Blasfemi

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2007, nr. 4, april, s.71-77.

Dengang blasfemi var til grin
Blasfemi. Det er et ord, der er rykket fra sprogets periferi ind i centrum. Havde nogen for ti år siden brugt som argument i debatten, at noget var blasfemisk, var han blevet offer for almindelig latterliggørelse. Dengang var blasfemi noget, man forbandt med bandbuller fra Indre Mission og pæne menneskers småsukken over tempora et mores. De færreste bekymrede sig om, hvorvidt noget var blasfemisk, og ingen af betydning i dette land tog blasfemianklager alvorligt. Vel vidste nogle af os, at der fandtes en blasfemiparagraf, der lå og samlede støv et sted i straffeloven. Men vi vidste også, at i de få tilfælde, hvor Indre Mission og andre havde forsøgt at rejse en blasfemisag, var sagen faldet – og vi vidste også, at de, der havde forsøgt at rejse sagen, var blevet udleveret til almindelig latter og forargelse. 

”Blasfemiparagraffen skal anvendes!”
Sådan er det ikke længere. Første gang, blasfemiparagraffen blev trukket frem og støvet af, var, da Theo van Goghs film ”Submission” i 2004 blev anmeldt for blasfemi. Siden fulgte politianmeldelsen af Jyllands-Posten for tegningerne af Muhammed.

Som et vidnesbyrd om det stemningsskifte, der har fundet sted i forhold til blasfemiparagraffen, vil jeg citere den ret nyslåede teologiske professor i dogmatik fra Københavns Universitet, Niels Henrik Gregersen. Ikke fordi hans udtalelser er særligt indsigtsfulde, men fordi de er vidnesbyrd om den store ændring, der er sket i det intellektuelle landskab i synet på blasfemi og straf for blasfemi.

I begyndelsen af juni 2006 udtalte han, at Jyllandsposten burde være blevet idømt dagbøder (note 1). Det strafbare i det, Jyllandsposten gjorde, ligger efter hans opfattelse i kulturredaktør Flemming Roses ledsagende tekst, hvori han konstaterer, at muslimer må vide, at i et verdsligt demokrati med ytringsfrihed må man »være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse«.

”Det vil sige“, siger professoren, ”at avisen havde den udtrykkelige hensigt at forhåne og latterliggøre muslimer i Danmark og andetsteds. Der var tale om karikaturtegninger, der identificerede profeten med islamisk terrorisme og dermed spottede en bestemt gruppe troende i den danske befolkning. Derfor er det uforståeligt for mig, at rigsadvokaten ikke rejste sag efter den såkaldte blasfemiparagraf”.

”Men”, forsikrer professoren – der alligevel gerne vil undgå at blive slået i hartkorn med gamle sure missionsfolk – ”men dermed udelukker jeg ikke humor i forhold til religiøse bevægelser. Religion er især et oplagt mål, men en hån, der går nedad, forekommer mig problematisk. Vi kan udstille paven, statsministeren og andre magtmennesker, som må finde sig i at blive gået for nær”.

Professoren vil altså gerne tillade religionskritik og latterliggørelse af religioner. Men hammeren skal falde i form af dagbøder, hvis latteren bliver til ”hån”. Grænsen mellem forbudt og lovligt skal altså alene ligge i, om en ytring kan fortolkes som ”humoristisk” eller ”forhånende”. Er den forhånende, skal den forbydes, er den humoristisk, skal den være tilladt. Man må nok spørge: Er der nogen, der vil vove en vittighed, hvis man kan få en plettet straffeattest, hvis der blot er een i landet, der finder vittigheden forhånende? ”Enhver vittighed har et offer”, har den engelske komiker Rowan Atkinson udtalt. Og den, der bliver offer for latter, vil nok ikke fortolke vittigheden som humor, men som hån.

Hvis Gregersens retsfilosofi blev omsat til praksis, ville der med andre ord blive sat en sikker stopper for enhver form for satire. Og enhver form for religionskritik. Og dog. Gregersen lader en kattelem være åben: For det er kun over for hån, der går nedad, at lovens hammer skal falde.

Vi skal stadig håne magtmennesker som statsministeren og paven – men altså ikke magtmennesker i historien som f.eks. Muhammed. Vi må gerne kritisere majoritetsreligionen, kristendommen, men ikke minoritetsreligionen, islam, for så går kritikken ”nedad”. Muslimer må gerne håne kristendommen, men kristne må ikke håne islam.

Der skal altså netop ikke være lighed for loven!

Lad mig opsummere: Det som professoren gør sig til talsmand for er, at det skal være subjektive følelser, der skal kunne føre til bødedomme for bestemte ytringer. Og at det kun er, når nogle bestemte grupper – muslimer – der er udnævnt til at være svage, kan aktivere disse følelser, at ytringer skal gøres strafbare.

Hvis Gregersens tanker blev virkeliggjort, ville det føre til to ting: At vi ville få retsløse tilstande. Og at åndsfriheden ville blive kvalt.

”Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel” – med denne ædruelige formulering fra fortalen til Jyske Lov kunne man affærdige Gregersens forsludrede tankespind. Hvis det ikke var for én ting: Gregersens afsluttende bemærkning, hvor han siger: ”Der er ikke brug for en ny lovgivning. Den eksisterende er udmærket, men skal blot anvendes”.

Problemet er, at han har en pointe. Blasfemiparagraffen findes jo. Og spørgsmålet er, om den ikke kan bruges til at kvæle åndsfriheden præcis på den måde, Gregersen ønsker sig det.

Siden 1800-tallet har jurister over alt i Europa været enige om at fortolke paragraffen og dens europæiske pendanter som et forsvar for den religiøse følelse. Så ret beset er paragraffen ingen blasfemiparagraf, men en religionsfølelsesparagraf. Og dermed er vi ude i den subjektive sump af følelser, som professor Gregersen gerne vil give et retskrav. Med andre ord: I sin moderne religionsfølelsesudgave er blasfemiparagraffen i dag mindst lige så farlig for åndsfriheden som den gamle lov mod gudsbespottelse. Det vender jeg tilbage til.

Jeg vil begynde et andet sted. Da paragraffen i 2004 første gang blev hentet frem af glemslen, var der mange udmærkede udfald mod den, fordi en paragraf mod blasfemi påtager sig at forsvare Vorherre mod hån. Og det er en i sig selv meningsløs og i sidste ende gudsbespottelig opgave.

Så må spørgsmålet være: Hvis det er rigtigt, at straffelovens blasfemiparagraf er en teologisk uting, hvorfor har vi den så i et kristent land? Og hvorfor har vi haft den så længe?

Luther og blasfemi
Det spørgsmål vil jeg prøve at besvare, og det vil jeg gøre ved at forsøge at afdække blasfemiparagraffens historie. Det er en tur i historien med mange udsving, jeg vil invitere læseren med ud på. Blasfemiparagraffens historie har sine ups and downs, sine højdepunkter og sine lavpunkter, og jeg vil begynde med et af højdepunkterne.

Nemlig med Luther. Den værste gudsbespottelse er ifølge ham ikke at ville tage imod Guds tilgivende ord. Det som i Ny Testamente kaldes synd imod den Helligånd. Men om man gør sig skyldig i denne form for blasfemi eller ej, er ikke til at se for noget menneskeligt øje. Derfor kan den ikke straffes, for, som Luther skriver andetsteds: ”En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme og have alting frem i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud” (note 2).

I skriftet om den verdslige øvrighed fra 1525 behandler Luther udførligt spørgsmålet om kætteri, og hvordan det skal straffes. I datidens straffelov hørte kætteri, blasfemi og trolddom sammen under det kapitel i straffeloven, der hed forbrydelser mod religionen. Hvad Luther siger om straf for kætteri, angår dermed også blasfemi.

De verdslige myndigheder skal ikke blande sig: ”Når det er en sag, der angår den enkelte samvittighed, hvordan han eller hun tror eller ikke tror, skal den verdslige øvrighed være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er Guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale, om at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den. Det er oprindelsen til den talemåde, som også findes hos Augustin: Til tro kan og skal man ikke tvinge nogen”.

Kætterbekæmpelse må være en sag for biskoppen, for, siger han: ”kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til, og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde eller drukne med vand. Men Guds ord er alene om det.”

Luther advokerer altså her for, at man skal vende tilbage til skellet mellem åndeligt og verdsligt. Ydermere forsvarer Luther trosfrihed – en vis form for trosfrihed i hvert fald.

Det hænger sammen med, at Luther af egen erfaring var klar over, at kristendommen kun kunne trives, hvor der var åndsfrihed. Troen kommer af det, der høres. Men den kristne forkyndelse, der skal høres for at troen kommer, er fra begyndelsen blevet beskyldt for at være blasfemi. Gudsbespottelse var jo det, anklagen mod Jesus lød på. ”Du spotter Gud, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud”, sådan lyder anklagen mod Jesus i Johannesevangeliet (10,33). Den ophøjede Gud bliver i kristendommen gjort til et med det fornedrede: Manden på korset. Det er det blasfemiske ved kristendommen set med almenreligiøse øjne. Kristus som korsfæstet er en forargelse for jøder, en dårskab for hedninger og, kunne vi tilføje, en krænkelse for muslimer. Og Luther ved om nogen, at det er i den korsfæstede Kristus, at den sande teologi og gudserkendelse findes.

Der er lidt krukket at hævde, at kristendommen er blasfemisk. For påstanden er jo, at den korsfæstede Kristus er den sande Gud. At ære ham for hans gerning er derfor kun gudsbespottelig i verdens øjne. Pseudoblasfemisk. Ifølge Luther findes der som nævnt også en ægte alvorlig blasfemi: Ikke at ville tro Guds tilgivende ord.

Men om man gør det eller ej, er jo en sag mellem den enkelte og Vorherre og ikke en opgave for domstolene. For som det hed før: ”En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme og have alting frem i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end for Gud”.

Dermed har Luther leveret det bedste argument mod blasfemiparagraffen og for åndsfrihed.

