Tomme hænder

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2005, nr. 4, april, s.91-92. (Luk. 1, 46-56).

Mariæ bebudelses dag, den 17. marts 2002 - Luk. 1, 46-56

"... det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud . ... for at "den, der er stolt, skal være stolt af Herren," som der står skrevet." Sådan skrev Paulus til menigheden i Korinth, som vi også hørte det fra alteret tidligere i dag.

Det bliver ind imellem hævdet, at Paulus breve er vanskelige at forstå, og at der ikke er nogen kirkegængere, der kan forbinde noget med det, som der næsten hver søndag læses op fra hans breve. Jeg kan ikke huske, hvor jeg hørte eller så denne påstand sidst, men vedkommende præst har åbenbart ikke høje tanker om sin menighed. Men måske siger påstanden i virkeligheden mere om den præsts egen fatteevne.

Jeg synes, påstanden er noget vrøvl. Hvis det nogle gange kan være svært at forstå epistelteksterne, som læses fra alteret, skyldes det måske, at der sjældent bliver holdt en prædiken over dem, eller at de sjældent inddrages i prædikenen over evangelieteksten, som vi hører her fra prædikestolen. Noget andet er, at nogle af evangelieteksterne, som umiddelbart lyder mere tilgængelige, kan være sværere at forstå, end man skulle tro.

Men at Gud har udvalgt det, som er ingenting i verden, det, som verden anser for dårskab, det, som verden ser ned på, er da til at forstå. Og at han har gjort det for at gøre alt det, der er noget i verden, alt det, som verden anser for visdom, alt det, som man i verden ser op til, for at gøre det til skamme og til ingenting, kan vi også godt forstå. Og så - forstår vi nok - bliver alt det, vi er stolte af i verden, taget fra os, og vi har ikke længere noget selv at være stolte af. Skal vi være stolte af noget, skal vi kunne rose os af noget, så må vi låne noget. Så må vi have noget, der ikke er vores eget, så må vi rose os af og være stolte af det, som Herren selv giver os, det, der er hans, men som han i sin miskundhed lader blive os til del.

Det er det samme, Maria sagde i sin lovsang til Herren: "han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort." Sådan er evangeliet, det gode budskab. Det er en dårskab, det er svagt, det bliver ringeagtet, det er ingenting i verden. Sådan har Gud med sit gode budskab gjort sig til ét med det og med dem, der anses for dårer, dem, der er svage og ringeagtes, dem, der ingenting er. Ikke for at de skulle blive noget i verden, ikke for at de skulle opnå agtelse i verden, blive stærke som de stærke i verden og vise som verdens vise. Men for at evangeliets dårskab skulle være deres visdom, for at evangeliets svaghed skulle være deres styrke. For at evangeliet skulle være det eneste, de havde at rose sig af.

Sådan er evangeliet. Hvad enten vi kommer til kirke for at forlige os med Gud, eller vi kommer for at fa fred i hjertet og blive tillidsfulde og åbne, eller vi kommer for at få noget at leve på, for at blive vore bekymringer kvit, eller for at få orden på livet, så kaster evangeliet vrag på alle vore gode eller mindre gode hensigter, så tager evangeliet alt det fra os, hvorved vi ønsker at komme i ro med os selv, og evangeliet giver os det ene i stedet: Jesus Kristus, undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Ham får vi og intet andet. Ham får vi i forkyndelsen, ham får vi i dåben, han giver os sig selv i nadveren.

Han er vores visdom og styrke, han er vores stolthed, han er vores liv. Alt det, vi kommer med, alt det, vi selv er, er ingenting. Han er, hvad vi har og er for Gud. Derfor er han også, hvad vi kristne mennesker har og er for verden.

Det er ikke svært at forstå. Det er som regel ikke vores fatteevne, det kniber med. Nej, der, hvor vanskeligheden ligger, er vores vilje. Spørgsmålet er, om vi vil forstå det. Om vi vil tage det til os, at evangeliet er sådan. Om vi anerkender, at evangeliet er Jesus Kristus og ham alene, og at alt andet er ingenting. Alt andet er tomhed og jag efter vind.

Kan vi acceptere, at evangeliet ikke kommer og lægger noget i vores hænder, men tværtimod efterlader os med tomme hænder. At evangeliet ikke gør os til noget særligt, men tværtimod styrter os ned fra de højder, vi selv mente at befinde os i? Nej, det kan vi vel ikke.

Viljen til at forstå og anerkende det har vi ikke. Men hører vi evangeliet, og fatter vi, hvad der deri siges os, så hører vi også, at det ikke er op til os at vælge. Evangeliet siger ikke, at vi kan vælge, om Jesus Kristus skal være alt, om han skal være vores visdom, styrke og stolthed, ja, om han skal være vort liv. Der er ikke op til os at vælge, om vor egen visdom skal blive dårskab, vores egen styrke svaghed, vores egen stolthed skam, og om vores eget liv skal blive vores død.

Evangeliet siger, at Gud har gjort de vise til skamme, han har gjort det stærke til skamme, han har gjort det, som er noget, til ingenting.

Og således er evangeliet det gode budskab for os mennesker, som ikke er vise ved os selv, som ikke er stærke ved vores egen styrke. Det er et godt budskab for os mennesker, der lever i mørke og dødens skygge.

Men at det er godt budskab for os, anerkender vi måske først, når tilværelsen har ført os, eller rettere, når vi ved os selv er kommet derhen, hvor vi intet har, som vi kan bjærge, når vi ser, at døden er vores fremtid og det vil jo sige, når vi ikke længere selv har nogen fremtid. Da er det godt budskab for os, at Jesus Kristus er vort liv, at han er vor visdom og styrke, at han er det, vi har og er, at vi alene kan rose os af ham.

Det drejer sig ikke her i kirken om at få orden på vores liv, om at blive ubekymrede og åbne over for livet og vore medmennesker, om at vi forliger os med Gud og får fred i hjertet. Det drejer sig alene om at høre Guds evangelium, at han kommer til os, der ikke har orden på vores liv, han kommer til os, der er tyngede af bekymring og angst, os, der ikke kan forlige os med Gud og som er urolige, os, der er hjemfaldne til døden, os kommer han til og giver os i Jesus Kristus sig selv. Han selv er vort liv, mens alt, hvad der er vores, må gå til grunde og går til grunde.

Amen.