Jens Christensen

Af Thomas H. Beck, Tidehverv, 2007, nr. 10, december, s.195-203.

Den 10. og 11. august 1955 blev der i Rønde afholdt årsmøde i Dansk Pathanmission. Margrethe og Jens Christensen havde det forgangne år været hjemme i Danmark, og årsmødet skulle være afslutningen på et meget travlt hjemmeophold, hvor de begge havde rejst landet tyndt på deres turné rundt til Dansk Pathanmissions mange kredse. Ud over forpligtelsen til at vise ansigtet for missionsselskabets støtter og fortælle om de eksotiske og barske forhold derude i det fremmede på missionsmarken, så havde Jens Christensen på disse besøg også en meget vigtig opgave med at fremlægge planerne om at etablere en selvstændig luthersk kirke i Nordvestgrænseprovinsen i Pakistan.

Jens Christensens selvopgør som ung.
Jens Christensens planer om, at menighederne ude i Dansk Pathanmissions område skulle gøres selvstændige og uafhængige af missionsselskabet, kunne dog ikke komme bag på nogen, som havde fulgt hans arbejde, siden han i 1926 var blevet ansat i det, der dengang hed Teltmissionen. For allerede fra begyndelsen af sin ansættelse arbejdede han frem mod en etablering af en selvstændig lokal kirke. I første omgang hang dette tæt sammen med et selvopgør. Inden Jens Christensen blev ansat i Teltmissionen, havde han nemlig været ansat i et amerikansk missionsselskab (Christian and Mission Alliance), som havde sendt ham og en anden ung missionær til Indien i 1922, hvor de skulle gå fra dør til dør i dette hedenske land, sådan som Jesus i sin tid havde befalet sine disciple det. Det gik dog hurtigt op for Jens Christensen, at projektet stort set var meningsløst, da de ikke havde nogen menighed at henvise til. Deres missionsvirksomhed havde derimod karakter af gerningsretfærdiggørelse, fordi det for det første kom til at virke, som om missionærerne gjorde det for deres egen frelses skyld, og for det andet kom til at virke, som om missionsselskabet hjemme i Amerika også kun gjorde det for at kunne retfærdiggøre sig selv og sine støtter, så missionsselskabet nærmest fungerede som en frelsesanstalt. Selvopgøret lå dog ikke kun i denne kritik af hans missionsselskabs virke og i den forbindelse alle andre missionsselskaber. ”Det var nemlig også et opgør med hele den kirkelige baggrund, som han var vokset op med, der havde sin rod tilbage til de danske vækkelsesbevægelser fra 1800-tallets midte. Hans bedsteforældre på både mødrene og fædrene side var nemlig dengang udvandret fra Danmark til Chicago for at undgå repressalier på grund af deres engagement i disse nye pietistiske bevægelser. Denne inderlige og personlige fromhed, som prægede hans bedsteforældre dybt, prægede da også hans eget hjem så meget, at det lå i luften, at han skulle være præst. Så da han kom hjem fra 1. Verdenskrig i 1918, påbegyndte han derfor sin præste- og missionæruddannelse i New York, der blev afsluttet i 1921. I selvopgøret lå desuden også den erkendelse, at han måske lige så meget var blevet missionær på grund af sin eventyrlyst, der også havde vist sig i hans deltagelse i 1. Verdenskrig, hvor han for at blive udsendt havde gjort sig et år ældre ved sessionen.

Jens Christensens kirkesyn.
Jens Christensens selvopgør er dog ikke noget, som han dengang i 1926 råbte op om på torve og i stræder. For bestyrelsen i Teltmissionen og alle missionens kredse i Danmark fremstod han derimod som helt afklaret med sit syn på kirke og mission, da han blev ansat. Den unge missionær på 26 år trådte fuldstændig i karakter og virkede ikke på noget tidspunkt usikker og vaklende over for den opgave, som han stod over for. Det var dog heller ikke storskrydende og selvsikkert, at han påtog sig opgaven med at skulle opbygge en menighed omkring hospitalet i Hoti-Mardan nordøst for Peshawar i Indiens Nordvestgrænseprovins, tage sig af missionen over for de mandlige muslimer og desuden være præst for de kvindelige missionærer. Derimod var det bestemt med ydmyghed, han gik til denne opgave, som også betød en stor ændring i Teltmissionens linie, da den i sine første godt 20 år havde været en såkaldt hospitalsmission med et fremtidigt mål om at skulle drive mission over for muslimske kvinder inde i Afghanistan. Nu havde man dog efterhånden set i øjnene, at Afghanistan ikke er et land, som man skal forvente at komme helskindet hjem fra, hvis man har ambitioner om at kristne den lokale befolkning, ligesom man ikke mindst havde erkendt, at mission skal drives ud fra en kirke, hvor der er et fællesskab at henvise til. Og netop dette synspunkt, at mission og kirke er ét, var fra begyndelsen grundlæggende for Jens Christensens arbejde. I sin besindelse på, hvordan han skulle gribe sit arbejde an, gjorde han før sin ansættelse det så også klart i et brev til bestyrelsens formand rektor Hass, at han anså prædikenembedet som sin vigtigste opgave, og at hans kirkesyn dermed var ganske evangelisk-luthersk: at kirken nemlig er dér, hvor evangeliet forkyndes rent og purt og sakramenterne forvaltes rettelig. I sommeren 1926 uddybede han det i en artikel i missionens blad, hvor det stod klart, at det var hans håb og mål at få grundlagt en kristen kirke blandt pathanerne og med pathanere som kirkens tjenere, og at det derfor var vigtigt at prøve på at samle så mange kristne som muligt på ét sted. Dette arbejde skulle dog ikke forceres, da han ikke ønskede at bygge en kirke, før pathanerne selv kunne være med til det, da det gerne skulle ske efter deres åndelige og timelige evner. At forlange, at de skulle bygge en kirke, før de var klar til det, mente han ville være for stor en byrde at lægge på dem, og hvis missionen byggede den, mente han, det ville sætte dem i en rolle som snyltere. I den forbindelse opdelte han sit arbejde i tre kategorier. For det første det evangeliserende arbejde med at forkynde rundt i landsbyerne for muslimerne. For det andet det kirkeopbyggende arbejde med at samle folk til gudstjeneste, at undervise den enkelte og at uddanne unge evangeliske arbejdere. Og for det tredje det litterære arbejde med at skrive små traktater om kristendommen, oversætte Bibelen og oprette læsestuer, hvor kristen litteratur skulle være tilgængelig, og hvor missionæren kunne føre samtaler med muslimerne. Men man kan nu også tilføje en fjerde og ikke uvæsentlig kategori ved hans arbejde, da han nemlig brugte meget tid på at studere, ikke kun teologi, men også islam og det pathanske folks kultur, historie og sprog. Når han ikke nævner det som en særlig kategori, så er det ganske enkelt, fordi det var så selvfølgeligt for ham. Hans teologiske arbejde og arbejdet med islam og den befolkning, som han skulle forkynde over for, var nemlig roden i hans arbejde. Det var det, der gav næring til alt det andet, hvor så grundstammen var arbejdet med at etablere en kirke. For hele tiden var hans hensigt, at der skulle etableres en selvstændig kirke i stedet for, at missionsselskabet hjemme fra Danmark på en formynderisk måde påtog sig ansvaret for de kristne. Arbejdet hen imod en selvstændig kirke blev da også Jens Christensens livsopgave.

