Af Jesper Langballe, Tidehverv, nr. 3, marts, 2007, s.66-68. (Johs. 2,1-11).

Langballes afskedsprædiken – Johs. 2, 1-11: Brylluppet i Kana

”Den gode vin før tiden slap,
kun vandet blev tilbage.
Så bliver glæden ofte knap
i bedste frydedage.”
(Kingo, nr. 144)

Historien om vinen, der slap op, det er historien om vores menneskeliv. Og det er historien om kirken. For bryllupsfesten, vi hørte om, er som et billede på den fest, vi fejrer nu og hver eneste søndag i dette hus – hvor Kristus fører sin brud, sin menighed, hjem til sig. Og vinen, uden hvilken enhver bryllupsfest er en trist og fad omgang, det er det evangelium, vi er sat til at forkynde og at lytte til: Guds eget ord om syndernes forladelse.

Tider skifter, og præster kommer og går, og ikke så sjældent kommer de med ny opfindsomhed i forsøget på at forny kirken, at skabe vækkelse og begejstring og aktivitet. Det er nu for det første alt sammen et ubedrageligt udtryk for, at den gode vin er sluppet op, og kun vandet er blevet tilbage. Og for det andet: når vinen slipper op – når Gud tier, og troen er visnet – så kan hverken præst eller menighed skaffe ny vin til veje. For sådan er det, både ved bryllupsfest og ved gudstjeneste: Hvis vinen slipper op, så har købmanden lukket.

Fornyelsen må komme et andet sted fra.

Folkekirken har ikke et evighedsreservoir af kristendom at øse af, så at kirken kan sige til folk: Kom til os, kom til kirken! for her er vi altid leveringsdygtige i festens rette vin. Men kirken er det sted, hvor den vin, vi troede, at vi havde, altid slipper op – det sted, hvor vi alle og altid møder tomhændede – i håbet om, at vor Herre selv i dag vil skænke sin vin for os.

Han medbringer ikke et nyt og guddommeligt batteri af flasker, men han gør vandet til vin. Han fylder vores tomme menneskeliv med sin evige godhed og sandhed, så vi tør leve det med glæde på trods af alt.

Martin Luther har som vanligt sagt det så træfsikkert og præcist – at vi skal købe, mens markedet varer, for Guds ord har vi ikke hos os som en varig og blivende lære: ”Guds ord og nåde er en plaskregn, der driver fra sted til sted og ikke kommer igen, hvor den har været. Det har været hos jøderne, men borte er borte, nu har de intet. Paulus bragte det til Lilleasien, men borte er borte også dér, nu har de tyrken. Rom og Italien har også haft det, borte er borte, nu har de paven”.

Eller med salmedigteren Aastrups ord om kirken, som vi skal synge nu bagefter:
”Herre, se din kirke vil
i sin fattigdom bekende,
når du ej dit ord vil sende,
er din kirke ikke til.
Den må leve af din nåde,
altid bie på din ånd.
Til din tid og på din måde
løser du dens tungebånd.

Tillad mig i dagens særlige anledning at mindes een af de bemærkninger, som virkelig har glædet mig i de 32 år, jeg har gjort tjeneste i sognet. I husker jo nok Christian Nielsen – eller Christian Jæp’, som han blev kaldt. Da jeg havde været her i nogle år, standsede han mig en dag på Blichersvej og sagde bl.a.: ”Jeg kan huske, at da du blev indsat, sang vi Aastrups ”Herrens kirke er på jord”, som var ny for mig den gang. Og siden har jeg haft det indtryk, at den salme rummer det, du vil sige i dine prædikener.”

Det stod mig klart, at her var der blevet lyttet for alvor.

I vore dage er det jo blevet almindeligt, at præster optræder og demonstrerer i flok og følge – ofte med politiske budskaber. Det skal give budskabet en særlig vægt, at det netop er præster, der fører det frem, og ikke cykelsmede eller avisbude. Bortset fra den præstelige selvhøjtidelighed, der ligger heri, er det et udtryk for, hvad man kunne kalde ”den repræsentative kirke” – den forståelse, at præsterne er kirkens repræsentanter, som i kraft af deres ordination og embede sidder inde med livets rette vin til udskænkning for andre.

