Frihedssamfund og Frygtsamfund

Af Jakob Andersen. Tidehverv, 2005, s.43-45. (Svar på en anmeldelse).

Da Abram var ni og halvfemsindstyve år gammel, åbenbarede Herren sig for ham (1. Mos., 17/1-8). Abram fik at vide, at han fra nu af skulle hedde Abraham, at han ville blive umådelig frugtbar, og at konger skulle komme til at nedstamme fra ham. Til sidst sagde Herren det, der i dag er grundlaget for den religiøse zionisme, som dominerer den israelske bosætterbevægelse:

"Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud."

Sceneskift: Vi er nu på et hemmeligt sted på Vestbredden, hvor jeg under eksotiske omstændigheder er blevet ført til tre ledende medlemmer af den palæstinensiske terrororganisation Hamas. Den sortskæggede Mohammed siger med sin dæmpede og rolige stemme, der aldrig skifter leje:

"Vi vil fortsætte og intensivere den væbnede kamp for Palæstina. Vi helmer ikke, før hele landet er befriet. Vi vil dræbe mange flere jøder […] Min drøm, min vision, er et stort muslimsk land i hele regionen, som regeres af Koranen og Sharia."

På den ene side i konflikten mellem Israel og palæstinenserne er der altså en fanatisk tro på, at et bibelord fra oldtiden er en retfærdig ledestjerne i det enogtyvende århundredes politiske jungle, at det berettiger til jødisk herredømme over alt land mellem Jordanfloden og Middelhavet. På den anden side af gærdet er der en lige så fanatisk tro på, at Koranen viser vejen, at den islamiske hellige skrift retfærdiggør jødernes udslettelse i det samme stykke land. Dette forhold har jeg beskrevet således i min seneste bog "Blodig Jord: Hundredårskrigen mellem jøder og arabere":

"Både hos israelerne og palæstinenserne har der udviklet sig magtfulde grupperinger, som er fundamentalistiske og/eller chauvinistiske, og deres politiske indflydelse blokerer for forsonlighed. Fanatismen er lige ækel i begge lejre."

Jeg har kort sagt søgt at dele sol og vind lige, men den slags nytter ikke over for de frelste. I Tidehverv blev bogen anmeldt af Carlo Hansen, og han er så enøjet, at det grænser til injurier. Tilsyneladende ser Carlo Hansen sig selv som en heroisk forkæmper for de undertrykte palæstinensere, og det var vel derfor, at Dansk-palæstinensisk Venskabsforening i 2003 kunne reklamere med, at han holdt foredrag for dem i regi af Boykot Israel Aktionsugen. Boykot Israel! Så er Carlo Hansen placeret. Hans humanistiske sjæl er i oprør over palæstinensernes grufulde skæbne: jøderne har stjålet deres land, de ydmyges og dræbes af det israelske militær, og undertegnede er blot et ekko af den amerikansk-israelske imperialisme. Hansen skriver blandt andet:

"Jakob Andersen kan ikke fordrage muslimer. Han afskyr og foragter araberne og muslimer over en kam."

I bedste fald kan Carlo Hansen ikke læse indenad, i værste er han en grov propagandist og manipulator. Som enhver kan læse i "Blodig Jord" har jeg gennem mange år færdedes fredeligt blandt både jøder og arabere, og jeg har gode venner hos dem begge. Lad mig da klippe det ud i pap for Carlo Hansen:

Det er en absurd påstand - en lodret løgn - at jeg ikke kan fordrage muslimer, og at jeg "afskyr og foragter araberne og muslimer over en kam". I "Blodig Jord" findes der ikke det mindste belæg for denne grovhed, tværtimod. Bogen er derimod et opgør med islamismen og dens terroristiske udfoldelser. Den er et opgør med de islamiske fundamentalister, der kæmper for et globalt teokrati, hvor vi alle skal tyranniseres af Sharia. Islamismen er en reel både åndelig og fysisk trussel mod den vestlige kultur, og den bør slås ned som i sin tid kommunismen og nazismen. Enhver muslim, der fredeligt dyrker sin religion uden at genere andre med den, har jeg naturligvis ikke det mindste imod. Jeg vil derimod uden skånsel bekæmpe den muslim, der tror, at Allah har befalet ham at erobre min verden med vold, mord og foragt for demokratiet. Men denne distinktion har Carlo Hansen ikke opdaget, for han læser med klap for det ene øje.