Pakistans lutherske Kirkes første synode i 1955.
Det var i 1955, at denne livsopgave skulle nå sin kulmination ved Pakistans lutherske Kirkes første synode den 2. november, hvor en kirkeforfatning blev vedtaget og Jens Christensen valgt som biskop for kirken. Men selvom menighederne ude i Nordvestgrænseprovinsen og de to lutherske missionærforsamlinger i området var nået til enighed om at indgå et samarbejde og etablere en selvstændig kirke, så kom det ikke til at foregå uden sværdslag på årsmødet hjemme i Danmark den 10. og 11. august. Der var dog allerede inden årsmødet rejst en del kritik af og stillet spørgsmål til planerne om at gøre kirken selvstændig. De forbehold, der kom til udtryk, drejede sig specielt om, hvorfor der skulle være en kirkeforfatning, hvorfor kirken skulle styres af en synode, og hvorfor kirken skulle være episcopal. Disse indvendinger var i og for sig ganske naturlige set ud fra en dansk folkekirkelig synsvinkel. Særligt hvis man teologisk var knyttet til Indre Mission, Tidehverv eller grundtvigske kredse, hvor de fleste betragtede Grundlovens § 66 som opfyldt ved, at Folketinget løbende lovgiver på folkekirkens vegne, hvorfor man derfor heller ikke ønskede en synode, ligesom man heller ikke var interesseret i for ”stærke” biskopper.

Opgøret med Anna Bramsen.
Dansk Pathanmissions bagland kom i midten af 50’erne da netop fra disse forskellige kirkelige og teologiske kredse, hvor det i Teltmissionens tid ellers havde været et stort set indremissionsk foretagende. At præster med tilknytning til det grundtvigske og tidehvervske var begyndt at støtte Dansk Pathanmission, må så også tilskrives Jens Christensen, der meget hurtigt efter sin ansættelse måtte tage et skarpt opgør med liberalteologien, blandt andet fordi missionærforsamlingens leder Anna Bramsen mere og mere bevægede sig i den retning. Uoverensstemmelserne mellem dem var dog ikke til stede fra begyndelsen, da Anna Bramsen var den vigtigste årsag til, at Jens Christensen blev ansat, da bestyrelsen hjemme i Danmark ansatte ham på hendes varme anbefaling. Enig med ham må hun da også grundlæggende have været fra begyndelsen, da hun kendte Jens Christensen i flere år før hans ansættelse, hvor han ikke kun arbejdede og boede i området, men også var blevet forlovet og den 6. januar 1926 gift med den danske sygeplejerske Margrethe Rasmussen. Men hurtigt opstod der alligevel uoverensstemmelser imellem dem, som i første omgang mest drejede sig om deres kompetenceområder, men dog mere og mere blev af teologisk art og først og fremmest handlede om et forskelligt syn på missionens mål og midler.

Modstand og uoverensstemmelser skærper Bramsens og Christensens teologi.
Det var primært Anna Bramsen, der flyttede sit teologiske ståsted. Men det selvopgør, Jens Christensen havde været igennem inden sin ansættelse i Teltmissionen, blev selvfølgelig igennem de kommende år gennemtænkt, pudset af og konsolideret samtidig med, at disse års åbenbaringsteologi fik stor indflydelse på hans teologiske tænkning. Desuden var Anna Bramsens missionssyn selvfølgelig også med til at skærpe hans egen teologi, ligesom hans teologiske udvikling også hang sammen med den modstand, de som missionærer mødte i området. Det drejede sig ikke kun om de vanskeligheder, der var med at omvende muslimerne og de vanskeligheder, som en muslims omvendelse medførte, hvor det førte til brud med og udstødelse fra deres familier. Men det handlede også om den modstand, de mødte i form af demonstrationer og massemøder mod deres tilstedeværelse i området, der havde det formål at ophidse befolkningen til vold. Som en følge heraf drejede modstanden sig så også om deciderede personlige overgreb, hvor den mest tragiske hændelse var mordene den 19. maj 1934 på to sygeplejersker og Margrethe og Jens Christensens syvårige søn.

Anna Bramsens missionssyn.
Anna Bramsens syn på, hvordan mission bør drives, hang nøje sammen med hendes kristendomsforståelse. For hende var kristendom nemlig primært et krav om et personligt metodisk fromhedsliv og kravet om efterfølgelse af Jesus i et brud med denne verden, hvorfor hun anså missionærens livsførelse som meget vigtig. Som en følge heraf lod hun sig gribe af den stigende interesse for Frans af Assisi, der siden slutningen af det 19. århundrede havde bredt sig inden for dele af den protestantiske verden og sluttede sig i 1928 til en franciskansk tertiarorden. Det måtte naturligvis føre til en konfrontation mellem hende og ikke kun Jens Christensen, men også nogle af de andre missionærer og store dele af missionsselskabets medlemmer hjemme i Danmark. Det gjorde det så ikke bedre, at hun selv oprettede en mindresøsterorden i Mardan, som et par af de kvindelige missionærer lod sig optage i med løfte om fattigdom og cølibat. Denne orden gav hun i 1933 sine egne ordensregler, hvor anliggendet var, at hospitalet i Mardan skulle fungere som et moderhus med små såkaldte ashramer rundt om i Indien, hvor folk kunne samles for at modtage belæring og udføre religiøse øvelser i fællesskab.