De islamiske love i Danske Lov
Lad mig skynde mig at slå fast, at Luther ikke var tilhænger af religionsfrihed, som vi kender den fra Grundloven. Men han afviser her klart den teokratiske stat, der skal tvinge til tro og straffe den, der tror forkert og spotter Gud.

Alligevel kan vi konstatere, at vor tids blasfemiparagraf går tilbage til den første samlede lov, der blev formuleret efter reformationen: Danske Lov fra 1683.

Det er den lutherske stat, der formulerer hårrejsende strenge straffe for ”vildfarende lære, Guds bespottelse og religionsdyrkelse”, som det kaldtes.

For gudsbespottelse lyder straffen – og hold nu godt fast: at tungen i gerningsmanden i levende live skal skæres ud, hovedet skal kappes af og sættes på en stage sammen med tungen. Har nogen brugt sin hånd til gudsforagt, skal den afhugges og ligeledes sættes på stage. Der er dødsstraf for katolikker, der pågribes i landet, og hvad angår troldmand og troldkvinde, som har forsvoret Gud og sin dåb og kristendom, så skal de brændes i levende live.

Det er retshistorikeren Ole Fenger, der har fremhævet disse uhyggelige blasfemistraffe fra Danske Lov, og næsten triumferende konstaterer han, at straffene i Danske Lov svarer til de islamiske af slagsen. Det har han, så vidt jeg kan se, ret i. Og han tilføjer spørgende – for at sætte trumf på: ”Blev disse regler optaget i Danske Lov fra ældre dansk ret, fra middelalderen monstro? Nej, fra Christian 4’s tid.”

Underforstået: Der kan I se! Kristendommen er lige så slem som islam – selv i nyere tid. Men hans konstatering modbeviser snarere hans egen tese. For den viser jo, at Danske Lovs barbariske straffe ikke er en konstant i kirkens historie, men noget særligt for 1600-tallets historie.

Går man bare 156 år tilbage i tiden til 1527, finder man en helt anderledes indstilling hos den danske konge. Frederik 1. blev af rigsrådet bedt om at sørge for, at forløbne munke ikke fik tilladelse til at prædike, men blev forvist af riget, hvis de ikke ville i kloster igen.

Og så giver kongen et svar, der fortjener at blive udførligt citeret:
Han afviser kravet, for – siger han – ”den hellige kristelige tro er fri. Hans Nådes højmægtighed kan ingen tvinge på nogen side til at tro enten det ene eller det andet, og det hører ikke Hans Nådes kongelige embede til, thi Hans Nåde er konge og retter (dømmer) over liv og gods i riget og ikke over sjælen.” Kongen kan heller ikke, hedder det videre, se, hvilken tro hver mand har i sit hjerte, enhver må handle ”som han vil ansvare og være bekendt for den allersommægtigste Gud på den yderste dommedag”.

Kun hvis der prædikes noget ”til oprør eller uenighed” – noget der kan true landefreden – vil kongen gribe ind – ikke med dødsstraf, men med landsforvisning.

Det, som reformationskongen Frederik d. 1 så fornemt formulerer her, er jo næsten ord til andet magen til det, Luther fem år før skrev i skriftet om den verdslige øvrighed. Og det svarer også næsten ordret til det, Shakespeare lægger i munden på Henrik den 5. i stykket af samme navn. Han lader kongen sige:
”Undersåttens pligt tilhører kongen, men undersåttens sjæl tilhører ham selv!”

Træk af blasfemiparagraffens historie
Modsætningen mellem Frederik d. 1´s forsvar for trosfrihed og Christian d. 5’s islamiske love mod åndsfrihed antyder, hvilken slingretur man begiver sig ud på, når man skal forsøge at få hold på blasfemiparagraffens historie her i landet. Der finder evangeliske højdepunkter som Frederik 1. og hårrejsende lavpunkter som Danske Lov. Men skal man have hold på, hvad man egentlig har med at gøre, når man taler om verdslige straffe for blasfemi, så skal man begynde i før-kristen tid.

Den almenreligiøse frygt for blasfemi
Frygten for, hvilken skade gudsbespottelig tale og gudsbespottelige handlinger kunne forvolde landet, er en ældgammel almenreligiøs frygt. Det er nok en af religionshistoriens ældste tanker, at den overnaturlige ånds vrede ses i naturkatastrofer og modgang, hvorimod gudens velsignelse og nåde ses i frugtbare marker, kreaturer og almindelig medgang.

Meget tyder på, at det er på den baggrund, at blasfemi i hedensk tid er blevet straffet. Når kristne missionærer f.eks. er blevet overfaldet, har det formodentligt været folkejustitsens reaktion på gudsbespottelig tale, der kunne bringe folk og land i fare ved at vække gudernes vrede. Det er en gammel hedensk understrøm, der måske aldrig helt er forsvundet. For bare hundrede år siden var det f.eks. stadig sådan, at fiskerne på Skagen omhyggeligt undgik at nævne præstens navn, når det trak op til uvejr på havet. Man ville ikke risikere at provokere havguderne!

Tankegangen lægger op til, at myndighederne skal gribe ind og straffe de formastelige, hvis landet rammes af ulykker.

