Om Kristus

Af Carsten Breengaard, Tidehverv, 2007, nr. 10, december, s.211-212. (Luk. 10,23-37).

13. søndag efter Trinitatis

Hvis man går ud på gaden og spørger folk, hvad kristendom egentlig er, så vil alle sige, at det er noget med, at vi skal være gode ved hinanden. Og hvis man tilsvarende spørger både normal-kristne, dvs. døbte, og muslimer, hvad islam er, så vil alle svare, at det er noget med profeten Muhammed. Læg lige mærke til forskellen! Der er netop ingen, der, når de bliver spurgt om kristendommen, siger, at det er en tro på Kristus. I en vis forstand ved også vi kristne altså langt mere om islam, end vi ved om kristendom. Vi ved, at islam er noget med Muhammed, men når vi kommer til kristendom, som dog har fået navn efter Kristus, så ved vi ikke andet, end at kristendom er noget med, at vi skal være gode ved hinanden. Det er vi alle så hjerteligt enige om.

Nu lyder det med godheden jo for så vidt smukt nok. Hvis man altså tager ordene for deres pålydende musik. Men der synes på det senere at være sket noget, som gør, at vi nok må grave et spadestik dybere end bare ordenes overflade.

Går man tilbage i tiden, så kan man faktisk se, at ikke mindst kirken fordrede, ja, krævede omsorg. Vel at mærke for dem, der virkelig lå ned, så at sige. For de udstødte, de nødlidende; dem, der var i fare. For dem krævede kirken, hvad man med ordets egentlige mening kan kalde for velfærd.

Men ser vi på vore dages reklamer – og hvis man skal forstå en tid, er reklamer de ypperste sandhedsvidner – så er der sandelig sket en del med forestillingen om velfærd. Det er blevet hvermands krav. For sig selv. Fra top til bund. Fra rig til fattig. Den reklame, der først og sandest afdækkede det moderne menneskes egenart, var den reklame for hårshampoo, hvor den smukke og rige og velplejede og lækre pige begrundede, hvorfor hun dog skulle være så helt overvældende lækker: Fordi jeg har fortjent det! Sagde hun. Altså: Velfærd er for mig, ja, først og fremmest for MIG. Fordi JEG fortjener det!

Og ser man på den aktuelle politiske debat, så må man sige, at der er gået hårshampoo i den. MINE krav for MIG buldrer derudad. I alle tidligere generationer var ordet forkælelse et negativt ord. Forkælelse var noget, man skulle afholde sig fra. Men nu er det – også her er reklamen sandhedsvidnet – pludselig blevet et plusord. Forkæl dig selv, lyder opfordringen. Selvforkælelse, det har du ret til. Ja, du har simpelthen fortjent det! Enhver har ret til et nyt, lækkert køkken, fortæller køkkenreklamerne os. – Gad vist om denne ret i virkeligheden ikke er nærmest en menneskeret? Som hurtigst muligt burde indskrives såvel i grundloven som i FN-menneskerettighederne.

Jo, der er god grund til at grave et spadestik dybere, når danskerne siger, at kristendom er, at man skal være gode ved hinanden. Det, den danske folkelige og politiske debat først og fremmest er optaget af, er, at jeg har ret til at være god ved mig selv. For det har jeg virkelig fortjent!

Men ud over at den udadvendte godhed altså faktisk er løgn og bedrag, så har det heller ikke meget med kristendom at gøre. Men på en ulykkelig måde er lignelsen om Den Barmhjertige Samaritan måske selv skyld i det. I hvert fald, når denne lignelse rammer vores slappe og sentimentale selvforståelse, så kuldsejler den. Så tror vi, at det er en fortælling om, at vi skal være gode ved hinanden. En fortælling om holdninger og værdier, som vulgariteten udtrykker sig i vore dage. Og da man jo længe har ment, at forudsætningen for, at man kan elske eller være god ved andre, er, at man elsker og er god ved sig selv, så bliver Den Barmhjertige Samaritan næsten en opfordring til menneskekærlighed gennem selvkærlighed. Næstens velvære må selvfølgelig begynde med dit eget velvære!