Jens Christensens missionssyn.
Anna Bramsens udvikling hang også sammen med den modstand, som missionen mødte i området. Men hvor hun altså forsøgte at finde frem til missionsmidler, der kunne give resultater, så holdt Jens Christensen fast i, at der ikke er andet missionsmiddel end kirken, og at kirkens lydighed over for sin opgave er et resultat i sig selv. Det kom til at stå fuldstændig klart for ham, at hverken kirken eller missionsselskabet er subjekt for forkyndelsen, og at man derfor heller ikke skulle kunne gøre hverken Bibelen, ashramer, hospitaler, skoler, nødhjælp og så videre til missionsmidler. Det er derimod Gud, der er forkyndelsens subjekt, mens Guds midlertidige skabning, kirken, er hans middel. Missionæren er derfor tilknytningspunktet mellem Gud og den ikke-kristne. Missionæren er stødtropssoldaten, der med Åndens sværd må sætte sig selv ind uden nogen brug af midler, da missionæren selv er Guds middel. Missionærens opgave er derfor i tro, lydighed og ydmyghed over for apostolatets befaling at forkynde evangeliet i bevidsthed om, at han kommer med tomme hænder og hverken kan tilbyde guld eller grønne skove. Hans opgave er at modsige islam. Han skal derfor heller ikke komme anstigende med en følelse af overlegenhed i kultur, uddannelse og teknisk formåen. Missionæren skal ikke blande budskabet op med alt muligt andet og gå på akkord med det, ligesom han i det hele taget ikke skal stille sig selv og sit eget i centrum. Tværtimod kommer missionæren som menneske blandt mennesker, der i forhold til Gud ikke er bedre og mere troende end den ikke-kristne. Missionæren er udsendt med et budskab, der ikke er hans eget, men Guds. Hans personlighed og mening om budskabet er i strengeste forstand ligegyldigt, for det er hans udsendelse og hans budskab, prædikenen, forkyndelsen af evangeliet, det kommer an på.

Opgør med missionens motiver og metoder.
I sammenhæng med denne klare definition af forkyndelsens ”subjekt-middel-objekt” tog Jens Christensen også et opgør med missionsselskabernes tale om motiver og metoder. Han angreb missionsselskaberne for at have fornægtet kirkens sande væsen som missionskirke, hvor de med deres institutionsvirksomheder havde opstillet falske motiver som at omplante kristne livsværdier i de ikke-kristne lande, at vise kristendommens kærlighed igennem et etisk korrekt liv, at vise den kristne kulturs næstekærlighed over for de ikke-kristne folk og meget andet af samme skuffe. Over for de metoder, som missionsselskaberne derfor anvendte, påpegede han, at de som overlegne åndsaristokrater førte en form for nedladende beskyttelsespolitik over for konvertitterne og lod dermed i princippet kirken ude af betragtning i deres arbejde, da de så også kun definerede kirken ved at være det sted, hvor to og tre er samlet i Jesu navn, mens sakramenterne og bekendelsen blev gjort ligegyldige. Han angreb dem desuden for at omplante den vestlige kirkes traditioner og ritualer i de fremmede kulturer, så kirkens form blev fremmed for konvertitterne. Helt grundlæggende påpegede han det fejlagtige i, at man generelt set tog afstand fra teologien som vej for missionen, og at missionsselskaberne ikke havde nogen kirkebevidsthed.

Jens Christensens linie vinder.
Anna Bramsen og Jens Christensen gik på den måde i hver sin retning, så det til sidst måtte blive Teltmissionens bestyrelse og dens kredse, der måtte vælge side. Det skete dog først ved årsmødet i 1934 efter flere års strid. Bestyrelsen ønskede dog at undgå en personlig strid og fokuserede på, at det var et valg mellem to fremtidige og ikke forenelige linier for missionen, hvor et flertal i bestyrelsen støttede Jens Christensens kirkedannende arbejde. Ved afstemningen billigede et flertal af kredsene da også denne indstilling, selvom mange i missionen helt klart var begejstrede for Anna Bramsens tanker. Konsekvensen af striden blev da også, at over en tredjedel af kredsene opsagde deres forbindelse til Teltmissionen, da først Anna Bramsen og siden tre af de kvindelige missionærer opsagde deres stillinger i vinteren og foråret 1935.

Grundtvigsk sværmeri.
Med valget af Jens Christensens linie havde man også valgt, at han blev missionens afgørende person og desuden også dens stemme udad til hjemme i Danmark. Et væsentligt opgør med liberalteologien havde fundet sted, og vejene var nu skilte, så Dansk Pathanmissions bagland nu også kom til at bestå af folk med tilknytning til især det grundtvigske. Det blev i 40’erne og 50’erne endnu mere udpræget og var da besynderligt nok – eller måske alligevel ikke så besynderligt endda – herfra de fleste indvendinger mod planerne om at gøre kirken selvstændig kom fra. Men ud over disse indvendinger mod en kirkeforfatning, en synode og en stærk biskop blev der under årsmødet i august 1955 også rejst en anden diskussion af sognepræst Otto Paludan, der fandt det forkasteligt, at Jens Christensen højst sandsynligt ville blive biskop for kirken. Baggrunden for Otto Paludans indsigelse mod Jens Christensen som biskop havde sit grundlag i den holdning, at kristendom og nationalitet er to så tæt forbundne størrelser, at det udelukker en af fremmed herkomst som biskop. Otto Paludan påpegede derfor, at det burde være en pakistaner, der skulle indtage kirkens øverste embede. Hans indlæg mod Jens Christensen var dog noget usaglige. Ikke kun fordi han spillede på folks følelser ved ganske upassende at sammenligne Jens Christensen med den tyske biskop i Kiel, der ønskede at indsætte tyske præster i de danske menigheder i Sydslesvig. Men i særlig grad, fordi han beskyldte Jens Christensen for ikke at have sans for den pakistanske folkelighed og desuden ville gøre Jens Christensen til en amerikaner, hvis sigte det var at gøre et dansk foretagende amerikansk.

Kristendom og folkelighed.
Hvor Jens Christensen forholdt sig konkret til den virkelighed, han befandt sig i, var Otto Paludans indlæg udtryk for et grundtvigsk sværmeri, der forholdt sig abstrakt til tilværelsen og dermed ikke kun lukkede ørerne for de argumenter, der kom på bordet i denne sag, men også ignorerede, hvad Jens Christensen havde stået for igennem årene. For var der nogen, der havde beskæftiget sig med spørgsmålet om folkelighed og kristendom, så var det Jens Christensen, der udtrykte det på den måde, at en kirke altid befinder sig i den spænding, at idet evangeliet skal forkyndes, så det slår rod i det folkelige, sprænges det folkelige netop ved, at kristendommen slår rod! Men han understregede samtidig, at denne sprængning ikke skal komme ved en kirkes ”angreb” udefra med en eller anden form for kultur-imperialisme, men ved Ordets kraft indefra, hvorfor kristendommen derfor aldrig vil være ”ren”, men altid være iført en folkelig klædedragt. Jens Christensen var derfor også bevidst om, at der heri lå en fare for, at kirken bliver fremmedartet, at der opstår synkretisme og falsk lære, og at der bliver uordentlige forhold inden for kirken.

