Den gode hyrde

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2005, nr. 5, maj, s.115-116. (Johs. 10, 11-16).

2. søndag efter påske 2005 - Johs. 10, 11-16

Det er næppe et særtræk for vores tid, men engang imellem kan man få fornemmelsen af, at der gået svamp i vores ansvarlighed i dag. Og hermed mener jeg ikke bare, at vores generation er mere uansvarlig, end tidligere generationer har været - det hører vi jo ellers ofte, at vi ræser derudad med overforbrug og miljøsvineri og ikke lader til at gide bryde os om dem, der skal komme efter os. Men det er ikke det, jeg mener - tværtimod er al den tordentale, som vi i dag hører, om at vi er igang med at ødelægge alt for de kommende slægter, en del af den svamp i ansvaret, jeg har fornemmelsen af: nemlig, at vores generation i nogle henseender tillægger os selv eller får pålagt et ansvar, der går langt ud over, hvad vi som skabninger må tage ansvaret for: for liv og salighed for hinanden og vore børn. Og det er jo oppe i de sfærer, det økologiske spørgsmål efterhånden er blevet lagt.

Vi mener på nogle områder at have en mission så stor som Vorherres egen, og på andre områder, hvor vi har et ansvar, nægter vi at have det eller får forbud mod at håndhæve det.

Et eksempel: Forældre får et ansvar ved at få børn. Engang kunne forældre af staten kun drages til ansvar for, om de i det ydre forsømte deres børn - d.v.s. ikke gav dem tøj på kroppen, mad i munden. I dag kan de offentlige myndigheder drage forældre til ansvar for, om deres børn bliver lykkelige mennesker, og hvis der er tvivl om, hvorvidt forældre er i stand til at gøre deres børn til hele og lykkelige mennesker; hvis forældrene, som de syndige mennesker, vi alle er, på trods af god vilje fumler og udsætter deres børn for at få sår på sjælen så er de hjemfaldne til fordømmelse og offentlig hjælp til at kunne skabe lykkelige børn.

Til gengæld er det ikke god tone i dag at indprente børn lydighed imod og kærlighed til deres klodsede og fejlbarlige forældre - for børn har ret til en lykkelig barndom.

Kort sagt: af forældre kræves, at de gør Guds gerning - sikrer børnenes salighed. Fordi offentlige myndigheder i dag tror at kende menneskelivets hemmeligheder og krinkelkroge og mener sig bemyndigede til at sikre enhver lykke og helhed. Til gengæld er det ikke velset, hvis forældre tror, at de har ansvaret for at bebyrde deres børn med krav om god opførsel.

Dette var et eksempel fra dagliglivet af i dag på, hvordan det ansvar, vi har som Guds syndige skabninger i dag fratages os og erstattes med ansvaret for den lykke og den fremtid, som kun Gud har i sin hånd.

Den samme svamp i ansvarligheden har tilsyneladende også grebet kirken - eller måske stammer rodet i det daglige forhold fra, at kirken har rodet rundt i, hvad der er dens ansvar. Sådan er det blevet almindeligt i visse af landets aviser at se opslag af præstestillinger, som er skåret efter erhvervslivets læst: her angives profilen på den ønskede sognepræst, hvilke mål menigheden ønsker der arbejdes på, hvilke tiltag der allerede er i sognet - kort sagt, her siges det utvetydigt, at der søges en sognepræst, der kan skabe succes for sognets kirke, som derved til forveksling kommer til at ligne en industrivirksomhed.

Præster af i dag får altså pålagt eller tiltager sig ansvaret for, at kirken lykkes - for at Guds ord lykkes. Til gengæld bliver der sjældent talt så meget om det ansvar, som egentlig er præstens: ansvaret for, at evangeliet forkyndes - også når der ingen succes er ved det, når der vrænges ad det. Og der er slet ingen, der vil minde sognets børn om deres embede som menighed - at de har fået som embede at gå i kirke og høre Guds ord - også når det keder.

For at bruge ordene fra dagens evangelium, så er det vores hyrdegerning, som vi helst vil forplumre ved ikke at høre, hvor vores gerning ligger, og hvor den ikke er. Vi vil være - eller kræver af hinanden, at vi hver især skal være den gode hyrde, som sikrer vor næste lykke og salighed; som sikrer, at Guds værk lykkes - til gengæld er vi døve for det embede, vi hver især har som hyrder: ydmygt at lægge øre og mund til evangeliet eller at være myndighed for vore børn. Det må evangeliet selv lære os - og det gør det.

