Sekularisering og islam

Af Thomas H. Beck, Tidehverv, 2007, nr. 1, januar, s.8-20.

Et mål med dette essay er at redegøre for, at muslimer godt kan sekulariseres, men at islam som religion ikke kan det, og at islam på ingen måde kan bevirke, at et land bliver sekulariseret. Dermed underforstås det så også, at islam ikke kan praktiseres fuldt ud i et sekulariseret land. Det er der ikke noget overraskende i, hvis man betragter sekularisering som en umiddelbar konsekvens af evangeliets forkyndelse. Det er dog ikke alle, der knytter sekularisering sammen med kristendommen. For det er i dag en udbredt opfattelse, at sekularisering hænger sammen med og er en frugt af oplysningstiden i 1700-tallet. Hvor emnet er stort nok i sig selv, så bliver det ikke mindre af, at denne misforståelse er meget udbredt. Emnet lader sig nemlig belyse ud fra mange forskellige synsvinkler, hvoraf mange af disse da også som følge af Muhammedkrisen er blevet dækket på glimrende vis i artikler, læserbreve eller foredrag. Derfor kan jeg også roligt nøjes med at beskæftige mig med emnet ved først og fremmest at give nogle store grove historiske rids, hvis vinkler på emnet jeg finder interessante, og som forhåbentlig alligevel afslutningsvis vil kunne illustrere, hvordan muslimer bør sekulariseres. Synet på 3 læresætninger vil være gennemgående: For det første læren om Jesu guddommelighed. For det andet læren om Kristi efterfølgelse. Og for det tredje to-regimentelæren.

Af de emner, som jeg vil trække frem, er det for det første selvfølgelig vigtigt at få understreget sekulariseringens tilknytning til evangeliets forkyndelse og med samme vigtighed at belyse træk ved islam, som viser, at inden for denne religions rammer kan intet være sekulært. I den forbindelse vil jeg dog så også gerne berøre islams historiske ophav. Et ophav, som islam har tilfælles med meget af den religiøsitet, som vi ikke kun kan iagttage i andre dele af den civiliserede verden på samme tid, men også i den vestlige verden i dag både inden og uden for kristne kirkesamfund. Oplysningstidens tanker har på samme måde en rod tilfælles med islam. Og her er det jo interessant at se på oplysningstidens syn på islam, hvor fascinationen af islam gik hånd i hånd med det afkristningsprojekt, der dengang blev påbegyndt, og som blandt andet indeholdt et forsøg på at kapre begrebet sekularisering og gøre det til sit. Afkristningsprojektet har ikke kun haft det med på djævelsk snedig vis at tage kristne begreber til sig og forvrænge deres betydning, men har i det hele taget sat en ære i at vende op og ned på mangt og meget. Her kan nævnes begrebet mission, hvor dette at adlyde befalingen om at forkynde evangeliet for alle folkeslag er blevet hånet, mens ”missionen” med at afkristne den vestlige verden er blevet anset som hellig og ukrænkelig. Dette er jo så også den lille pointe, jeg i høj grad vil trække frem, at oplysningstidens afkristningsprojekt er religiøst og ikke sekulært, mens mission i princippet kan betragtes som et sekulariseringsprojekt. For vi må naturligvis tro, at adlyder vi befalingen om at forkynde evangeliet for alle folkeslag, så vil det blive hørt, at til frihed har Kristus frigjort os, hvorfor alt andet i denne verden er sekulært.

Kristne kætterier
I stedet for at indlede med en teologisk udredning af sekulariseringens tilknytning til evangeliets forkyndelse vil jeg i stedet for med nogle store historiske penselstrøg begynde med at se på religiøsitetens brogede billede. Jeg vil ikke særlig originalt tage udgangspunkt i den meget omtalte bog “Da Vinci Mysteriet” af den amerikanske forfatter Dan Brown. At denne bog trods dens litterære mangler er blevet så populær skyldes jo ikke kun den spændende kriminalhistorie, men vel først og fremmest bogens religiøse tema. Hvad der kan være interessant at se på i denne sammenhæng, er nemlig den religion, som Dan Brown vil påstå, at “Kirken” med vold og magt har holdt skjult for menneskeheden igennem 2000 år. Det er nemlig i grove træk en religion, der har sammenfaldende træk med både islam, nyreligiøsitet og i det hele taget den dyrkelse af mystik og religiøsitet, som vi også finder inden for kristne kirkesamfund i dag. Dan Browns religion er nemlig en sammenblanding af forskellige religiøse bevægelser og kristne kætterske retninger fra de første århundreder efter Kristi fødsel. Med påstanden om, at Jesus kun var et sandt menneske, men til gengæld et etisk forbillede, er der en rod til arianismen, som dermed også kommer til udtryk i den skarpe afvisning af treenigheden. På samme måde ser vi træk fra gnosticismen, hvor treenighedslæren også afvises, og Jesus også fremstilles som et etisk forbillede. Desuden ser vi det også i antydningerne af, at sand erkendelse opnås gennem intellektuel søgen, hvor sjælen kan bevæge sig op på forskellige erkendelsestrin, og hvor forløsningens mål er sjælens befrielse fra materien. Gnosticismens dualisme kommer således også til udtryk i Dan Browns religion, ligesom vi også her ser træk fra andre persiske, egyptiske og romerske mysteriereligioner, idet der omkring ”den forfulgte sandhed” er tilknyttet mystiske ritualer, som kun særligt indviede har kendskab til. Det er jo så i øvrigt en af bogens besynderlige selvmodsigelser, at “Kirken” skulle have forsøgt at holde noget skjult, som en sekt selv har forsøgt at holde skjult for alle os, der endnu ikke er parate til at kende sandheden! Derimod har Dan Brown fuldstændig ret i, at “Kirken” både med ord og med vold og magt har bekæmpet sådanne lærdomme, som han gør sig til talsmand for. For opgøret med kætterske retninger er en rød tråd igennem hele den europæiske kirkehistorie. Det tager for alvor fart med kirkefædrenes store opgør med arianismen, nestorianismen, markionismen, pelagianismen, manikæismen og i det hele taget gnosticismen. Men de grundlæggende tanker i disse religiøse bevægelser lever jo videre, som vi i dag blandt andet så kan se det i Dan Browns bog og i den popularitet, som bogen nyder. Men kætteriets historie frem til i dag er lang og kringlet og også fyldt med mange ubesvarede spørgsmål.

Ser man på de germanske stammers arianisme, så kender vi kun i grove træk til indholdet i deres religion. Man antager, at arianismen hurtigt bredte sig fra øst til de nordeuropæiske egne og dermed var dominerende fra 300-tallet og frem til årtusindskiftet. I disse mange århundreder har den været under indflydelse af iro-keltisk religion og kristendom og selvfølgelig også gammel nordisk og germansk religion, især dyrkelsen af ”den guddommelige kvinde”, Moder Jord. Dette er i øvrigt også en del af Dan Browns religion. Omkring år tusind overskygges denne kætterske retning af religiøse bevægelser, hvor kristendommen i større grad er blandet sammen med det gnostiske fra manikæismen, som med udgangspunkt i Mesopotamien siden det andet århundrede ikke kun bredte sig meget hurtigt mod øst helt ud til Kina, men også mod vest ud i alle afkroge af det romerske imperium. Manikæismen havde sin storhedstid i de mellemøstlige og centralasiatiske lande i 700-tallet, hvor den blandt andet blev statsreligion hos de tyrkiske stammer, før de blev muslimske. Som selvstændig religion forsvandt manikæismen i løbet af 1000- og 1100-tallet, men den satte sig altså spor i europæisk middelalder hos flere kætterske retninger, hvor man især kan nævne bogomilerne, katharerne og albigenserne.

Skal man sige noget fælles om disse forskellige kristelige religiøse bevægelser og kætterske retninger, kan man som udgangspunkt nævne, at de klart afviser enhver tale om treenigheden og dermed ikke anerkender Jesus som Guds søn eller i hvert fald af samme væsen som Gud. Jesus ses derimod blot som et menneske, der dog har en eller anden form for guddommelig indsigt eller profetisk gave. Sådan bliver han da også fremstillet som et etisk ideal, man skal stræbe mod at efterligne. Men denne søgen efter guddommelig fuldkommenhed ved at efterligne Kristus, hvad enten han er blevet set som den sejrende, den barmhjertige, den fattige eller den lidende Kristus, førte dog ikke kun til dannelsen af sekter og kætterske bevægelser, men blev også med tiden en del af den middelalderlige kirke gennem munkevæsenet, som trods dette dog i høj grad blev kirkens spydspids mod de kætterske bevægelser.

Det vesterlandske munkevæsen
Nu skal jeg ikke forvilde mig ind i en større udredning af kætteriet i munkevæsenet, for der er ingen grund til at stå og sparke til en død hund, der for længst er blevet aflivet. Men jeg vil blot påpege, at der naturligvis er forskel på kætteriet i de nævnte kætterbevægelser og så det, vi finder i det tidlige munkevæsen. Forskellen er jo blandt andet forholdet til Jesu guddommelighed og treenighedslæren i det hele taget. Derimod er det et fælles kendetegn, at deres fokusering på dogmet om Kristi efterfølgelse, “imitatio Christi”, skal ses som en reaktion mod en verdsliggørelse af enten kirken eller samfundet. I de lande og hos de stammer, hvor den arianske tro blev den fremherskende, kan vi således iagttage, at det medførte en gennemgribende – hvad vi kan kalde – teokratisering, hvor det religiøse gennemsyrede alt. Gnosticismen med dens dualisme og dertil hørende religiøse hierarki førte jo derimod ind i sekteriske grupper, der afskærmede sig fra den omkringliggende onde verden. Alligevel fik de gnostiske bevægelser i kraft af deres interne sociale og moralske regler i den tidlige middelalder en tendens til at ville overføre det til de samfund, de levede i. Således var bogomilerne kendetegnet ved at være en social oprørsbevægelse mod den ortodokse kirke. De samme tendenser kan man også iagttage hos katharerne og albigenserne.

