Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 2009, juni, s.119-123.

I mere end 20 år har de 29 forelæsninger, som Johannes Horstmann holdt i efteråret 1988 på Københavns Universitet under overskriften: "Et grundrids af den kirkelige dogmatik", levet et meget stille og tilbagetrukket liv i form af nogle få og efterhånden meget lidt læsevenlige A4-fotokopier af kopier af kopier af originalmanuskriptet, som har cirkuleret iblandt de få interesserede, som overhovedet kendte til dogmatikkens eksistens.

Nedenfor bringer Tidehverv et fyldigt uddrag af dogmatikkens 22. kapitel om "Den Hellige, almindelige Kirke" - og uddraget skal ses som en introduktion til og en præsentation af hele dogmatikken, som vil udkomme i bogform på Tidehvervs Forlag i løbet af efteråret 2009.

Horstmann skriver i det første kapitel om overskriften på sin forelæsningsrække: "Ordet kirkelig betyder ikke, at jeg agter at tale en traditionalistisk dogmatiks sag, og at jeg ser alle ulykker som stammende fra en kritisk holdning over for skrift og trosbekendelse ... Men ordet kirkelig skal holde dogmatikken fast ved det, som er dens og den øvrige teologis anliggende, nemlig at arbejde på, at det Evangelium på ny kan forkyndes rent og purt, som alene er i stand til at skabe og opholde kirken, og det af mennesker, der uden ophør må sige til dette Evangelium: "Doce me, undervis mig!""

Som det fremgår af dette korte citat, og som det vil fremgå af tekstuddraget nedenfor, er der god grund til at lade Horstmanns dogmatik udkomme i bogform. Den vil med sin alvor og indsigt stå som den stærkt tiltrængte modsigelse af al den pjattede modeteologi, som aldrig kunne drømme om "at arbejde på, at det Evangelium på ny kan forkyndes rent og purt, som alene er i stand til at skabe og opholde kirken", men som i disse år har sat sig tungt og stort set enerådende på de danske universiteter, på pastoralseminarierne og på præsternes obligatoriske efteruddannelseskurser. Og den vil, kan jeg sige af egen erfaring, derfor være et klarende tilflugts- og fristed for den teologiske student, den præst eller den menigmand, som - på trods af den moderne teologis enetale i alle institutionelle sammenhænge - ikke kan sige sig fri for en nok kættersk, men dog meget klar, fornemmelse af den uendeligt snakkende modeteologis letbenede overfladiskhed, om hvilken man med Horstmann kunne sige: "Det vil være de fleste indlysende, at hvad man får at høre i sådanne ord ikke er andet end en intellektuelt begavet gymnasiasts forfængelige … fantasier, som er mulige og kan interesserer dér, hvor et menneske endnu ikke er blevet voksent og endnu ikke er stødt på virkeligheden som sin grænse".

Forberedelsen af dogmatikken til udgivelse har stået på i nogle år, og den var aldrig blevet afsluttet, hvis ikke Else Rydal og Majken Frost havde tilbudt at læse korrektur på den færdige tekst, eller hvis ikke Mads Mønsted havde tilbudt at indskrive et par af de kapitler, som computerens skanner ikke kunne håndtere automatisk. En særlig tak skal lyde til stud. theol. Thomas Hårbøl, som - efter en lille notits på Tidehverv hjemmeside - også tilbød sig som korrekturlæser. Hans grundighed i gennemlæsningen af manuskriptet og sproglige indsigt har været en uvurderlig hjælp.

Henrik Frost.

 

Et grundrids af den kirkelige dogmatik.

Kapitel 22, Forelæsning 25. november 1988

Den Hellige, almindelige Kirke

I den tredie artikel af vor trosbekendelse fortsættes der - umiddelbart efter det har lydt: "Jeg tror på Helligånden" - med ordene "den Hellige almindelige kirke". Sådan som ordene står, kunne man let få den mening, at kirken ville være en genstand for tro, der er sideordnet med troen på Helligånden, og det så meget lettere, som det i kirkens historie, i hvert fald i praksis, ikke så ganske sjældent er blevet opfattet netop på den måde. Men læser man trosbekendelsen på latin, elimineres denne forståelse klart som en misforståelse. Der står nemlig: credo in spiritum sanctum, og så fortsættes der: sanctam ecclesiam catholicam sanctorum communionem peccatorum praemisionem etc. Heraf fremgår tydeligt, at der er en afgørende forskel mellem det første led i artiklen, hvor det hedder credo in spiritum sanctum, mens det, når det gælder kirken og de andre efterfølgende led, blot hedder credo, og derefter følger så genstanden for tro. Det vil sige, at de andre led blot er forstået som Helligåndens følgevirkninger, der nok vil tros som guddommelige og virkelige, men som ikke vil æres og tilbedes som guddommelige personer på samme måde som Helligånden. Altså: "Jeg tror på Helligånden"; men "Jeg tror, at der er en Hellig almindelig kirke", og dette tror jeg, fordi jeg tror på Helligånden. Helligånden kan ikke være nærværende, uden at der bliver kirke til, ganske som der blev kirke til på den store Pinsedag, sådan som Lukas har beskrevet det i Apostlenes Gerninger.

