Hajernes farvand

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2007, juni, s.130-131.

Jeg taler af erfaring. Jeg har selv oplevet det. Og jeg siger til alle, der er troskyldige og venlige, fordi de er vant til at omgås hæderlige folkekirkedanskere og tidehvervsfolk: Pas på med journalisterne!

Forholdet i dagens presseverden er, at alle dagblade er under pres. De kæmper for at overleve, og kampen er hård. De nye gratisaviser med store pengetanke er en trussel imod de etablerede aviser, og kravet til journalisterne lyder derfor: Løb hen og find en historie, vi kan smække på forsiden og få læsere med!

Tillige er forholdet i dagens Danmark, at det er medierne, der skriver dagsordenen for den offentlige debat. Hvad TV har vist i går, bestemmer hvad politikerne siger i dag. Hvad Nyhedsavisen sætter på forsiden i dag, bestemmer hvad Christiansborg taler om i morgen.

Journalisterne er derfor som hajer i et farvand, hvor en dråbe blod får dem til at stimle sammen i håb om at frembringe et blodbad. De vrimler på gangene. De smiler med blodsmag i munden og stiller listige, underfundige spørgsmål for at lokke naive folketingsmedlemmer til at sige noget, der sætter hajerne og det offentlige Danmark i bevægelse. Er man vant til at omgås folkekirkedanskere og tidehvervsfolk, er man udsat for en alvorlig risiko.

Jeg taler af erfaring. Igennem et snart langt liv er jeg vant til at tale frit til folk og sige, hvad jeg mener. Det er frygteligt farligt. Jeg må advare enhver. I hvert fald på Christiansborg. Hajerne vrimler i gangene.

Onsdag 18.april kl. 13 kom jeg ud af Dansk Folkepartis gruppeværelse og mødte et par journalister, jeg sommetider har sludret med. Hvad mener du om det muslimske tørklæde? spurgte en haj med blodsmag i munden. Troskyldigt og tåbeligt fortalte jeg ham, hvad jeg mente om det muslimske tørklæde, der efter min mening er et totalitært symbol, et islamisk banner af samme art som andre totalitære symboler, kommunistiske og nazistiske.

Næste dag var jeg på forsiden af avisen. Med store typer stod der, at jeg sammenlignede tørklædet med et nazi-symbol. Dette blev naturligvis med det samme til et hagekors. "Søren Krarup sidestiller tørklæde og hagekors". Og videre hed det selvsagt: "Bred fordømmelse fra andre partier".

Hajerne var i ustandselig bevægelse. Farvandet var rødt af mit blod. Jeg havde troet at snakke med et venligt menneske, jeg sommetider drøfter verden med. Jeg havde ikke lagt mærke til de spidse tænder og de vibrerende næsebor.

Og i en uge holdt hajerne fest på mig og min naivitet - som jo rigtignok ikke var mere naiv, end at der var god og saglig mening i bestemmelsen af tørklædet som totalitarismens symbol, hvilket "de andre partier" naturligvis ikke kunne eller turde forstå det ringeste af.

Da den blodige uge var forløbet, og vi skrev onsdag 25.april, dukkede en ny haj op i farvandet og ville høre - i al indsmigrende venlighed naturligvis - hvad jeg mente om dødsstraf og om en gammel artikel fra 1995, hvor jeg havde sammenlignet ægteskab og registreret partnerskab. Jeg befandt mig på biltur til en ordination i Haderslev og var derfor fortravlet og uforsigtig og overhørte hajens listige ondskab og svarede, at selv om jeg var modstander af dødsstraf, var jeg ikke så naiv, at jeg lukkede øjnene for, at de mest indædte modstandere af dødsstraf kunne vende på en tallerken og stemme ja til dødsstraf som Folketinget i 1945, og hvad angik artiklen fra 1995, så handlede den jo om, at homoseksuelle er handicappede i forhold til heteroseksuelle, fordi de ikke kan få børn sammen.

Næste dag hed overskriften på Nyhedsavisen: "Krarup kalder bøsser for handikappede". Og i underrubrikken hed det: "Dansk Folkepartis Søren Krarup kalder homoseksuelle unormale og vil ikke tage afstand fra dødsstraf".

Ja, på ny var farvandet rødt af mit blod. Hajerne var i travl virksomhed og slog med halerne i jubel i dagene derefter. "De andre partier" var alle ude af sig selv af forargelse og kunne aldrig drømme om at sige den slags ting. Sagde de. Mens hajerne smiskede og nikkede og var tilhængere af "den gode tone".

Og overhajen, en person ved navn Rune Engelbreth Larsen, svømmer ustandseligt rundt i farvandet og læser gamle bøger og blade, ikke mindst Tidehverv fra f.eks. 1995, for at finde emner, som han kaster som blodige lunser til de andre hajer for at de kan foranstalte passende blodbade på rette vedkommende. Det kaldes vort offentlige liv.

Jeg taler af erfaring. Jeg advarer alle, der er indstillede på redelighed og saglighed.