Barth og Kirken

Af Tage Schack, Tidehverv, 1930, nr. 3, Marts, s.47-48.

Barth og Kirken
Karl Barth skal i de senere Tider være blevet meget "kirkelig", 'hvilket ofte er paapeget herhjemme (sidst af Biskop V. Ammundsen i "Kirke og Kultur") til Beskæmmelse for de danske "Barthianere"s saakaldte Ukirkelighed. At Barths Kirkelighed dog ikke er af ganske samme Art som den her i Landet raadende, ses af en Artikel af ham i sidste Nr. af "Zwischer den Zeiten": "Qvousque tandem -?" Anledningen er en af de heller ikke herhjemme ukendte kirkelige Situationsoversigter: en theologisk Doktor har i en kirkelig Aarbog bl. a. udtalt om de sidste 10 Aars tyske Kirkehistorie: "Den evangeliske Kirke har livskraftigt overvundet den uhyre Trusel mod dens Tilværelse. - Vi er endnu ikke kommet over Bjerget, men vi er kommet ud af Snævringen og ser foran os aabent Land". Disse og lignende Udtalelser har gjort det indlysende for Barth, "at Øjeblikket til at blive grov er kommet". - Vi citerer af Barths Artikel, som næsten indtil de mindste Enkeltheder passer paa den kirkelige Situation i Danmark, og som i det hele er saa rammende, at den burde have staaet i "Tidehverv", - følgende:

"Den evangelske Kirke er allerede i Dag omgivet af en mørk Sky af Mistro. Den, som ikke er blind, ser det. Men dens Førere er blinde og ser det ikke. De glæder sig over den Tillid, som en lille Skare, "Kirkefolket", synes at møde dem med, idet det paa Søn- og Helligdage stadig paany sætter sig forventningsfuldt ved deres Fødder, - og de ser ikke, at det ogsaa - og netop - hos dette gode, smaaborgerlige "Kirkefolk" drejer sig om en Rest af Tillid, som ogsaa kan og vil forsvinde, hvis blot engang hele det kirkelige Anliggendes Ligegyldighed bliver indlysende. Men det er blevet indlysende, hvis Kirken endnu en Stund ustraffet og uforstyrret taler videre paa denne Maade. En Dag vil ogsaa Smaaborgerne, som endnu i Dag er Præsternes Trøst, betakke sig for denne Opium. Og skulde de ikke straks gøre dette, og skulde dette Uvæsen ustraffet gaa videre endnu 100 Aar, saa vilde det alligevel være sandt, at denne Kirke - den Kirke, som legitimt skulde være repræsenteret ved en saadan Røst, - er forladt af Gud, og at enhver, som har "ført" den til dette Sted, er en Forrædder mod Kirken (og ikke blot mod Kirken). - - En eller anden skulde tidligere være faldet den "empiriske Kirke" i Ryggen. En eller anden skulde tidligere have udtalt, at vi ikke er paa en god Vej, at det aldeles ikke kan blive ved at gaa paa denne Maade. Med Fare for at gøre alle Slags brave Folk "Uret". Men ogsaa de braveste Folk tier jo stille til, at der føres et Sprog, som i sin Modbydelighed er en Fornærmelse mod Kristendommen. Jeg vilde ønske, at en anden, en, som elskede den kristne Kirke mere end "den kristelige Kærlighed", havde sagt det i Begyndelsen af dette Aar (d.e. den augshurgske Konfessions Jubilæumsaar); havde sagt det lige i Synet paa de ansvarlige Førere for vor Kirke og det medansvarlige Kirkefolk: Det er paa højeste Tid at gøre Holdt og vende om paa denne Vej! Qvousqve tandem -?"

Jeg véd selvfølgelig godt, at de kirkelige Forhold i Danmark er saa langt bedre end i Tyskland, at alt dette i Grunden ikke vedkommer os. Dér har de en død Kirke og den liberale Theologi, medens vi har den levende Menighed og den kristelige Ungdomsbevægelse. - Lad den, som kan, trøste sig!

Kristendom - efter G. Engberg
Engberg, hvis vildledende kristelige Vejledning for unge og ældre mærkelig nok - os bekendt - aldrig er blevet bremset undtagen i "Tidehverv", har i et kort Stykke udviklet, at "det er lykkeligt at være en Kristen; men det kan være tungt at være Menneske" - af mange Grunde: Fattigdom, Ængstelse, Sorg og - Syndens Byrde og Kampen mod den. Vi skal ikke genere Engberg med det nærliggende Spørgsmaal, om en Kristen da ikke er et Menneske, som kan være fattigt, ængstet, sørgende - ja endog en Synder. Eller om en Kristen er ude over alt dette og altsaa allerede i Himlen; i saa Fald er han unægtelig ikke mere et Menneske. Men vi vil gaa lige til Sagen, som er den, at Engberg her tydelig viser, at han tror, et Menneske kan have nogen Anelse om, hvad Synd er uden gennem Kristendommen; at Evangeliet altsaa er kommet for at trøste Mennesket over dets Modgang, hvorunder Sorgen over og Kampen med Synden ganske vist er den værste. At Evangeliet aldrig er til Stede, uden at det aabenbarer Synden, som Mennesket, før det hørte Evangeliets Røst, var ganske uvidende om, - det véd Engberg ikke. Derfor skriver han rask væk: "Kristendom er ikke Tynge, den er Hjælp". Ja, det er den, - men mod et Onde, som vi ikke regner for stort. - Men Engberg har aldrig lagt Skjul paa, at han anser Synden for noget rent moralsk. Saa bliver hans Evangelium ogsaa derefter.