Men idet troen på, at der er en kirke, forstås som en følgevirkning af Helligåndens nærværelse, og dermed også er inkluderet i troen på Helligånden, så er der dermed sagt, at denne kirke ikke bare er en størrelse inden for denne verdens ramme. Kirken er ikke en konstaterbar størrelse. Det er kun troen - der tror på den Fader, som taler sit Ord i Sønnen, og som selv er tilhører til dette Ord som Helligånden - det er kun denne tro, der kan blive opmærksom på, at kirken er der. Men det betyder ikke, at kirken så bare er en idé, en civitas platonica, en platonisk stat, der intet steds virkelig er til; men som man mere eller mindre må nærme sig til i de forskelligartede realisationer af idéen, der kommer i stand efter menneskers stræben efter selv at skabe en kirke efter det forudgivne mønster. Kirken - den Hellige, almindelige kirke - er en Virkelighed her i denne verden, hvor synlige mennesker samles omkring Jesu navn. Men den er kun en Virkelighed, fordi Helligånden giver den at være det. Kirken er således synlig, fordi det er i denne verden, at den er, og fordi den består af mennesker, der lever her på samme måde som andre mennesker gør. Men det er usynligt, at disse synlige mennesker er kirke. Det må tros, fordi Helligåndens tale - forkyndelsen af Jesus som Kristus, forkyndelsen af Ham som Herre - lyder. Således bliver der ikke tale om en synlig kirke, der kan gøre krav på kirkenavn på grund af sine medlemmers påviselige gode egenskaber; men der bliver heller ikke tale om en usynlig kirke, der ved sin usynlighed kan gøre det problematisk, om der overhovedet er nogen mening i at tale om kirke her hos disse synlige mennesker, som i ingen henseende udmærker sig ved fuldkommenhed, ja, som i kvalitativ henseende tit kan forekomme at rangere under de mennesker, om hvem man må sige, at de i hvert fald ikke kan være kirke, fordi Jesu navn ikke forkyndes eller bekendes hos dem. Kirken er usynlig der, hvor mennesker vil gøre den til deres egen påviselige kirke, som de - og ikke Ordet og Helligånden - skaber; men hvor mennesker vil tale om kirken som usynlig, fordi de vil gøre den til en platonisk stat, som kun er virkelig i idéen, der gør kirken sig selv synlig, nemlig som disse synlige hverdagsmennesker, der samler sig omkring dette hørlige Evangelium og disse sakramenter, som ses.

