - thi det er Syndens og Dødens Verden endnu, og det er det menneskeliges Rigdom, ved Guds kæmpende Naade - og i det Land er der ogsaa en Væremaade, en Væxt, et "Ord", som, ikke er, men afbilder Hellighed, klart nok til, at Gud ved det ,,Ords" Hjælp kan faa os i Tale, og uklart nok til at volde skæbnesvanger Forvirring, saa snart vort Blik er rettet mod os selv. Thi ogsaa det "Ord" er givet os, ikke til at høre paa og se paa, men til at gøre.

Hellighed for Gud - - hvad det end er, saa er det ikke et Spørgsmaal om Grad og et Spørgsmaal om Sammenligning, hverken med egen Fortid eller med andres Nutid; det er alene - og dette antyder ogsaa Pontoppidan selv - et Spørgsmaal om vor Stilling i Guds Øjne; og i den Forbindelse skal al Tale om ,,større Lethed og bedre Resultat" nok falde mager ud.

Jeg vil gerne - uden dog at drage Forfatteren med ind i dette - indrømme, at meget af Skylden ligger hos Paulus selv. Først var der jo Kampen med de gængse Gloser og Forestillinger: Paulus søgte i Forkyndelsen at sondre mellem Hellighed for Gud og moralsk Retskaffenhed, og dog binde dem sammen i Tanken om de Udvalgtes Lydighed. Og kunde Jesu Tale om Retfærdighedens Vej ikke føre andre vild, saa kunde det dog godt senere blive til to Evangelier, Retfærdighedens og Korsets, udvortes samlede maaske, eller halverede, i Tanken om Boden. Det var ikke fordi det skortede paa Theologi hos Paulus; tværtimod, men der var nok mere Ego at slaa i Stykker hos Paulus end hos Luther, og der skulde gaa endnu nogle Aar, før Paulus kunde tale om Naade og Gerninger paa en saadan Maade, at al Vægten kom til at hvile paa Gud, og Forkyndelsen af Naaden dog blev det modsatte af en Opfordring til moralsk Ligegyldighed. Helt naaede han det aldrig - og det vil ingen naa, før al Tale er Leg med døde Ord - men naar han i de ,,store Breve" nogle Aar efter saa uhyre stærkt viste bort fra alt vort eget og hen til Gud alene, selv med Fare for at blive grundigt misforstaaet i det etiske, saa har han nok gjort alvorlige Erfaringer i Mellemtiden.
I hvert Fald vilde det ikke være eneste Gang eller eneste Punkt, paa hvilket Paulus har maattet gøre Erfaringer; - (hvorfor skulde ogsaa en Apostel ene af alle Mennesker være dømt til aandelig Død strax efter sit første Brev?) - alle véd, hvor forandret Paulus' Prædiken om Genkomsthaabet blev i Aarenes Løb; og med Rette gør Pontoppidan opmærksom paa, at Paulus ,,ikke havde haft videre Held" med den af Theologer saa stærkt beundrede Tale paa Areopagos. ,,I Korinth gik Herrens Plov bedre. Paulus havde da ogaaa fundet for godt at lægge sin Prædiken anderledes an end i Athen. Uden alle filosofiske Omsvøb vilde han forkynde den korsfæstede Messias, som var Jøderne en Forargelse og Grækerne en Taabelighed. Og den Prædiken trængte igennem."

Ja; og naar Paulus ikke, i denne Periode, sætter en afgørende Forskel mellem den Hellighed, der gør os til Guds Børn, og den ,,Hellighed", som Guds Børn viser og maa vise; - naar Paulus her paa een Gang er kristustroende og mosestroende - og dermed kirketroende - saa er det et Udtryk for ganske det samme, der paa Areopagos fik ham til ogsaa at bygge paa menneskelig Religiøsitet.
Bygge; thi det er det, det kommer an paa: om den menneskelige Religiøsitet og den menneskelige Hellighed betones og prædikes paa en saadan Maade, at den, bevidst eller uvilkaarligt, bliver Grundvold og Sikkerhed for Naaden - og ikke Naadens og Livets blotte Udtryk og Sprog. Og ,,menneskelig" religiøsitet er al Religiøsitet, ogsaa Kristendommen; ligesom menneskelig Hellighed er al Godhed og Fromhed i Mennesker, ogsaa den, der er Følgen af Troen paa Kristus. Det er sandt, at ,,Tro uden Gerninger er død"; men begynder vi selv at kigge efter vore Gerninger, for at forvisse os om, at de er der, og at vor Tro er levende - ja saa dør Troen ogsaa, enten af Farisæisme eller af Forfærdelse.