Munkevæsenet har jo også sin rod i den gnostiske idé om, at man kan opnå større åndelighed ved at afsondre sig fra den materielle verden. Men det vesterlandske munkevæsen var i hvert fald i den tidlige middelalder i kraft af sin kristologi kendetegnet ved at se sin lydighed som synderes lydighed. Her blev Kristus ikke anset som blot et etisk forbillede, men som frelseren, der igennem sin død og opstandelse har forladt menneskets synder. Hvad man end kan sige om klostervæsenet, hvilket altså ikke er mit anliggende her, så blev der dog i klostrene forkyndt, at Kristus er sand gud og sandt menneske. Her var grundlaget den apostolske trosbekendelse om den treenige Gud. Og her blev forkyndt lov og nåde. Dermed var det at leve i lydighed det samme som at leve af tilgivelse, selvom det var og med tiden blev endnu mere forplumret af en omsiggribende tro på, at man kan retfærdiggøre sig igennem gode gerninger. Men ved, at Jesus ikke blot blev set som et etisk forbillede, blev forkyndelsen af Kristus som forbillede til en forkyndelse af loven, der fordrer troen på Kristus som frelser. Kætterbevægelserne forkyndte selvfølgelig også loven, når de formanede til at leve et liv med Jesus som et etisk forbillede. Men deres forkyndelse af loven var loven som frelsesvej, hvorfor deres lydighed ikke var synderes lydighed. Deres lydighed var de selvretfærdiges lydighed. Det var lydighed mod loven til forskel fra den lydighed mod Gud, som Kristus befrier mennesket til. Det var ikke blot en lydighed, der udsprang af en lære om at kunne retfærdiggøre sig ved gerninger, men den var grundlæggende udtryk for en slavetilstand under en lovreligion.

Det vesterlandske munkevæsen kom til i den tidlige middelalder at føre en prisværdig kamp mod kætterbevægelsernes lovreligiøsitet. Det var ikke kun en direkte konfrontation med mere eller mindre organiserede trossamfund som bogomilerne, katharerne og albigenserne. Men det var også i lande, hvor den arianske tro var dominerende, en missionsvirksomhed, der på den ene side rettede sig mod høvdinge og konger og på den anden side mod menigmand. Den forkyndelse, der lød i klostrene, kom nemlig også til at lyde i de omkringliggende samfund, fordi tilgivelsen for munkene og præsterne betød, at de var genantaget i deres tjeneste og derfor skulle leve og gøre, som Gud ønskede det af dem. Fordi Gud havde tilgivet dem, gik de derfor ud og gjorde, som han havde befalet dem at gøre, nemlig at forkynde syndernes forladelse i Jesu navn. Dette blev naturligvis også en forkyndelse, der påpegede, at Kristus har befriet mennesket til at leve i lydighed mod Gud, eller som Paulus siger det i sit brev til efeserne, at man skal leve, så det svarer til det kald, man har fået. Med den forkyndelse lå det dermed også klart, at alle menneskelige forhold er sekulære.

Sekulariseringens tilknytning til evangeliets forkyndelse
Det er hermed på sin plads at komme med en mindre redegørelse for sekulariseringens tilknytning til evangeliets forkyndelse. For når jeg går ud fra, at forkyndelsen af Kristus som frelser gør alt andet sekulært, så betyder det jo bestemt ikke, at alt andet dermed er afkristnet. Det er jo en forståelse, der for alvor holdt sit indtog med oplysningstidens afkristningsprojekt, men som foretager den fatale fejlslutning at sidestille kristendommen med andre religioner samtidig med, at afkristningsprojektets bannerførere ikke kan og vil se, at deres eget udgangspunkt er religiøst. De kalder deres afkristningsprojekt for sekularisering, men det er i bund og grund et afsekulariseringsprojekt, hvor en civilreligion skal erstatte det sekulariserede samfund, som den kristne forkyndelse medfører. Tingene gøres selvfølgelig forvirrende af, at civilreligionens forkæmpere kalder deres samfund for sekulariseret. For ellers kan alle jo være enige om, hvad sekularisering generelt set betyder, at det nemlig er udtryk for religionernes svindende indflydelse på både det politisk-offentlige område og det personlige eksistentielle og etiske område. For i takt med sekulariseringen forsvinder religionernes magt over både samfundet og hver enkelt borgers liv, og dermed bliver sekularisering noget ondt i øjnene på de religiøse. Derfor kan man så også omvendt se religion som en størrelse, der vil det sekulariserede samfund til livs. Jo stærkere religion, des større område gør den krav på. Sådan er den ultimative religion en lovreligion, der ikke kun vil give personlige etiske regler at leve livet efter, men også fastsætte politiske rammer for samfundet og diktere samfundets lovgivning. Forholdet mellem sekularisering og religion handler derfor i bund og grund om frihed. For i det sekulariserede samfund er man sat fri af religiøse magter og regler, mens man i det religiøse samfund er fange under de religiøse magter og deres love og regler. Den frihed, der hermed er tale om, er jo så en frugt af den frihed, som Kristus har frigjort os til. Det er en frihed, der er bundet i ansvar over for Gud og næsten. Det er friheden ikke hos nogen religioner og dermed heller ikke hos civilreligionen. For i en religion er samvittigheden bundet af religiøse love og regler, hvorfor det er dem, man svarer an overfor. Hos civilreligionen svarer samfundsborgeren således an over for staten, der sætter sig i guddommens sted ved at gøre sig til giver af et moralsk værdigrundlag.

Kætterbevægelsernes og munkevæsenets syn på det sekulære
Når jeg med vor tids sprogbrug siger, at alle menneskelige forhold blev fastholdt som sekulære i forhold til den kristne forkyndelse i den tidlige middelalder, så er det altså dermed underforstået, at der med sekularisering ikke menes afkristning, og at der på den baggrund var en forskel i synet på sekularisering mellem kætterbevægelserne og munkevæsenet, om end de ikke selv anvendte dette begreb. For selvom man på linie med de kætterske bevægelser også kan se munkevæsenet som en reaktion mod den onde, verdsliggjorte verden, så er der dog her trods alt en forskel i synet på det sekulære, der så også udspringer af de forskellige kristologier. Det er i hvert fald en forskel, som jeg vil mene gør sig gældende i det tidlige vesterlandske munkevæsen. For hvor kætterbevægelserne i deres religiøsitet anså det sekulære som en vantro, irreligiøs og antikristelig verden, der omkransede deres hellige samfund, så lå skellet mellem tro og vantro i munkenes forkyndelse trods alt mellem Kristus og den syndige menneskehed. Til trods for de himmelstiger, som man med rette kan anklage munkevæsenet for at opstille, så gik de ikke over i det sekteriske, og deres reaktion mod det omkringliggende verdsliggjorte samfund kan bedre ses som en reaktion mod det omkringliggende religiøse samfund, hvor kætteriet havde gode vilkår. Selvom vi normalt vil sige, at den iro-keltiske, engelske, frankiske og tyske mission og det ekspanderende munkevæsen får skabt nogle samfund, hvor det religiøse mere og mere gennemsyrede landene i Norden og de germanske områder, så kan man – vil jeg mene – bedre sige, at en sekularisering fandt sted.

Den sekularisering, der fandt sted som følge af den kristne forkyndelse, var derfor en kristning af samfundene, der i høj grad hang sammen med den skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente, der ligger i Jesu forkyndelse og Paulus’ tolkning heraf. Sådan ser vi da også hos munkevæsenet til forskel fra kætterbevægelserne en langt større skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente, hvor det ligger rimeligt klart, hvilke opgaver hvert magtområde har. De to magtområder var nemlig ikke adskilte. På den måde levede munkene ikke afsondret fra den omkringliggende verden, og deres missionsvirksomhed var ikke rettet mod at omvende menigmand til klosterlivet. På den måde havde munkevæsenet ikke de samme sekteriske tendenser som de kætterske bevægelser. Derimod kan man sige, at munkene forkyndte et liv i kald og stand. Sådan bibragte de en del åndelighed til de verdslige regimenter, så de kom til at forstå det ansvar, deres embeder indebar, ligesom man på samme måde må formode, at forkyndelsen til menigmand har fastholdt den enkelte på sit ansvar i forhold til familie, arbejde og land. I hvert fald kan vi iagttage en organisering af landene, hvor kongemagt og kirke skaber rammerne for et samfund under velordnede forhold. Men der sker jo så også et skred i forståelserne af magtforholdet mellem de to magtinstanser. For fra blot at have været kulturbærende ved at rydde skove, opdyrke jord, fremme forskellige håndværk, drive studier, skoler, hospitaler og ikke mindst mission blev munkevæsenet igennem en omsiggribende fast centralistisk organisering med paven som øverste leder efterhånden en verdsliggjort kirkelig institution, der skulle fremme kirkeinstitutionens politiske magt over for de verdslige øvrigheder.

Alt dette kom vore forfædre så også til at mærke i vikingetiden. Med henvisning til Mads Lidegaards desværre ikke særligt anerkendte forskning vil jeg postulere, at vikingetiden netop er kendetegnet ved en synkretistisk religiøsitet, hvor gammel kult fra jernalderen er blandet sammen med ariansk kristendom, der mere og mere påvirkes af iro-keltisk kristendom. Således må man med stor sandsynlighed formode, at Harald Blåtand var kættersk kristen, da han med den af Poppo udførte dåb accepterede at underlægge sig den romersk katolske kirke. Havde han ikke ladet sig døbe af Poppo, var landet blevet udsat for et “korstog” af den tyske kejser Otto, der i øvrigt i 962 var blevet kronet af paven. Men med Haralds dåb begyndte en langt mere organiseret kongemagt at tage form, som i løbet af de næste 100 år fandt et leje, hvor kirke og kongemagt befandt sig i en symbiose, hvor kongemagtens rolle som verdslig øvrighed var styrket betydeligt, mens kirken både havde opnået en stor frihed og en afgørende samfundsmæssig stilling. Dette kan man læse om i Carsten Breengaards læseværdige doktordisputats “Muren omkring Israels hus” fra 1982, der beskriver tiden fra 1050 til 1170, hvor det lykkes kirke og gejstlighed at gøre op med det gammeldanske samfunds truende sociale traditioner og dermed blandt andet få indført betaling af tiende, indført kristenhedens højtidsdage, kriminaliseret hævnfejden, sikret gestlighedens sociale interesser og i det hele taget sikret et forholdsvist fredeligt samfund at leve i. Man kan sige, at der altså fandt en sekularisering sted.