Det litterære arbejde.
Lige siden sin ansættelse i Teltmissionen havde Jens Christensen beskæftiget sig med denne problematik, da han som forkynder af evangeliet til et fremmed folkeslag nødvendigvis måtte lære dette folks sprog og kultur at kende. I den forbindelse havde han igennem årene lagt et kæmpe arbejde i at skrive kristen litteratur til pathanerne og ikke mindst få oversat Bibelen. Dette arbejde fyldte meget i årene efter bruddet med Anna Bramsen, hvor det begyndte at gå stærkt med at få opbygget en lokal kirke i Mardan. For det handlede ikke kun om at skaffe midler til mursten og at fremkalde en menighedsbevidsthed, som skulle vænne de kristne pathanere til at give frem for at tage imod. Men det handlede i særlig grad om at få lavet ritualer, kirkebønner, oversat og digtet salmer til orientalske melodier, skrevet traktater om evangeliske, kirkelige og dogmatiske emner, oversat bekendelsesskrifterne, skrevet en katekismus for pathanere, oversat tekstrækkerne til pashtu, lavet en alterbog og udarbejdet en kirkeforfatning. For dette arbejde modtog han i øvrigt efter 2. Verdenskrig den anerkendelse at blive æresmedlem af bestyrelsen i ”The British and Foreign Bible Society”, da han i løbet af krigen havde sat kronen på sit litterære værk med en ny og gennemarbejdet oversættelse af Bibelen til pashtu.

Den pathanske menighed.
Allerede i 1936 havde Dansk Pathanmissions bestyrelse godkendt den kirkeforfatning, som Jens Christensen meget hurtigt havde fået udarbejdet, så de dermed kunne få dannet en egentlig pathansk menighed, der selv godkendte forfatningen og valgte et lille kirkeråd på 4 personer samt Jens Christensen som menighedens præst. Det var en lille menighed på knap 40 medlemmer, hvorfor man heller ikke kunne forvente, at de selv skulle kunne finansiere deres kirkebygning, som stod færdig i 1939. Det havde ellers været Jens Christensens intention, men han måtte acceptere, at man fra Danmark støttede byggeriet, så det kunne blive forholdsvis hurtigt færdigt. For siden ’36 havde Jens Christensen fået uddannet sin gode ven og hjælper Taib til præst, så man med indvielsen af kirken den 1. april 1939 nu stod med en selvstændig pathansk menighed med egen kirke, præstebolig og indfødt præst. Med dannelsen af den pathanske menighed i Mardan mente Jens Christensen dog ikke, at missionsselskabets opgave var nået. For der var stadig brug for hjælp til det evangeliserende arbejde over for muslimerne, i at støtte menigheden økonomisk og i det hele taget var der brug for råd og hjælp, hvor det var nødvendigt. Menigheden var ikke så stor, at den kunne klare sig selv, og samarbejdet med områdets anden lokale menighed bestående af tilflyttede urdutalende punjabikristne var ikke det bedste uden missionærerne som mellemled. Men da der også befandt sig andre missionsselskaber i området, var der dog basis for et bredere samarbejde mellem de forskellige menigheder og missioner, hvilket ikke blev mindre påkrævet, da de gik ind i trange tider først forårsaget af 2. Verdenskrig og dernæst af selvstændiggørelsen og delingen af Indien, der førte til oprettelsen af Vestpakistan i 1947.

Stilstand under 2. Verdenskrig.
På grund af den danske regerings samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig blev de danske missionærer i Indien betragtet som allierede med tyskerne, hvorfor de i en lang periode befandt sig i noget, der mindede om husarrest. Det skal også ses i lyset af, at Hitler sendte den berygtede Brandenburgerdivision til Afghanistan med det formål at indtage Indien. Det spændte forhold blev dog knap så anstrengt på grund af Jens Christensen, der jo var amerikansk statsborger og med sin militære baggrund kunne ernære sig som hvervningsofficer hos briterne. Forbindelsen mellem Danmark og missionærerne blev nemlig afbrudt den 9. april 1940, hvilket betød så trange kår for dem derude, at de måtte lukke hospitalet og det meste af deres arbejde og lade den indiske regering finansiere deres skole. Men med Jens Christensens arbejde som officer kunne de dog brødføde sig selv i de år, hvor det meste af missionens arbejde stod stille. Helt stille stod det dog ikke for Jens Christensen, da han som nævnt også brugte tiden på at få oversat Bibelen til pashtu, hvilket i øvrigt blev finansieret af det engelske bibelselskab.

Præsteuddannelse og uddannelse i islam.
Hvor man i Europa kunne ånde lettede op efter krigen og med fornyet håb gå i gang med at få genopbygget landene, så så fremtiden dog noget mere dyster ud i Nordvestgrænseprovinsen, som foranlediget af mange års islamisk nationalisme nu ville ende med at blive en provins i den muslimske stat Pakistan. Europa var sluppet af med nazisterne og deres totalitære nationalisme, mens Jens Christensen og de andre missionærer med god ret kunne forvente, at dét ville blive deres fremtid, da de ortodokse fundamentalistiske muslimer kunne løbe af med sejren i den magtkamp, der allerede var mellem dem og de mere liberale muslimer. Det blev dog de liberale muslimer, der i første omgang vandt magtkampen, hvilket betød, at det nye styre udviste en vis retslig beskyttelse af de religiøse mindretal. Men med forventning om at kunne blive smidt ud af landet argumenterede Jens Christensen for, at de skulle afvikle hospitalet og koncentrere sig om kirkearbejdet og det evangeliserende arbejde, hvilket det også endte med, da man i 1952 solgte hospitalet til Pakistans regering. Det betød ikke kun, at nye danske missionærer med en teologisk baggrund blev ansat, men også at Jens Christensen gik i gang med på den ene side at etablere en præsteuddannelse og på den anden side forskellig uddannelse i islam for missionærer. Det sidste blev ikke kun effektueret ved oprettelsen af en femårig uddannelse i islam, men også igennem hans korrespondancekursus for missionærer i muslimske lande, der blev påbegyndt i 1950 og senere blev til bogen ”The Practical Approach to Muslims”, som vi i dansk oversættelse kender under titlen ”Konfrontation. Islam og kristendom ”. Desuden udgav han 4 hæfter med titlen ”Islam. Muhammedanisme og muhammedanermission”, der udkom som bog i 1959 besørget af Alfred Nielsen fra Østerlandsmissionen.

