Blekingegadebanden og ekstremismens problem

Af Lars Hedegaard, Tidehverv, 2007, nr. 5, maj, s.108-110. (Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden: Den danske celle. Bind 1. Gyldendal 2007).

Hvis nogen havde skrevet denne historie for 18 år siden, ville ingen uden for en snæver kreds fra det "yderste højre" have troet på den. Faktisk var der en modig journalist, nemlig Informations medarbejder Lars Villemoes, der havde fat i alle historiens væsentligste træk og skrev om dem i en serie artikler i den gamle modstandsavis. Og han blev ikke troet, men derimod lagt for had af læserne, bagtalt og modarbejdet af kollegerne på bladet og til sidst fjernet fra stofområdet af en fej og venstrefløjskonform chefredaktør.

Eller endnu værre: I dele af venstrefløjen var man udmærket klar over, at Villemoes talte sandt, og derfor skulle munden lukkes på ham.

Det var også en velvoksen kamel, der skulle sluges: I 20 år havde den danske organisation Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) også kaldet Appel-gruppen og dens efterfølgerorganisation på den yderste marxistisk-leninistiske venstrefløj kombineret et officielt idealistisk arbejde til støtte for såkaldte befrielsesbevægelser i den tredje verden med politisk motiverede forbrydelser af en art og et omfang, som vi ikke kender magen til i Danmarks nyere historie. Resultatet blev en lang række yderst professionelt gennemførte røverier, forsøg på gidseltagninger med henblik på pengeafpresning i stor stil, våbentyverier og opbygningen af et imponerende våbenlager i organisationens dæklejlighed i Blekingegade og et tæt samarbejde med den palæstinensiske terrorbevægelse PFLP og efter alt at dømme med andre europæiske terrorgrupper, der var aktive op gennem 1970erne og 80erne. Flere medlemmer havde modtaget militær træning i PFLPs lejre i Mellemøsten, og i hvert fald bandens operative leder, Jens Holger Jensen (kaldet Holger), var fuldgyldigt medlem af Fronten og efter al sandsynlighed indblandet i terroraktioner uden for Danmarks grænser. Bandens karriere kulminerede med røveriet mod Købmagergades Postkontor den 3. november 1988, der førte til drabet på en ung politibetjent.

Alt sammen begrundet med en forskruet samfundsanalyse og politisk ideologi strikket sammen af en af nyere dansk histories mest sinistre skikkelser, den tidligere Land og Folk-journalist, litteraten Gotfred Appel.

Fremragende dokumentarisme
Første bind af Peter Øvig Knudsens tobindsværk om Blekingegadebanden er et fremragende eksempel på den litterære genre, der kaldes dokumentarisme. Og det er væsentligt til forståelse af værket. Det er ikke historieskrivning, som en faghistoriker ville have lavet det. Bogen er komponeret som et kunstværk med spændingselementer, tragik og "comic relief" (læs den kostelige skildring af "kønskampen", der rasede lige før den gamle gruppe omkring Gotfred Appel og hans samleverske Ulla Hauton gik i opløsning i 1978). Sproget er stramt styret. Forfalder hverken til overdrivelser, sentimentalitet, hul moralisering eller retoriske kneb og virker netop derfor så stærkt.

Øvig har haft adgang til politiets righoldige materiale, herunder også PETs noget mere sparsomme arkivalier. Desuden har han, som han redegør for i en kort indledning om sit kildemateriale, talt med en række personer, der har haft kendskab til banden og kredsen omkring den, herunder nogle af de dømte.

Imidlertid forsikrer Øvig på første side, at "teksten ikke på nogen måde er baseret på forfatterens fantasi". Og denne anmelder, der selv har haft lejlighed til at læse store dele af kildematerialet og i øvrigt fulgte sagen fra første parket som Lars Villemoes' chef indtil udgangen af 1989, kan skrive under på, at forfatteren hverken har digtet til eller stukket noget under stolen.

