Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1929, s.50-52. (Fritz Engelke: Der Brief des Paulus an die Römer und an uns. (1921, 4. Aufl. 1928.) - Der Brief des Paulus an die Galater und an uns. 1928. - Agentur des Rauhen Hauses, Hamburg).

For en Nutidslæser er Paulus fjærn. Først ligger der to Aartusinder mellem hans Tale og vor Opfattemaade - og Svælget, der adskilte hans Evangelium fra den jødisk-hedenske Samtid, bestaar endnu mellem hans Evangelium og vor kristne Tid; selve det, at vi formelt har overtaget hans "Lære", vil i Virkeligheden ofte kun gøre Svælget mere uoverskrideligt.

Theologen skal kun bygge Bro mellem Aartusinder, som ikke forstaar hinanden - men Forkynderen skal tale Ordet tværs over Samtidighedens Svælg. Den første Opgave er haabløs nok, men den er vor; den sidste har overhovedet kun Haab, fordi den ikke er vor.

- Engelke (Forstander for "Rauhe Haus") vil, mere som Forkynder end som Theolog, bringe Paulus' Forkyndelse ind paa Livet af Nutidslæseren. ,,Und an uns", staar der i Titelen. Sin Opgave prøver han at løse, ikke gennem Prædiken, men heller ikke gennem historiske Forklaringer; ikke heller gennem en ligefrem Oversættelse, men gennem en Omskrivning af Paulus' Tekst.

Vejen er farbar - men vanskelig.

At en Oversættelse alene ikke løser Opgaven, selv om den er nok saa ypperlig udført, det burde man kunne blive enige om; det sker heller ikke ved at supplere den med en "Kommentar" af en eller anden Art (Noter, Samtidsskildringer; Undersøgelser, opbyggelig Anvendelse); gennem Omskrivningen har man en Mulighed for baade at fastholde Tekstens Traad og "forklare" dens Enkeltheder, baade at lade Fortiden komme til Orde, og give dette Ord 'Rum i Nutiden - men saa bliver der naturligvis et fortsat Valg imellem, om det netop er Paulus, der skal tale, eller om der skal tales paulinsk, til os.

Ingen Vej, vi selv kan bygge mellem et Oldtids-skrift og vor Tid, er den rigtige. Det er heller ikke alle Slags Køretøjer, der kan bruge samme Vejbane.

Engelkes Maade er først og fremmest Prædikantens. Det betyder, at Paulus' Tale (ofte ved et meget fast og dristigt Greb) kan svinges ind i vor Tids aandelige Situation; Opgøret med "Loven" bliver virkelig et Opgør med vor (kristne og religiøse) Tids Lov, altsaa den Idealisme, den Kirkelighed eller det Samfundsfællesskab, hvorved vi vil erhverve os, hvad Jøden vilde erhverve sig ved sin Lov. Thi evangelisk set er det naturligvis Tanken om Køb, Erhvervelse, Betingelse og Besidden, der er "Loven". Loven, som hos os tager dogmatisk-kristelig, hos Jøden mosaisk Form.

Men en saadan Fremstilling af det centrale i Paulus' Evangelium, talt "an uns", er det alligevel saa sin Sag at lægge i Munden paa Paulus fra Tarsus. Teltmageren havde sit at tumle med, og i ganske konkret Form; hvad der i hans Forkyndelse paa os virker periferisk eller maaske forvirrende, det kan for ham selv have været Stedet, fra hvilket det centrale maatte opfattes, fordi det var det "Sted", hvor han stod, da Guds Ord naaede hans Øre. Og saa er der jo forøvrigt intet Menneske, der ikke kæmper og arbejder paa flere Fronter; saa meget mere haabløst er det, naar fremmede Øjne vil prøve at finde Fronten hos en anden. Den Mand, der i senere Aarhundreder har haft Front mest fælles med Paulus, er sikkert Luther. Og Luthers Opgør har jo haft stærke Eftervirkninger i det nyere Tyskland, ikke mindst siden Blumhardts Dage; for os Danske har Opgøret mest ligget paa den pietistisk-methodistiske Linie, d. v. s. i Spørgsmaalene "religiøs Oplevelse" og "Verdslighed". Og som vi er indstillede, saaledes hører og læser vi.

Engelkes Paulus er først og fremmest luthersk, selv om der ogsaa løber en Del Pietisme med. Dét er de "lutherske" Sammenhænge hos Paulus, der faar Vægten - og her er Omskrivningerne i Virkeligheden ogsaa, hvad Tankeindholdet, hvad Pointet angaar, fortrinligt gennemførte - - men bare for gennemførte; thi havde Paulus fra Tarsus virkelig været saa "afklaret" i sine Tanker om Menneske og Gud, om Lov og om Retfærdiggørelse af Tro alene, saa havde han næppe samtidig været saa meget af en spekulativ Mystiker og religiøs Moralist, saa havde han næppe i Synagoge- og Mysteriesamfundenes Lignelse opbygget smaa Samfund af troende som eneste Bærere af Liv, af Hellighed, af Kristus selv. Saadan er det nemlig: Dersom Tros-Retfærdigheden hos Paulus er noget "afklaret" (og som ren Idé bogstavelig kan flyttes rundt i Historien og uden for Historien, som ganske vist nogle baade mener og gør), saa er alt det øvrige hos ham urimelige Rudimenter; men dersom Tros-Retfærdigheden kun har sin Virkelighed for ham i og med de Modsigelser, hvori den lever, saa - ja, saa er det ogsaa haabløst at faa Paulus til at tale uden for sig selv.