I kristendommen er Gud skabergud. Derfor er det ham, der takkes, når det går godt. Det er ham, man bønfalder om at ”velsigne årets grøde og frugtbargør vort land”. Såvidt helt på linje med den almenreligiøse opfattelse. Og så alligevel ikke.

For kristendommen hævder, at der ingen direkte sammenhæng er mellem jordisk fremgang og Guds velsignelse. Tværtimod. I Ny Testamente forbereder Jesus de kristne på jordisk modgang og forfølgelser ”på grund af mit navn”. Og frelseren selv beskrives som ”en smerternes mand, skyet af folk, agtet ringe, vi regned ham ikke.” Og ”vi” tog i den grad fejl, for Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker, som Paulus skriver i 1. Korintherbrev. Derfor kan den samvittighedsfulde kristne konge aldrig være sikker på, at landets modgang er Guds straf. Modgangen kan lige så vel være udtryk for det, som kristne må lide for Kristi skyld. Og hvis modgangen er Guds vredes ris, er det vel at mærke ikke kongens opgave med magt at gøre de ugudelige gudelige og straffe bespotteren. For til tro skal man ikke tvinge nogen, som Luther siger på baggrund af Ny Testamentes skel mellem Guds og kejserens rige.

Middelalderens skel mellem kongens og kirkens lov
Det er dette skel, der er baggrunden for, at den tidlige middelalderkirke sørgede for, at alt, hvad der hed åndelige sager, var noget, kirken skulle tage sig af – og ikke kongen. Det gjaldt f.eks. blasfemi (note 3). Hele dette område var indtil 1400tallet udelukkende en sag for kirken, i fagsproget: delictum mere ecclesiasticum. Indtil 1400-tallet finder man altså ingen blasfemiparagraf i straffeloven!

Det antiteokratiske skel mellem Gud og kongens lov finder vi også i Jyske Lov fra 1241, der ifølge retshistorikerne bygger på almindeligt europæisk tankegods. Det hedder:

”Når kongen straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets beskytter for ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen og hans hjælpere”. Her har vi de to sværd eller de to regimenter: Kongen skal sørge for pax et justitia, kirken for de åndelige sager.

Og så hedder det videre med en formulering, der kan spores tilbage til biskop Isidor af Sevilla fra omkring 600: ”Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og klar, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger”. Her og andre steder i fortalen understreges det, at loven kan ændres alt efter tiden og stedet. De verdslige love defineres med andre ord som variable og pragmatiske i modsætning til Allahs hellige love, der per definition ikke kan ændres. Og det er vel at mærke kirken og kirkens folk, der understreger lovenes verdslige, variable karakter. Igen fornemmer man efterklangen af et Jesu-ord: Loven er til for menneskets skyld.

Åndsfriheden bekæmpes af kejser og pave
Men stærke kræfter havde allerede tidligt bekæmpet den frihed, skellet mellem Guds og kejserens, medførte. Helt tilbage i det 4. årh. var kejser Theodosius d. Store begyndt at straffe kættere med døden. Kirken protesterede. Men hurtigt begyndte både paver og store, katolske teologer at forsvare dette indgreb i den åndelige frihed. Thomas af Aquin erklærede, at når falskmøntnere med rette lider dødsstraffen, er det klart, at en overbevist kætter med større ret kan berøves livet. Det formelle skel plæderede han dog for: Kirken skulle kun dømme den formastelige som kætter og udelukke ham, derefter skulle den overlade kætteren til den verdslige domstol, der ved døden skulle udrydde ham af verden.

Skellet mellem verdslig og åndelig slettes
Med pavekirkens blåstempling af dødsstraf for kætteri var skellet mellem åndeligt og verdsligt reelt slettet. Men stadig ikke formelt. Det sker først i 1400-tallet, hvor der i de tyske straffelove dukker dødsstraf op for blasfemi og kætteri. Begrundelsen er den urgamle: Griber øvrigheden ikke ind og straffer gudsbespotteren, vil det vække Guds vrede, og hele landet vil blive ramt af hungersnød og andre ulykker. Gudsbespotteren blev derfor ofte enten brændt eller druknet, så landets jord kunne renses.

Efter reformationen
Luther protesterer altså ikke kun mod den lov, der gør åndelige sager til en opgave for de verdslige myndigheder. Han protesterer også imod Thomas’ og andres forsvar for dødsstraf for kætteri. Guds ord alene kan bekæmpe kætteri!

Men når det gælder blasfemi og de andre såkaldte forbrydelser mod religionen, viser straffeloven i Tyskland intet tegn på påvirkning fra Luther. En gennemgang af tysk straffelovgivning viser, at der hverken i 1572 eller i 1681 er nogen forskel på protestantiske og katolske områder. Begge steder straffes blasfemi: fornærmelse af den guddommelige majestæt med enten dødsstraf, bødestraf eller korporlig afstraffelse.

Og så er vi tilbage ved det evangeliske nulpunkt: De barbariske dødsstraffe for blasfemi i Danske Lov 1683.

