Luther og Tidehverv

Af Niels Carl Lilleør, Tidehverv, nr. 8, oktober, 2005, s. 156-157.

Behold os Herre ved dit Ord
Trods Pavens Løgn og Tyrkens Mord
Som styrte vil fra Tronen ned
Din Søn vor Drot i Evighed.

Igennem de senere år har Tidehvervs forlag udgivet en del bøger. Og forhenværende sognepræst Chr.Truelsen har afleveret sine præcise og klare oversættelser til forlaget, som har fundet midlerne til at udgive bøgerne. Uden tilskud fra statens kulturfonde. Forlaget fører altså sin egen linie igennem, og ingen kan eller skal drages til ansvar, bortset fra udgiverne. Truelsen beherskede tysk, engelsk og fransk, og således er det et solidt, personligt og redeligt stykke arbejde, der forelægges og udgives for den, der vil læse selv. Vel gjort må man sige uden at sige for meget. Måske skulle den skeptiske universitetsmand og den nervøse præst agte en smule på initiativet.

Luthers skrift imod Tyrken og Jøden er også udgivet. Det har givet anledning til en del nervøse spekulationer. For er det dog ikke uheldigt netop nu med alle de fremmede, der har en anden tro? Skylder vi da ikke islam og folk med den jødiske tro respekt? Jo, naturligvis. Og vi skylder Martin Luther respekt. Hans navn er nævnt i grundloven. Alene af den grund.

Med Luther befinder vi os på jorden. En bjergværksarbejders søn talte til Europa på sit sprog. De dannede havde og har vanskeligheder, når de hører jævne folk tale klart. Og selvfølgelig kan psykologiske, politiske og sociologiske spekulanter finde alle mulige grunde, når der skal trædes blidt og sagte. Hans anliggende var voldsomt. Så voldsomt, at han med sine ord, sine skrifter og sine prædikener befriede Europa fra pavemagtens og kejsermagtens totalitære jerngreb og iværksatte en kirkelig og samfundsmæssig reformation. Siden har man haft travlt med at frisere ham. Allerede Melanchton, hans mere stilfærdige og velafbalancerede ven, forsøgte at rette ham ind. Og Martin Luther accepterede det. Det blev Philipp Melanchton, der måtte føre de vanskelige forhandlinger om kirkens nyordning, "thi jeg kan ikke træde så blidt og sagte."

Vi glemmer i dag i vores tilforladelige konsensus-iver, at Luther var fredløs en tid. Enhver måtte slå ham ihjel efter rigsdagen i Worms i 1521, hvor han havde nægtet at tilbagekalde sine bøger. Pavens kætterbål stod parat på grund af Luthers opgør med den pavelige afladshandel. Vatikanet kaldte han et horehus, fordi man der solgte kærlighed for penge. Og den mægtige kejser Karl frygtede hans ord og hans prædiken, fordi ordene havde den paulinske virkning: "Til frihed har Kristus frigjort os, så stå nu fast og lad Jer ikke på ny spænde i trældomsåg". Intet er så ubekvemt som frie folk.

Luther fordømmer Pavens korstog og Thomas Münzers revolution som narrespil. Til gengæld fører han selv Ordet igennem. Han taler klart og tydeligt, når han forkynder det evangelium, som får det gamle Europa til at bryde sammen, ligesom Sovjetunionen brød sammen efter Murens fald. Hvor løgnen og den politiske taktik styrer de menneskelige kræfter, bærer morgendagen opløsningen i sig. Her er vi ved anliggendet i Luthers folkesyn rettet mod den kirkelige selvforherligelse og muhamedanernes hellige krig.

*

Ingen af Luthers bøger skal befinde sig under gulvtæppet, i mørkekammeret eller på den sorte liste overdraget mørkets gerningsmænd. Bøgerne fra Luthers hånd og i Chr. Truelsens oversættelse må stå sig, som de kan i dagslyset, under den fortløbende debat om det reformatoriske anliggende. Der kan ikke tages taktiske hensyn til en eller anden nervøs moralist. I Luthers fodspor kan der ikke tænkes således: nu træder vi vist på ømme tæer. Der er et uafklaret åndeligt-politisk klima her til lands for øjeblikket, hvis fortalere igennem 25 år har nægtet at drøfte de fremmede folks tilstedeværelse i Danmark. Arbejdskraft troede man i 1950'erne, at man fik til landet, og det gjorde man. Men man fik også mennesker af kød og blod, mennesker med kultur og religion og med egenvilje. Det nytter ikke noget, at man klynker i dag og hengiver sig til den store tavshed. "Vi taler ikke om det."