I den oldkirkelige hymne "Veni Creator Spiritus" er der indeholdt en klar forståelse af, at det, at kirken bliver til, er en guddommelig Skabelseshandling. Kirken er en skabning af Evangeliet om Jesus Kristus og af den Helligånd, der ledsager dette Ord og åbner menneskers øren til at høre det. Kirken skabes og opholdes af det Ord, som Gud selv taler. Den lever af det Ord, som udgår gennem Guds mund, og derved kommer den med selve sin eksistens til at åbenbare Sandheden om den menneskeslægt, som kirken er kaldt ud af, og som den lever i, men som den ikke er af, at denne slægt - enten den vil det eller ej - lever af det Ord, som Gud, den usynlige skaber, taler. I denne forstand må verden spejle sig selv i kirken. Når den ser på den - og det gør menneskene i verden gerne, fordi de forarges over kirkens særlighed, at den skulle være det sted, hvor Gud gør sig åbenbar til forskel fra alle andre steder - når mennesker i verden ser på kirken, så er det sig selv, de ser. Menneskenes dom over kirken er altid deres dom over sig selv og kan ikke være andet, og i en slags uvidende viden ved verden om, at det forholder sig sådan. Derfor er verden i al hemmelighed bange for kirken, fordi kirken har magt til at afsløre verden, så at den bliver nødt til at kende sig selv, og det ønsker verden at være fri for det længst mulige. Verden ønsker derfor en kirke, der ikke er noget guddommeligt og hemmelighedsfuldt ved, en kirke, der bliver til på samme måde som andre sociologiske forekomster, altså ved at mennesker, der har de samme interesser, slutter sig sammen og danner en forening, som de så kalder kirke. Som en sådan menneskeskabt organisation eller forening kan kirken ikke for alvor komme til at stille mennesker i nogen afgørelse, som det er livsnødvendigt for enhver at træffe; og er det bare sådan, så er der intet i vejen for, at verden kan tolerere kirken, så er den harmløs og uskadelig, og menneskene kan bruge den for deres egne formål. Så kan de omklamre kirken og skrive dens dagsorden; men en sådan menneskeskabt kirke er ingen kirke. Den er blot den religiøse forening, som den ser ud til at være. "I har ikke udvalgt mig; men jeg har udvalgt Eder", hører vi Jesus sige i Johannesevangeliet (kap.15, v.16), og som Han handlede med sine apostle, sådan handler Han også med kirken. Det ses ikke, at der sker en sådan udvælgelse af mennesker, fordi det nu ikke er Jesus i menneskelig skikkelse, der udvælger, men Evangeliet og Helligånden; men det, som sker, er alligevel ganske det samme. Det negative udtryk for, at det er en sådan udvælgelse, der går for sig, er den omstændighed, som alle kan iagttage, at der er nogle mennesker, som synes at høre noget i evangeliets tale om Jesus, som binder dem til at blive ved med at lytte til det, mens der er andre, der ikke kan forstå, at denne tale om Jesus kan komme dem eller andre mennesker ved.

"I er rene på grund af det Ord, som jeg har talt til Eder" (Joh. 15,3), hører vi Jesus sige til de mennesker, som Han har udvalgt til sine apostle. Det Ord, hvorved Han udvælger dem, gør dem til Hans disciple, og det er ikke det mindste anderledes dér, hvor kirken bliver til. Det Evangelium, som ved at lyde i verden foretager udvælgelsen, gør samtidig dem, som udvælges, til kirke; ikke i kraft af noget som helst hos dem selv, men alene i kraft af det Evangelium, der lyder til dem, og som Helligånden giver dem at være tilhørere til med øren, der er åbne for det.

Kirken er altså mennesker, der er kaldet ud af verden. Ekklesia hedder kirke på græsk, og det kommer af ekkaleo, hvilket betyder: jeg kalder ud. Det kan også bruges om en verdslig folkeforsamling. Kirken er sådanne mennesker, der er kaldt ud af verden af det Guds-Ord, som verden ikke har øren til at høre, og af Helligånden, som verden ikke kan modtage - kaldt ud af den verden, hvor man er menneske i kraft af det, som man selv kan og vil og gør, til i stedet at høre det Ord, som Gud Herren taler. Det betyder naturligvis ikke, at der så dér, hvor der er kirke, ikke må være noget, som har det foreningsmæssiges eller det sociologiskes fortegn; men det betyder, at det, som gør kirken til kirke, ikke er dette institutionelle og sociologiske, og at noget sådant, hvor det forekommer, altid må komme i anden række, sat på plads af det kirkeskabende - af mennesker uafhængige og uhåndterlige - Guds-Ord som det, der altid står som det primære overalt, hvor der overhovedet tales om kirke.

[...]

Paulus bruger det billede om kirken, at den er Kristi legeme. Kristus er hovedet. De, som tror på Ham, er alle lemmer på Hans legeme, og for at udtrykke den samme forståelse af forholdet mellem Kristus og kirken bruger Johannes billedet af vintræet og grenene. Billedet om hovedet og dets legeme og dets lemmer siger, at Kristus er kirkens Herre, den, som går foran, den, som styrer legemet. Han er en Herre, som har uendelig omsorg for sit legeme. Kristus kan ikke og vil ikke være uden sin kirke. Han drager den efter sig overalt, hvor Han kommer frem, ligesom hovedet drager legemet og lemmerne efter sig. Den Herre, som er kirkens, gør ikke ligesom en jordisk feltherre eller general, som sender sine tropper ud i situationer, der meget vel kan komme til at overstige deres kræfter, og som kan ende med katastrofe for dem, uden at Han er i stand til at hjælpe dem det mindste; men Han - kirkens Herre - er en Herre, der ofrer sig selv for alle dem, som er Hans, og Han er i stand til at hjælpe i enhver situation, hvad der end måtte ske for og med kirken under dens liv i denne verden. Det er Han, fordi Han er den korsfæstede, som er opstanden, hvem Gud har givet al magt i Himlen og på jorden.