Gammel Testamente som retskilde
Hvorfor bliver kongen dommer over sjælene efter reformationen, når nu Luther og vores egen reformationskonge bestemt afviser, at han skal være det?

Ifølge retshistorikeren Ditlev Tamm er forklaringen, at reformationen fører til ”en oplivelse af den teokratiske tanke indenfor strafferetten, der viser sig ved, at man begynder at bruge Det gamle Testamente som en forbilledlig retskilde“ (note 4).

Men hvis der opstår en teokratisk tanke efter reformationen, er det jo i hvert fald i direkte modstrid med reformatorerne. Tamm må selv citere Luther for, at den mosaiske ret, Gammel Testamentes hellige lov, var ”Der juden Sachserspiegel” – altså at moseloven var jødernes sædvaneret, der ikke havde særlig gyldighed for os.

Det er et faktum, at lovene skærpes i 1600-tallet under indflydelse fra Mosebøgerne. Men fordi man i lovgivningen lader sig inspirere af jødernes sædvanelov og bruger den som retskilde, har man jo ikke dermed nødvendigvis taget den teokratiske tanke til sig. Vi har jo for længst forladt den rets-tradition igen. Også den var variabel og altså ikke sakral.

Ditlev Tamm er selv inde på en mere overbevisende forklaring. Når kongen pludselig bliver den, der skal straffe blasfemi og andre forbrydelser mod religionen, er det en utilsigtet konsekvens af reformationen. Som vi har set, var der i katolsk tid en magtdeling mellem åndeligt og verdsligt. Middelalderstaten var juridisk set tosporet: Der var kirkens love og kongens love.

Det ændrer sig med reformationen. Kirkeretten bliver fordrevet af reformatorerne. ”Det passer sig ikke for os præster og kirketjenere at ordne eller bestemme noget i forbindelse med verdslige sager“, lyder det fra Luther. Han begrundelse er antiteokratisk: ”Som landene er, sådan er skikkene”. Derfor skal lovgivningen være en sag for landenes regeringer og ikke for kirken.

Hele det store område, som kirkens jurister stod for, bliver derfor efter reformationen med ét en opgave for kongens regering. I den situation savnede man simpelthen lovregler på en lang række områder, f.eks. ægteskabsområdet. Og så lå det lige for at bruge hele det lovkompleks, som man finder i 2. og 3. Mosebog, og som oven i købet nu forelå tilgængelig, oversat til modersmålet. Derfor er det, at Gammel Testamente bliver den retskilde, man øser af (note 5). En god gudelig retskilde oven i købet.

Straffene i Gammel Testamente, som på dette punkt minder meget om Koranen, er voldsomt strenge både for blasfemi og for manddrab. Derfor sker der både i Danmark og Tyskland en generel skærpelse af straffene i 1600-tallet. Og så kommer der faktisk også teokratiske tendenser i lovgivningen. I begyndelsen af 1600-tallet hedder det f.eks. i et skrift, at kongen ikke har ret til at benåde i de tilfælde, hvor mosaisk ret kræver dødsstraf. For moseloven er jus divinum, altså Guds hellige lov og står over kongen. En klar teokratisk afsporing, der sandsynligvis skyldes inspiration fra Calvin. Det er nemlig påfaldende, at Calvin i synet på Moseloven klart adskiller sig fra Luther. Moseloven er for ham ikke jødernes sakserspejl, men derimod en guddommelig lov – jus divinum (note 6).

1600-tallets kirke
En juridisk ensporet stat, der samler al retsudøvelse hos kongen med inspiration fra Calvin, der betragter Gammel Testamentes morallov som jus divinum, det er forklaringen på, at kongen i 1600-tallets Danmark eksplicit tildeles magt over sjælene.

1600-tallets danske kirkehistorie er i det hele taget ikke munter læsning. Læsere af JyllandsPosten har muligvis bemærket en historiker ved navn Alex Wittendorf, der i kronik efter kronik udøser sin galde over kirke og kristendom. Det er altid 1600-tallets kirke, han skriver om. Hos ham ophøjes den tids teologi til sand kristendom.

For en kristendomshader som ham er der også noget at komme efter i den periode af lutherdommens historie, der af eftertiden er blevet stemplet som ”lutherdommens middelalder”. Åndsfriheden havde virkelig dårlige vilkår.

Et eksempel på, hvilket jerngreb man forsøgte at lægge om sjælene, finder man i kirketugtsforordningen af 27. marts 1629. Her forordnes det, at et ældsteråd i menigheden skal holde opsyn med folks ”sværgen og banden”, for den slags gudsbespottelig tale kan forvolde ”Guds fortørnelse”. Men opsynet gælder ikke kun blasfemien. Ældsterådet skal også gribe ind over for ”uforligelighed mellem ægtefolk” og ”forsømmelse af prædiken”. Alt sammen for at undgå, at landet skal rammes af Guds vredes ris. Og hvordan skal synderne straffes? I første omgang skal præsterne formane dem, hjælper det ikke, skal de forvises fra Herrens bord, lyses i band. Og i sidste ende skal de verdslige myndigheder gribe ind og landsforvise de formastelige.