Hvad angår "araberne", så har jeg i bogen påvist, hvordan de autoritære, udemokratiske regimer i den arabiske verden er årsag til en uhyggelig stagnation og primitivitet. Det er altså udelukkende de arabiske politiske systemer, jeg har beskæftiget mig med, og ikke enhver Hassan med det skæve ben, som Hansen synes at mene. En gruppe arabiske videnskabsmænd under FN har udgivet to lammende undersøgelser af den arabiske verden (Arab Human Development Report 2002 og 2003). Af dem fremgår det blandt andet:

At ud af syv regioner i verden har den arabiske region den laveste grad af frihed for befolkningerne.

At i hele verden har de arabiske lande den største kvindeundertrykkelse (kun overgået af landene syd for Sahara).

At de arabiske lande ligger håbløst i bunden, hvad angår uddannelse og analfabetisme, også sammenlignet med de dårligste lande i Østasien og Latinamerika. En god statusindikator er antallet af internetforbindelser. Her er de arabiske lande nummer sjok, det vil sige endnu dårligere stillet end de primitive lande syd for Sahara.

Det skal tilføjes, at selv om den arabiske region har 5 procent af verdens befolkning, producerer den kun 1,1 procent af verdens bøger. Det vrimler med religiøse bøger - flere end tre gange verdensgennemsnittet - men litterære, videnskabelige og kunstneriske bøger er så sjældne som vand i Sahara.

Blandt undersøgelsernes karakteristikker er denne:

"Den globale kamp mod terror har været et påskud for at begrænse borgerrettigheder også i den arabiske verden, hvilket har skabt yderligere barrierer mod fri udveksling af meninger og information."

Palæstinenserne er en del af den arabiske verden: fysisk, religiøst, kulturelt. Dette er åbenbart i de palæstinensiske selvstyreområder, hvor Carlo Hansen kun ser heroiske undertrykte frihedskæmpere, men hvor dagligdagen er knuget af korruption, brutal vold og nepotisme. Yassir Arafat forhindrede autokratisk og effektivt, at der kunne udvikle sig en demokratisk politisk kultur, som kunne være bæredygtig for en fremtidig stat. I stedet efterlod han palæstinenserne et lovløst bananstatsregime - et kleptokrati - hvor bevæbnede bander dræber langt flere af deres egne, end de dræber jøder. Det samme var tilfældet, da PLO huserede som en ren gangsterorganisation i Jordan og Libanon og gjorde sig selv til en stat i staten. Det er efterhånden banalt at tale om modsætningen mellem demokratier og diktaturer. I stedet kunne man skelne mellem Frihedssamfund og Frygtsamfund, idet følgende definition kan anvendes:

Kan en person gå ud midt på byens torv og sige sin mening uden at skulle frygte arrestation, fængsel eller fysisk overlast? Hvis han kan det, lever han i et Frihedssamfund. Hvis han ikke kan gøre det, så lever han i et Frygtsamfund.

Den arabiske verden er en samling af Frygtsamfund, og det gælder både teokratierne og de verdsligt regerede områder. Sådanne Frygtsamfund er ude af stand til at deltage i fredelig sameksistens, for tyranniets indre mekanik gør dem permanent aggressive. Her er vi ved roden af det, der omhyggeligt springes over af medfølende humanister som Carlo Hansen: Det arabiske had til Israel og ønsket om at likvidere den jødiske stat. Da FN i 1947 stemte om en delingsplan for Palæstina, var araberstaterne imod, og da resultatet ikke gik efter deres hoved, førte generalsekretæren for Den arabiske Liga, Abdul Rahman Azzam Pasha, de arabiske delegationer ud af salen med disse ord:

"Delingslinjen vil ikke blive andet end en linje af ild og blod."

I PLO's charter stod der i mange år, at Israel skulle udslettes, og det samme blev både sagt og fysisk forsøgt af de arabiske lande. Carlo Hansen har dog sin egen opfattelse af, hvad der skete, og han udtrykker den på denne indirekte og insinuerende måde:

"Har Israels krige for eksempel altid været en kamp for statens eksistens? Det synes Andersen at mene."

