Hyrde - får

Af Finn Malthe Madsen, Tidehverv, 2007, september, 150-152. (Text: Johs. 10, 11-16).

2. søndag efter påske 2007

Det er velbekendt, at de bibelske skrifter har det med at forkynde, hvem Gud er, og hvordan Gud er, gennem sammenligninger, hvorved de bruger en litterær form, som var alment kendt og accepteret i den kulturkreds, de blev til i, og som vel til syvende og sidst er karakteristisk for alt religiøst sprog. Så selv om også den mangfoldighed af sammenligninger, der forekommer i de bibelske skrifter, er ganske overvældende, så er de dog alle udformet efter det samme logiske skema. Jeg nævner i flæng: Som en far forholder sig til sine børn - som en konge forholder sig til sine undersåtter - som en herre forholder sig til sine slaver, og, som vi har hørt det i dag: Som en hyrde forholder sig til sine får, sådan forholder Gud sig til mennesker!

For at den slags sammenligninger skal kunne fungere, kræves det jo imidlertid, at tilhørerne er indforstået med og vil acceptere den forudsætning, de hviler på, nemlig den, at mennesket ikke er et selvberoende, selvstændigt og uafhængigt væsen, men kun er til at begribe i kraft af et forhold til en instans uden for det selv: Gud! Sagen er jo, at i alle de netop nævnte sammenligninger forholder figurerne sig uløseligt til hinanden: forældre/børn, konge/ undersåtter, herre/slaver, hyrde/ får. Det er nu engang meningsløst at tale om undersåtter uden at forudsætte en fyrste, hvis undersåtter de er, ligesom begrebet børn nødvendigvis forudsætter begrebet forældre. Og akkurat det er det utvivlsomt, som bringer os i vanskeligheder over for en tekst som den til i dag, ja, over for det nytestamentlige budskab overhovedet.

I teksten selv står den forudsætning jo nemlig fast, ligesom den stod fast ikke bare for dem, den oprindeligt blev skrevet for, nemlig de kristne, men også for dem, den oprindeligt blev skrevet imod, nemlig jøderne : at altså mennesket kun er til at begribe i kraft af et forhold til en instans uden for det selv, altså: Gud. For os er den forudsætning derimod på ingen måde indlysende. Vi betragter os ikke som Guds børn, hans undersåtter eller hans slaver og da slet ikke som hans får! For os forudsætter begrebet menneske ikke med nødvendighed begrebet Gud; for vi går ud fra, at mennesket sagtens kan begribes i sig selv og ud fra sig selv.

Herimod kunne det så naturligvis indvendes, at en mere og mere almindelig opfattelse i disse år i vores kulturkreds går ud på, at mennesket netop ikke er et selvberoende og uafhængigt væsen. Og det er da sådan set rigtigt nok for så vidt som den moderne, rent individualistiske menneskeopfattelse, er blevet afløst af eller i hvert fald er i konkurrence med en "social" menneskeforståelse, gående ud på, at mennesket er et samfundsskabt og samfundsafhængigt væsen, der kun kan begribes ud fra den sociale tilpasningsproces, det har gennemløbet. Ikke desto mindre er denne indvending uvedkommende al den stund det jo ikke er individets forhold til samfundet, der er emnet for dagens tekst, men derimod menneskets forhold til Gud! Til forskel fra os er Jesu modstandere, "jøderne", ikke i fjerneste måde uenige med ham i ideen om, at et menneske kan repræsentere Gud og dermed være berettiget til at sige: "Jeg er den gode hyrde!" Den ide er de fælles om. Uenigheden mellem ham og dem drejer sig alene om, hvor vidt han, denne tømrersvend fra en flække i en fjern provins, har ret til at kalde sig sådan, altså ret til i forbindelse med sig selv at bruge sammenligningen: hyrde/får.

Årsagen til, at vi har så svært ved at acceptere de bibelske sammenligninger, turde være let at udpege. Den skal givetvis søges i, at vi ikke længere lever i et samfund med en struktur, der gør den slags sammenligninger meningsfulde. Vi lever ikke i et autoritært, lagdelt samfund, men i et nivelleret, udjævnet samfund. De gamles autoriteter er borte: For os er eksempelvis kongedømmet reduceret til et rent symbol og er som sådant godt stof i ugebladene og i fjernsynet, især da under en populær dronning. Men det står og falder netop med dets popularitet, ikke med dets autoritet. Og kirkens autoritet er ligeledes borte. Dens magt som politisk og religiøs institution er fortid. Den nedarvede, traditionelle kirkelige anskuelsesverden har ikke mere magt over sindene. Og noget tilsvarende gælder skolen, nutidens vigtigste samfundsinstitution. Og endelig er statens autoritet også brudt helt sammen. Vi lever som titlen på Henrik Jensens seneste bog siger det i et "faderløst" samfund, et samfund, der ifølge ham gradvis har bevæget sig fra "faderstyring" til "moderstyring" med hensyn til de grundlæggende værdier, der så også kommer til udtryk i dets vigtigste institutioner, en udvikling, anderledes udtrykt, hvorved begreber som myndighed, forpligtelse, indordning og ansvarlighed er blevet afløst af omsorg, terapi og selvrealisering som dominerende ledetråde for den enkelte. "Hvordan synes du selv det går?"

Eller anderledes sagt: som det ikke mere giver mening at tale om "op" og "ned" i verdensrummet, således giver det heller ikke mere mening at tale om "øvrigheden" som en guddommelig ordning om, at nogle skal byde og andre lyde. Vi har viklet os ud af fortidens standssamfund. De, som skal styre, vælger vi selv. Og styret er selvsagt derefter! Eller rettere: de skal helst slet ikke styre; for i den velbefindendets stat, vi tilstræber, skal de primært blot virkeliggøre vores ønsker og behov: sørge for de flest mulige goder og bekvemmeligheder til de flest mulige af os.