Netop sådan var det med den katolske kirke, som Luther gjorde op med. Den havde en åndelig bankbog med alle de gode gerninger, som kirkens helgener havde øvet i tidens løb. ”Kirkens skat” kaldtes det, og det var denne skat, kirken solgte som afladsbreve til alle de almindelige syndere. Men da Luther opslog sine 90 teser mod afladshandlen på kirkedøren i Wittenberg, da lød den vigtigste sætning: ”Kirkens skat er alene Guds højhellige evangelium”. – Han talte ikke om evangeliets virkninger og følger, for dem råder Gud for, men slet og ret om ordene – de ord, som i dåben blev enhver af os betroet. Thi vores kirke er ikke en repræsentativ kirke, hvor præsterne på kirkens vegne administrerer et reservoir af guddommelig velsignelse til almindelig uddeling. Men den danske kirke, det er det danske folk af barnedøbte.

Og igen med Luthers ord: ”Alt, hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af at være præst, biskop eller pave”.

*

Er der ikke noget karakteristisk for tiden i, at teologer har kaldt Jesu under ved brylluppet i Kana for ”luksusunderet”? Udtrykker det ikke en vis ringeagt? – Herregud! Han afhjalp jo bare en pinlig selskabelig situation for en bryllupsvært.

Det var ikke et rigtigt socialt under, som når han helbredte syge mennesker. Og hvad andet, spørger nutiden – hvad andet og bedre skulle vor Herre vel kunne have at byde på end sociale og sundhedsmæssige forbedringer. Eller positive oplevelser, der kan føre til en forbedret livskvalitet?

Men Jesu undere tjente eet eneste formål. Hvad det var, det hører vi i dag: Han åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Hvis disciplene den aften gik syngende hjem med hinanden om halsen gennem Kanas nattestille gader, var det ikke, fordi de var blevet vakt og fyldt med åndelige oplevelser. Det var såmænd, fordi de havde været til et godt gilde, hvor der var rigeligt med god vin. Men midt i det altsammen havde de set Jesu herlighed. De andre gæster priste vel bare bryllupsværten, fordi han ikke havde fedtet med de våde varer – og endog havde ladet vinen blive bedre og bedre, efterhånden som middagen skred frem. Men Maria og disciplene, der vidste, hvad der var sket, de så Jesu herlighed. Ikke med den klarhed, det er givet os at se den med. For som Jesus irettesættende sagde til sin mor, da hun ville appellere til ham om at hjælpe den stakkels brudgom med hans vinproblem: – Min time er endnu ikke kommet. – Hvad var det da for en time, der endnu ikke var kommet?

Jesu herligheds time – det var det øjeblik til allersidst, da han hang på korset i rædsel som en dødsdømt og forhånet misdæder. Først da var hans time kommet, først da åbenbarede han for alvor sin herlighed – at han var kommet til frelse for os vantro og hårdhjertede. Det havde disciplene endnu ikke set, men det har vi, som har hørt evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus forkyndt, fra vi var små.

Men i de undere eller tegn, Jesus øvede – ja, allerede her i hans allerførste tegn i byen Kana i Galilæa – så disciplene alligevel hans herlighed. De så den i enkelte guddomsglimt, der strålede ud fra hans fattige menneskeskikkelse. De så, uden rigtigt at fatte, hvad de så.

*

”Gud gemmer det bedste til sidst”, hedder det i en folkelig julesang. Det var det, der gav anledning til skafferens undren, da han ved brylluppet sagde til brudgommen: ”Man plejer ellers først at sætte den gode vin frem, og når gæsterne er blevet berusede, da den ringere; du har gemt den gode vin indtil nu.”