Kristendom og islam.
Begge de to bøger om islam er væsentlige værker. Men ”The Practical Approach to Muslims” vil jeg mene befinder sig i top10 af bøger om islam på verdensplan og er da også Jens Christensens hovedværk, der ikke kun er udgivet i tusindvis af eksemplarer ud over verden (senest i en lettere revideret udgave fra 2001 fra et australsk forlag), men også – ud over den danske oversættelse er oversat til tysk og enten er færdigoversat til kinesisk eller er lige ved at blive det. Denne store anerkendelse af værket hænger selvfølgelig sammen med den dybtegående indsigt, Jens Christensen havde i islam, men hænger i endnu højere grad sammen med, at hans formidling af stoffet ikke er tør distanceret religionsvidenskab, men derimod et engageret redskab til hjælp for den kristne, der skal forkynde over for muslimen. Jens Christensen så som sagt nemlig sig selv og andre missionærer som stødtropssoldater i den stridende kirke, der er Guds middel her på jorden, og hvor intet menneske blot kan være tilskuer. Det er en kamp mellem lys og mørke, hvor missionæren, som Jens Christensen selv skriver det i indledningen til ”The Practical Approch…”, må give sig ”…i kast med islam, ikke som et interessant videnskabeligt problem eller som et historisk faktum, men som mørkets magt, som kæmper mod Guds åbenbaring i Kristus.” For at give missionæren de bedste redskaber i denne kamp, går Jens Christensen derfor meget praktisk og systematisk til værks og har opdelt bogen i en række afsnit, der besvarer væsentlige og ofte stillede spørgsmål. Sådan begynder han med at stille spørgsmålet, hvordan man skal komme i kontakt med muslimen og går videre med spørgsmålet om, hvad formålet er. For at neddæmpe almindeligt fromt sværmeri besvarer han spørgsmålet, hvor missionæren skal finde plads til sit kristenliv. Derefter kaster han sig mere konkret over spørgsmål om universalitet, om bøgernes betydning, om lov og evangelium, om treenigheden, om Kristi evige sønneforhold, om missionærens forhold til Muhammed og spørgsmålet om, hvorfor kristendommen ikke har udviklet en sunnah. Hans skelnen mellem kristendom og islam, hvad dette angår, er meget grundlæggende, fordi sunnah’en er hovedkilden for islamisk etik og samfundslov. I princippet er sunnah’en det næst efter Koranen, men i realiteten er den hovedkilden, da muslimens fornuft siger, at der ikke findes nogen bedre voldgiftsmand med hensyn til fortolkning af Koranens lære end Muhammed, gennem hvem denne lære er blevet åbenbaret for menneskeheden. Emnet berører derfor ikke kun de to vidt forskellige åbenbaringsbegreber i kristendommen og islam, men understreger også, at islam mere er en sociologisk religion end en teologisk. Faktisk kan man slet ikke tale om åbenbaring i islam, men om inspiration som så har vist sig i Muhammeds levevis, hvorfra muslimen henter sin tro og sine adfærdsregler. Modsat dette står kristendommen, da Kristus ikke er et ideal, man stræber mod at efterligne, men en Herre, som man adlyder. ”Hvad Gud gør for dig, er Guds gerning, og al din stræben er ørkesløs. Og det er den anstødssten i vort forhold til Gud, hvorover alle religiøse snubler og falder” skriver Jens Christensen til sine læsere. Hans spørgsmål fokuserer altså mere på, hvordan den kristne bør have afklaret sig med sin egen kristendom i forhold til muslimernes angreb end på det modsatte. Det gøres dog i en eksemplarisk fin sidestilling af kristendommens lære over for den muslimske, som så til sidst i bogens fire sidste kapitler bliver helt konkret med sidestillinger af troen på Allah og troen på Gud Fader, om tro på bøger og profeter, om forskellen på forudbestemmelse og skæbnetro og forskellen i deres og vores forståelse af opstandelse og dom. Det er desuden gjort ud fra den erfaring, at islam ikke bare er en primitiv religion, men en yderst stærk modstander, der skal tages alvorligt. Jens Christensen har derfor heller ikke meget til overs for dem, der bare med en overfladisk arrogance kalder Koranen for djævelens bog, ligesom han også finder det alt for let at betegne Koranen som udtryk for en ophøjet tro på én gud. I det hele taget tager han afstand fra denne moralistiske tilgang til islam og påpeger, at så snart vi fristes til i forhold til Gud at anse os selv for bedre end muslimen, er vi kommet ind på farisæernes plads. Mission skal derfor hverken være en ørkesløs diskussion om dogmer, trossætninger og teologi eller give sig udtryk i kristenlivets tavse vidnesbyrd, for der er kun én mulighed, og det er forkyndelse, det er modsigelse, hvor vores troslære og teologi så er vores hjælpemidler.

Kirkeforfatningen bliver til.
Otto Paludans og andres påstand om, at Jens Christensen ikke havde sans for den pakistanske folkelighed, virker fuldstændig grotesk, når man også ser på hans indsigt i islam, hvis betydning for den pakistanske folkelighed er enorm, da islam ikke har det med at være iført en folkelig klædedragt, men tværtimod er at forstå som arabisk kulturimperialisme, der nedbryder den lokale folkelighed og dermed lader den arabiske kultur være den dominerende. Men lige så groteske var også angrebene mod den kirkeforfatning, som Jens Christensen havde fået udarbejdet i begyndelsen af 50’erne. For selvom det som nævnt tidligere var ganske naturligt set ud fra en dansk folkekirkelig synsvinkel at have forbehold mod, at en kirke skal have en forfatning og styres af en synode og en biskop med store beføjelser, så var disse forbehold ikke desto mindre udtryk for en mangel på forståelse af forholdene i Pakistan, ligesom de faktisk også manglede forståelse for forholdet mellem kristendom og folkelighed. Baggrunden for den kirkeforfatning, som Jens Christensen havde udarbejdet i et tæt samarbejde med sognepræst Poul Seidelin, var netop på den ene side, at kristendommen altid vil være iført en folkelig klædedragt og derfor på den anden side bevidstheden om den fare, der ligger heri, at der kan opstå synkretisme og falsk lære, og at der kan blive uordentlige forhold inden for kirken. I sit foredrag om ”Den danske kirke og vores i Pakistan” på årsmødet den 11. august 1955 gjorde han netop med dette som baggrund rede for, at en kirke i et muslimsk land naturligvis må have et organisatorisk samlingspunkt, en kirkelig myndighed, en kirkeret, en forfatning og drive en vis form for kirketugt, med mindre man selvfølgelig ønskede en sekterisk linie, hvor præst og menighed er fuldstændig frie til at forkynde og gøre, hvad de har lyst til, eller man ønskede en udelukkende episcopal ordning efter romersk-katolsk forbillede med biskoppen som den endelige myndighed i alle ting vedrørende kirken. Indsigelserne mod kirkeforfatningen var da heller ikke særligt gennemtænkte. De gik i første omgang mere på fy-ordet ”kirkeforfatning” end på selve indholdet af forfatningen og handlede vel i bund og grund mere om, at Dansk Pathanmission ville miste deres indflydelse på kirken derude og så jo altså dette, at det med stor sandsynlighed ville blive Jens Christensen, synoden ville vælge som biskop. Der var så heller ikke meget at sætte fingre på i det store arbejde, som Jens Christensen og Poul Seidelin fremlagde, og som var blevet til igennem nogle år, hvor et tæt samarbejde med et amerikansk luthersk missionsselskab (World Mission Prayer League) var opstået og endt med forhandlinger om at danne en forenet luthersk kirke i Pakistan.