Mens vi er ved værkets form, er der grund til at rose det glimrende billedmateriale. Det kunne have været rart med et register, men det kommer måske samlet i andet bind. Som historiker savner man et noteapparat. Forfatteren har afstået fra præcise kildeangivelser for ikke at overtræde sine fortrolighedsforpligtelser. Men det må have været muligt i det mindste at fortælle, hvilke oplysninger, der stammer fra politiets og PETs materiale, og hvilke der er indhentet gennem samtaler med insidere. Nu er læserne flere steder henvist til at gætte og har derfor svært ved at danne sig nogen mening om de enkelte oplysningers bonitet.

Øvig giver nærmest indtryk af, at han ikke har fået alverden ud af at tale med gamle bandemedlemmer. Men efter fremstillingen at dømme har han faktisk fået en del nyttige oplysninger fra nogle af dem. En af de dømte optræder tilmed som anonym "stemme". Han vil ganske vist ikke sige noget om Appel-gruppens konkrete gerninger, men udbreder sig til gengæld om de "etiske" problemer, der efter hans opfattelse var forbundet med bandens kriminelle aktiviteter.

Retfærdiggørelsen
Dette afsnit hører til bogens mest tankevækkende. Her får vi nemlig i koncentreret form præsenteret den retfærdiggørelse af deres voldelige adfærd, som gruppens medlemmer har konstrueret: "Jeg kan huske et eksempel, som vi brugte til at argumentere for synspunktet: Hvis du står ved en vej og opdager, at et barn er på vej lige ud foran en bil, der kommer kørende med høj fart, så må du nødvendigvis gribe ind og redde barnet. Hvis du ikke handler, er du med din passivitet medansvarlig for, at barnet bliver dræbt. Overført til det politiske niveau betød det, at hvis vi ikke udførte de kriminelle handlinger til støtte for frihedskampen, så ville vi komme til at gøre noget værre, nemlig støtte undertrykkelsen" (s. 337).

Med en sådan logik er der jo absolut ingen grænser for, hvad et menneske med rette kan foretage sig.

Og det var sandelig ikke så lidt, gruppen gjorde for frihedskampen. I hvert fald fra og med december 1975 og indtil bandens sidste kup mod postkontoret i Købmagergade i november 1988 begik Appel-gruppens hårde kerne af "fightere" det ene røveri mere brutalt end det andet.

Men Gotfred Appels særlige udlægning af marxismen-leninismen den såkaldte snylterstatsteori levnede ikke plads til menneskelige følelser. Ifølge denne teori var arbejderne i rige lande som Danmark bestukket af imperialisternes superprofitter fra den fattige verden, som netop derfor var fattig. Den bestukne arbejderklasse havde naturligvis ingen tilskyndelse til at lave den revolution, som Marx og Lenin havde betragtet som historisk uomgængelig. Den måtte komme fra de undertrykte masser i den fattige verden, som det derfor blev alle revolutionæres pligt at støtte. I denne kamp var Vestens bestukne arbejderklasse og andre almindelige mennesker at betragte som kanonføde, som de sande fightere uden samvittighedskvaler kunne ofre i kampens hede.

Bogen går ikke nærmere ind på denne teoris forhold til mainstream marxismen og leninismen. På dele af venstrefløjen har man især efter at man fandt ud af, hvilke praktiske konsekvenser Appel-gruppen drog af den afvist snylterstatsteorien som et uægte afkom af en i øvrigt sund marxisme. Men Appel kunne sin Marx og specielt sin Lenin i søvne, og han havde ikke vanskeligt ved at fremdrage skriftsteder hos sine kirkefædre, der kunne støtte hans særlige udlægning.

