Forsvar for form og fornuft

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2006, nr. 1, januar, s.13-15.

Det er på mange måder en sympatisk bog, som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har skrevet. I syv essays (Stjernfelt fire, Thomsen tre) indkredser og kritiserer de, hvad de benævner »den negative opbyggelighed« eller »negativismen«. Bogen fremtræder følgelig som et forsvar for fornuft og form, for nu at sige det meget kort.

Den negative opbyggelighed er en grasserende tendens, der ifølge bogens forfattere er kendetegnet ved hyldesten til opgøret, regelbruddet og formbruddet, ligesom ved tildelingen af magten til den, der har offerrollen, til den udstødte (der ofte blot er en indtaget outsiderpositur). Den kan også betegnes som kriticisme: at kunne hævde sig alene i kraft af spørgsmål, kritik og negation uden selv at fremføre eller forsvare et alternativ til det kritiserede i andet end selve kritikkens vage antydninger.

Frederik Stjernfelt indleder bogen med et essay om den negative æstetiks »erstatningskriterier«. Før den negative æstetik var blevet comme il faut, var det afgørende i kunsten kunstværket, og hvilke positive æstetiske kvaliteter værket havde. I den negative æstetik overføres interessen fra værket til kunstneren, og der opstår en række nye æstetiske kriterier til erstatning for de tidligere kriterier. Der spørges ikke længere, om et billede er smukt, en sang er god, eller en bog udsiger noget sandt, men om kunstneren med sit værk har fået horisonten til at ændre sig radikalt, om han har brudt nogle regler og har provokeret. Stjernfelt indkredser en række nye kriterier såsom bevægelighed (at kunstneren søger nye veje og ikke gør som forventet), kraft (at en kunster udtrykker sig med kraft, at han møder modstand er en kvalitet i sig selv), konsekvens (at en kunster gør noget med konsekvens er godt, uanset hvordan kunstværket ellers er), følsomhed (gør sig gældende, når værket udelukkende bedømmes på, hvilke følelser værkets modtager fornemmer). Man forstår, at den negative æstetik stemmer særdeles godt overens med avantgarde-begrebet. Disse kriterier, der egentlig angår kunstneren, virker så siden tilbage på værket, der helst skal være fragmentarisk, ironisk, usammenhængende, aparte.

Karakteristisk for den negative opbyggelighed er desuden, at den kan udfolde en voldsom moralisme trods det, at den selv prætenderer at lade hånt om alle egentlig moralske kriterier. Skulle det positive, dvs. et værk skabt med henblik på f.eks. skønhed, vise sig inden for den negativistiske kritikers horisont, er der ikke grænser for, hvor fornærmet han kan rase derover. Således viser den negative opbyggelighed, hvor dybt afhængig den er af sin modpol. Negativismen er en snylter, hvorved den, der benytter sig af dens midler, hævder sig alene ved at nedbryde eller afvise noget, der er etableret.

I et andet essay finder Stjernfelt rødder til negativismen i livsfilosofien. Livsfilosofien er en tankestruktur, der gør sig gældende i mange og vidt forskellige sammenhænge, og som er karakteristisk derved, at den tager parti for det levende, det strømmende, det foranderlige og dennesidige. Den er i høj grad afhængig af sine fjender, der også kan være særdeles forskellige: konservatisme, videnskab, oplysning, kristendom, rationalitet, den ældre generation, totalitarisme, demokrati, tradition eller modernitet. Fælles er kun, at den altid anser sin fjende for noget statisk, livshæmmende og overfladisk. Den er således at finde i bl.a. mellemkrigstidens radikale konservatisme, der var aktivistisk og kritisk, og i ungdomsoprøret med dets dyrkelse af dynamikken og foranderligheden. Stjernfelt finder mange tegn på, at det er en udbredt, ja ligefrem dominerende tankestruktur i vor tid, såsom i den spontane antagelse af, at »samfundsmæssig form af enhver art er et undertrykkende system«.

Negativismen kan have en skæbnesvanger nedbrydende effekt på institutioner. Et eksempel, som Stjernfelt anfører, er universitetet. Der trives en antividenskabelighed på universitetet i form af socialkonstruktivismen, der reducerer andre videnskabers resultater til konsekvenser af sociologiske kampe mellem videnskabsmænd, og i form af dekonstruktionen, der lader de overfladiske fænomener (tekster mv.), man studerer, være resultatet af »en bagvedliggende forskelssætten, der er umulig at begribe«. Det er ikke længere en given sag, at universitetets opgave er at søge sandheden, og at dette arbejde indebærer en respekt for kendsgerninger og argumenter. På universitetet mister altså sandheden, kendsgerningerne og argumenterne deres værdi til fordel for strategi, politik, sociale tilhørsforhold og identitet (om man er homoseksuel/kvinde/indvandrer/protestant etc.). I kunsten mister værket sin betydning, til fordel for kunstnerens og tilskuerens, læserens, lytterens etc. subjekter. I politikken mister argumenter deres værdi til fordel for strategien og de politiske aktørers identiteter. I uddannelsen mister faget eller stoffet sin betydning til fordel for læringsprocessen. Bag Stjernfelts kritik af negativismen dukker forsvaret op for den nøgterne, kølige vekselvirkning mellem mennesker, der er formidlet af et objekt, en sag, der kan vurderes og bedømmes, og hvor vurderingen endvidere meningsfuldt kan diskuteres. Denne vekselvirkning forudsætter en respekt for fornuften og formen.