Det, vi møder her, er et åndeligt politisystem, der leder tanken hen på Calvins Geneve, hans teokratiske mareridtsstat. Det er mærkeligt, at danske biskopper på et tidspunkt, hvor der polemiseredes voldsomt mod calvinismen og kryptocalvinismen, laver en forordning, der helt ned i ordlyden lyder calvinsk.

Forordningen skal ses på baggrund af den voldsomme katastrofe, som ramte landet i de år. Chr. 4’s deltagelse i 30årskrigen havde kun ført til ulykker. I 1626 var Jylland blevet plyndret og hærget af kejserens brutale tropper. Katastrofen førte til, at der opstod en hysteristemning i landet. Betegnende for den folkelige stemning er, at folk på Fyn mente at have iagttaget ”levret blod” og ”blodregn” – i den folkelige fantasi sikre tegn på, at store ulykker rykkede nær (note 7). Det var de ulykker, som kirketugtsforordningen skulle afværge.

Det virker overbevisende, når Hal Koch i sin kirkehistorie skriver om forordningen, at den ”i sin hele opbygning og udformning er et tro spejlbillede af Christian 4’s barske tidsalder, et såre karakteristisk udtryk for den gamle lutherske statskirkes jerngreb om det enkelte menneskes liv og levned, for hvilken der blev truffet bestemmelser i de mindste enkeltheder” (note 8).

Sandt nok, bortset fra den vigtige tilføjelse, at den lutherske kirke med denne forordning er på vild flugt fra Luther selv og på vej over i armene på Calvin, der i sin gudsstat i Geneve havde indført tilsvarende ældsteråd.

Kirketugtsforordningen blev i 1643 optaget i Chr. 4’s store reces og gik uden større ændringer over i Danske Lov. Og så er vi tilbage ved de hårrejsende straffe for blasfemi, som man finder her.

Oplysningstid og sekularisering
Med sin opfattelse af skellet mellem åndelig og verdsligt foregriber Luther oplysningstidens lovgivning om blasfemi. Sådan skriver retshistorikeren Gerhard Holstein. Og det er rigtigt, at der i 1700-tallet kommer et voksende ubehag ved brugen af Moseloven som guddommelig ret og en voksende kritik af straffene for at fornærme Guds majestæt. En del af kritikken lyder som et ekko af Luthers formuleringer. Straf for forbrydelser mod religionen hører hjemme i kirken, ikke i domhuset, hedder det f.eks. fra en tysk retslærd i oplysningstiden, for tvang i religiøse forhold vil kun skade den sande religion og skabe misforståelser og hykleri (note 9). Det er betegnende nok en tysk teologiprofessor, Michaelis, der leverer det afgørende slag mod Moseloven som ufejlbarlig guddommelig retskilde. Han påviser, at Moseloven ikke er andet end en national, jødisk ret. Ad historisk-kritisk vej kommer han frem til det samme resultat, som Luther når til ad teologisk vej.

Begrundelsen for afskaffelsen af straffe for blasfemi er dog for det meste rationalistisk og naturretlig. F.eks. hedder det med filosofisk swung i den bayerske straffelov fra 1813:
”At krænke guddommen er umuligt, at guddommen vil hævne sig på mennesker pga. af fornærmelser utænkeligt, at man kan forsone guden via straffe for fornærmelser, tåbeligt”!

Her er vi langt fra Luthers begrundelse for frihed. Den fjerne, ophøjede, ligeglade guddom, der optræder i denne paragraf, har i det hele taget meget lidt med den kristne Gud at gøre. Her taler deismen.

Hvorom alting er: Da vi når op i 1800-tallet, er den almindelige mening, at der skal være religionsfrihed, og at staten ikke skal straffe gudsbespottelse. Alligevel får blasfemiparagraffen lov til at leve videre, men nu udelukkende forstået som en beskyttelse af den religiøse følelse. Som et værn mod obskøne og uroskabende overfald på trossamfund i landet. Det er sådan, blasfemiloven omfortolkes i Danmark i slutningen af 1800-tallet, hvor paragraffen i 1912 flyttes fra det kapitel, der hedder ”Forbrydelser mod religionen ” til ”Krænkelser af samfundsfreden”. Hensynet til Vorherre viger af hensyn til freden i det borgerlige samfund. Det vertikale perspektiv erstattes af det horisontale.

”Og så bliver det rigtig spændende”, siger juraprofessor Henning Koch i et essay om blasfemiparagraffen.

Ja, det gør det. Eller også bliver det rigtig farligt. For vel var den gamle blasfemiparagraf en teologisk absurditet, men midt i absurditeten var der dog en saglighed: Det var Gud og hans ære, der ikke måtte krænkes, og det betød, at man ud fra paragraffen selv kunne argumentere teologisk mod paragraffen og vise, at paragraffen i sig selv krænkede Guds ære.

Men når det er den religiøse følelse, der ikke må krænkes, så forsvinder sagen og sagligheden som sand mellem fingrene. For man kan ikke argumentere imod krænkede følelser. Hvis man er krænket, er man krænket. Man kan hævde, at der ingen berettiget grund er til at blive krænket, men den krænkede følelse i sig selv er uimodtagelig for argumenter.