Men billedet af hovedet og legemet taler samtidig om det indbyrdes forhold mellem dem, som er lemmer på legemet. De er samordnede hinanden i den gensidige respekt for og afhængighed af hinanden. At de er lemmer på det samme legeme, hvis hoved Kristus er, gør, at de alle er nødvendige for hinanden, og det binder dem sammen i skyldigheden at være tjenere for hinanden. At være det kan aldrig være en god gerning, der skal indbringe løn til den, som udfører den. Denne vennetjeneste er lige så selvfølgelig, som at det ene lem på det samme legeme hjælper og understøtter det andet. Det kan simpelthen ikke gøre andet.

I det johannæiske billede om vintræet og grenene ledes tanken mere i retning af den livskraft, der fra stammen flyder ud i grenene, for at de skal kunne bære frugt. Grenen kan ikke have nogen selvstændighed og uafhængighed i forhold til stammen. Selvstændigheden måtte nødvendigt berøve grenen den saft, der er betingelsen for, at den overhovedet kan leve og bære frugt. Kirken har ikke noget liv i sig selv, men kun det, der kommer til den fra Kristus selv. Derfor er kirkens største, ja, eneste opgave den at blive i Kristus, blive ved med at være gren på det vintræ, som Han er, ved at holde det Ord, som Han har givet den, høre og tale det Evangelium i verden, som den selv hører, og som gør den til kirke. Dette betyder så ikke, at kirken ikke har nogen opgave at udføre, ikke har noget at gøre. Kirken skal som gren på vintræet bære frugt; men den kan ikke bære frugt ved sig selv. Det kan den kun gøre ved at blive på vintræet og dermed lade dette overtage ansvaret for, at der kommer nogen frugt og dermed også overlade ejendomsretten til frugten til vintræet. Al frugt på vintræets grene, alle aktiviteter i kirken, som har sin oprindelse i kirken selv, er en falsk frugt, der nok ser ud til at være noget, men som ingenting er; kraftige gerninger, som kirken selv roser sig af at have gjort i Jesu navn; men som Han ikke vil vedkende sig, idet Han siger til en sådan kirke: "Jeg kendte dig aldrig!" (Matt. 10, 32f.; Luk. 12,8f.)

Billedet af kirken som grenene på vintræet taler indtrængende til kirken om, at den i sit forhold til Kristus ikke kan være andet end rent modtagende. Kirken kan ikke hjælpe Kristus til at blive noget i verden, som Han vil være, for det, som Han vil, er netop at være vintræ for grenene, at være den, som kirken har sit liv fra - og i troen på Ham modtage det fra Ham. Det er selve det, at det kommer fra Ham, der gør det til sandt liv. Kirken er én, og der kan ikke være mere end een kirke, fordi der kun er een Kristus; men kirken er til gengæld også een overalt, hvor den er. Kirken er jo den i syndernes forladelse til det sandt menneskelige fællesskab tilbageførte menneskeslægt, hvorom Paulus siger: "Alle er I eet i Kristus Jesus" (Gal. 3,28). Men denne kirke er ikke noget, som erfaringen og fornuften kan konstatere. Fornuften og erfaringen ser bare splittede menneskegrupper med modstridende religiøse anskuelser. Sådan har det været lige siden apostlenes dage.

I 1. Korinthierbrev (kap. 1, v.12) læser vi om, hvordan der var splittelse i menigheden i Korinth. Der sagde man: "Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus". I denne for kirken truende situation gør Paulus tydeligvis ikke det, at Han sammenkalder til en økumenisk konference for ad forhandlingens vej at komme frem til så megen enighed, der nu kan opnås. Derimod stiller han det spørgsmål til alle: "Mon Kristus er delt?" (1. Kor. 1,13) Og da det er klart for enhver, at Kristus ikke er delt og ikke kan være delt - Han den ene, Guds énbårne Søn, i hvem Gud har forligt verden med sig selv - så er det lige så klart, at da Han ikke er delt, så kan Hans legeme heller ikke være delt uanset al den splittelse, som fornuft og erfaring måtte være i stand til at påvise. Kirkens enhed er en guddommelig enhed. Derfor er den en enhed, som kun troen kan kende, men derfor også en enhed, der ikke kan sprænges eller splittes af menneskenes synd. Den betyder netop ophævelse af al menneskelig splittelse, hvor dybtgående den end måtte være. Derfor kan det naturligvis ikke blive en menneskelig opgave at sørge for at gøre en splittet kirke til én. Derimod er det kirkens opgave at blive ved med at være den ene kirke ved at modtage enigheden i den bestandige lytten til det kirkeskabende og kirkeopholdende Evangelium, som der kun er og kun kan være eet af. At høre dette ene Evangelium og selv tale det til mennesker i verden og således selv være kirke, det er det sandt forenende økumeniske arbejde, og der findes heller ikke andet sandt økumenisk arbejde end netop det.