Erindrer kritikerne af Tidehvervs udgivelser ikke, at partilederne udstedte befalingen i 1980'erne: det taler vi ikke om! Poul Schlüter nævner i sine erindringer, at udlændingespørgsmålet blev forvist fra den politiske debat. Angst og usikkerhed blev vore politikere imellem ophøjet til den overordnede anstændige mening i forhold til det uanstændige, aggressivt spørgende folk. Men det gav bagslag. Som når et kanonslag nytårsaften springer, mens man holder det i hånden. En falsk form for teoretisk humanisme, både i kirken og i samfundet, agiterede for, at man, det vil sige vi andre, skulle tage den fremmede i hånden og sige pæne ord. Men pludselig eksploderede det hele. Virkeligheden løber man ikke om hjørner med.

*

En personlig bemærkning. Generelt vil jeg sige til kritikerne af udgivelsen, som jeg bestandig løber ind i, at jeg anser det for en selvfølge, at alle Luthers skrifter kan læses på dansk, så sandt vi lever i et luthersk land. Derfor til kritikerne: tag stilling til det foreliggende. Om det foreliggende i virkeligheden ikke burde foreligge er et spørgsmål, der mildt sagt er komisk. Hvad der i øjeblikket har tilskyndet udgiverne til at gå ind for udgivelsen er også undrende blevet draget frem. Nogle skarpe iagttagere mener at have gennemskuet, at det kan have med de fremmede, især muslimernes ankomst, at gøre.

Det siger sig selv. Luthers skrift er ikke et racistisk skrift, men et teologisk. De, der her tankeløst taler om fremmedhad, må gå i rette med sig selv og deres egne associationer. Teologisk er der tale om et opgør med det skriftsyn hos jøder og muslimer, der forkynder den partielle selvforherligelse: Vi er Guds udvalgte, de andre er vantro og fortabte.

Det ser ud til, at det er kommet bag på en del teologer , at Luthers skriftsyn er hovedsagen i det 500 år gamle skrift. At den banale sociolog hastigt associerer til racisme, kan ikke forpligte almenheden, endsige de teologiske studenter. Men noget ubehageligt er der unægtelig optræk til i disse tider. Martin Luther bagtales både som jødeforfølger og fascismens fader i Europa, og et overordnet politisk spørgsmål har lagt sig til rette fra venstre til højre:" Kan Luther i et kultiveret folk nævnes i grundloven?" Den standende og kommende grundlovsdebat vil afsløre et stærkt ønske om at få Luther anbragt i et kirkeligt isoleret reservat.

Han blev i trediverne misbrugt af nazisterne til propaganda for det tredje riges Übermensch. En sær vrangvillig afhængighed har fulgt os til dørs, som kommer til udtryk, når man ønsker at redigere udvalgte lutherske skrifter ind under gulvtæppet. Men just dér rækker Fanden selv ud efter hver en lillefinger.

Fordi placeret uden for synsfeltet i det dunkle vil der for alvor være frit løb for dunkle fortolkninger og begivenheder. Da Krystalnattens mørke sænkede sig over Tyskland, var hagekorset, rent fysisk, svøbt omkring prædikestolen i Wittenberg, af alle steder. En omklamring og et varsel om onde tider. Jødiske borgerhjem og synagogerne brændte den nat. Religionsforskeren og universitetsmanden Tim Jensen, der virker som den højlærde talsmand for Lutherhaderne på tinge, har netop i radioen udtalt, i anledning af udsendelsen islams ansigter, at han ville vælge islam frem for kristendommen, hvis han skulle vælge. Også det siger sig selv. Det er klart, og den totalitære tanke afslører sig her i sine nye gevandter.

Et opgør i både folkekirken, folkeskolen og folketinget om den evangelisk-lutherske kirkes særstilling i grundloven ligger på lur. Man fordrer "lighed imellem religionerne." Paradoksalt, al den stund både jødedom og islam er baseret på den hellige og gudgivne ulighed. Den store part af skikkelige danskere, der ikke pukker på deres enestående fromhed, er for tiden både spørgende og usikre og har brug for klare svar. Kredsen af fanatiske antilutheranere vil fremdrage vilkårlige lutherske tekster og agitatorisk forelæse dem svøbt i deres afstumpede propaganda. Hvor agitation og propaganda besætter en tekst af ånd, vil teksten konvertere og træde i løgnens tjeneste. Hvor Gud bygger kirke, bygger Fanden som bekendt sit kapel lige ved siden af. Det lutherske menneskesyn, det er ikke tilrådeligt at tale imod sin samvittighed, det lutherske skriftsyn, kampen mellem sandhed og løgn og det lutherske samfundssyn, de to regimenter som opgøret med totalitarismen, må fastholdes og forklares overalt i disse tider. Den anti-lutherske propaganda og agitation, som har indhentet vor tid helt ind i de teologiske fakulteter, vil lade høre fra sig ved hver en given lejlighed og skal ved hver en given lejlighed afsløres som underlødig og falsk.