Sidste søndag hørte vi, at Jesus efter at han var opstået fra de døde, kom tilbage til sine disciple og befalede dem at gå ud og prædike syndernes forladelse. I det evangelium fra 2. tekstrække, der ikke blev prædiket over, men som blev læst fra alteret sidste søndag - der hørte vi, at denne befaling blev givet til apostelen Peter med ordene: "Vær hyrde for mine får". Hyrde, det hedder på latin som bekendt "pastor" og deraf har vi jo det navn, som vi i dag kalder vore præster ved - pastor.

Idag hører vi igen Jesus tale om pastores - hyrder - idet han siger: "Jeg er den gode hyrde." Han siger ikke, at han er en god hyrde, eller at han er ligesom en god hyrde, men han kalder sig selv den gode hyrde, slet og ret. Den gode hyrde - det navn forbeholder han for sig selv - og dermed har han jo sat et utvetydigt skel mellem sig selv og så alle dem, han har sat til at være hyrder.

Apostelen Peter og alle de andre pastorer rundt omkring og gennem tiden - de kan nok være gode eller mindre gode hyrder, men de kan ikke blive "den gode hyrde" - for det var og er og bliver der kun een, der var - Jesus Kristus, som satte sit liv til for verdens forvildede får for med sit liv at købe os fri af den dom, der tilkom os, fordi vi var forvildede. Jesus Kristus - som opstod, så at beretningen om den gode hyrde ikke blot er et sagn, men også gælder os i dag, så vi i dag bliver mødt af Vorherre, når vi hører ordene "Jeg er den gode hyrde".

Han er den eneste, der er den gode hyrde - han er den eneste, som fårene - og det er jo os - tilhører. Og det er han, fordi Han og Faderen er eet. Han alene har fået del i Guds herredømme over sit skaberværk, og han alene kender hver enkelt skabning ind til marven af skabningens ben. Kun i hans ord og hans stemme kender vi Gud, som vi skabtes til at tilhøre - derfor er han alene den hyrde, som har retten til os, og som vi skal adlyde helt og ubetinget.

Alle andre, der har fået til opgave at være hyrder - og det er jo ikke kun pastorerne, præsterne, men også dem, der har på anden vis har fået myndighed over andre - regering, politi, lærere, forældre - vi er hver især een af den gode hyrdes hjord. Derfor har vi kun vores embede til låns og skal svare ham for, dels at vi ikke tilraner os navnet den gode hyrde - dels at vi, hvergang en magthaver pumper sig selv op og giver det udseende af, at han er den gode hyrde, som har saligheden i sin magt - da skal vi sige nej og minde om, at kun een var og er og bliver den gode hyrde.

Skellet mellem den gode hyrde og dem, han har givet et hyrdeembede - det er skellet mellem Gud, som skabte os, som vi tilhører - og os, hans skabninger.

Det skel giver os vort ansvar ret - stiller os over for Gud, som alene skal drage os til ansvar for vore hjerter og nyrer, for vor sjæls inderste. For kun han er vor sjæls herre, kun han har vor salighed i sine hænder.

Og det skel, som Jesus sætter ved at forkynde sig selv som den gode hyrde - det er glædeligt budskab, evangelium for os betrængte og ansvarligt overanstrengte. For den gode hyrde, han satte sit liv til for fårene - ved at han døde for fårenes skyld og opstod og i dag lader sit ord lyde til os - der er vores frelse lykkedes, for der er tilgivelsen givet. Det er et frihedens og lettelsens budskab: at vi skal ikke bære hinandens frelse, vi skal ikke påtage os ansvaret for, at Guds ord lykkes, Gud har selv i sin søn, den gode hyrde, fuldendt, hvad vi mangler.

På det ord kan vi så gå ind under det ansvar, der virkelig er vores - passe de embeder, vi har fået. Forældre skal opdrage deres børn og lægge børnenes salighed i den gode hyrdes hænder. Pastoren skal uden at bekymre sig for evangeliets succes forkynde det - i tro på, at den gode hyrde selv vil føre det igennem.

Og menigheden skal uden bekymring for kirkens fremtid passe det embede, den har fået - ved at høre evangeliet; det embede, som den er fælles med sin præst om: at gå i kirke for at høre.

Amen.