Hvor Danmark på dette tidspunkt omkring år 1100 igennem flere hundrede år havde været genstand for missionsvirksomhed og på dette tidspunkt var midt i en sekulariseringsperiode, så blev landet nu selv spydspids for en missionsvirksomhed, der rettede sig først mod venderne og siden mod de baltiske lande. Nu foretager Carsten Breengaard ikke nogen nærmere undersøgelse af disse togter, men på linie med Erik Arup mener han, at hovedmotivet bag disse var at samle folket bag kongen og få bilagt de indenrigspolitiske fejder. Nyere forskning i korstogene har dog påpeget andre og nok vigtigere motiver. Her i landet er det særlig Kurt Villads Jensen og Ane Bysted, der står bag denne forskning, hvis resultater er samlet i en meget interessant bog om danske korstog og krig og mission i Østersøen, som de sammen med 2 andre historikere udgav i 2004 – (John H. Lind, Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen og Ane L. Bysted: “Danske korstog. Krig og mission i Østersøen”. Høst og søn 2004). Her ses togternes magtanvendelse hverken som blot foragtelig eller deres motiv som blot kongen og adelens forsøg på at aflede indenrigspolitiske problemer, berige sig eller for at skaffe sig status. Der inddrages nemlig også teologiske aspekter i deres undersøgelse, hvormed det kommer til at stå klart, at et andet væsentligt motiv for hele korstogsbevægelsen, der i princippet begyndte den 27. november 1095 med pave Urban 2.’s tale ved et kirkemøde i Clermont i Sydfrankrig, var lydighed over for Kristi befaling om at tage sit kors og følge ham (Matt. 16, 24) og dermed få bekæmpet ethvert kætteri med ord som med vold og magt. Umiddelbart kan man så sige, at det var der ikke noget nyt i, da korstogene blot var gudvelbehagelige krige mod vantro, som man i forvejen kendte fra kristne kongers forsøg på at vende hedenske naboer til kristendommen, som det jo netop var sket med Danmark. Alligevel skete der noget helt nyt, da pave Urban 2.’s tale medførte den forholdsvis største militære mobilisering nogensinde. Det var en massebevægelse. Og så var det bestemt ikke uden betydning, at det første korstog gik til Palæstina, og at det oven i købet lykkedes at erobre Jerusalem, som nu kom til at spille en stor teologisk rolle i den romersk-katolske kirke. For den ellers prisværdige kamp mod kætteriet medførte, at den vranglære, som man ville gøre op med, sneg sig ind i og forvanskede kristendommen, som Jacques Ellul jo også i sin bog “Kristendommens forvanskning ” (Tidehvervs Forlag, 2005) påpeger, hvad angår islams indflydelse på kristendommen i de år. Alt det, som Luther senere måtte gøre op med, blev i disse år meget hurtigt en væsentlig del af pavekirkens trosgrundlag.

Kristendommens forvanskning i korstogstiden
Meget af den vranglære, der opstod i fodsporene på korstogene, var knyttet til læren om at efterfølge Kristus. Det drejede sig ikke blot om primitive tanker, som at jord, som Kristus havde betrådt, nu blev anset som særlig hellig, at efterfølgelse af Kristus også skulle forstås helt konkret at gå i hans fodspor i Det hellige Land, og dermed, at kirker og kirkegårde i det hele taget nu i høj grad kom til at blive betragtet som særligt hellige steder. Men nu blev forståelsen af Jerusalem som den fysiske tilstedeværelse af det himmelske Jerusalem således også en væsentlig årsag til, at tanken om transsubstantiation i nadveren blev dominerende og således ved det 4. Laterankoncil i 1215 vedtaget som dogme. Hele relikvietanken om, at et helligt menneskes åndelige kraft kan fastholdes i dets fysiske rester, fik nu også en enorm opblomstring. Men først og fremmest opstod afladstanken for alvor med det første korstog. Første gang man hører om aflad er omkring 1035. I øvrigt i grænseområdet til Cordoba-kalifatet i Spanien, hvilket i høj grad understreger, at tankegangen har været under indflydelse fra islam. Men efter det første korstog, hvor Urban 2. lovede fuld aflad til dem, der drog i krig mod muslimerne, voksede afladsinstitutionen, og i løbet af de næste par hundrede år kom begreberne på plads efter en længere teologisk debat. Med afladen bliver efterfølgelseskravet således knyttet sammen med en eudaimonistisk løntanke, så saligheden bliver løn for efterfølgelsens anstrengelser her på jorden, hvormed alle tanker om, at man retfærdiggøres af tro, skubbes til side. For selvom afladen kun blev lovet, såfremt man ikke drog af sted for ære og penge, men udelukkende for hengivenhed for troen alene, så blev læren om frelse ved gode gerninger hermed cementeret, ligesom man hermed også fik udformet læren om kirkens skat (Thessaurus ecclesiae) bestående af helgeners og Kristi gode gerninger, som kirken kunne dele ud af. Hertil skal også nævnes, at selve dyrkelsen af helgener først for alvor tog fat i den katolske kirke på dette tidspunkt. Det er således først i 1171, paven tiltager sig retten til at kunne helgenkåre.

Hvor det tidlige munkevæsen som sagt befandt sig på et sidespor med den gnostiske ide om, at man kan opnå større åndelighed ved at afsondre sig fra den materielle verden, så begyndte alt altså at skride med korstogene, fordi kirken nu endte med at genoptage det kætteri, som den selv så prisværdigt ville bekæmpe. Selvom man i princippet holdt fast i treenighedslæren og læren om Kristus som sand gud og sandt menneske, så fik den praktiserede lære om at efterfølge Kristus mere karakter af ariansk kristendom, eller man kan med lige så god ret sige af muhamedanisme. For på samme måde som islam har umma’en, sådan udvikledes i korstogstiden tanken om “Corpus Christianum”. Umma er en betegnelse for den verdensomspændende muslimske menighed, hvor alle skal opfatte sig selv som en del af ét legeme. Den samme tanke om et enhedssamfund gør sig gældende i “Corpus Christianum”, hvor kristenheden betragtes som en gejstlig-verdslig retsenhed under Kristus, styret af paven og kejseren med paven som den overordnede, fordi kirken låner sin magt til staten.

Sådan blev de kristne lande i stigende grad religiøse og begyndte at få karakter af at være teokratiske stater, hvor den gejstlige øvrighed tiltog sig den verdslige øvrigheds magtområder. Hvis vi igen vender blikket mod Danmark, så var der påbegyndt en sekularisering af landet med kristendommens indførelse, men fra den dag af, hvor pave Urban 2. lovede fuld aflad til den, der ville tage sit kors og befri Jerusalem, påbegyndtes nu parallelt hermed faktisk en afsekularisering af landet, hvor pavekirkens indflydelse på den verdslige øvrighed blev større og større. Det skete fra dag ét, da tilslutningen til det femte korstog mod Jerusalem var forholdsvis stor fra dansk side. Men selvom det danske kongehus, adelsslægterne og gejstligheden var blandt de mest aktive i korstogenes religiøse massebevægelse, så var der også andre interesser på spil i landet. Intet er jo skidt, uden det er godt for noget. Og sådan havde den tidlige danske synkretistiske kristendom været national og med sin fokusering på dyderne hos den sejrende Kristus skabt en tradition for, at man skulle vise mod og tapperhed. Så selvom man i dag anser afladen for det vigtigste motiv til at efterfølge Kristus og drage af sted for at bekæmpe de vantro og beskytte og udbrede kristendommen, så er det som om – når man blandt andet læser Saxo – at man her i de nordlige egne i lige så høj grad ser en tendens til, at motivet var at beskytte landet, udbrede kristendommen, bekæmpe fjenderne på grund af deres fjendskab og ikke mindet vise mod og tapperhed, når ens øvrighed befalede at gå i kamp. Med den påstand kan jeg selvfølgelig beskyldes for at ville gøre vore forfædre lutherske! Men selvom pavekirkens korstogsretorik allerede havde indfundet sig under togtet mod venderne i 1108 og ikke mindst efter pave Eugen 3’s korstogsbulle af 11. april 1147, der officielt proklamerer Venderkorstogene, så mener jeg ikke, at der hersker tvivl om, at et væsentligt motiv for at gå i korstog mod venderne var at skabe fred, ligesom det også ser ud til, at den enkeltes motivation for at deltage var at vise mod og tapperhed ved at være lydige over for befalingen om at efterfølge Kristus. Det hænger så også sammen med, at konfrontationen mellem danskere og vendere ikke var præget af en særlig religiøs konfrontation, da det religiøse modsætningsforhold først og fremmest bestod i, at vendernes kristendom var synkretistisk og national og ikke hørte under pavekirken. Men med verdslig magt at tvinge dem ind under pavekirken var så netop et led i at skabe fred og ordentlige forhold, sådan som det var sket her i landet tidligere. Man ønskede altså at skabe fred og beskytte borgerne. Og med fred forstod man dengang Guds fred, som var den retfærdige krigs mål.