Vi skal overhovedet slet ikke stirre den Vej, hverken naar det gælder os selv - me forøvrigt heller ikke, naar det gælder andre. Det er muligt, at et Menneskes Hellighed kan fortælle andre noget; men saa er det ogsaa kun ,,en passant", netop saa lang Tid Sagen behøver for at faa Ram paa en selv. Giver vi os til at stirre beundrende paa den, varer det ikke længe, før selve Djævelen maa misunde os vor Evne til at give Vedkommendes Hellighed et Grundskud - - og det skulde da vist være et meget fromt Menneske, der ikke naaede selv at blive anløben med det samme; det er en farlig Art Gudstjeneste denne: ,,Ak, hvad dog Herren formaar at skabe i et Menneske! Gud være lovet, at jeg selv hører de hellige til."

- Vi tør haabe. Ja. Men dersom vort Haab skulde vokse med vor Ulastelighed, ja saa naade Gud os alle, thi saa trænger vi i Sandhed dertil. Hvis Retningen, vi har set i, mens vi haabede - hvis Retningen var falsk, saa er Gerninger og Hellighed og Tro eet og det samme; og saa priset være Gud, at han bryder hvert et Haab ned, baade det paa Gerninger og det paa Hellighed og det paa Tro - og at han med viis Diætik ,,tildeler os" af Tro og af Haab ikke mere end at vort Blik maa hænge ved hans Haand - saa at vi aandelig talt lever fra Haanden og i Munden, slet ikke faar Tid til at lægge Mærke til os selv, om vi nu ogsaa trives, eller til Troens daglige Gerninger, om de nu ogsaa blev staaende Dagen over. Vor Tid er blevet Storforbruger af alt - som af Kul og Jærn, Papir og Stemninger, saaledes ogsaa af Tro og Haab og Hellighed; vi frembringer det i ,,Bevægelser", vi oplagrer det i Institutioner, vi omsætter det i Personligheds-Vexler, og vi udsteder regelmæssig reviderede Regnskaber over Beholdningerne. ,,Tiderne er vanskelige"; hvad Under da, at Inflationen er kommen, som en Hjælper - og som en Hævner; at det ene kristelige Bo bliver gjort op efter det andet; at alle Papirer paa opsparet Tro, Haab og Hellighed annulleres som endnu værdiløsere end de Gerningspapirer, der blev annulleret for nogle Aarhundreder siden - endnu værdiløsere, fordi Foretagendet denne Gang var drevet ,,i evangelisk Aand", og Inflationen derfor naaede at blive saa meget større, før Sammenbruddet kom.

Har vi ikke villet høre, at menneskeligt var menneskeligt, og ikke guddommeligt, saa bliver Straffen den, at det menneskelige bliver taget fra os sammen med det guddommelige - og saa kan vi protestere saa meget vi vil, saa kan vi raabe baade paa Gudsbillede og paa Daab og paa Troens Frugter - selve det gudskabte blandt os bliver til ny Forraadnelse i det menneskelige; fordi vi ikke vilde se hen til Gud og glemme os selv, men netop selv have os et Stykke Gud at se paa og trøstes ved. Det sidste er Hedenskab, om det saa omfattede al Kristenhedens Tro og Hellighed; det første er Kristendom, naar det da er en Virkelighed og ikke, som her, en Fremstilling.

- Den første Menigheds ,,Dejlighed" bestod i dette, at den havde taget imod Guds Ord. Den Sandhed burde ikke have været fordunklet; men det er den blevet, derved at Tanken om Haabet lempelig er blevet knyttet til Helligheden, den Hellighed, der trods alt er set som vor Hellighed. Vi kan ikke pas een Gang se fremad paa Gud og tilbage paa ,,Troens Frugter" - saa gaar Lydigheden i Stykker saa gaar Haabet i Stykker og saa gaar Troen i Stykker; vi skal overhovedet ikke se tilbage, men frem; Gud har kaldt paa os.

Pastor Pontoppidan har givet en selvstændig Oversættelse til hele Brevet; den er i det hele god, mange Steder fortrinlig. Men om den, som om Paulusoversættelser overhovedet, vil jeg hellere tale en anden Gang. -

Den som længes efter en reel og personlig Udlægning af Paulus; den som vil vejledes af en Mand, der gaar langsomt og støt, og som har Tid baad til at standse og tænke, og Tid til at se sig om paa Vejen; den der er blevet træt af Ordpusteri og led ved religiøse stemningsbobler, han skal læse Pontoppidans Bog; - - andre, de der ikke har det paa den Maade, trænger ganske vist endnu mere til det; men dem kan det vel ikke nytte noget at bede derom.

Morten Pontoppidan:
Første Thessalonikerbrev, udlagt for Menigheden.
1927 (134 S., Gyldendal).