Men det er en total misforståelse af dagens lignelse. For hør nu lige her: En god og from og moralsk jøde spørger, hvem han skal være god mod? Vi kender det jo selv. Når man vil appellere til det, organisationerne forstår som næstekærlighed, så viser man på TV eller på indsamlingsreklamerne et lille negerbarn med tyk mave og fluer i øjne og mund. Og det er jo til at forstå: Sådan ser din næste ud! Kom så i gang med at hjælpe! Metoden er præcis den gode og fromme jødes. Her er der intet nyt under solen. Hvem er min næste? Hvem skal jeg hjælpe? Hvordan skal modtageren af mine overskudsmidler se ud? – Det må vi have krav på at vide.

Og det er så her, hvor vi og dagens jøde kun kan være så rørende enige, at Jesus fortæller sin lignelse. Der er to hovedpersoner i fortællingen. Den fromme jøde, som pludselig ligger sønderslået i grøften, og så samaritaneren, der er ganske veludstyret. Med både ridedyr og penge. – Og hvis vi nu skal sætte ordet næste på den ene af de to, så er vi ikke et splitsekund i tvivl om, at næsten da selvfølgelig må være den nødstedte mand i grøften, han opfylder jo synligt for enhver alle vore følelsers krav til en rigtig, rigtig næste.

Men hvis vi nu ellers havde hørt efter, da lignelsen blev læst, så ville vi have hørt, at ham, Jesus kalder næsten, det er ikke den nødstedte. Det er samaritaneren. Som Jesus spørger: Hvem var næste for ham, der faldt blandt røvere? – Næsten var altså ikke den nødstedte, men ham der havde både ridedyr og penge.

Og så tror jeg, at vore øjne og ører måske er ved at være modtagelige for at forstå, at denne lignelse overhovedet ikke handler om, at kristendom er, at vi skal være gode ved hinanden. Dagens lignelse er ikke en primitiv og fingernem moralsk appel. Den handler ikke om at flytte en skærv fra nogle til andre. Lignelsen om Den Barmhjertige Samaritan er en øjenåbner af de store. Måske den største i kristendommen.

Lignelsen demonstrerer i lynglimt, at ham, der så veloplagt spørger, hvem han kan gøre godt for, at det er ham selv, der ligger i grøften. Det er den godhedsparate, der er den nødstedte. Manden er dig! som profeten sagde til David.

Dagens gode og fromme jøde, der så gerne ville have udpeget de taknemmelige modtagere af sine overskydende gode gerninger, sin rigdom, han får her i dag barsk at vide, at han selv ligger i nød og usselhed. At han ikke kan selv. At det er ham, der har brug for hjælp. Mere end nogen anden!

Hvad er det altså dagens lignelse gør? Den gør mennesker lige! Jøden troede, han var mere end samaritaneren. Ja, faktisk anså han samaritaneren for noget værre rakkerpak. Men han får altså her i dag en historie om, at hans overlevelse afhænger af, at han får hjælp. Får hjælp af en, han anser for udskud og bærme.

Den barmhjertige samaritaner er Kristus. Hvem skulle han ellers være? For han giver os det værste, vi ved. Hjælp, dvs. liv, giver han os. Og så store ting hader vi at modtage. Vi afskyr det. Skal vi have noget, vi virkelig trænger til, så skal det være som i hårshampoo-reklamen. Fordi vi har fortjent det. – Og hvad er det så, vi hader allermest? Det er tilgivelse; det er det værste, vi ved. Vi kan selvfølgelig godt fra tid til anden mande os op til at tilgive andre, for så er det jo os, der er de store. Os, der har magt med det. Men få tilgivelse? Føj, for pokker! For det betyder jo, at vi er syndere; at man kan sige os noget på. Og sige mig noget på? – det er dog det værste, jeg har hørt!

Men det er altså det, dagens lignelse vil fortælle dig. At du, der tror, du er så god og moralsk og fortræffelig og ansvarlig – at det er dig, der har brug for syndernes forladelse.

Men få nu ikke for megen selvmedlidenhed af den grund. Jeg tror nemlig ikke, at Jesus synes, det er særlig synd for dig. Jeg tror strengt taget, at han synes, det er mere synd for alle dem, du er en plage for. Det er det, der er meningen i dag. At rive masken af dig. Så du kan se, hvor galt fat det er med dig. Når du har set det, begynder en helt ny historie. Ikke bedrevidenhedens og heller ikke velfærdens glitrende historie. Men fællesskabets historie. Fælleslivets historie. Livet hånd i hånd. Fordi Kristus var den, der først rakte hånden ud.

AMEN.