Kald og stand
I Luthers bog om Tyrkerkrigen og i hans Feltprædiken imod tyrken (Martin Luther: “Mod tyrken og jøden”. Tidehvervs forlag 1999 ) er det et tilbagevendende tema, at den verdslige øvrighed er pligtig til at gå i krig mod sine fjender for at skabe fred og beskytte borgerne. Denne formaning er en ganske selvfølgelig konsekvens af to-regimentelæren og dermed også Luthers kaldstanke, da de to ting hænger nøje sammen. Ja, nu er det jo sådan, at tingene hænger helt godt sammen hos Luther, hvorfor jeg også må begynde hos Adam og Eva! For læren om magtfordelingen mellem de to øvrigheder handler jo om, hvordan øvrighederne skal forholde sig til synden. At Luther formaner den verdslige øvrighed til at gå i krig mod sine fjender er jo for at hæmme og bekæmpe syndens følger, og når Luther indtrængende råder til, at man ikke går i væbnet konflikt mod muslimerne i Kristi navn, så er det, fordi den åndelige øvrighed udelukkende skal holde sig til med ordet at afsløre synden og overvinde den gennem nåden. Den sammenblanding af de to regimenter, der sker i pavekirkens lære om “Corpus Christianum”, hvor kirken vil optræde i verden som Kristi stedfortræder (og man kan også sige efterfølger), afviser Luther derfor på det kraftigste. Det betyder dog ikke, at det verdslige liv så skulle have sin egen lovmæssighed. For som netop de to skrifter mod tyrkerne viser, så er det den åndelige øvrigheds opgave at forkynde Guds lov og dermed fastholde den verdslige øvrighed på sit ansvar. De to regimenter er ikke adskilte. Men ud fra troen på Kristus skal der skelnes mellem dem. Ja, kun ud fra troen kan der skelnes mellem de to regimenter, fordi et kristent menneske ved i troen, at han er borger i to riger. Som borger i Guds Rige lever det kristne menneske som retfærdiggjort af tro og sættes i tilgivelsen fri fra alle menneskeskabte religiøse og moralske bånd, så man hvert øjeblik drives til at tjene Gud og næsten i kærlighed og dermed gøre gode gerninger. Når man på denne måde som synder er kaldet af evangeliet ind i Guds Rige, er man altså også kaldet til at være borger i det samfund, man lever i. At efterfølge Kristus gøres nemlig ikke med sin egen frelse som mål, hvor man opstiller himmelstiger, der skulle give en vished om, at man står i Guds tjeneste, men det gøres i troen på, at Gud har gjort sig til vores tjener, for at vi skulle få friheden til at gå ud og gøre ligeså. Man skal derfor ikke opsøge bestemte gerninger for at gøre sig til et godt og troende menneske, men man skal lade sig opsøge af gerningerne, sådan som de falder for. Sådan falder det for at holde sin bil ind til siden og fjerne en sten, hvis den ligger i vejen og kan gøre skade på den næste, der kommer forbi, som måske ikke opdager den. Og sådan falder det for at forholde sig kritisk til islam, når denne religions love vil afsekularisere ens land. Begge gerninger er lige gode og giver ikke en større fortjeneste hos Gud. Omvendt skal man så derfor heller ikke prøve på at gøre samfundet til en gudsstat styret efter religiøse love eller forsøge at skabe sig den identitet, man personligt finder bedst, men man skal acceptere de vilkår, som man er sat i på godt og ondt i medgang og modgang. Det er det kors, man må leve under. Dog ikke som en passiv accept, men som en opgave. For vi kan sige, at dette verdslige kald udtrykker sig på to måder. På den ene side så betyder det, at livet kalder på os, arbejdet for det daglige brød kalder på os, og forpligtelsen over for vores nærmeste kalder på os. For i tro hører vi, at vores liv er i Guds hånd, og at Gud kalder på os og holder os fast på, at vi har et ansvar. På den anden side så svarer vi på, at Gud og livet og ansvaret kalder på os ved at tage det kald på os, så vi kalder vores liv og vores ansvar for vores eget. Dermed tjener vi næsten, som vi er bundet til i kald og stand. At efterfølge Kristus har derfor ikke den enkeltes egen frelse som mål, men det er et middel til at tjene sin ægtefælle, børn, familie, nabo, land og så videre. Ved at leve i kald og stand, at efterfølge Kristus og tage sit kors op erhverver man sig derfor ingen fortjenester over for Gud. For man kan kun efterfølge Kristus og tage sit kald på sig i tro. Kun i troen på Kristus gør man gode gerninger, for troen bringer mennesket til Gud, mens Guds kærlighed bringer mennesket til sin næste.

Det, der får tingene til at hænge sammen hos Luther, er jo genopdagelsen af evangeliet om retfærdiggørelse ved troen alene. Uden at behøve at beskæftige sig med den historiske baggrund for al den vranglære, som pavekirken var sølet ind i, kunne han derfor gøre op med afladslæren, helgen- og relikviedyrkelsen, munkevæsenet, transsubstantiationslæren, tanken om Corpus Christianum, og hvad der ellers havde sneget sig ind i kirken i de år i den tidlige middelalder, hvor muslimer og kristne ikke kun mødtes i krig, men også i forretninger og som naboer. Det var et opgør med et verdsligt-religiøst samfund, som man havde forsøgt at gøre til en frelsesvej. For Luther påpegede, at Kristus havde sat loven ud af kraft som en vej til Gud. Guds Rige er nemlig ikke af denne verden, og der findes ikke nogen hellig bog eller religiøs lære, der kan give os opskriften på enten at skabe en gudsstat eller gøre sig selv rettroende. Evangeliet om retfærdiggørelse ved troen alene er nemlig ikke nogen lære, men det er en person. Det er Kristus. At efterfølge ham gøres derfor ikke med gerninger, men det gøres i tro, så man tager sit kald og sin stand på sig, sådan som de har opsøgt en ved valg, tvang eller tilfældigheder. Og ved, at alle men ikke mindst den verdslige øvrighed efterfølger Kristus i tro og tager sit ansvar på sig, som ens kald og stand byder, så vil en proces gå i gang, hvor samfundet så at sige renses for religiøsitet. For selvom der hverken er partipolitik, statskundskab, socialpolitik eller skolepolitik i evangeliet, så vil der i et land, hvor den verdslige øvrighed besinder sig på sin “kristne” opgave, formes nogle overordnede rammer og en fordeling af, hvem der tager sig af landets forskellige institutioner eller negativt: hvem der ikke gør det! Sådan satte reformationen en proces i gang, hvor skolevæsen, socialforsorg og hospitalsvæsen kom til at høre under den verdslige øvrighed. Denne “rensningsproces” er jo derfor en sekularisering af samfundet, men dermed også en kristning af samfundet. For det er jo ikke ensbetydende med, at ens kristentro er en privatsag, og den verdslige øvrighed ikke skal udøve sin magt som indsat af Gud. Sådan skal den kristne som borger i det verdslige samfund leve i kald og stand og gå ud og tjene næsten. Det skal gøres, som opgaverne nu falder for. Og en af de opgaver kan være at tale imod den verdslige øvrighed, når den gør sin politik religiøs og vil forbedre landets borgere. Det kan være at tale imod den åndelige øvrighed, hvis dens præster og biskopper eventuelt vil gøre kirken til en institution, der vil have medansvar for en integrationspolitik. Eller det kan være at tale til folk, der mere eller mindre ubevidst er med til at afsekularisere samfundet, fordi de påvirket af civilreligionens snedige anslag vender deres kristentro ryggen.

Luther og mission
Nu er det ofte blevet sagt, at Luther ikke kendte til mission. På det seneste af biskop Niels Henrik Arendt i forbindelse med oprettelsen of Islamkritisk Netværk . Det er for så vidt korrekt, hvis man tænker på den missionsteologi, der så småt begyndte for 300 år siden med Frederik IV’s udsendelse af missionærer til Trankebar, og som i slutningen af 1700-tallet eskalerede, så der overalt blev oprettet missionsselskaber, der, som metodismens fader John Wesley udtrykte det, anså hele verden som deres menighed. For denne missionsteologi opstod ud af vækkelsesbevægelsernes sværmeri, hvor man talte om et særligt missionskald, gjorde Kristus til et etisk forbillede, opstillede humanitære, sociale og filantropiske opgaver som sit mål, kom med motiver for missionen, gjorde missionsselskabet eller kirken til missionens subjekt og megen anden vranglære, der ikke er foreneligt med evangeliet om retfærdiggørelse ved troen alene. Med liberalteologien fik denne missionsteologi en endnu mere politisk vinkel, da man hævdede, at Guds Rige var på jorden, og at Kristus ønskede at etablere et etisk styre på jorden som evangeliets sidste formål. Hermed blev det økumeniske arbejde og det sociale ansvar betonet, og en progressiv politisk teologi gjorde kristendommen til en religion, som man dog indtil videre anså som højerestående end andre religioner! Med afsæt i rationalismens tanker om et medfødt gudsbegreb går der herfra en lige linie frem til nutidens religionsvidenskabelige relativisme, der hos den økumeniske bevægelse har ført til, at man anser alle religionsformer som frugter af kulturelle bestræbelser, hvori Guds ånd er aktiv, og som derfor skal respekteres som normale gudgivne frelsesveje, der sigter frem mod den ideale menneskehed.

Ja, denne form for mission kendte Luther ganske korrekt ikke! Og så giorde han jo alligevel. For her genkender vi de samme fronter, som han angreb hos pavekirken og sværmerne. Biskop Jens Christensen bliver så en af de få, der med sin Luther som følgesvend måtte tage opgøret mod den kætterske missionsteologi 400 år senere. Og det er netop med Luther som sin følgesvend. For vel har Luther ikke udformet en særlig missionsteologi. Men læser man Jens Christensens skrifter imod sin samtids missionsteologi, så træder Luthers tanker frem. Hos Jens Christensen kan man nemlig heller ikke tale om en særlig missionsteologi, for hans syn på mission er det samme som hans syn på kirken. Han tabte aldrig det udgangspunkt af syne, at mission og kirke er ét, hvor Kristus er midtpunkt for den sande åbenbaring fra Gud. Dermed påpegede han så også, at kristendommen er universel og har som mål at vidne om Guds selvåbenbaring i Kristus, som det er befalet os. Det gør Gud til subjekt for forkyndelsen, og dermed er det kirken, der er Guds middel. Sådan kendes kirken, Corpus Kristi, ved, at evangeliet forkyndes, og sakramenterne forvaltes. På den måde ligger der ikke et særligt kald til at blive missionær, men der ligger et kald i selve kirkens væsen, at Gud byder kirken at gøre alle folkeslag til Kristi disciple.

Set i dette lys kan man sagtens kalde Luthers kamp for mission. Man kan vel i højere grad kalde det mission end det, som nutidens missionsselskaber præsterer! For mission udtrykker jo blot, at man er udsendt til at forkynde. Der er ganske enkelt tale om forkynderembedet. Barth har udtrykt det sådan, at alt, hvad en kirke foretager sig, er mission, fordi hedningen lever videre i kirken, der er en hedningekirke, en synder- og tolder-kirke. For kirken befinder sig hele tiden i et misforhold til sit eget væsen, som den prøver på at unddrage sig igennem en selvhævdelse, der er styret af religiøse følelser. Men kirken er under korset. Til hedningerne i kirkens skjulte fællesskab lyder således lov og evangelium. Det lyder som en gentagelse i kirken, hvor vi, i erkendelse af vor synd, at vi står udenfor sammen med Kristus, modtager syndernes forladelse. For hedningen uden for kirken lyder forkyndelsen som en begyndelse. Der er derfor ikke forskel på opgaven, men blot på tjenesten. En nødvendighed for at opgaven kan løses, er så teologien, der er et korrektiv til forkynderembedet. Teologiens opgave er nemlig selvkritik og selvkorrektur af prædiken-tjenesten med viden om, at den virkelige og virksomme kritik af den kirkelige og missionske handlen udføres af Ordet og udføres af Guds Ånd selv. Derfor forholder man sig naturligvis kritisk til den vranglære, der florerer i den tid, man nu engang lever i. Der er jo ikke noget synligt skel mellem kirken og det, der befinder sig uden for den. Når progressive præster og religionshistorikere i dag taler om, at man ikke skal kritisere islam, og der skal finde en dialog sted imellem folkekirken og de muslimske trossamfund, så kan man godt få det indtryk, at de netop sætter skel! De vil selvfølgelig ikke som muslimerne sige, at der er et skel mellem troende og vantro (hvilket jo er til at forholde sig til), men for det første sætter de skel mellem religionerne og det sekulære, verdslige samfund eller “det offentlige rum” og for det andet sætter de små skel mellem religionerne, inklusive kristendommen, hvor det nemt kommer til at fremstå, som om de ser de andre religioner på et lavere religiøst udviklingstrin end dem selv. Derfor vil de så netop heller ikke forholde sig kritisk til islam. Det er ikke pænt at kritisere, og det kan jo skabe konfrontation. Skulle det ske, at der i disse kredse tales om mission og omvendelse af muslimer, så vil det altid som udgangspunkt handle om, hvad de med deres midler og metoder er i stand til. Her er forkyndelsen ikke midlet, og Gud er ikke subjekt for forkyndelsen. For de gør sig selv til subjekt og gør religionsdialog, religionsråd, tværkulturelle foreninger med videre til deres midler. Ting, der sikkert kan være udmærkede, når det drejer sig om at integrere og assimilere indvandrere i samfundet. Det er dog ikke en opgave for den åndelige øvrighed, men for den verdslige. Den åndelige øvrighed skal forkynde, og den skal drive teologi. Derfor skal teologien forholde sig kritisk til islam som anden vranglære, der benægter den treenige Gud. Netop dette gjorde Luther så også, da den opgave faldt for. Opgaven var konkret. Europa var truet militært af tyrkerne, og paven talte om korstog. Med udgangspunkt i evangeliet om retfærdiggørelse af tro alene forholdt han sig til dette. Han skelnede mellem de opgaver, som de to regimenter havde i denne forbindelse. Som nævnt lige før forkyndte han over for den verdslige øvrighed, hvad dens opgave var, ligesom han rådede den åndelige øvrighed til at holde sig til sin. Og for at holde det hele på plads, så gjorde han det klart, at det at stride imod tyrkerne er det samme som at stride imod Gud, som hjemsøger os med dette tugtens ris. For dermed har han sat fokus på kaldet, der udelukkende peger på at tjene næsten. Derfor skal den verdslige øvrighed befale, at der skal føres krig mod landets fjender. Derfor skal soldaten gå i krig, når den verdslige øvrighed befaler det. Det skal gøres for at beskytte næsten. Og derfor skal der som en gentagelse forkyndes syndernes forladelse i Jesu navn til alle os i hedningekirken, idet der samtidig skal formanes til at bede imod tyrken, som vi gør det mod andre fjender af vores salighed og af, hvad der er godt. Udfaldet kan vi så trygt overlade til Gud.

At Luther fokuserer på, at konfrontationen med islam skal imødegås med en reformation af kirken, er ikke et udslag af høflighed over for muslimerne, lige så vel som det heller ikke er udtryk for et ønske om, at vi skal leve i gensidig respekt for hinandens religioner. Tværtimod forholder han sig yderst kritisk til islam, hvor han jo som bekendt havde et ønske om at få oversat koranen til tysk, så alle kunne se, hvilken fordærvelig og skændig bog det er. Det fik han ikke tid til. Men på baggrund af den indsigt, han havde i islam, fik han givet en god kritik af den. Han forholder sig nemlig til de væsentligste forskelle, hvorfor han da også begynder med at påpege, at Muhammed nægter, at Kristus er Guds søn og sand Gud, og at Muhammed dermed er en nedbryder af vor Herre Kristus og hans rige. Som Luther skriver: “... for den som nægter de artikler om Kristus, at har er Guds søn og død for os, at han stadig lever og hersker ved Guds højre hånd, hvad del har han mere i Kristus? Der er Fader, Søn, Helligånd, Dåb, Nadver, Evangelium, Tro og al kristelig lære og væsen borte, og i stedet for Kristus ikke andet end Muhammed med sin lære, om sine gerninger og i særdeleshed sværdet. Det er det vigtigste stykke af den tyrkiske tro, hvori al vederstyggelighed, vildfarelse og alle djævle ligger til hobe” (Mod tyrken og jøden. p. 26). Det fører så Luther til for det andet at pege på, at islam også fordærver det verdslige regimente ved at gøre det religiøst, mens han for det tredje griber fat i, at islam ikke regner ægtestanden for noget Det gør han naturligvis, fordi han ser ægtestanden som den øverste stand et menneske er kaldet til.

Katolicisme og muhamedanisme
I Luthers skrifter mod tyrken angriber han lige så meget pavedømmet og andre falske kristne som muslimerne. Vranglæren er jo så også i bund og grund den samme. Pavekirken nægtede og nægter selvfølgelig ikke treenigheden, og at Kristus er sand Gud og sandt menneske. Alligevel hænger det jo ikke helt sammen, når deres syn på de to regimenter og på forståelsen af Kristi efterfølgelse gør kirkeinstitutionen til Kristi synlige stedfortræder, der fungerer som en gejstlig-verdslig retsenhed under Kristus. For kirkeinstitutionen gøres jo til en instans mellem Gud og den enkelte. Det er en forvaltning af Guds åbenbaring og dermed en afvisning af, at Kristus kommer til det enkelte menneske i tro. Jeg sammenlignede lige før pavekirkens lære om Corpus Christianum med det muslimske begreb “umma”, men man kan også se en parallel til islam i forståelsen af, hvordan Gud åbenbarer sig for det enkelte menneske. For det åbenbaringsbegreb, vi finder hos Muhammed, fører også til en gejstlig-verdslig retsenhed (en teokratisk stat), hvorigennem Guds åbenbaring forvaltes. Nu tales der så egentlig slet ikke om åbenbaring i koranen på samme måde, som vi gør det i læren om, at Gud har åbenbaret sig i Kristus. For Muhammeds tale om åbenbaring skal mere forstås som inspiration. Der er både en ydre og en indre inspiration, hvilket så er helt i overensstemmelse med de gnostiske strømninger på Muhammeds tid. Der er tale om en guddommelig indsigt, som ikke kun Muhammed får og forvalter videre til de rettroende, men også lavere former for indsigt, som islams helgener kan modtage. Muhammeds liv er derfor et guddommeligt inspireret liv, som skal efterfølges. I det forhold spiller koranen en mindre rolle. Derimod er det profetens eksempel, hadith, der er det væsentligste fundament i muslimsk religiøsitet. Der er 4 retningslinier for muslimens livsførelse, 4 retningslinier, som er udgangspunktet for den religiøse lovgivning og den juridiske praksis, der dermed bygger på sædvanen, sunna, der både giver udtryk for den sædvane, som Allah ønsker, og Muhammeds sædvane. Her anses koranen for det første som åbenbaringen af den fuldendte lov, men det overskygges af Muhammeds livsførelse, da den anses for at være udført fuldkommen efter koranen, således at Allahs og Muhammeds sædvane dækker hinanden. Derudover kan verdslige øvrigheder angive nye retningslinier, blot de er i overensstemmelse med de to første. Den fjerde retningslinie ligger tæt op ad den tredje, da den taler om, at hvad de lærde enstemmigt vedtager, er lov. Her bygges der så i dag på fire lovbøger fra det 8. århundrede, der er resultatet af det rigoristiske lovsystem, der blev udviklet af fire ledende retslærde på dette tidlige tidspunkt. Udarbejdelsen af dette lovsystem indebar også udvælgelsen af overleveringer af Muhammed, som fandt sted i årene fra 870 til 915 og førte til seks store samlinger, hvor de to af samlingerne i dag regnes for de vigtigste bøger næst efter koranen. Denne kanoniske ret kombineret med det velorganiserede teokrati under kaliffen har uden tvivl påvirket romerkirken i den tidlige middelalder til at udvikle kirkens kanoniske ret, om end påvirkningen har været gensidig. Men den rolle, som paven mere og mere tiltog sig som et juridisk overhoved, der skulle være Kristi stedfortræder, minder unægtelig om kaliffens rolle. Kalif betyder jo efterfølger, og sådan er kaliffen Muhammeds efterfølger som religiøst-verdsligt overhoved for den verdensomspændende muslimske menighed, umma’en, hvor alle skal opfatte sig som del af ét legeme, som jeg nævnte tidligere.

Sekularisering af islam
Det siger sig selv, at under en lovreligion kan intet være sekulært, fordi det sekulære jo definerer sig ved at være et udtryk for religionens svindende indflydelse på både det offentlige og det personlige område. Så selv ud fra en anden synsvinkel end den kristne er det svært at argumentere for, at muslimske teokratiske stater kan sekulariseres, og at islam kan praktiseres fuldt ud i et sekulariseret land. Ikke desto mindre hører vi ofte i dag det synspunkt, at islam blot skal igennem en oplysningstid for at blive ... ja, blive hvad? Sekulariseret? Det er jo det ord, der bruges. Det er særligt fremført af den store mellemøstforsker Bernard Lewis i sin bog “Hvad gik galt?’ fra 2002. Ralf Pittelkow har jo brugt det i sin bog “Efter 11. september” fra 2002, hvilket han dog senere går væk fra. Det kommer gentagne gange til udtryk i Adam Holm, Michael Jarlner og Per Michael Jespersens bog “Islam i Danmark. Tanker om en tredje vej” også fra 2002, hvor blandt andet nogle såkaldt moderate muslimer som Naser Khader og Tariq Ramadan kommer til orde. Disse og andre moderate muslimer har sagt det et utal af gange. Michael Jarlner og Anders Jerichow har i ekstrem grad udtrykt det i deres bog “Grænser for Gud giv det verdslige samfund en chance” fra 2005. Desuden har også meget sobre islamkritiske muslimer givet udtryk for det, som eksempelvis Ibn Warraq og Ayaan Hirsi Ali. Kendetegnene for dem alle er, at de vil mene, at islam ikke har været igennem en egentlig oplysningstid, og at en sådan er påkrævet, for at der kan blive udviklet en særlig vestlig udgave af islam, der er forenelig med værdierne i et moderne vestligt samfund. Det er dog oplagt her at anføre det synspunkt, om ikke islam har været igennem en oplysningstid, da de muslimske lande netop i den tidligere middelalder var kendetegnet ved en udbredt videnskabelig forskning i blandt andet matematik, fysik, astrologi og medicin, ligesom man allerede på et tidligt tidspunkt havde en stor interesse for græsk filosofi. Som Jacques Ellul også påpeger, så nåede Aristoteles’ tænkning til Europa igennem muslimsk indflydelse. Man kan derfor med god ret sige, at vestlig renæssance havde sin rod i de arabiske landes oplysningstid. Men med det synspunkt følger så spørgsmålet, hvad der gik galt? Netop det spørgsmål, som Bernard Lewis rejser i sin bog med samme titel. Med henvisning til islams storhedstid vil han påstå, at islam stadig skulle kunne skabe væsentlige samfundsmæssige fremskridt, hvilket jeg i og for sig ikke er uenig i. For selvom jeg ikke mener, at islam kan sekularisere et samfund, så betyder det jo ikke, at muslimske lande ikke kan udvikle sig til rige, oplyste samfund. Historien har jo et utal af eksempler på, at teokratiske stater har været rige, velorganiserede stater på et kulturelt højt stadie. Eksempelvis romerriget. Sekularisering er nemlig ikke en opskrift på et rigt velfærdssamfund eller et tusindårsrige. Det forholder sig jo ikke sådan, at man kan knytte Jesu befaling om at efterfølge sig sammen med en eudaimonistisk løntanke, hvad enten man tror den vil give sig udslag her eller hisset. Med andre ord er kristendommen verdsligt set ikke godt for noget! Målet med sekularisering er ikke at skabe et gudsrige på jorden, og det fører nødvendigvis ikke til demokrati, men som sagt tidligere er en sekulariseringsproces et resultat af den kristne forkyndelse, når de to regimenter holder sig til deres magtområder. Men dermed bliver kristendommen så også civiliserende, fordi den hindrer, at man gør sig selv, andre, en religion eller en politisk ideologi til sin gud.

Humanistisk sekularisme og islam som civilreligion
Nu vil nogen måske anse det for krukket, at jeg vil fastholde, at sekularisering er en proces fremprovokeret af evangeliets forkyndelse. Andre vil måske mene, at det forvirrer debatten om emnet. Således vil jeg jo modsat mene, at vor tids gængse forståelse af begrebet, som er et produkt af oplysningstiden, er det, der forvirrer tingene. For den moderne brug af ordet gør nemlig sekularisering til noget religiøst, da det sekulære her ikke er sat i forhold til noget guddommeligt. Man kan i mangel af bedre kalde denne form for humanistisk sekularisme. For idet den ikke defineres ud fra noget guddommeligt, så prøver den at definere sig ud fra en humanistisk ateisme, hvor sekularismen så kommer til at betegne en lære om, at moral skal basere sig på rationelle overvejelser om menneskets velfærd. Ingen fornægter dog begrebets kristne ophav, da begrebet også skal dække over en adskillelse af stat og religiøse institutioner inspireret af to-regimentelæren. Og sådan hænger nutidens definition af begrebet så også uløseligt sammen med oplysningstidens tanker om dannelsen af en civilreligion. Oplysningstidens sekulariseringsprojekt er jo netop et afkristningsprojekt, hvor en civilreligion skal erstatte det samfund, som den kristne forkyndelse medfører (og som jeg jo altså vil kalde sekulært), som jeg nævnte det tidligere. Målet i civilreligionen er derfor et statssystem, hvor der ingen religiøse institutioner er, da statssystemet i sig selv er den religiøse institution. Fuldstændig som vi ser det i islam, hvor det først er med inspiration fra kristendommen, at man opfinder en klasse af religiøse repræsentanter, stormufti’er, ayatollaher og lignende, uden at det så i øvrigt fører til dannelsen af en religiøs institution. Det islamiske samfund var fra begyndelsen ubetinget civilt, eller man kan sige, at det var et enestående eksempel på en civilreligion, hvor moral og love er blevet til på baggrund af mere eller mindre rationelle overvejelser i forhold til de situationer, som Muhammed befandt sig i, hvad enten de var militære og politiske eller personligt etiske. Det samme gælder jo også den senere lovgivning. Islams 4 retningslinier er jo et godt eksempel på, hvordan man gør sig rationelle overvejelser og lader “almenviljen” komme til udtryk i lov. Dette er jo så ikke sket uden påvirkning fra det omkringliggende samfund, hvor det så – hvad angår de religiøse sider – kan nævnes, at Muhammed synligt har været under stor indflydelse af jødedommen samt ariansk og syrisk kristendom, hvor man alle steder finder fornægtelsen af Jesu guddommelighed og treenighedslæren. Men mange sider af gnosticismen findes også i Muhammeds tanker om blandt andet forudbestemmelse, sjælevandring, åndemagter, guddommelig inspiration, afvisning af kødets opstandelse, mystik og ubalance i den højere verden før menneskets skabelse. Hvad der i øvrigt er kendetegnende ved gnostikere, er at de egentlig føler sig hævet over enhver moral, hvilket enten fører til streng askese eller libertinisme. Så ligeså moralsk den end kan være, så er det altid under devisen, at målet helliger midlet, hvilket så også er et kendetegnende træk ved Muhammeds dispositioner.

På baggrund af islams væsen som civilreligion og oplysningstidens stræben efter en sådan igennem en afkristningsproces, er det ikke så sært, at et af oplysningstidens første skrifter er Montesquieus “Persiske Breve” fra 1721, hvor han lader to persere sammenligne det mørke traditionsbundne intolerante kristne Europa, hvor fornuft og frihed blev undertrykt, med det frie naturlige eksotiske liv i de muslimske lande! Før ham havde Pierre Bayle skrevet smukt om islams tolerance. Mange andre fulgte efter. Henri de Boulainvillier skrev en Muhammed-biografi 1730, der på ingen måde levede op til den historie- og religionskritik, som ellers var kendetegnende for tiden, men som derimod fremstillede Muhammed som en stor statsmand. Mozart komponerede smuk musik til dansende haremskvinder, og han gav os naturens muntre søn fuglefængeren Papageno. Man talte om “den ædle vilde”, der havde en naturlig religiøsitet og en naturlig moral, som var upåvirket af forskruet kristen civilisation. Og denne drøm om det enkle, fornuftsprægede, tolerante samfund, der var langt bedre end det, man levede i, fandt man således opfyldt i Østen og i den arabiske verden, eller som man også sagde: “Det lykkelige Arabien”! Men da Carsten Niebuhr vendte hjem efter sin ekspedition, hvor han om nogen havde konstateret, at “Det lykkelige Arabien” ikke eksisterede, så var der ingen, der ville lytte til ham. Her kunne den videnskabelige sandhed ikke bruges. Idéen stod over sandheden. Den utopiske drøm levede i bedste velgående videre blandt dem, der talte om kritik og fornuft og videnskab, og myten om islam som den tolerante, freds- og frihedselskende religion blev formet så godt og grundigt, at den lever videre den dag i dag.

Når mange i dag gør sig til talsmænd for, at islam bør gennemgå en oplysningstid eller en “humanistisk sekularisering”, så kan man ikke afvise, at det kan lade sig gøre. Eller man kan netop sige, at det er, hvad der er sket i lande som Saudi Arabien, Pakistan, Afghanistan, Iran og så videre. For i disse lande er stat og religiøse institutioner adskilt, fordi islam ganske enkelt ikke fungerer igennem religiøse institutioner. Desuden er landene tolerante og freds- og frihedselskende på samme måde, som det kommer til udtryk i civilreligionen, hvor almenviljen gælder. Det er jo til fælles bedste, at nogle får indskrænket deres frihedsrettigheder! Tolerancen er så netop også (som i oplysningstænkningen) i islam tæt forbundet med tanken om almenviljen, ligesom den er et redskab til at holdningsbearbejde. I det lys skal vi så også se al tale om euroislam. For det handler jo ikke så meget om, at muslimer skal ændre sig, men derimod i langt højere grad, at de vestlige samfund nu for alvor skal have gennemført oplysningstidens igangsatte afkristningsprojekt, så stat og kirke kan blive skilt fra hinanden, og en civilreligion kan komme i stedet for. Det vil jo så være en civilreligion, hvis værdier ikke kun på mange måder vil falde helt i tråd med islams, men hvor muslimers behov for at efterfølge Muhammed også vil gøre sig gældende i krav om implementering i lovgivningen. Skulle det ske, ville folkekirken, hvis den stod ved sit væsen, ikke på nogen måde komme med samme krav om bestemte love. Derimod vil mange andre kristne samfund sikkert befinde sig godt inden for en sådan statsdannelse. Med katolikkernes kamp for at få skilt stat og kirke ad, lader det til, at de vil være tilfredse. Men jeg tænker nu først og fremmest på kristne sekter som Pinsebevægelsen, baptisterne, Jehovas Vidner og lignende, fordi de jo har deres rod i det samme kætteri som islam.

Danmark som et kristent sekulært land
Nu skal man i disse tider være på vagt over for beskyldninger om, at man vil krænke andres religiøse følelser, eller at man er en islamofob, der opstiller falske fjendebilleder! Det er så bestemt heller ikke min mening at krænke andres religiøse følelser eller opstille falske fjendebilleder. Men jeg kan sagtens se, at det nemt bliver resultatet. Men jeg har dog et andet ønske med min kritik af islam, oplysningsideologien, den humanistiske sekularisme og andre kætterier, der for det første fornægter den treenige Gud, og at Kristus er sand gud og sandt menneske; som for det andet omdanner kravet om at efterfølge Kristus til en lære om, at man kan retfærdiggøre sig ved gode gerninger, og som for det tredje skiller stat og kirke ad, så staten bliver religiøs og kirken politisk. Det er nemlig mit ønske, at Danmark skal sekulariseres og dermed mit håb, at ikke mindst vores verdslige øvrighed vil besinde sig på sine opgaver og dermed gøre sit til at gå imod den afsekularisering af landet, der i høj grad har fundet sted i de sidste godt 40 år. Men det kan så ikke undgå at krænke religiøse følelser, og det kan ikke undgå at medføre beskyldninger om, at man nærer en frygt for islam, der er ude af proportioner, og at man vil opsætte falske fjendebilleder. Man kan heller ikke undgå at blive beskyldt for at ville gøre samfundet religiøst. For hvad enten man som ateist, sekterisk kristen eller muslim iagttager kristendommens sekularisering, så vil den naturligvis ud fra deres synsvinkel blive betragtet som et religiøst projekt. Det sidste års debat om religionernes plads i det offentlige rum viser jo dette med al tydelighed. Nogen siger, at der skal gives plads til det religiøse. Andre taler om, at religion skal være en privatsag. Men i bund og grund siger de det samme. For alle udsagn har i større eller mindre grad rod i oplysningstidens afsekulariserings- eller afkristningsprojekt. Det gennemsyrer vores tankegang i dag, og derfor indledte jeg også med at tage udgangspunkt i Dan Browns bog “Da Vinci Mysteriet”, fordi hans religion og opgør med kristendommen accepteres så bredt og findes tiltalende. Anfører man, at Dan Brown er en religiøs fanatiker, der gør sig til talsmand for en religiøsitet, der har ført til undertrykkende totalitære ideologier som kommunisme, fascisme, nazisme og nu islamisme, så vil man i bedste fald blive mødt med en hovedrysten, der indikerer, at så slemt er det vist ikke, eller i værste fald vil man blive beskyldt for at male fanden på væggen. Nu er fascinationen af hans bog dog blot et lakmuspapir på den antikristelige åndløshed, der præger den vestlige verden. Langt mere konkret ser vi det i den tiltagende argumentation for, at stat og kirke skal adskilles, hvor nu også Venstres Ungdom har meldt sig på banen. Vi ser det i drømmen om det enkle, fornuftsprægede, tolerante, multikulturelle og multireligiøse samfund. Ligesom vi ser det i de af landets kirkelige kredse, hvor man kan føle sine religiøse følelser krænkede af eksempelvis et par Jesus-sandaler, nogle musikeres provokationer med at skrive “dræb de kristne” eller en bog som Dan Browns. I disse kirkelige kredse anser man så også islam og kristendommen som ligeværdige religioner og taler om, at vi har “det religiøse” tilfælles, ligesom de mener, at folkekirken skal hjælpe andre religioner til at praktisere deres religion. Kendetegnende for disse kirkelige kredse er desuden et ønske om, at folkekirken skal kunne tale med én røst om politiske emner.

Den teologi, der kommer til udtryk i disse kirkelige kredse, er dog generelt set ikke forenelig med forkyndelsen af den treenige Gud, og at Kristus som sand gud og sandt menneske har befriet os fra religionernes åg, ligesom den ikke er forenelig med, at kaldet til at efterfølge Kristus ikke er et religiøst kald, men på den ene side et kald til tro på Kristus og på den anden side et kald til at tage de opgaver på sig, som falder for, uden at søge efter fortjeneste og ros eller opstille en morallære i gode gerninger for sig selv og andre. Desuden er den ikke forenelig med forkyndelsen af, at vi i tro på Kristus er borgere i to riger, og at Kristus intet politisk har at sige til den verdslige øvrighed, hvorfor kirkeinstitutionen ikke skal gøre sig til en politisk stemme, men kan have som eneste røst det evangelium, som Gud har givet os. Men den røst vil jo så til gengæld fastholde den verdslige øvrighed på, at den er indsat af Gud og har som opgave med vold og magt at sikre fred i landet, beskytte den svage over for den stærke og dermed også forhindre enhver form for totalitarisme og angreb på skellet mellem de to regimenter, hvormed den ikke mindst skal fastholde den åndelige øvrighed på sin opgave, så den åndelige øvrighed ikke bliver politisk.

Opgør med afsekulariseringen
Der skal altså tages et opgør med den afsekularisering af landet, som under falsk navn kalder sig sekularisering. Det opgør har mange fronter. Her er det blandt andet oplagt at drage en parallel til Luthers skrifter mod tyrken. For fronten er ikke muslimerne. Lad dem have deres religion i fred. Men derimod skal der først og fremmest sættes ind mod det og dem, der blandt andet lader islam afsekularisere og afkristne vores samfund. I det opgør skal man selvfølgelig forholde sig kritisk til islam, som man skal over for alle andre politiske ideologier og anden religiøs vranglære. For sådan er teologien forkyndelsens korrektiv. Og det teologiske arbejde er yderst nødvendigt, når man ser på, hvordan mange kan fascineres af islam og anden religiøsitet, der stræber efter at skabe civilreligiøse samfund. Luther bruger jo derfor en del krudt på al tale imod dem, “... som ønsker, at Tyrkerne skal komme og styre landet, da de hellere vil være under Tyrken end under kejseren og fyrsterne” (Mod tyrken og jøden. p. 40). Og det svarer jo i princippet til dem, der i dag ønsker at leve i et civilreligiøst multikulturelt samfund, eller som måske ikke direkte ønsker det, men som dog alligevel af magelige grunde flyder med strømmen. Til dem skal der fra kirkens side forkyndes kristendom. Der skal fortælles om forskellene på islam og kristendom. Der skal peges på, hvilket lovreligiøst styre islam vil føre til, hvad enten det er rigt og mægtigt som i islams storhedstid eller fattigt og uorganiseret, som vi ser det mange steder i dag. Det skal indskærpes, at man ikke selv skal lade målet hellige midlet, sådan som ånden er i islam. Der skal forkyndes tro på Kristus som ham, der har sat os i frihed fra alle religiøse åg og kaldet os til i tro at tjene næsten under ansvar for Gud alene. Og det skal således forkyndes over for alle verdslige øvrighedspersoner i landet, at fordi Kristus har sat os i frihed, så er alt andet sekulært i denne verden, og de derfor skal sørge for, at det bliver sådan.

Erik Bjeragers opgør med sekularismen
I chefredaktør for Kristeligt Dagblad Erik Bjeragers bog “Gud bevare Danmark. Et opgør med sekularismen”, der udkom tidligere på året, kommer der i hvert fald et godt bud på, hvordan den verdslige øvrighed skal sørge for, at Danmark bliver sekulariseret. Men sådan formulerer han sig dog ikke. For selvom hans bog for størstepartens vedkommende er klog, sober og indsigtsfuldt skrevet, blandt andet ved et fint opgør med oplysningstidens tænkning og en grundig skildring af alle de områder, der er blevet afkristnet igennem tiderne, hvor ikke mindst socialisterne og de kulturradikales indsats i nyere tid bliver lagt ærligt frem, så får han alligevel ikke lavet en stringent skelnen mellem den sekulariseringsproces, der er en konsekvens af den kristne forkyndelse og så oplysningstidens afkristningsprojekt. Han foretager dog en vis skelnen, idet han på den ene side beskriver afkristningsprojektet som en ideologisk sekularisme, og på den anden side også taler om en kristen sekularisme. Men hans egentlige skel går så alligevel mellem den ideologiske sekularisme og så religionerne, hvor han ud fra historien og en lidt moralsk afvejning af værdier argumenterer for, at vi skal bevare kristendommen som værdileverandør til det danske folk. Lige så fornuftigt det end kan lyde i nogens ører, så mangler det dog en forståelse af to-regimentelærens skelnen mellem de to øvrigheder. Erik Bjerager ønsker godt nok ikke en civilreligion og taler klart imod den. Som han skriver i sin indledning, så er det hans påstand, at politik uden Gud er farligere end politik med Gud, fordi et samfund, der ikke forankrer sig i noget, der er større end det selv, ender som en totalitær stat. Men denne udtalelse afslører så også, at der mangler en klar skelnen mellem de to øvrigheders magtområde og en forståelse af, at for så vidt et kristent menneske skal handle politisk i ansvar over for Gud, så har kristendom og politik alt med hinanden at gøre, mens de to størrelser alligevel intet har med hinanden at gøre, da evangeliet ikke indeholder noget politisk program. For Bjerager skelner ikke, men han skiller de to magtområder ad, hvilket så kommer til at betyde, at han sidestiller islam og kristendommen som religioner, der har hver deres værdier, hvor han så vil fremhæve og argumentere for, at de kristne værdier er de bedste, fordi der er ligestilling mellem kønnene, et socialt aspekt, værdsættelse af det enkelte individ, en barmhjertigheds- og frihedskultur, godhed mod den fattige, beskyttelse af den svage og så videre. Det bliver dog ikke bare til en konkurrence i, hvem der er mest moralsk og dydig. For Bjerager understreger, at kristendommen ikke skaber bedre mennesker, men at den gør op med menneskets dyrkelse af sig selv, fordi skellet mellem ondt og godt går i det enkelte menneske. Samtidig er det dog også udtryk for et opgør med den værdirelativisme, der har været et af afkristningsprojektets vigtigste våben. Men lige så prisværdigt det opgør end er, så er der noget, der halter ved hans brug af de kristelige værdier. For det kommer netop til at handle om brugen af dem. Hans eget billede med kristendommen som værdileverandør er nemlig meget godt. For den Kgl. Leverandør skal nemlig være Folkekirken. Og Folkekirken med stort F. For den skal efter hans mening vågne op til den nye religiøse virkelighed, der er kendetegnet ved at være en privat diffus religiøsitet, der hverken sætter sig spor i kirken eller gør krav på at præge samfundsudviklingen. Denne opvågnen skal give sig udslag i, at Folkekirken skal skabe kristeligt-religiøse fællesskaber og have nye rammer som en tydeligere stemme i samfundsdebatten. Det skal ske ved, at statens støtte til folkekirken bliver lagt om, så der bliver gjort rent bord. Folkekirkens civile opgaver skal lægges over til andre myndigheder. Folketinget skal ikke længere være folkekirkens lovgiver, men der skal udarbejdes en kirkeforfatning, som gør op med den nuværende struktur, hvor folkekirken jo blot er en praktisk samlende enhed for landets godt 2000 selvstændige sognekirker. Strukturen skal derfor gøre folkekirken til én stor centralistisk kirke med sognene som filialer under sig i en hierarkisk struktur, der giver hierarkiets top flere økonomiske midler og en reel magt. Hierarkiets top er naturligvis biskopperne og en synode. Et kirkeråd skal også fungere ligesom Det etiske Råd og udtale sig om kirkelige, teologiske, familiepolitiske, sociale og etiske emner. Desuden skal der være et lærenævn, der tager sig af sager som Grosbøll-sagen.

Denne adskillelse af stat og kirke behøver nødvendigvis ikke at føre til, at staten gør sig mere religiøs, selvom mulighederne bliver større. Men det betyder i hvert fald, at kirken gøres mere politiserende, hvad enten Bjerager vil være ved det eller ej. For kirken vil bevæge sig over mod en romersk-katolsk forståelse af Corpus Christianum, hvor kirken betragtes som sin egen gejstlig-verdslige retsenhed under Kristus, styret af synode, biskopper, kirkeråd og lærenævn. Den låner godt nok ikke sin magt til staten, men den skal gøre sin indflydelse gældende på staten og være værdileverandør. Men den bliver så ikke den eneste værdileverandør, selvom Bjerager udnævner den til Kgl. Leverandør naturligvis med henvisning til, at det jo på sin vis er indskrevet i Grundloven. For han accepterer, at andre og jo dermed islam skal kunne levere deres værdier til staten. Selvom han ikke direkte skriver det, så har man dog indtryk af, at han ikke regner med, at islams værdier vil blive købt, fordi de kristne er så langt bedre. Men der tager han måske fejl, fordi islams karakter af civilreligion nemt kan virke tiltrækkende på en stat, der skal være adskilt fra kirken.

Sekularisering og mission
Nu handler det her dog slet ikke om, hvad der er taktisk bedst for, at den ene religions værdier vinder over den andens. Men det handler om, hvad Kristus har befalet os. Her er der god inspiration at hente i reformationen, hvor staten overtog kirkens projekt med “at sikre de kristne værdiers påvirkning af samfundet”, hvis vi skal sige det med Bjeragers ord. Ved at kongen så sig som indsat af Gud og af kirken blev holdt fast på sit myndighedsområde, blev landet sekulariseret ved, at kongen i særlig grad tog det ansvar på sig, at befolkningen fik den rette tro gennem en god skolegang, at sygehusvæsenet og andre sociale funktioner blev verdslige anliggender, og at staten alene stod for lov og orden, så der kunne blive fred, frihed og retfærdighed i landet, og den svage kunne blive beskyttet over for den stærke. Den samme inspiration kan vi så også finde i vikingetiden, i den tidlige middelalder og i nogle af de tanker, der lå bag de første korstog mod især venderne. For det handlede først og fremmest om at skabe fred og beskytte borgerne, hvilket derfor betød, at man med verdslig magt måtte sikre det kristne samfund på en måde, hvor kongemagten sikrede, at kirken kunne forkynde, og hvor kirken så i den forkyndelse legitimerede kongemagten som indsat af Gud. Det drejede sig dermed også om udbredelse af kristendommen og bekæmpelse af falsk lære inden for disse verdslige rammer. Det blev jo konsekvensen, når den verdslige øvrighed skulle opretholde lov og orden ved at bekæmpe det tidligere samfunds sociale traditioner med blandt andet hævnfejder. På samme måde mener jeg, at den verdslige øvrighed i dag bør tage sit ansvar alvorligt ved at sikre, at landet bliver sekulariseret således, at der blandt andet gøres op med islams truende sociale traditioner, hvad enten det drejer sig om hævnfejder, æresdrab, tvangsægteskaber, kønsadskillelse, polygami eller deres patriarkalske familie- og livsmønster, men i det hele taget religionens rets- og pligtsystem, der sættes over dansk lovgivning. Det kan selvfølgelig ikke andet end fra muslimers side blive betragtet som et overgreb mod deres religion, hvilket det jo også er. Ja, jeg vil faktisk gå så langt at kalde det for mission. Det er naturligvis ikke forkyndelse. Men den verdslige øvrigheds opgaver er en tjeneste, der udspringer af den forkyndelse, hvor det befales, at vi skal efterfølge Kristus. Som jeg tidligere gav udtryk for, så findes der ikke et særligt missionskald. Men der ligger et kald i selve kirkens væsen, at Gud byder kirken at gøre alle folkeslag til Kristi disciple. Sådan er der et forkynderembede. Men vi er alle døbte kaldet i tro og kaldet til at gå ud i vores liv og tage fat om de opgaver, der falder for. Sådan skal vi forstå den verdslige øvrigheds sekulariseringsprojrkt som et missionsprojekt. Og sådan giver det sig selv, at muslimer godt kan sekulariseres, hvis den verdslige øvrighed gør sit arbejde ordentligt. Den tvang er dog ikke ensbetydende med, at man skal tvinge muslimer til tro på Kristus. For det kan jo ikke ske under tvang. Og muslimer skal have deres tro i fred, så længe den ikke er en verdslig trussel mod det kristne samfund. Det er så i øvrigt heller ikke ensbetydende med, at man i lyden af sværdet fra den verdslige øvrighed hører evangeliet. Men man skal ikke glemme, at den verdslige øvrighed er lige så meget indsat af Gud som den åndelige. Og når den verdslige øvrighed opretholder fred, orden og retfærdighed ved negativt at hæmme syndens følger, så driver den positivt borgerne til at gøre godt og gavne næsten, hvad enten det er med eller mod deres vilje. Dermed drives man også til at lytte til sin samvittighed, hvor loven dømmer og afslører synden, og hvor man dermed drives til en længsel mod Guds tilgivelse. For den verdslige øvrigheds sekulariseringsprojekt kan ikke stå alene. Den åndelige øvrighed skal også holde sig til sin opgave og forkynde lov og evangelium, så synden afsløres til bunds og overvindes gennem nåden. Forkyndelse er i den forstand ikke bare et prædikenembede. For forkyndelsen handler ikke om, at man kan være kristen som en slags hobby ved siden af alt andet. Det er ikke en privatsag. Men det er heller ikke et spørgsmål om, at staten skal give plads til religionerne i det offentlige rum og lytte til deres meninger. Kirken skal ikke være en magtfuld kulturbærende institution, der er værdileverandør. Men den skal forkynde Kristus som menneskets frelser, der kalder os til tro, så vi i tro kan forstå, at vi er borgere i to riger, og at vi dermed er kaldet til at være borgere i det samfund, vi lever i, hvor vi skal gå ud og gøre godt mod næsten. Og sådan skal kirken dermed også legitimere staten som indsat af Gud. Det gør Erik Bjerager blandt mange andre ikke. For han bøjer sig for civilreligionens fornuftige synspunkter i håb om og tro på, at en stærk folkekirkeinstitution kan vinde slaget om, hvilke værdier, der vil tjene almenvældet bedst. Det gør han vel så i erkendelse af, at slagets første fase måske allerede er tabt, og man nu skal ruste sig til en ny værdikamp, fordi den danske befolkning i høj grad er fascineret af civilreligionens enkle, fornuftige dogmatik, hvor enhver kan være salig i sin tro, så længe det ikke strider mod fællesskabets interesser. Men man skal ikke tro, at man med egen magt kan overvinde dette kætteri igennem taktiske manøvrer. For så giver man det først frit spil. Ja, at det er nået så vidt skyldes, at både kirken og staten har svigtet deres opgaver. Derfor handler det i første omgang så heller ikke om at bekæmpe muslimernes kætteri i bekymring om, hvordan verden skal bliver frelst. Men det handler om at gøre det, som vi har fået besked på, nemlig at forkynde evangeliet, lade sig belære af Skriften, forbedre sig og leve som en ret kristen og derfra og dermed kæmpe med Guds ord med god samvittighed.

Disse ord kunne jo være mine sidste og afsluttende. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at påpege, at afkristningsprojektet er lykkedes så godt, at den gængse holdning vil være, at det lyder alt for højstemt og ikke er ord, som vi kan bruge i vor moderne tid. Her kan man linde lidt på hatten for Erik Bjerager, da han trods alt siger lidt i den retning. Jeg nævnte så også lige før, at han har et godt bud på, hvordan den verdslige øvrighed skal sørge for, at Danmark bliver sekulariseret. Han påpeger nemlig mange gange, at der skal noget mere kristendomsundervisning til, hvilket han har så evig ret i. Jeg er så ikke sikker på, at han vil være helt enig med mig i hverken form eller indhold af den undervisning. For skal jeg kort give udtryk for det, så bliver det endnu mere højstemt! Også her skal der nemlig findes tilbage til noget god gammel ridderånd, en kristen stolthed og gode gamle dyder som tapperhed og mod. Sådan skal der kæmpes for, at vi får et gudfrygtigt land. For dermed vil der ikke kun blive sagt fra over for enhver religion, der fornægter Kristus, men det sekulariserede samfund, der dermed vil blive en konsekvens heraf, vil også hæmme syndens følger igennem den politiske magt.