Denne saglighed findes også hos Søren Ulrik Thomsen, der i to af sine essays beskæftiger sig med gudstjeneste, kirke og kristendom. Han fortæller, hvordan han nærmest til sin egen overraskelse opdagede, at han havde, hvad han kalder »en indre blasfemiparagraf«. Han blev stødt over at læse om, hvordan menigheden i Holte kirke havde klappet efter en prædiken af modemanden Lennart Raaholt. Han kom da til den konklusion, at han var troende og begyndte siden at gå i kirke.

Når man så ofte, som det desværre sker, er ude for en letkøbt kritik af gudstjenesten for at den ikke er fængende nok, ikke indbydende og fællesskabsdannende nok, ikke højtidelig nok eller ikke festlig nok, så er det opløftende at læse om, hvordan Søren Ulrik Thomsen åbenbart har siddet søndag efter søndag i kirken ifølge eget udsagn uden helt at forstå eller samtykke i meget af det, der blev sagt og skete. Og om, hvordan han så er blevet belønnet for sin udholdenhed, og gudstjenesten efterhånden har åbenbaret sin mening og sine kvaliteter for ham. Han har – ikke overraskende – også sans for formens nødvendighed og holder således af folkekirkens gudstjeneste. Han erklærer sig således helt uimodtagelig »over for beskyldningen om, at folk, der vil værne om højmessen i dens traditionelle form, sværmer for »tom æstetik«, for eftersom formen nødvendigvis altid er form for noget, er det æstetiske aldrig tomt … jeg er overbevist om, at en ændring af gudstjenesten i lavkirkelig retning ikke blot vil betyde et traditionstab og en kulturel forarmelse, men som en trojansk hest tillige vil medføre en ganske anden teologi.«

Der er ikke så megen direkte kritik af negativismen hos Thomsen, bortset fra essayet Massebevægelse under minustegnet, hvor han giver en række eksempler på den negative opbyggelighed og således godtgør, at den attitude, der egentlig er outsiderens, er blevet fællesgods. At negativismen er blevet en massebevægelse. Men ved sit forsvar for den lutherske gudstjeneste og kirke (in casu folkekirken), polemiserer han til gengæld indirekte mod negativismen, og han er dermed nok den af de to essayister, der gør mest ud af at pege på en slags modgift mod tendensen.

Dels fordi han opfatter lutherdommen som anti-utopisk og henviser både til Luthers afvisning af sværmerne og af romerkirken. Thomsen mener, at negativismen har rødder i den lavkirkelige radikalprotestantisme (hvorved han forstår størrelser som sværmere, pinsekirker, fundamentalistiske frikirker mv.). Negativismen deler også med denne en utopisme, om end det ofte er en temmelig tåget og diffus utopi, fordi negativismen nødig selv formulerer et alternativ til det, der kritiseres, men blot forudsætter, at noget andet ville være bedre.

Dels fordi den lutherske gudstjeneste fremstår som et værn mod negativismen i kraft af dens faste form og dens forkyndelse af evangeliet. Thomsen vender flere gange tilbage til nadveren som eksempel på den lykkelige forening af indhold og form i den lutherske gudstjeneste. Det, at det hellige (eller det guddommelige) kan findes et sted, nemlig i nadveren, at det er konkret til stede i brød og vin, og ikke inden i mig eller overalt eller mellem os, er afgørende. For derved sættes den enkelte på plads som den, der står over for Gud og derved ikke er guddommelig, men dog heller ikke er uden Gud, fordi Gud giver sig selv til nadvergæsten. Nadveren rummer i kraft af troen på Guds virkelige nærvær i brødet og vinen en sådan saglighed, at den er uforenelig med den negative opbyggelighed. Således taler Thomsen også om menigheden som et ikke-socialt fællesskab, der ikke er sammen om at være sammen med hinanden, men »om at være vendt imod Gud«. Her er atter denne saglige mellembestemmelse, som negativismen tenderer mod at ophæve.

Ligesom Stjernfelt gør også Thomsen et nummer ud af at forsvare fornuften. Den er et vigtigt værn mod negativismen, både når denne optræder som sværmerisk protestantisme, og når den viser sig i form af antirationel livsfilosofi. Det forekommer mig blot, at han lidt for nemt og dermed forfejlet får adskilt fornuft og tro. Han bekender sig som tilhænger af oplysningen, men kæmper mod dens fejlagtige syn på troen, som »en slags udfyldningskapok for ikke-viden«, som der vil blive mindre brug for, jo mere oplyste vi bliver af videnskaben. I modsætning hertil deler han verden i det, der kommer troen ved (det er det uforanderlige), og det, der kommer fornuften ved (det er det foranderlige). Størrelser som døden og kærligheden hører til den første kategori og dermed til religionens område. Selv om det er en ærværdig bestræbelse at ville holde fast i både troen og fornuften, skal der nogle grundigere overvejelser over deres indbyrdes forhold til, før såvel fornuften som troen er blevet ydet retfærdighed. Overvejelsen kunne begynde med kærlighedens væsen, som hurtigt burde kunne anskueliggøre, at de to områder er mere forviklede med hinanden, end Thomsen vil lade os vide.

Bogen er i lange passager ganske underholdende i kraft af de mange præcise observationer af og eksempler på negativismen. Alt i alt synes bogen dog i nogen grad at lide af samme skavank, som påvises i negativismen. Den er for svag i formuleringen af alternativet til negativismen. Det kritiske eller polemiske element ville have stået stærkere, hvis et sådant alternativ var trådt mere i relief bogen igennem.

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen:
Kritik af den negative opbyggelighed.
Vindrose. 246 s. 269,00 kr.