Pakistans lutherske Kirke konsolideres.
Det var med Jens Christensens vanlige energi og engagement, at han efter den første synode i november og sin bispevielse i december 1955 kastede sig over arbejdet med at få Pakistans lutherske Kirke konsolideret. Et præsteseminarium blev oprettet, bilove til forfatningen blev udarbejdet, man fik kirken officielt anerkendt, den omtalte 5-årige missionæruddannelse i islam blev sat i værk, og Jens Christensen kastede sig over udarbejdelsen af ”Book of Common Worship of the Pakistani Lutheran Church”, der kom til at indeholde alle 5 bekendelser, alle kirkens ritualer, alle nødvendige gudstjenesteordninger, alle kollekter og tekster for kirkeåret og alle rubrikker, der havde med selve kirkens gudstjenesteordning at gøre. Dette foregik i årene fra 1956 til ’59 i øvrigt i et tæt samarbejde med Dansk Pathanmissions bestyrelse og andre kompetente personer i Danmark. Påstandene om, at Dansk Pathanmission ville miste indflydelse på og forbindelse til kirken, blev dermed gjort lidt til skamme. Derimod blev det nu mere et ligeværdigt samarbejde, som blev endnu bredere, da den norske muhammedanermission og det finske missionsselskab i slutningen af 50’erne også gik med ind i kirkens arbejde. Alligevel fortsatte den debat, der var begyndt ved årsmødet i 1955, som ikke kun omhandlede forholdet mellem kristendom og nationalitet, men som også kom til at omhandle forholdet mellem de vestlige gamle kirker og de unge kirker. Men det var nu ikke en overvejende negativ debat, der fortsatte kritikken, men en frugtbar gennemtænkning af problematikken, som ikke mindst Jens Christensen bidrog til. Dog var den del af kritikken, som omhandlede Jens Christensens person ikke døet ud. Mange havde fået et horn i siden på ham efter debatten i 1955, og enhver kritik af Jens Christensen som person og biskop, der kom ude fra Pakistan, blev af nogle modtaget med kyshånd.

Splittelse i missionærforsamlingen.
De kritiske røster, der var begyndt at lyde ude fra Pakistan, kom først og fremmest fra to unge og nye missionærer. Det drejede sig om Jens Enevoldsen, der i april 1958 var blevet ansat som missionær af Dansk Pathanmission, og som straks ved sin ankomst til Pakistan lagde sig ud med Jens Christensen og de andre i missionærforsamlingen, da han ikke ville underskrive lovene for Pakistan lutherske Kirke. Forholdet var også anstrengt på grund af, at Enevoldsen var blevet ansat, uden at missionærforsamlingen var taget med på råd, hvilket tradition og vedtægter ellers påbød. Derfor betød dette naturligvis også et anstrengt forhold mellem missionærforsamlingen og Dansk Pathanmissions bestyrelse, som ikke blev bedre af, at de samtidig med var ved at ansætte Knud Erik Wienberg, som ingen i missionærforsamlingen ønskede, da han kun ville ansættes på en kort kontrakt og ikke gå ind i arbejdet med den intention at blive derude hele sit liv. I dag vil de fleste nok ikke fortænke Wienberg i hans standpunkt, men den gang var det for de gamle missionærer derude en underlig overfladisk, uengageret og selvisk tilgang til arbejdet som missionær, som beskæftigede dem en del uden dog at være det, der førte til den splittelse, som for alvor brød frem i foråret 1961. Det var derimod noget så banalt som dette, at Jens Christensen overlod bispekontorets opgaver til sin sekretær Will Kane, da Jens Christensen meget alvorligt syg af astma og malaria blev hasteindlagt i Peshawar. Efter en formalistisk juridisk betragtning burde Jens Christensen nemlig have indkaldt sin gode ven Taib, der var bispesuppleant. Taib havde dog hele tiden anset sig selv som biskoppens stedfortræder, hvilket dog ikke hindrede en anden amerikansk missionær Bob Knutson mindre end to uger efter Jens Christensens indlæggelse at anklage ham for konstitutionsbrud. Anklagen mod Jens Christensen var foranlediget af Jens Enevoldsen, der også sendte en rapport om sagen til Dansk Pathanmissions bestyrelse, der førte til, at Dansk Pathanmission sammen med det amerikanske og det finske missionsselskab anklagede Jens Christensen for alvorligt konstitutionsbrud, hvilket dog blev pure afvist på kirkens 7. synode den 8. til 10. november 1961.

Splittelse mellem Dansk Pathanmissions bestyrelse og Jens Christensen.
Synodens afvisning af anklagerne blev dog ikke taget for gode varer af de personer i Dansk Pathanmissions bestyrelse, der ikke brød sig om Jens Christensen eller den mindre kreds af personer ude i Pakistan, som havde uvilje mod ham. Det hele handlede da også mere eller mindre om at få skovlen under ham, nærmest ligegyldigt hvilke midler det så krævede. Sådan havde Jens Enevoldsen med sin lille kreds bag sig forsøgt at presse Will Kane til at underskrive en erklæring om, at han ikke ville være biskop, hvis det blev ham tilbudt. Og da Will Kane ikke bøjede sig for presset, var det så, at Jens Enevoldsen sendte sin rapport til Dansk Pathanmissions bestyrelse. Samtidig med blev der fra den lille kreds med Enevoldsen i spidsen sendt flere breve hjem til Danmark fyldt med urigtige sladderhistorier, som mange desværre labbede i sig. Den skrivelse med anklagerne mod Jens Christensen som ledelsen af Pakistans lutherske Kirke modtog fra Dansk Pathanmission, det amerikanske og det finske missionsselskab forud for synoden i efteråret ’61 var da også uden respekt for kirkens selvstændighed, da den indbefattede en trussel om at standse samarbejdet fra den 1. juli ’62, hvis synoden ikke reagerede positivt på deres anklager mod Jens Christensen. Hvad Otto Paludan i 1955 havde ønsket – at Jens Christensen ikke skulle være biskop – forsøgte bestyrelsen nu at presse igennem. Til det skal det så også lige nævnes, at professor i kirkehistorie Torben Christensen havde overtaget formandskabet i bestyrelsen efter Ejner Høge, og at Torben Christensen helt stod på linie med Otto Paludan og varetog sit formandskab på en måde, der ikke respekterede kirkens selvstændighed.