Som nævnt tidligere burde paragraffens navn ændres fra blasfemiparagraffen til religionsfølelsesparagraffen. Så ved vi, hvad vi taler om, eller rettere sagt: Så ved vi, hvilken vilkårlighed i form af subjektive følelser, der får magten, hvis der på ny pustes liv i § 140.

Det skal dog siges, at paragraffen har levet et stille liv, siden den i 1912 blev til religionsfølelsesparagraf. Udviklingen er parallel med England, hvor paragraffen også i nyere tid er blevet opfattet som vendt mod obskøne og svinske udtalelser. I England blev paragraffen erklæret forældet i 1949, og tilsvarende er ingen i Danmark blevet dømt for blasfemi siden 1931.

Og det skyldes jo vel at mærke ikke, at der ikke er blevet drevet spot mod bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse” siden 1931!

Tværtimod må vi sige.

Det skyldes formodentlig, at man har vægtet hensynet til ytringsfrihed og religionskritik højere end hensynet til en så uhåndterlig størrelse som ”krænkede religiøse følelser”. Og at man alligevel har syntes, paragraffen var god at have i tilfælde af ekstremt obskøne angreb på religioner i landet.

Muslimsk kampagne for skærpede blasfemilove
I dag er situationen en helt anden, end da pæne, liberale jurister i slutningen af 1800-tallet afskaffede crimen laesae majestatis divinae og erstattede den med en paragraf til beskyttelse af den religiøse følelse. For lige præcis i sin nutidige udformning som religionsfølelsesparagraf kan den være utrolig farlig for åndsfriheden.

Det skyldes jo, at Vesten i dag er oppe imod en global islamisk kampagne for at genindføre blasfemistraffe i Europa. Det er i det lys, man skal se kampagnen mod Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Bogen Provoen og Profeten dokumenterer, at det var derfor den muslimske verdensorganisation OIC – Organization of the Islamic Conference – gik ind i sagen og pumpede sagen op til internationale højder. Siden 2001 har OIC arbejdet på at få FN til at vedtage en resolution, der forbyder forhånelse af religioner. Da Muhammedsagen dukkede op, håbede man i OIC, at man kunne bruge sagen til at presse de europæiske regeringer til at skærpe landenes blasfemilovgivninger. I Danmark er det – som det er fremgået – ikke nødvendigt at skærpe loven. Det er tilstrækkeligt at vække den slumrende blasfemiparagraf til live. Der har vist sig at være stærke kræfter, der vil hjælpe muslimerne med at aktivere blasfemiparagraffen. Som det fremgik af de udtalelser fra professor Gregersen, som jeg citerede tidligere, argumenterer ikke mindst teologer aktivt for, at det skal gøres strafbart at ytre – eller tegne – noget, der er blasfemisk i muslimske øren.

Blasfemi i islam
At lige præcis teologer og kirkefolk vil hjælpe muslimerne med at forbyde alt, hvad der krænker deres religiøse følelser, alt det blasfemiske, bliver helt absurd, når det viser sig, hvad det er, der er blasfemisk ifølge islam.

Blasfemi eller gudsbespottelse er f.eks. at hævde, at Jesus er guddommelig. For ifølge Koranen var Jesus ikke andet end en tjener. Derfor bliver forfatterne til Ny Testamente anklaget for at have forvansket skriftstederne: ”Derfor bekæmp de kristne, der siger, at Messias er Guds søn. De er vildledte. De antager deres lærere og deres munke – også Messias, Marias søn – som herrer ved siden af Gud, skønt det er dem påbudt at tilbede Gud alene. Der er ingen Gud uden Ham. Det være langt fra Hans herlighed, hvad de forbinde med Ham.”

Et andet sted bliver enhver, der siger, Kristus er Guds søn, eksplicit forbandet.

For islam er den kristne forkyndelse altså blasfemisk. Men hvordan skal blasfemien evt. straffes? Koranen nøjes med at opfordre til bekæmpelse af skriftens folk, altså jøder og kristne.

Historisk udmøntede denne opfordring sig i en række krav, der blev stillet til de kristne folkeslag, der blev overvundet af kaliffen. Et af kravene var, at der ikke måtte forekomme beskyldninger mod Muhammed som løgner og ikke udtrykkes foragt for ham (note 10). Det uhyggelige er, at dette krav fra islams ekspansion i 600-tallet ligner de krav, der i dag stilles til Europa og FN.

Til kaliffens seks faste krav føjedes seks bibetingelser til de undertvungne, i fald de var kristne.

1. De kristne skulle bruge tøj, der skilte dem ud fra den muslimske befolkning
2. Ingen nye kirker måtte bygges, og andre bygninger måtte ikke være højere eller bedre end muslimernes.
3. De måtte ikke ringe med kirkeklokker eller læse højt af deres bøger eller diskutere deres Messias offentligt.
4. De måtte ikke drikke vin offentligt eller fremvise kors eller svin.
5. De måtte ikke lave store processioner med meget gråd eller jammer ved begravelser.
6. De måtte ikke ride på heste, men skulle holde sig til muldyr og æsler (note 11).