Om kirken siges der, at den er hellig, det vil sige, at den er kaldt ud af verden, afsondret fra den og indviet til Gud. Man skulle også kunne sige, at kirkens Hellighed består i, at den tilhører Gud og ikke nogen eller noget andet. Kirkens forhold til Gud er bestemt af, at dens Herre er Guds Søn, som er helt afhængig af og lydig imod sin Fader. Kirkens Hellighed er altså dette af Kristus bestemte og oprettede forhold til Gud. Kirken er den menneskeslægt, som Gud har taget magten over, og som Han har beslaglagt som sin ejendom. Helligheden er, at kirken er genstand for denne guddommelige beslaglæggelse eller sagt med Det nye Testamentes sprogbrug: "Kirken er udvalgt af Gud i Jesus Kristus". Kirkens Hellighed er derfor ikke dens medlemmers religiøse og moralske kvaliteter. Det er fornuftens måde at tale om kirkens Hellighed på, at den består af mennesker, som har omvendt sig og er blevet bedre mennesker end andre, mennesker, som er mere alvorlige, mere gudfrygtige og mindre optaget af at nyde denne verdens goder og fornøjelser end andre. For at kunne respektere kirken kræver fornuften, at kirken må kunne vise, at dens medlemmer er kvalitativt anderledes end andre mennesker. Det er denne fornuftens hellighedsforståelse, som ligger bag den romerske kirkes tale om helgener; men den kirke, som er en skabning af Gudsordet og Helligånden, har ikke og kan ikke have nogen anden Hellighed end den, som består i, at den er udvalgt i den Hellige Kristus. Hans Hellighed er kirkens Hellighed, og denne Hellighed tager al anden Hellighed fra kirken selv. Hans Hellighed er, at det er Hans mad at gøre Guds Vilje, og denne mad giver Han til den kirke, som Han er hovedet for; at kirken er skyldig over alle ting at frygte og elske Gud og sætte al sin lid til Ham. Denne ubetingede skyldighed at elske Gud - den er, at kirken er den hellige kirke.

Kirken er også almindelig, catholica, det vil sige, at den er for alle, at det, at der er en kirke, der bliver til ved Evangeliet og Helligånden, det angår hvert eneste menneske. Intet menneske kan derfor unddrage sig at ville have med kirken at gøre undtagen til sin egen undergang. Gud har forligt verden med sig selv i Kristus. Kristus er en forsoning ikke blot for vore, men for den hele verdens synder. Det, at Han selv sender sine disciple ud i al verden for at gøre alle folkeslag til Hans disciple, dette er kirkens almindelighed. Kirkens almindelighed er derimod ikke den for fornuften konstaterbare, vide udbredelse eller mangel på udbredelse; for den samme fornuft, som vil se kirkens Hellighed i dens moralske og religiøse kvalitet, vil også mene, at kirken langtfra er almindelig nok til for alvor at bevise sig selv som Guds kirke. Det er jo et forsvindende mindretal, som tager troen og den lydighed, som mennesket skylder Gud, alvorligt. Fornuften, som tænker mennesketanker, kan ikke andet end mene, at kirkens almindelighed er dens udbredelse, som den sociologisk og statistisk har, og det kan umuligt undgå at problematisere dens almindelighed. Der findes jo så mange religioner i verden, og nogle af dem er lige så almindelige i udbredelse som kristendommen.

Men efter Guds forstand på, hvad almindelighed er, er kirkens almindelighed den, at Evangeliet om Jesus Kristus ikke kan lyde, uden at der dermed er sagt til hvert menneske i verden: "Kristus er død, også for dig! Det skal du høre, og det er evigt afgørende for dig, at du hører det". Hvor mange eller hvor få, der rent statistisk hører kirkens tale, det betyder intet for dens almindelighed, for den er Evangeliet selv, der som Gudsordet har adresse til alle mennesker uden undtagelse. Gud vil, at alle mennesker skal komme til Frelse og Sandhedserkendelse.

