"Den kristne frihed"

Af Thomas Reinholdt Rasmussen, Tidehverv, 2007, juni, s131-132. (Prædiken Påskedag 2007)

Her på vor Herres opstandelsesdag - på denne kernedag for vores kristne tro vil jeg tale om den kristne frihed, for det er en central del af opstandelsen.

Og hvorfor nu det? Fordi opstandelsen er det mægtige udsagn, at alt gives af nåde. På trods af langfredags gru, og på trods af vores fornægtelse af Gud i Jesus Kristus, så stod Jesus op af graven igen med liv og lys. Alt af nåde.

Fordi langfredag var afslutningen på menneskets fortælling om Gud. Det er den fortælling, som altid handler om, at Gud skal give noget, fordi vi har ydet, så er påskemorgen den sande frihed, for her gives os alt af nåde. Her stilles vi fri i nåde og i tro på Gud. Hvis Kristus ikke var opstået ved Guds kraft, men eksempelvis ved vores magt og bøn, så havde vi spændt Gud for vores vogn. Så var vi spundet og bundet ind i riter og handlinger for at tækkes Gud. Men nu opstår Jesus på trods af os og giver os alt af nåde i tilgivelse.

Derfor er opstandelsen stadfæstelsen af den kristne frihed, fordi vi her knyttes til Gud alene, og ikke knyttes til ham gennem gerninger eller mystiske riter; men udelukkende gennem hans opstandelse fra de døde.

Men man må sige, at den kristne frihed er under pres for øjeblikket. Fra mange sider lyder det, at kristendommen må tøjle sin tale, så at også andre former for tro og trosopfattelser kan få plads. For vores bekendelse til Jesus Kristus som den opstandne herre og frelser, lyder i mange ører både blasfemisk og tåbelig. For muslimer en forargelser og for kulturradikale en dårskab.

Men vi netop da skal stå fast på den klare bekendelse af Jesus Kristus opstandelse fra de døde. Da kvinderne kom til graven, som vi netop har hørt om, var den jo tom. Jesus var opstået. Her er der altså intet at forhandle om. De første kristne bekendte opstandelsen som reel. Og vi kan roligt gå ud fra, at den tomme grav er et historisk faktum, for siden den første tid har kristne bekendt opstandelsen gennem den tomme grav, og det ville være så let som ingenting for kristentroens modstandere at pege på graven med liget. Så den tomme grav er et faktum. Det er forståelsen af den, der er afgørende. Og de første kristne forstod den tomme grav som udtryk for den i sandhed opstandne Kristus; hverken mere eller mindre.

For et stykke tid siden hørte jeg en kendt præst fra København sige, at Jesus var da ikke opstået fra de døde sådan virkeligt; men disciplenes tro var opstået på ny efter at være slået itu langfredag. Således forstået at det var på den genopståede tro, at de levede det nye liv. Selvom det lyder besnærende, så er det selvfølgelig noget vrøvl. Vi har som kristne aldrig bekendt troens opstandelse; men netop Kristi opstandelse. Det er Jesus, der ved Guds kraft er opstået fra de døde. Det er ikke vores tro, der er opstået fra de døde. Det er vor Herre Jesus Kristus, der på trods af os er opstået fra de døde. Og det er grundlaget for vores kristne frihed. Frihed fra synd, frihed fra lovens band, frihed fra døden.

Men det tyvende århundrede har virkeligt været et stormløb mod den kristne tros frihedsbastioner. Forsvarsværkerne er mange steder gennembrudt, og det kristne Europa ligner derfor ofte en syg gammel mand. I stedet for at forkynde kristen frihed så løber vi rundt i manegen og taler om den rette tone. Hvilket kolossalt svigt.

Men den sidste bastion, der står tilbage, er bekendelsen til den opstandne Herre og frelser Jesus Kristus. Men også den rokkes der ved, og hvis den falder, er alt tabt, Så er vi, med Paulus' ord, de ynkeligste af alle mennesker.

Derfor: hvis kristendommen skal være sand kristendom, så er Jesus opstået fra de døde. Så er påskemorgen en Guds kraft over verden. Og ikke blot vores indbildte tro. Så er påskemorgen en forkyndelse af det nye liv i Gud. Et liv i frihed; frihed fra synd, frihed fra loven, frihed fra døden.

Derfor: Bekendelsen til Jesu opstandelse fra de døde er ufravigelig i kristendommen, hvis vi overhovedet vil tale sandhed, og endvidere, hvis vi overhovedet vil bidrage med noget nyt til verden og ikke blot sige det, verden tror, at den ved. For hvor troen på den opstandne frelser leves og bekendes, der er også frihed. Hvor Herrens ånd er, der er frihed, som det lyder.

Lad os dog sige det højt: at hvor troen på den opstandne frelser lever, der er også frihed fra lovens trældom, og netop derfor angribes opstandelsestroen ustandseligt, fordi den siger verdens trældom imod, hvad enten den har form af religion eller ideologi. Så hvis vi overhovedet vil være kristne, så er troen på opstandelsen og derved den tomme gravs forkyndelse ufravigelig. Men deri er så også troen og håbet på den Guds kraft og magt, der altid kan gøre verden ny. Så lad os være som kvinderne, der løb fra graven - de løb i frygt, ja for man ved aldrig, hvad der venter; men de løb i frihed i det nye liv, der var givet dem. Det nye liv, som blev forkyndt, og som satte folkeslag fri.

Det var opgaven dengang, og det er det sandelig også for os i dag: at fastholde den kristne frihed ved at forkynde vor Herre Jesu Kristi opstandelse fra døde.

Amen.