På mange måder minder kaliffernes behandling af de kristne om nazismens behandling af jøderne indtil 1943: De måtte lige netop eksistere, men de skulle hele tiden mærke at de var andenrangsborgere: Dhimmier. Kun bag lukkede kirkedøre måtte evangeliet forkyndes, ikke offentligt.

Det skal understreges, at dhimmier i nogle perioder blev behandlet bedre end her skitseret, i andre perioder værre. Den røde tråd er vilkårligheden i behandlingen: at dhimmierne var prisgivet deres islamiske herrer på nåde og unåde. Alt sammen fordi ikke-muslimer var en blasfemisk torn i øjet på Allah.

Og det var, fordi det var blasfemisk, at offentlig forkyndelse af Kristus skulle forbydes.

Når teologer som Gregersen kæmper for at give muslimerne mulighed for at straffe dem, der er blasfemiske i deres ører, er de altså i fuld gang med at grave graven for offentlig kristen forkyndelse. Gregersen argumenterer simpelthen for en selvdhimmificering af kirken.

Men i det øjeblik kirken går med til at få mundkurv på, har den mistet sin eksistensberettigelse.

Nutidens islamiske blasfemilove
Jens Christensen nævner i sin bog om islam, der er fra 1959, at man i Pakistan overvejede at genindføre de seks underkastelseskrav, da Pakistan blev selvstændig i 1947.

I dag er man nået længere end til overvejelserne. I den nuværende pakistanske straffelov hedder det: ”Den, der forhåner, ødelægger eller tilsmudser en kopi af Koranen eller en del deraf… skal straffes med fængsel på livstid”. Og videre: ”Den, som i skrift eller tale eller på synlig måde direkte eller indirekte forhåner profeten Muhammeds hellige navn, straffes med døden eller fængsel på livstid og bøde”. Blot for at nævne to paragraffer.

Inden for de sidste fem år er mere end 20 personer blevet idømt dødsstraf for blasfemi, og 80 kristne har fået fængselsstraffe.

Samme slags straffebestemmelser har man i Saudiarabien, hvor der er dødsstraf for blasfemi. Også i Indonesien er blasfemi strafbart. Bl.a. er ”De sataniske vers” blevet forbudt (note 12).

Det er altså ikke kun fortid, men nutid, at man i islam kræver, at ytringsfrihed, åndsfrihed og trosfrihed skal undertrykkes af hensyn til Allah og profetens ære.

Det nye er, at man også begynder at stille kravene i europæiske lande. Det er ifølge islamforskeren Bernhard Lewis tegn på, at man begynder at se på Europa som et muslimsk område.

Og det er på den baggrund, at §140 bliver så farlig. I særdeles for kirke og kristendom, for når alene det at forkynde evangeliet er gudsbespotteligt og dermed krænkende, så er der jo ingen ende på, hvad blasfemiparagraffen kan bruges til, når effektive islamistiske lobbyister først går i gang.

Derfor må vi opfatte det som en undladelsessynd, at man i sin tid omformede blasfemiparagraffen til en religionsfølelsesparagraf i stedet for at afskaffe den helt. For netop en religionsfølelsesparagraf vil islamister kunne bruge som et effektivt våben til gøre danskerne til åndelige dhimmier.

Afskaf §140!
Når det gælder blasfemiparagraffen, må kravet til et frit samfund være, at det lader blasfemi og alt, hvad hører til religiøse krænkede følelser, være en sag for kirken. Eller moskeen. Det hører til de åndelige sager, som kanonisk lov med rette henførte til kirkens lov.

Der er for mig at se ingen tvivl: Det er for farligt at have en sovende religionsfølelsesparagraf i straffeloven. Vi risikerer, den bliver vækket til live. Og gør den det, vil vi ikke kunne forsvare os mod de ekspanderende islamiske krav om indskrænkning af ytringsfriheden.

Konklusionen på den lange rejse gennem blasfemiparagraffens historie er altså, at §140 skal afskaffes.

Noter:
1 Jyllands-Posten 6. juni 06.
2 Om lydighed mod den verdslige øvrighed, s. 180.
3 Jf. ”Romerret i Norden”, s.30 af Ole Fenger.
4 Ditlev Tamm: ”Lærebog i Dansk retshistorie,” 1989 s. 74.
5 Tamm, s. 78.
6 En redegørelse for Calvins syn på Gammel Testamente finder man i Herbert Scöffers monografi ”Wirkungen der Reformation. Abendland und Altes Testament”, Würzburg 1960.
7 ”Den danske kirkes historie, bind 4, s. 247, 1959.
8 ”Den danske kirkes historie, bind 4.
9 Holstein, s. 41.
10 Jens Christensen i “Islam. Muhammedanisme og muhammedanermission”, s. 161.
11 Islam, s. 162.
12 Kilde. The Myth of Islamic Tolerance. Samt kronik i Politiken 5/5 06 af Rubya Mehdi: “Blasfemi I muslimske lande”.