Det hører til den almindelige kirkes væsen, at den altid vil være her på jorden - om ikke på eet sted, så på et andet. Grunden hertil er, at den, som bygger denne kirke, er Kristus, Guds Søn og ikke mennesker. Helvedes porte skal ikke få overhånd over Hans menighed, fordi den er Hans bygning, fordi den er en skabning af Evangeliet, af det af Kristus selv talte Ord, som består, når himmel og jord forgår. Kirkens bestandige forbliven kan ikke sikres ved menneskelige bestræbelser eller ved kirkepolitiske foranstaltninger eller ved konkordater mellem kirkeledelse og staten, men fordi Kristus lever, fordi Han er opstanden fra de døde og sidder ved Guds, den Almægtiges, højre hånd. Derfor er det umuligt, at kirken kan forsvinde. Ingen kan rive noget ud af Hans hånd. Det betyder ikke en sikkerhed for fornuften, som garanterer, at de, som nu er medlemmer af kirken, også automatisk vil fortsætte med at være det i fremtiden. Til alle sådanne medlemmer lyder Jesu tiltale: "Bliv i mig, så bliver også jeg i Eder" (Joh. 15,4). "Guds Rige er kommet nær! Omvend jer og tro på Evangeliet!" (Mk. 1,15) Det er den bestandige fordring til dem, der står i kirken, ikke bare til dem, der endnu ikke gør det. Kirkens opholdelse i verden er en guddommelig handling. Som en skabning af Gudsordet og Helliganden bliver kirken ved med at være under Guds faderlige omsorg; men dermed bliver den også afkrævet, at den i lydighed imod Hans befaling sætter det Ord på lysestagen, som Han vil have råbt ud for menneskene.

Gud bekymrer sig uendeligt om sit Ords skæbne i verden, og denne guddommelige bekymring eller omsorg for Ordet er det, som gør kirken uovervindelig, når den da vedbliver med at være kirke, når den forbliver i troen på Guds uforskyldte Nåde i Jesus Kristus og ikke forfalder til at tro på sig selv og sine egne kvaliteter og sine egne aktiviteter.

Her i verden er kirken altid en stridende kirke. Den forkynder Guds fred - men for mennesker, der kun bryder sig om deres egen fred og kun kender og forstår den, og som derfor af naturen forkaster freden fra Gud.

Kirken kan ikke selv ville strid. Den kan kun ville den fred, som er Guds; men den kan ikke undgå striden, når den prædiker fredens Evangelium. Fornuften vil derfor i kirken se en fredsforstyrrer. Fornuftens interesse er altid at få kirken draget bort fra det, som er dens sande opgave og få den til medarbejder i arbejdet for at sikre menneskenes egen fred, sikre menneskenes egne interesser. Men den fred, som fornuften vil have, den skal sikre menneskenes liv på den måde, at de ikke behøver Guds fred for at være menneske, altså sikre mennesket imod Gud, imod Hans, Skaberens, bestemmelse med mennesket. Men Gud som Skaber kan mennesket ikke sikre sig selv imod, og det er menneskets salighed. Det er Gud, der i omsorg for menneskers Frelse bestandig nedbryder menneskenes egen fred, for at de således kan være åbne til at modtage Hans fred som en gave. Gud vil naturligvis ikke have kirken til at samarbejde med fornuften om en fred, som betyder fornægtelsen af Hans fred. En kirke, som arbejder for politiske og sociale forandringer og forbedringer i verden som sin hovedopgave, den er dermed ophørt med at være kirke, og kirken kan ikke bringe mennesker Guds fred uden i modsigelsen af fornuftens falske fred. Denne strid vil være, hvor der er kirke, og så længe, der er det. Men for den kirke, der bliver ved Evangeliet, er dette ikke en strid, der gør forfærdet, for det er en strid, som på forhånd er vundet, uanset hvordan det ellers tager sig ud for fornuften og erfaringens øjne. Striden selv er det sikre tegn på, at fredens Evangelium er nærværende og selv fører striden, ikke for at ødelægge nogle, men for i bortskaffelsen af menneskenes falske fred at forene alle i den sande fred, som er Helligåndens gave.

Johannes Horstmann,
Et grundrids af den kirkelige dogmatik,
Tidehvervs Forlag,
2009.

Bogen kan bestilles hos Tidehvervs Forlag.