Dansk Pathanmission splittes.
Hele denne flere år lange strid er fyldt med intriger, uhæderlighed, personhetz, sladder, løgn, usaglighed og fejhed, som ikke er værdigt for nogen, men da slet ikke som afslutning på hele Jens Christensens livsværk. Jeg har kun her givet et meget kort referat af hovedtrækkene i denne sag. I Årsskriftet fra 1999 fra Selskabet til støtte for Pakistans Kirke har jeg gennemgået det mere detaljeret, om end det også her kunne være gjort mere udførligt, men dermed også endnu mere enerverende at læse. Resultatet af Dansk Pathanmissions bestyrelses manglende succes med for det første at få Jens Christensen afsat og for det andet at få ændret kirkens forfatning, så de kunne få mere myndighed over kirken, blev indkaldelsen til et ekstraordinært landsmøde i Odense den 7. januar 1962, hvor bestyrelsen satte to synspunkter til afstemning. Det ene synspunkt gik ud på, at Jens Enevoldsen skulle meddeles kollats, at kirkens konstitution skulle revideres, samt at Dansk Pathanmission skulle trække støtte og missionærer væk fra kirken pr. 1. juni 1962, hvis deres krav ikke blev opfyldt. Dette synspunkt blev støttet af Torben Christensen, C. Sander, N. Otto Jensen og Bent Rasmussen. Det andet synspunkt gik ud på at fortsætte støtten til kirken, tilbagekalde bestyrelsens beslutninger vedrørende kirken og medvirke til udsoning mellem Jens Enevoldsen og Jens Christensen. Dette synspunkt blev støttet af Paul Seidelin, Th. Christensen og Aase Larsen. Afstemningen endte i Torben Christensens favør med 40 stemmer imod 19, og den blev tolket som en afstemning for og imod en ny bestyrelse, hvorfor de fire bestyrelsesmedlemmer, hvis synspunkt havde flertal blandt kredsenes delegerede, supplerede sig med tre nye medlemmer. Afstemningsresultatet skal i øvrigt ses i forhold til, at umiddelbart før mødet i Odense blev der på forunderlig vis grundlagt mange nye kredse rundt om i landet, der støttede Torben Christensens synspunkter.

Støtteselskabet bliver oprettet.
Efter mødet i Odense blev der gjort forskellige mæglingsforsøg, som ikke førte til noget resultat, og i slutningen af februar 1962 gik en kreds sammen og dannede ”Komitéen til støtte for Pakistans Lutherske Kirke ”, der i begyndelsen af marts udsendte en meddelelse. Heraf fremgik det, at komitéens bestyrelse bestående af N. J. Rald som formand, Paul Seidelin som sekretær, Ivan Lystager som kasserer og Aase Larsen ville videreføre den gamle linie. Dermed var kirken ikke kun sikret sit økonomiske grundlag, men kunne også fortsætte sit arbejde, da flere af Dansk Pathanmissions missionærer ikke længere ønskede at være ansat i Dansk Pathanmission. Således anmodede Will Kane og hans hustru og Gurli Fischer i februar ’62 om deres afsked fra Dansk Pathanmission, ligesom Taib ønskede at træde ud af selskabets tjeneste. Desuden brød den norske muhammedanermission samarbejdet med Dansk Pathanmission og ønskede dermed selv at støtte ægteparret Rudvin.

Striden fortsætter.
Dansk Pathanmission stod dermed tilbage med to unge missionærer ude i Pakistan, der ikke hørte til nogen kirke, og som Pakistans lutherske Kirke naturligvis ikke kunne tage ansvaret for. De ejede også kun en enkelt bygning, som Jens Christensen havde lejemålet på frem til sin afsked. Til gengæld havde Dansk Pathanmission en stor formue og sad på hele organisationsapparatet i Danmark med kredsene, bladet osv. Men det var ikke meget bevendt, hvis de levede op til deres løfte om at fortrække fra kirkens område for at finde sig et nyt sted at føre mission. De levede da heller ikke op til det løfte, men indledte derimod en usmagelig ”strandhugst” hos kirkens menigheder, hvor det lykkedes dem at få skabt splid mellem de kristne derude. Først da Jens Christensen grundet sit helbred tog sin afsked som biskop i 1965, holdt chikanerierne op, og parterne begyndte at kunne samarbejde. Det opnåede Jens Christensen dog ikke selv at opleve, da han allerede den 24. juli 1967 døde i Viby ved Århus, hvor Margrethe og han havde bosat sig, da de vendte hjem til Danmark i september 1966.

Den stridende Jens Christensen.
Ud fra en medicinsk diagnose døde Jens Christensen således strådøden! Alligevel kan man dog godt sige, at han døde i kamp. For lige til det sidste stod han fast på det, der var sandhed og ret og handlede efter det. Han søgte ikke strid, men han mødte sine modstandere i strid og tog, som det hæderlige menneske han var, fjendskabet på sig, så alle vidste, hvor de havde ham. Det samme kunne sjældent siges om de modstandere, som Jens Christensen krydsede klinger med. Både Anna Bramsen og Jens Enevoldsen spillede med fordækte kort. Men hvor Anna Bramsen tilbage i 30’erne var grebet af en from sag, så gik Jens Enevoldsen efter manden med det formål at hytte sit eget skind. I striden mellem Jens Christensen og Jens Enevoldsen drejede det sig nemlig slet ikke om en eventuel teologisk uenighed, men om Jens Enevoldsens ansættelsesforhold, hvor han som nævnt ikke ville underskrive kirkens love eller acceptere at skulle gennemgå Jens Christensens 5-årige uddannelse som islammissionær, ligesom han senere selv ville bestemme, hvor han skulle arbejde, og hvad han skulle lave. For at få sin vilje såede han splid, hvor han kunne og gjorde det på den mest uhæderlige vis med sladder og løgnehistorier bag Jens Christensens ryg. Men et er Jens Enevoldsens opførsel, noget langt værre er den måde, som folk hjemme i Danmark brugte denne strid i et forsøg på at få afsat Jens Christensen som biskop og dermed genvinde magten over den pakistanske lutherske kirke. For det var netop det sidste, som det i bund og grund handlede om. Det kom jo helt tydeligt til udtryk hos Otto Paludan, som dog ikke skal beskyldes for at have udført rænkespil i samme grad som Jens Enevoldsen. Otto Paludans manglende forståelse for forholdet mellem kristendom og folkelighed og kristendom og islam og hans manglende viden om Jens Christensens beskæftigelse med disse forhold kan jo skyldes en utilstrækkelig begavelse, hvilket så også kommer til udtryk i hans evne til at kunne gennemtænke konsekvenserne af sine meninger og gennemskue det selvmodsigende i dem. For selvmodsigende var kravet om, at kirken derude kun måtte ansætte en indfødt som biskop, når argumentet var, at der skulle tages folkelige hensyn, og kirken dermed skulle respekteres som en selvstændig national kirke. Med et sådant diktat fra missionsselskabets side ville man jo nemlig ikke respektere, at det var synoden, der skulle afgøre, hvem der skulle være biskop. Spørgsmålet er jo derfor alligevel, om der ikke gemte sig en lille ræv bag Otto Paludans øre! For selvom hans synspunkt var båret frem af et naivt grundtvigsk sværmeri, så virker det nu også som en taktisk manøvre til på den ene side at bibeholde missionsselskabets formynderiske indflydelse på den pakistanske lutherske kirke og på den anden side at få rettet et personligt angreb på Jens Christensen. Den daværende bestyrelse så det i hvert fald som et utiltalende mistillidsvotum til Jens Christensen og bakkede i den forbindelse ham op.