Nej, jeg gør ikke. Uafhængighedskrigen 1948-49 var selvfølgelig aldeles "nødvendig", eftersom de arabiske lande invaderede Israel og ville have udslettet landet, hvis jøderne ikke havde kæmpet imod. Suez-krigen i 1956 var om ikke "nødvendig" så dog forståelig, idet den egyptiske præsident Nasser i strid med folkeretten havde blokeret Tiran-strædet, så det var umuligt for israelske skibe at besejle havnebyen Eilat i bunden af Aqaba-bugten. Dertil kom, at de egyptisk og jordansk støttede guerillaangreb over grænsen til Israel var blevet så talrige, at der krævedes en modaktion. Der var altså en casus belli. I 1967 ophidsede Nasser igen til krig og fik denne gang hjælp af Syrien, hvis forsvarsminister (senere præsident) general Hafez Al-Assad den 20. maj sagde følgende, der var i fuld overensstemmelse med Nassers udtalelser:

"Vore styrker er nu fuldstændig rede til [...] at indlede befrielsen, til at søndersprænge den zionistiske tilstedeværelse i det arabiske hjemland. Den syriske hær er forenet og har fingeren på aftrækkeren [...] I min egenskab af officer mener jeg, at tiden er kommet til at indlede et slag, der skal udslette fjenden."

Resultatet kender vi. Israel slog til først og vandt en overvældende sejr i Seksdageskrigen. Var den "nødvendig"? Naturligvis var den det, og den var samtidig velbegrundet.

Hvad er der så tilbage af Carlo Hansens slet skjulte opfattelse af, at Israels krige ikke har drejet sig om statens eksistens, men har haft skumle ekspansionistiske mål? Der var Jom Kippur-krigen i 1973, og da den blev startet af araberne, kan man vanskeligt bebrejde israelerne, at de udkæmpede den. Den drejede sig i allerhøjeste grad om statens eksistens.

Libanon-krigen i 1982 er noget ganske andet. Carlo Hansen tager den med i sin flotte bemærkning om, hvad jeg synes at mene, og det er en frækhed i betragtning af, at min bog minutiøst redegør for netop denne krig. Det var ikke en krig for statens eksistens, og i "Blodig Jord" står der således:

"'Fred for Galilæa' kaldte israelerne den invasion, der blev indledt i juni 1982, men i det lange løb gav den ikke fred til nogen, tværtimod spredte den død og ødelæggelse i et forfærdende omfang, og her i det nye årtusinde mærker man stadig dens eftervirkninger. Det erklærede formål med krigen var at knuse PLO's militære infrastruktur for at standse palæstinensernes angreb over grænsen til det nordlige Israel, og dette lykkedes over al forventning. Men det egentlige formål, som lå i forlængelse af alliancen med de kristne arabere, var at omskabe regionens politiske landkort, at være fødselshjælper for et libanesisk styre, der ville være venligt indstillet over for Israel - og denne vidtrækkende plan led totalt skibbrud. Invasionen blev til besættelse, venskabet med de kristne visnede lynhurtigt, og det varede næsten 20 år, før de sidste israelske tropper var ude af Libanon igen."

Tilbage er Golfkrig I i 1991 hvor Israel blev angrebet med irakiske missiler, men selv holdt sig i ro, og Al Aqsa-intifadaen, der begyndte i 2000, og som varer ved endnu. Den sidste har været en utraditionel krig på lavt blus, men med flere ofre end i mange "rigtige" krige, og det var palæstinenserne, der startede den med en bølge af selvmordsattentater af hidtil uhørt brutalitet.

Alt dette er blot nogle få nuancer i det billede, Carlo Hansen forgrover, men jeg er nødt til også at citere ham for denne sætning:

"Jakob Andersen frakender faktisk palæstinenserne retten til at gøre modstand."

Hvor har Carlo Hansen det fra? I min bog redegør jeg detaljeret for den politiske og kulturelle undertrykkelse, palæstinenserne har oplevet siden 1967. Jeg understreger, at det var en illusion at tro, Israel kunne holde en arabisk millionbefolkning under hælen uden selv at sætte noget til, og jeg tegner et billede af en besættelsesmagt, hvis gerninger karakteriseredes således af den israelske digter og jurist Ory Bernstein:

"Vi tager ikke blot deres land fra dem. Vi tager også deres sjæl."

Det er karakteristisk for den meste debat og litteratur om den israelsk-palæstinensiske konflikt, at folk er enøjede og propagandistiske på den ene eller den anden parts vegne. Det er også karakteristisk, at mange debattører er uden kendskab til det samlede historiske forløb i Nærøsten, eller at de nægter at se fakta i øjnene. For øjeblikket er det særligt moderne at være anti-israelsk og superhumanist på palæstinensernes vegne. Det gælder ikke mindst Carlo Hansen, der for et par år siden udsendte bogen "Kaktussens Land", som blev modtaget med klapsalver af den yderste venstrefløj.

Man skal kende en mand på de klakører, han har.