Sådan var det med Jesu eget liv. Gud gemte det bedste til sidst. På Golgatha så de ikke bare hans herlighed i et flygtigt guddomsglimt, men de så hans herlighed i hans fornedrelse Og da det blev påske, forstod de det. De så, at himlen var kommet til den syndige jord. Og først da skinner hans herlighed med uudslukkelig stråleglans. For så usselt er vi altså stillede i vores skyld og vantro, at Kristi guddomsgerning og guddomsherlighed måtte bestå i at synke så dybt, som et menneske kan synke. Og da bliver det også klart, at vores egen gerning ingenting er, hvis ikke Kristus ved gudstjenesten taler sit ord til os og dermed skænker os af den evighedens vin, som kommer, når vi ikke har andet end vand tilbage.

Hvor det sker, dér er meningen med vores daglige gerning ikke afhængig af gerningens virkninger og resultater. Alt det råder Gud for. Dér får vores daglige gerning mening, fordi det er sagt os, at den er betroet os af Gud og velsignet af Gud – hver på vort sted, enten vi er bønder eller præster, håndværkere eller husmødre.

Vi har forskellige nådegaver, men nåden er den samme, sagde Paulus i den episteltekst, der blev læst fra alteret. Ordet ”nådegaver” lyder så fint og religiøst, men det betyder slet og ret et menneskes embede eller den gudgivne gerning, vi er sat til hver især at øve i Jesu navn. Ikke for, som det hedder med et nutidsudtryk ”at gøre verden til et bedre sted at være”, men fordi Gud har befalet os at bruge os selv i den gerning sammen med næsten – at tjene Gud i kald og stand. Så er kirken da ikke en repræsentativ kirke med sortkjolede repræsentanter, der overfor offentligheden disponerer over Guds ordninger og velsignelser. Men kirken er dig og mig og enhver døbt. Og når jeg fra i morgen har lagt kjolen for fremover at varetage mit kirkegængerembede, så er jeg stadig – sammen med jer – Guds kirke, som i hvert sogn har et mødested, hvor vi skal høre Guds ord og se Jesu herlighed og få kraft og frimodighed til den næste uges gerning, indtil Gud for evigt tager os til sig.

Amen.

*

Farvel og tak
Så er tiden kommet til at sige tak for 32 år, hvor jeg har haft det privilegium at være præst for en sognemenighed, der har været loyal, overbærende og taktfuld. Og Gud skal vide, at jeg har haft brug for det altsammen. Det gælder ikke mindst de menighedsråd og den kirkebetjening, jeg har samarbejdet med. Og allervigtigst: Jeg har været så lykkelig at være præst for en sognemenighed, der kommer i kirke for at høre.

Det åremål, jeg har tilbragt i Thorning, kalder man en menneskealder. Det føles da heller ikke bare som et livsafsnit, men som et helt liv. Et liv, hvor vores børn voksede op mellem gode kammerater og altid vil have stedet her i deres hjerter tillige med den rodfæstethed og trofasthed, som præger Blicher-egnen.

Måtte den bestå i mange år.

Der er i de seneste årtier vokset en fremmed religion frem i Danmark, som er fjendtlig over for kristendommen og ikke vil folkekirken noget godt – en trussel mod det land, vi holder af. Det var derfor, jeg for godt seks år siden gjorde en forandring i mit liv, som involverede min gerning i sognet, da jeg fulgte en opfordring til at lade mig opstille til folketinget. Lykkeligvis førte det for sognet til, at det med Mai Bjerregaard som hjælpepræst fik en bedre præstelig betjening end før – med i realiteten een en kvart præst – og tilmed een, der faldt til, tog del i sognets liv og kunne prædike til opbyggelse. Jeg er Mai Bjerregaard stor tak skyldig for hendes dygtighed og hjælpsomhed. Vi ønsker dig alt godt i dit nye liv på Fyn.

Endelig er der een, uden hvis støtte det hele ikke kunnet have ladet sig gøre: C. M. Stephansen, der som kirkebylærer og præstesekretær har koordineret det hele og sørget for, at alt var i orden trods en distræt sognepræst.

Mine børn og jeg må lade vores mor blive tilbage på Thorning kirkegård. Alene af den grund er afskeden menneskeligt talt ikke definitiv. Jeg vil vende tilbage og besøge, ikke blot kirkegården, men gode venner – indtil jeg selv, når den tid kommer, vender tilbage for stedse.