Striden varer ved.
Det er jo gerne sådan, at kan man ikke klare sig på det saglige plan, må man ty til det personlige. Det vidner hele denne sag om, hvor Jens Christensen endte med at blive fremstillet som en rigoristisk kontrær person, der skulle have misbrugt sin magt som biskop og søgt striden for stridens skyld. Det er så også det eftermæle, som mange har forsøgt at give ham, hvis de da ikke helt har forsøgt at ignorere ham. Sidste sommer så man blandt andet, at den bedagede journalist Egon Clausen fortsatte dette uhæderlige angreb på Jens Christensens person ved i en artikel i Jyllands Posten blandt andet at kalde ham en magtsyg despot, der opførte sig som en pakistansk klanleder med uindskrænket magt over sit gods og sin stamme, og som ikke tålte kritik. Anliggendet var her et angreb på det nyligt etablerede ”Islamkritisk Netværk”, hvis initiativtagere Kathrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen i en kronik havde givet udtryk for, at Jens Christensen er en autoritet, hvad angår hans teologiske arbejde med islam. Men i stedet for at forholde sig sagligt til Jens Christensens teologi træder Egon Clausen ind i rækken af personer, der på et usagligt grundlag angriber ham som person. I den række af personer stod lige bag ham missionssekretær i Danmission Harald Nielsen, hvis bog om Danmissions islamhistorie fra 2005 Egon Clausen ser ud til at have som sin eneste kilde. For også det eftermæle, som Harald Nielsen i denne bog forsøger at give Jens Christensen, er ikke kun et fordomsfuldt og usagligt angreb på Jens Christensens påståede væremåde, men oven i købet en forvrængning af ikke kun den historiske sandhed, men også af Jens Christensens teologi. Sådan giver Harald Nielsen blandt andet Jens Christensen skylden for, at Jens Enevoldsen i ’59 gav udtryk for, at en mullah var hans fjende, fordi Jens Enevoldsen skulle have lært et sådant konfrontatorisk missionssyn af Jens Christensen! Men sandheden er, at Jens Christensen aldrig kunne have drømt om at betragte en mullah som sin fjende, ligesom han ikke mente, at mission skulle føres som en konfrontation. For Jens Christensen var en mullah et menneske, som han selv, en synder over for Vorherre, der har brug for at høre evangeliet om syndernes forladelse i Jesu navn. Dette budskab skal ikke leveres ved en konfrontation, men ved at forkynderen udviser tolerance og finder sig i at blive latterliggjort, ringeagtet, hadet og forfulgt, hvilket ikke kan undgås, da evangeliet og islam altid mødes i en konfrontation! Men dette forstår Harald Nielsen og Egon Clausen ikke. I deres hoveder giver Jens Christensens teologi, kirke- og missionssyn åbenbart ingen mening. Måske de slet ikke har sat sig ind i den? Eller måske det snarere forholder sig, som det gjorde i Jens Christensens levetid, hvor han var en anstødssten for de missionsselskaber og kirkelige organisationer, der hånd i hånd med vestlig imperialisme betragtede verden som deres menighed og skjulte deres hensigter bag filantropisk og humanitært arbejde. Hvad der blandt andet forargede dem var og er, at han ikke skelnede mellem mission og kirke og derfor påpegede, at der ikke findes missionsmidler ud over kirken selv, som er Guds middel, ligesom han dermed også tog afstand fra institutionsmission og enhver snak om missionsselskabernes metoder og motiver! I Jens Christensens teologi, kirke- og missionssyn er hverken kirke, missionsselskab eller kirkelige organisationer frelsesanstalter. Her gives der ingen løfter om personlig succes eller bedre levestandard. Her gives ikke rammer for et karriereforløb som ”købmand” i humanitært arbejde pakket ind i kristen fromhed. Her stilles der blot krav om lydighed, hvilket giver det eneste resultat, som kirken skal forholde sig til, at evangeliet nemlig bliver forkyndt. Det var vel det, der allermest forargede Jens Christensens modstandere for 40-50 år siden, og som forarger hans modstandere i dag. Ja, det er akkurat det samme, som forarger muslimen: nemlig at blive konfronteret med evangeliets sandhed!

Jens Christensens eftermæle.
Jens Christensen så det som sit livs opgave at få etableret en selvstændig luthersk kirke i Nordvestgrænseprovinsen. Det var en opgave, som han løste med et imponerende resultat. Ikke kun når man ser på hele det organisatoriske arbejde med alt, hvad det indebar af digtning af salmer over oversættelse af Bibelen til udarbejdelse af en kirkeforfatning, men også når man ser på det egentlige mål. For målet var for ham ikke, hvor mange der var medlemmer af kirken og hvor mange, der lod sig omvende. Men målet var, at evangeliet blev forkyndt som en gentagelse for de kristne og som en begyndelse for muslimerne. Det er så et mål, hvis resultat heller ikke kan måles, men blot konstateres i den teologi, der hermed bliver drevet. Sådan er Jens Christensens teologiske arbejde da også det, der er hans egentlige eftermæle. For godt nok står kirkebygningen stadig ude i Mardan, som det sted, hvor de kristne søger hen om søndagen, når de skal høre Guds ord. Men den er levet videre i sin egen klædedragt. Jens Christensens teologiske arbejde står derimod lige så aktuelt i dag som for 50 år siden og lyder med så klar og befriende en røst, at det faktisk i dag i endnu højere grad vækker forargelse hos vor tids fromme kulturimperialister, der vil forbedre verden i deres eget eller en politisk ideologis navn. Det er ikke kun hans kirke- og missionssyn, der er værd at beskæftige sig med, fordi det er tænkt ud fra den situation, hvor kristne er et mindretal i et muslimsk land. Men det er i særlig grad værd at beskæftige sig med hans arbejde med islam og islammission. Det blev hans livsværk. Og det blev det, fordi det blev skrevet ud fra målet om at være lydig over for den opgave, at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag.