Af Henrik Frost, Tidehverv, 2008, nr. 7, september, s.128-130.

Selvom det er imod alle skrivetekniske regler, der vist kræver, at man fastholder spændingen indtil det allersidste, så vil jeg her begynde min anmeldelse af Kai Sørlanders nye bog: ’Forsvar for rationaliteten – religion og politik i filosofisk perspektiv’, som udkom tidligere på året, med konklusionen og derfor allerede nu afsløre, at Kai Sørlander med ’Forsvar for rationaliteten’ kort og godt har skrevet en god og ikke mindst yderst relevant bog.

Der er virkelig meget godt at sige om bogen, og jeg kan kun anbefale andre at læse den, selvom der er afsnit og pointer undervejs, hvor jeg ikke kan følge forfatteren.

Sørlander præsenterer gennemgående det til tider komplicerede og ganske omfangsrige stof struktureret og klart. Der er undervejs afsnit og passager, som stiller krav til læserens opmærksomhed og evne til at læse langsomt, men grundlæggende er der tale om en læsevenlig bog. Bogens baggrund, disposition og sigte præsenteres pædagogisk klart i indledningen, og Sørlander har held til at fastholde sigtet bogen igennem.

*

Som det fremgår af bogens undertitel: ’Religion og politik i filosofisk perspektiv’, er bogens hovedsigte at gennemtænke forholdet mellem religion og politik, og på en af de allerførste sider har Sørlander forsynet bogen med en supplerende undertitel, et motto, nemlig citatet fra Matthæusevangeliet (22, 21): ’Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!’ Citatet angiver selvfølgelig i første omgang bogens emne, forholdet mellem politik og religion, men det kan også ses som en indledende antydning af bogens konklusion: Vesten bør fastholde og forsvare adskillelsen mellem religion og politik, det sekulære demokrati – og selvom kristendommen i den sammenhæng ikke tillægges nogen myndighed, skal Vesten vedblivende erkende og vedkende sig kristendommens historiske betydning for udviklingen hen imod den sekulære samfundsindretning, som det f.eks. sker i Grundlovens § 4.

Når Sørlander har fundet det relevant netop i disse år at gennemtænke og skrive om forholdet mellem religion og politik, så hænger det sammen med, at han – modsat den vestlige elite, der nægter at se virkelighedens barske realiteter i øjnene – har et klart blik for den åbenlyse konflikt, som vi i det sekulære Vesten nu står overfor, fordi den islam, der ikke overraskende er fulgt med den store muslimske indvandring, ikke kender til den adskillelse mellem det jordiske og det himmelske, mellem politik og religion, som på trods af uhyggelige undtagelser dog må siges overvejende at have kendetegnet de vestlige samfunds seneste historie.

Sørlanders fremadskridende analyse af forholdet mellem religion og politik går over tre trin: et religiøst, et historisk og et filosofisk (rent rationelt).

Det første og religiøse trin i analysen er et forsøg på at komme til klarhed over, hvad henholdsvis genuin kristendom og genuin islam er – eller mere præcist sagt: at komme til klarhed over, hvad de to religioner siger om det politiske. For at nå frem til et svar på dette spørgsmål gennemgår Sørlander kort kristendommens og islams kildeskrifter. For kristendommens vedkommende bibelen og for islams vedkommende koranen og hadith.

Det er i sig selv ikke nogen ligegyldig pointe, at Sørlander indleder sin undersøgelse med at kigge på religionernes kildeskrifter. Det afslører en vilje til afklaring, som man bestemt ikke kan tage som en selvfølge i dag, hvor religionshistorikerne gerne står i kø foran tv-studierne for at få lov til at fortælle dem, der endnu gider lytte, at man faktisk ikke kan sige noget bestemt om de forskellige religioner – måske med undtagelse af kristendommen, som er en værre religion – og slet ikke ved at kigge på kildeskrifterne. Dem skal man være meget forsigtig med at tillægge nogen som helst betydning, da al tekstfortolkning i virkeligheden er selvudlægning og derfor tekstuafhængig, hvorfor kildeteksten i virkeligheden slet ingen betydning har for religionen og dens historiske manifestationer. Sørlander afviser med god grund religionshistorikernes psykologiserende vås og fastholder med sin kildetekstgennemgang, at både kristendommen og islam begge er og vil noget bestemt.

I sin analyse af kildeskrifterne påpeger Sørlander en klar og afgørende forskel mellem kristendommen og islam: Hvor Kristus forkynder, at Hans rige ikke er af denne verden, der forkynder Muhammed lige modsat, at hans rige er af og skal være i denne verden. Denne modsætning har en konsekvens for det, Sørlander kalder religioners indre dynamik, og han konkluderer derfor: ’Kristendommen vil have en indre dynamik i retning af adskillelse af religion og politik … Islam vil have en indre dynamik, som modvirker enhver adskillelse af politik og religion’ (s.33f.).

Det andet og historiske trin i analysen er et forsøg på at skabe et overblik over den historiske udvikling i henholdsvis den kristne og den muslimske verden. Det endelige sigte med dette trin i analysen er at få afklaret – så vidt det er muligt – hvilken forklarende betydning i Vestens politiske historie kristendommen har haft, og hvilken forklarende betydning islam har haft for den politiske udvikling i den muslimske verden. Spørgsmålet er altså, om de to religioner og deres modsatrettede dynamik er en del af forklaringen på den historisk-politiske udvikling, som man har kunnet følge i henholdsvis den kristne og den muslimske verden.

Sørlander hæfter sig her bl.a. ved reformationen, som han ser som et eksempel på, at kristendommens dynamik manifestere sig historisk konkret. Reformationen var – ved siden af så meget andet – også et opgør med pavekirkens krav om verdslig magt. Det interessante er her ikke, at pavekirken stillede krav om verdslig magt, men derimod at opgøret med pavekirkens krav kom indefra, at pavekirken mødte modstand fra kristendommen selv (s. 38).

På baggrund af sin historiske analyse, som omfatter meget mere end blot reformationens eksempel, konkluderer Sørlander: ’Som jeg ser verden, så er det vanskeligt at komme uden om, at der er vægtige grunde til at anse kristendommen som en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor vi i Vesten har udviklet sekulære demokratier … Og at der er ganske tilsvarende grunde til at anse islam som væsentlig del af forklaringen på, hvorfor den muslimske verden ikke har haft den sammen udvikling’ (s. 49f.).

Det tredie og filosofiske trin i analysen er et forsøg på stringent filosofisk – og det vil i en sørlandersk sammenhæng sige religionsuafhængigt og rent rationelt, altså med den menneskelige fornuft som eneste rettesnor, autoritet og myndighed – at gennemtænke forholdet mellem religion og politik for via denne rationelle gennemtænkning at give – hvis det altså viser sig at være rationelt legitimt – et universelt forpligtende svar på, hvordan man (in casu: Vesten) bør forholde sig i konflikten imellem de vestlige demokratier og islam.

Indgangsspørgsmålene til den filosofiske analyse lyder: Er Vesten forpligtet til at stå fast på det sekulære samfund i mødet med islams krav om en religiøs politik (sharia)? – ’Bør vi holde fast ved Vestens politiske idealer?’ (s. 60) – ‘Er vi som personer, der er i stand til at handle under ansvar, rent rationelt underlagt en etisk fordring?’ (s. 66).

Efter en argumentationsrække, som her kort skal gengives, når Sørlander frem til det, han har kaldt Det etiske Konsistenskrav (s. 67f.).

1. Den rationelle (universelle) fordring skal opfylde to betingelser:
a. Da fordringen stiller krav om, hvordan mennesket skal leve sit liv, så følger det logisk, at mennesket fortsat skal kunne leve efter den – (Sørlander må her mene, at mennesket skal kunne efter- og overleve fordringen).
b. Og da fordringen er universel og derfor gælder alle, så følger det logisk, at alle mennesker fortsat skal kunne leve efter den.

2. Men hermed er ifølge Sørlander ikke kun udsagt noget om betingelserne, som fordringen skal opfylde, for hermed har fordringen selv allerede fået substans, konkret indhold. Som person bør mennesket ikke kun leve, så han selv fortsat kan leve som person, men han skal også leve på en måde, der gør det muligt for alle andre fortsat at leve som personer. Det er denne konkrete fordring, som Sørlander kalder: ’Det etiske Konsistenskrav’, og som han tillægger en tvingende rationalitet og dermed universel gyldighed, og som derfor ligger som en absolut fordring over alle mennesker, uafhængigt af hvad den enkelte måtte gå og mene. Han kan også udlægge kravet med ordene: ’At man ikke blot bør følge sine umiddelbare ønsker og tilskyndelser, men at man bør handle i konsistens med, at man selv og andre også på længere sigt kan få dækket de behov, som vi har som personer, og som er uafhængige af vore ønsker’ (s.68).

3. Med Det etiske Konsistenskrav rationelt fastslået mener Sørlander, at det er muligt at trække andre (implicitte) fordringer til den politiske indretning ud af konsistenskravet:
a. Åndsfrihed.
b. Politisk ligeværdighed.
c. Social basissikring.

Den filosofiske analyse fører altså Sørlander frem til et universelt forpligtende ’bør’ med konkrete politiske implikationer, med krav til den politiske indretning, og det vil sige, at Sørlander med sin analyse mener at have ført bevis for, at Vesten bør stå fast i konflikten med islam.

Det foranstående er en meget kort, men vist nogenlunde loyal og dækkende gengivelse af Sørlanders hovedanalyse og -konklusioner i bogen. Som nævnt indledningsvis er der afsnit og pointer i Sørlanders analyse, hvor jeg ikke kan følge ham, men selvom det er på væsentlige punkter, jeg ikke kan følge Sørlander, så vil jeg alligevel i det følgende hæfte mig ved en anden og – i mine øjne – vigtigere side af bogen, og derfor, hvad de kritiske bemærkninger angår, nøjes med at henvise til den præcise kritik af Sørlanders totaladskillelse af religion og politik, der imod intentionen ender med en sammenblanding af de to, som John W. Hørbo allerede er kommet med her i bladet (’Om at adskille religion og politik’, Tidehverv, marts-april, 2006, s. 45ff. & ’Filosofi og Forkyndelse’, Tidehverv, marts, 2005, s. 61ff.).

Kun vil jeg nævne, at det, at Sørlanders rationelle analyse fører ham frem til et universelt politisk ideal – med demokrati, retten til liv, social basisforsikring, religions- og åndsfrihed – som kun meget få i dag i en vestlig politisk sammenhæng ikke ville kunne stemme for, måske kunne antyde, at Sørlanders universelle tanker ikke, som de ellers forstår sig selv, er helt uafhængige af den tid, de er gjort i.

*

Det blev i sin tid sagt anklagende om Tidehverv, at det havde sin styrke i det negative, i det nedbrydende arbejde, der lagde Babelstårne i grus, men at det kneb, når det kom til det positive, til det opbyggende arbejde, til de progressive løsningsforslag og de lysende fremtidsvisioner. Beskrivelsen var sådan set meget rammende, selvom kritikerne nok ikke forstod, at kritikken af den manglende positivitet var den største ros, de gamle tidehvervsfolk overhovedet havde kunnet håbe på.

Den første og rosende del i den gamle beskrivelse af Tidehverv kan med god ret overføres på Sørlanders nye bog, idet den har sin store styrke i det negative, i de afsnit, hvor Sørlander river ned. Og det vil sige dér, hvor Sørlander meget kyndigt og stringent gennemtænkt afslører den uholdbare og ofte stærkt selvmodsigende overfladiskhed i de letkøbte hurtigmeninger, der præger megen af den offentlige islamdebat i Vesten.

I disse knivskarpe og samtidsdebatterende afsnit – som man møder løbende igennem hele bogen, og som viser, at Sørlander har et stort kendskab til også den internationale islamdebat – lever Sørlander op til det Wittgensteincitat, som han med tilslutning anfører tidligt i bogen: ’I filosofiens væddeløb vinder den, der kan løbe langsomst, og som kommer sidst i mål’. Man skal med andre ord tænke, før man taler – og det har Sørlander gjort grundigt i disse afsnit.

Eller sagt på en anden måde: Rudolph Arendt gjorde for år tilbage i sin bog: ’Hvad er sandhed’ opmærksom på, at Grundtvig, Kierkegaard og Mynster på trods af deres store indbyrdes forskelle dog kunne enes om én ting, nemlig at fastholde modsigelsens grundsætning (kontradiktionsprincippet) som den uopgivelige præmis for enhver meningsfuld tænken og talen. Og havde Arendt kendt ’Forsvar for rationaliteten’, kunne han have føjet Sørlander til listen.

Jeg vil slutte med at pege på tre af de bedste samtidsdebatterende afsnit i bogen.

For det første: Sørlanders gennemgang af tørklædeproblematikken (s.97ff.) burde være pligtlæsning for alle, der hævder at gå frihedens ærinde, når de vil tillade kvinder at bære tørklæde i offentlige embeder. Sørlander påviser overbevisende overfor denne selvgode naivitet, at et knæfald for tørklædekravet tværtimod er at gå tvangens ærinde.

For det andet vil jeg pege på hans gennemgang og kritik af den hollandsk-amerikanske forfatter Ian Buruma, der i forbindelse med mordet på Theo van Gogh fandt det passende at fremføre følgende logiske perle: Hvis islam var en trussel, så ville alle muslimer være en trussel, men da alle muslimer ikke er en trussel, så er islam heller ikke en trussel. Buruma, der har kaldt Hirsi Ali politisk farlig, og som herhjemme har en fortaler i Seidenfaden, mener, at integrationen skal foregå igennem moskeen og islam, fordi det er indvandrenes eneste holdepunkt, når de ankommer. Men som Sørlander gør opmærksom på, så burde Buruma og med ham det officielle Holland måske overveje, hvad islam er for en størrelse, inden de fremsætter deres integrationsforslag.

Endelig vil jeg pege på Sørlanders kritik af Uffe Ellemann Jensen og hans tolerancefromme udtalelser om ytringsfriheden under Muhammedkrisen. Dette afsnit er aldeles fremragende. Sørlander skriver bl.a.: ’Men her misbruger han (Ellemann) begrebet tolerance. Tolerance er ikke en fordring til den, der ytrer sig. Det er derimod en fordring til den, som konfronteres med ytringen – den, som hører eller læser. ... Vi skal ikke – som Ellemann Jensen gør – bilde os ind, at vi er på vej ind i et samfund, hvor der er større tolerance. Hvis vi omfortolker vor egen angst for en trussel til at være udtryk for en særlig tolerance, så føjer vi blot spot til skade og gør vor egen fornedrelse større’.

Kai Sørlander
Forsvar for rationaliteten – religion og politik i filosofisk perspektiv
Informations Forlag, 2008
232 sider.