I Paulus fra Tarsus bryder det nemlig, og det for Alvor; den kirkelige Paulus derimod har været autoriseret saa længe, at de Brydninger, det endnu ikke er lykkedes de fagkyndige at bortforklare, kun har Interesse som et psykologisk Krydderi paa Forkyndelsen.

At gaa uden om Brydningen hos Paulus betyder i Virkeligheden at gaa uden om ham selv - og saa bliver det jo næppe hans Tankeindhold, man finder.

Ogsaa af den Grund bliver der en Fare ved at gaa Omskrivningens Vej. Det gælder lige fra det "blot" stilistiske og til Udredningen af de allervigtigste Sammenhænge.

Engelkes Omskrivninger af Enkeltheder træffer ofte Sømmet paa Hovedet, og han finder ofte gode Bindetanker, hvor Paulus gør et Spring. Og sikkert er det jo, at ofte vil en Tanke slet ikke kunne komme frem paa et andet Sprog, blot tilnærmelsesvis, uden gennem en meget omstændelig Omskrivning; men med denne Omskrivning, der skulde bevare det meget attraaede "Gedankengehalt", mister man selvfølgelig Temperamentet, Maaden, Stilen om man vil - og dermed kan man meget vel have mistet Manden selv; thi det er ofte først Temperamentet, Maaden, der viser os, hvad denne eller hin Tanke overhovedet er i denne Sammenhæng, viser dens Vægt eller Lethed, dens Værd, dens Rolle i Tankeløbet; er man ikke klar over dette, men mener, at Virkeligheden bor i det fromme Ræsonnement, saa ve Forstaaelsen (se note 1).

Og netop hvad Paulus angaar, vil vi altid være særlig udsat for at tage fejl i Vurderingen af hans "Gedankengehalt". Det ser vi jo i al Opfattelse af Paulus, baade naar han var personlig nærværende, og naar man kun møder ham i hans Breve - det vidner allerede den lille Bemærkning (i 2. Peters Brev) om "vor kære Broder Paulus' Breve" og det vidner hver Smule, vi skriver om ham i vore Dage. Paulus vil man beholde, men Brydningen og Uroen i ham vil man have bort, ved Fortolkning eller ved grammatiske Tekstforbedringer. Hvor har man ikke endevendt Ordene og diskuteret om Komma'erne, for dog endelig at skaffe ham de behørige Genitiver og den nødvendige Eftersætning! Lige fra de første Afskrifter, ja, vel lige fra Tertius's og de andre Venners Tid, "som har nedskrevet Brevet" (Rom. 16,22), og lige ned til vore Dage, har man arbejdet paa at bringe Paulus i Stil, bringe ham til Ro - lians Tankespring, hans Modsigelser, hans Sinds Jagen og hans Hjærtes Lidenskaber. For at kunne blive ved at elske ham prøver man at gøre ham saa elskværdig som mulig; for at kunne beholde den store Apostel prøver man at gøre ham saa theologisk som mulig.

Men Doktorkappe og Præstekrave klæder nu engang ikke Teltmageren fra Tarsus; han taler altid som han gaar og staar - i Kog, i isnende Sarkasme, i Ængstelse, i brændende Kærlighed, i sofistisk Smaalighed, i store Syner.

Engelkes Paulus derimod taler (som de fleste andre Paulus'er) fra en Prædikestol; han taler ordrigt, pastoralt; i from Bebrejdelse, i overtalende Ræsonnement; ikke frit for det sødladent svulmende, til Tider bombastisk. Han er saa øjensynlig Tysker.

Og prøvede vi noget lignende her i Landet, saa blev han formodentlig Dansker.

- Det er nok slet ikke saa let at komme til at høre Paulus fra Tarsus tale, an uns. Hvis Teltmageren kan komme til Orde, ja, han er sandelig nok værd at høre, men saa bliver det maaske kun Historikeren i os, der med spændt Interesse ser og hører og følger denne mærkelige Mand. Og hvis Apostelens Forkyndelse skal naa os, netop os, saa maa han, selv usynlig, tale os Ordet i vort Øre - og saa taler han som den, der tynges netop af vore Spørgsmaal og kæmper netop vor Kamp for at kunne modtage Ordet ovenfra: Herrens er Gerningen.

Og saa søger man igen tilbage til Teltmageren* det kan man slet ikke lade være med.

Note 1: "Wenn ich auch das Gute nicht tue, ich will es doch wenigstens; wenn ich auch das Böse tue, ich woll-te es doch wenigstens nicht". - Rom. 7. - "Gedankengehalt" maaske; men Klangen er forsvundet, og med den Sandheden. Paulus' fortvivlede Selverkendelse er her blevet en bedrøvet Selviagttagelse; derfor er ogsaa hans Raab ud af Angst og Skyld her faktisk blevet en Form for Selvforsvar. Naturligvis; thi naar Vægten lægges paa Ræsonnementet (som ogsaa prøver sig lidt frem hos Paulus, men skylles bort) ja saa er Paulus i sidste Instans skyldfri. - Og dette er ingen ligegyldig Enkelthed. Vi kender det saa godt selv, i det fine eller i det grove: Kø-det og Djævelen paa den ene Side og Gudsbilledet i os paa den anden - til sidst skal de nok blive os til Selvfor-svar og Trøst, i Endrægtighed, alle tre. Og saa er Dogmatiken bevaret, Kristendommen fornægtet.