Modsigelsen

Af Ole Brehm Jensen, Tidehverv, nr. 1, januar, 2008, s.19-20. (Luk. 4,16-30).

1. søndag i advent – Luk. 4,16-30.

Der er noget mærkeligt ved det kristne evangelium, nemlig dette, at man altid har det imod sig. Det er ikke således, at først har man det imod sig som modsigelse, og så bliver man omvendt, og så har man det med sig. Så har man taget det til sig, og så har man det med sig. Eller først har man evangeliet imod sig som dom, og så bliver man omvendt, og så hopper man over på den anden side. Så er man kommet på den rigtige side, og så har man etableret sig som kristen, og så kan man gå fremad i verden i Guds glade flok, som Guds glade og gode medarbejder.

Nej, man har altid evangeliet imod sig. Det betyder, at dét at være kristen, det er ikke en tilstand eller en position, man sådan kan etablere sig i. Det er ikke sådan, at man kan sige: Så nu er jeg omvendt, nu er jeg ankommet, nu er jeg blevet kristen, og nu kan jeg så leve glad og frejdig ud af det og i øvrigt bedømme alle andre ud fra det.

Nej, man har altid evangeliet med sig ved at have det imod sig. Guds ord er altid et ord til modsigelse.

Det var lige præcis det, de gode jøder oplevede i Nazarets synagoge. De kendte om nogen til modgang og elendighed. De levede i et land i besættelse. Tilmed i et land om ikke i hungersnød, så i hvert fald i stor fattigdom. De levede i en religiøs overbevisning om, at Guds dom var over dem. Men de levede samtidig i en stærk tro og et stærkt håb om, at Gud ikke ville forstøde dem. Vi kan også sige, at de levede i et stærkt håb om, at det tabte paradis atter engang ville indfinde sig. Og dette håb fandt de just bekræftet hos profeten Esajas. Han profeterer, d.v.s. forkynder netop, at engang skal alt vendes til det bedste.

Da Jesus i synagogen bliver bedt om at læse et af de elskede steder fra profeten Esajas' Bog, læser han netop om dette engang, hvor blinde skal se, døve skal høre, lamme skal gå, frygt og sorg forsvinde. Da han er færdig lukker han bogen, og siger: I dag.

I dag er det sket. I dag går der glædesbud til fattige. Nemlig selve dette: I dag. I dag har Gud sat jer stævne.

Hvor de gamle jøder så fremad, så hen til et fjernt i morgen, dér sagde Jesus i dag. Dét var modsigelsen. Og det var evangeliet. Det glædelige budskab. I dag.

De gamle jøder, de var fanget ind af deres egen elendighed. Af deres fattigdom. Af deres religiøse og nationale ydmygelse. Af sygdom og ulykke. Af sorg og nød. De var fanget ind af verden og al verdens elendighed, og det, de ventede, var en guddommelig indgriben og en guddommelig forandring af verden. Engang.

Det, Jesus tilbød dem, eller dét, han gav dem, men som de afviste, det var ikke en forandring af verden, men en forandring af deres egen eksistens i verden.

Lad os udfolde det lidt og se lidt på os selv: Også vi er jo fanget ind af vores verden. Vi tror fejlagtigt, at det er os, der så at sige har verden, vores verden siger vi jo, men i virkeligheden er det verden, der har os. Vi er i verdens vold. Vi er fanget ind af vor sygdom, vor sorg, vor smerte, vore pengesorger, vore bekymringer, og vi ser vor befrielse eller vor frelse deri, at alle disse byrder løftes af vore skuldre. Vi kan også være fanget ind af verden på anden vis: Vi kan have vort liv i vor velstand, vore penge, vore oplevelser, vores udfoldelse, men her består fangenskabet i, at mere vil have mere og i bekymringen, angsten for at miste dét, vi allerede har. Hér ser vi frelsen i sikkerhed. Sikkerhed for at bevare dét, vi har og sikkerhed for mere. Sikkerhed for, at det aldrig skal høre op. Nej, det skal blive ved med at gå fremad. Mere vil have mere, og religionen skal garantere os, at vor overflod og velstand fortsætter uendeligt i det hinsides.