Således kan man sige, at snylterstatsteoriens forhold til den klassiske marxisme-leninisme er omtrent som den såkaldte islamismes forhold til islam. Om det sidste forhold udtalte den amerikanske islam-forsker Daniel Pipes under sit nylige besøg i København, at islamismen ikke er en perversion af islam, men en version altså en legitim udlægning af teksten. Det samme kunne man sige om KAKs samfundsanalyse og deraf følgende handlingsvejledning. Det var en version af marxismen og leninismen, som specielt Marx sandsynligvis ikke ville have brudt sig om, men som ikke kunne afvises med udgangspunkt i hans egen tankebygning.

Hverken skam eller bedrøvelse
Politiets materiale er righoldigt nok til, at man kan danne sig et detaljeret billede af Blekingegadebandens to mest interessante personer, nemlig den politiske guru Gotfred Appel og hans unge lærling og operative leder Jens Holger Jensen. Allerede som ung havde Appel, der stammede fra en gammel højskoleslægt, udvist en besynderlig adfærd. Efter at han i 1940 havde lavet en række ildspåsættelser, konkluderede en retspsykiatrisk erklæring, at han hverken viste tegn på "skam eller bedrøvelse", og at han i øvrigt havde et "fladt følelsesliv".

Det var også præcis sådan, den der skriver disse linjer ville karakterisere ham. Jeg havde lejlighed til at tale med ham flere gange i 1989, og det undrede mig, at han åbenbart ikke betragtede det som noget moralsk problem, at hans ideologiske vejledning havde tilskyndet andre til en stribe forbrydelser. Men hvad kunne man forvente af moralsk gehalt i en mand, der som sin samleverske havde valgt den tidligere kollega fra Land og Folk, Ulla Hauton (efternavnet udtales på fransk)? Det var hende, der nægtede at komme til sin fars begravelse, og som ikke havde anden kommentar til hans bortgang, end at nu var der "en idiot mindre på jorden".

I øvrigt var der i 1989 intet at spore af den "karisma" og "frygtindgydende" diskussionsevne, som ifølge flere udsagn havde fået enhver opposition i banden til at forstumme og store, stærke mænd til at ryste. Appel fremstod som en kuet og usoigneret gammel mand, der var glad for, at nogen atter ville snakke med ham, og hvis politiske dømmekraft og evne til sammenhængende tænkning ikke imponerede.

Øvigs beskrivelse af Jens Holger Jensen som det smukke, lyse, høje, slanke, stærke, sportstrænede, frygtløse, muntre, optimistiske, initiativrige, utrættelige, begavede, kvindeombejlede og aldeles samvittighedsløse og grusomme overmenneske leder uvægerligt tanken hen på nazismens foretrukne mennesketype. Ekstremerne mødes. Og det er en af denne bogs store fortjenester: Ved sin omtale af en lille gruppe ekstremister i det lille Danmark leder den tanken hen på selve ekstremismens problem i det 20. århundrede uden at rejse det direkte.

Et problem, som vi desværre vil komme til at opleve tifold stærkere, mere grusomt og med endnu værre konsekvenser i det 21. århundrede. Ikke mindst som følge af den såkaldte venstrefløjs fortsatte svigt. I 1989 fordømte den Lars Villemoes. Og skulle den samme venstrefløj i dag vælge mellem Jens Holger Jensen manden der i 1980 lænkede en otte-årig pige til vandrørene i en kælder i Glostrup efter at have mishandlet hendes bedstemor og tilføjet hende livsvarige men og Lars Villemoes, der satte sin karriere over styr ved at afsløre disse grusomheder, ville den vælge Holger.

Ellers ville de snesevis af venstrefløjskoryfæer, der dengang forfulgte ham og stod i kø for at forklare, hvorfor Blekingegadebanden ikke havde gjort noget galt subsidiært at der ikke var noget galt i at gøre sådan i et kapitalistisk samfund for længst have undskyldt deres usle opførsel. Men ikke én har meldt sig.

Peter Øvig Knudsen:
Blekingegadebanden: Den danske celle.
Bind 1.
Gyldendal 2007.
435 sider.