De gamles ubestridelige autoriteter er for os brudt sammen som autoriteter. Og for så vidt har vi selvfølgelig svært ved at acceptere en forkyndelse, der gør Gud til en autoritet: en far, en konge, en herre, en hyrde. Og konsekvensen heraf har da også været, at den forkyndelse, der i de her år lyder i vores kirker, gennemgående er meget leflende og lagt an på at bekræfte folk i deres yndlingsmeninger på den måde, at der tegnes et billede af en Gud, som har måttet dele skæbne med alle andre tilvante autoriteter: altså er ophørt med at være en autoritet og nærmest er gået hen og er blevet et får! Tilmed et meget skikkeligt får!

Og dog: hvis Gud er til, så må man vel forudsætte, at han trods alt har fat i den lange ende af tovet og altså er en slags autoritet, tilmed vel den højeste autoritet, og ikke bare det, men også, at han sagtens kan klare sig uden mennesket: uden os!

Men at han nu netop ikke ønsker at klare sig uden os, det er så, hvad der forkyndes gennem de nytestamentlige sammenligninger. Her er Gud eksempelvis en "hyrde". Og "hyrde" og "får" hører uløseligt sammen. En hyrde uden får er en meningsløshed. Og kære menighed er det nu så galt? For nok er der ikke noget videre fint og flatterende ved at have status som får; men uden hyrde er fårene jo alligevel fortabte, givet "ulven" til pris, som det hedder! Ja, for hvor der er får, er der jo også ulve! Og hvem kan frelse fårene fra ulven om ikke hyrden?

Og nu véd jeg da godt, at det er længe siden, at der bogstaveligt talt har levet ulve her i landet. Men spørgsmålet er vel alligevel, om ikke billedordet "ulv" er ganske velegnet til at karakterisere alle de trusler, vi som mennesker også som mennesker i dagens Danmark er prisgivet. Og at disse trusler sammenfattet i billedordet "ulv" er virkningsfulde, ja, det viser vel klart den omstændighed, at vi rent faktisk har kastet os ud i en desperat søgen efter "hyrder" forstået som en søgen efter autoriteter at dække os ind under! Ja, for det har nu engang sin pris at leve uden autoriteter, nemlig den, at man selv må "vælge sit liv", selv finde mål for og mening med det. I en autoritetsløs verden møder livet os uformet. På forhånd har livet intet indhold. Skal der komme form på det, må vi selv formgive det. Og skal det få et indhold, må vi selv skabe det.

Vi er blevet frie! Ja, og vi kan ikke fordrage al den frihed; for den betyder, at ansvaret for, hvad der kommer ud af vores liv, bærer vi kun selv. Og det er vel akkurat bevidstheden om, at frihed betyder ansvar, der gør os rastløse. Og for at bekæmpe rastløsheden søger vi tilpasning: søger sammen - som får, der jo har det med at optræde i flok. Netop tilpasning er et nivelleret samfunds ideal; for i tilpasningen kan det skjules, at vi selv bærer ansvaret for, hvad der er kommet ud af vores liv.

Sandelig om ikke den frihed, demokratiet tilstår os, er tung at bære. Og når vi så ikke vil det, hvad gør vi så? Ja, så kaster vi os ud i en desperat søgen efter "hyrder", autoriteter at gemme os bag og give skylden for vores egen mislykkethed, eller give skylden, når et eller andet er gået galt. Men den søgen er selvfølgelig forgæves i et samfund uden "hyrder"!

Ikke desto mindre siger Jesus altså, at han er "hyrde"! Javel. Men det udsagn trænger nok til en præcisering. Han ligner jo nemlig ikke nogen anden "hyrde", man ellers har hørt om, religiøst og politisk. Og derfor står han heller ikke i noget konkurrenceforhold til sådan én.

Hvis vi skal blive i sammenligningernes billedverden, så må vi sige, at Jesus er den "hyrde", som - i stedet for at fordrive "ulven" - bliver ædt af den, og det vel at mærke ikke ved en fejltagelse eller ved et uheld, men som det, der er hans virkelige hyrdegerning. Og det rejser selvfølgelig det nærgående spørgsmål, hvad den "frelse" så i grunden består i, som han har at tilbyde. Og på det spørgsmål kan der uden videre svares, at den ikke består i, at "ulven" fjernes eller får tænderne trukket ud, men deri, at man sættes ind i en ny sammenhæng eller får skænket noget, som ingen "ulv" kan antaste. Og derved bliver man - som sagt - ikke befriet for "ulven". Men frygten for "ulven", den forsvinder!

Vi kan jo kalde "ulven" hvad det skal være: død, lidelse, underkuelse, mislykkethed og bagtalelse - før eller siden bliver vi ramt af det alt sammen, ligesom Jesus blev det. Men det er over en bank ændret fra fjendtlige og ødelæggende anslag til Guds vilje, der vil os det bedste, og hvor "saligheden" derfor består i at ville det, som Gud vil. Virkelig at ville det!

"Frelsen" har med andre ord her ikke den negative funktion at fjerne eller befri os fra noget. Vi er fortsat givet "ulven": døden og lidelsen, til pris. Det er lærdommen fra langfredag. Men frelsen er noget positivt i den forstand, at den er ensbetydende med en absolut beroligelse midt i livet, nu, i dag, fordi dette liv aldrig i evighed skal være fortabt, men skal bevares som en Guds gave, ingen ulv kan sætte tænderne i.

Amen.