Men Jesus tilbyder ingen befrielse for modgang og lidelse og bekymring, ingen frihed fra sygdom og ulykke, fra sorg og smerte. Og han tilbyder heller ingen sikkerhed for velstand og vellevned, hverken her eller hisset.

Hvad gør han da. Han modsiger os, ligesom han modsagde jøderne i synagogen. I dag, sagde han. Og mere behøvede han ikke at sige. Og det er glædesbudet til fattige: I dag har Gud sat jer stævne hér i dette liv. I dag er I befalet hér i dette liv. Befalet at have det af Gud. Befalet at have det af Guds hånd. Og dermed er det sagt til jer: At dette ér livet. Det er hér, og det er sådan, Gud vil have jer. Det er hér, og det er sådan, han elsker jer. Det er budskabet, frelsen, befrielsen. Midt i denne verdens elendighed, midt i vore personlige sorger, midt i angsten lyder det: Du er – dér, hvor du er og sådan som du er – elsket af Gud for tid og evighed. Og han har sat dig stævne i dit eget liv, dér hvor du er, og sådan som du er.

Og dermed har han befalet dig i frihed. På den måde, at du skal have livet af Ham og ikke fortabe det i alverdens bekymringer. Men det er præcis det samme liv, det handler om. Det er præcis dette verdslige liv, du skal have af ham og ikke fortabe ude i alverdens bekymringer. Og han befaler dig at vente alt godt af ham og netop ikke vente dig alt godt af verden penge, sundhed, karriere, uddannelse o.s.v.

I dag er du sat stævne. Dét ér glædesbudet til alle syge og bange og bekymrede mennesker. Hér skal du være. Her er du elsket af Gud. Her skal du vente dig alt godt af ham. Du skal nok få dit engang, men lad være med at bekymre dig om det, det er alligevel ude af dine hænder. Det er hér, du er sat stævne. I dag.

Først blev de begejstrede i synagogen, for det var dog mageløst: I dag. Men så åbnede de øjnene og så, at der ikke var forandret den mindste smule, de var holdt for nar, og så blev de vrede: Læge læg dig selv, råbte de.

Læge læg dig selv. Frelser, frels dig selv. Stig ned af korset, så vil vi tro dig.

Men se. Frelsen bestod ikke i, at Jesus steg ned af korset, men deri, at han blev der.

I dag skal du være med mig i paradiset sagde han til røveren ved sin side der har vi igen dette i dag. Og frelsen for røveren bestod ikke i, at han blev løftet ned af korset. Frelsen består i det hele taget ikke i at blive løftet ned af korset, men deri at blive på korset i troen på, at det er dér, man skal være. Og dér vente sig alt godt af Gud.

I dag skal du være med mig i paradiset, sagde Jesus til røveren på korset, og dermed blev korset til en paradisvej. Han banede ikke en paradisvej ved at rydde alle kors af vejen. De fik lov til at blive stående, men ikke som vejspærringer. Livet, som det er I dag er blevet paradisvejen. Ikke livet, som vi drømmer om, men som det er.

Enten I dag at have livet af Guds hånd og vente sig alt godt af ham eller at være fortabt ude i alle denne verdens ønsker og drømme og projekter og planer – det er det enten-eller, Jesus stiller op for os.

I dag – det var modsigelsen til de gamle jøder og det er modsigelsen til os. De blev rasende og ville slå ham ihjel, fordi der ikke var sket det allermindste, der var ikke ryddet ét eneste kors af vejen.

Vi – ja, også for os er livet præcis det samme, som det hele tiden har været. Heller ikke for os er der ryddet ét eneste kors af vejen. Alligevel bliver vi ikke vrede, men glade over Jesu modsigelse. Pludselig er der nemlig håb dér, hvor alt ellers er håbløst. Pludselig er der livsmod, der hvor modet ellers var knækket. Pludselig er der fortrøstning, der hvor alt ellers var angst og bekymring. Pludselig er der frihed, dér hvor vi ellers er bundet af penge og karriere og fremgang og succeskrav. Fordi det er her I dag Gud har sat os stævne. Og han er med os alle dage indtil verdens ende.

Og således blev det første søndag i advent hér hos os i Kastelskirken. En glædelig advent til os alle.

Amen.