Af Christian Langballe, Tidehverv, 2007, nr. 4, april, s.89.

Inden for de kirkelige kredse har man gennem det sidste år diskuteret, om det var berettiget, at muslimerne følte sig krænkede, da Jyllandsposten offentliggjorde vittighedstegninger af profeten Muhammed. Hele det sædvanlige kor af kirkeligt korrekte smagsdommere inden for folkekirken har følt sig kaldet til at forsvare muslimernes krænkede følelser. De taler om, hvor krænkende det må være, at der bliver gjort grin med islams hellige profet, og så taler de i øvrigt om dialog, dialog og dialog i en uendelighed, men ikke et eneste evangelisk ord er blevet sagt. Alt sammen foregår selvfølgelig i tolerancens navn og er drevet af de bedste hensigter. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om ikke alle disse glatte kirkelige diplomater i tolerancens navn er i færd med at nedbryde folkekirkens grundvold og i stedet for har gjort kirken til en snakkeklub, hvor man kan sidde og gøre sig vigtig og snakke i en uendelighed uden at sige noget.

Topmålet af overfladisk og forfejlet bedømmelse af muhammedkonflikten er netop kommet fra disse glatte kirkelige diplomater. Man har forklaret krisen med, at vi i Vesten har mistet sansen for de religiøse følelser. Sikke dog noget snak. Det værste ved det hele er, at man med denne tomgangssnak lader en enestående chance gå fra sig til at forklare, hvad kristendommen faktisk handler om. Sagen om muhammedtegningerne er simpelthen den bedste anskuelighedsundervisning i, hvor afgrundsdyb forskellen er mellem kristendommen og islam. Sært er det, at mens muslimer bliver krænkede og rasende hver eneste gang, der sættes det mindste spørgsmålstegn ved profeten Muhammeds lære eller ved koranens ufejlbarlighed, så mindes de kristne en gang om året langfredag om, hvordan deres herre og frelser, Jesus Kristus, latterliggøres, mishandles og pines og til sidst slås ihjel som en forbryder. Mens profeten Muhammed i koranen lover evige straffe til enhver, som vover at betvivle koranens ord eller blot tillader sig at gøre grin med profeten og hans lære, så beder Jesus Kristus på korset for alle dem, der har forhånet ham og er skyld i hans pinsler og død. Mens profeten Muhammed var den store feltherre, der udbredte sin lære ved hjælp af krige og slag, så gik Jesus Kristus blandt syndere og toldere og forkyndte sit tilgivelsens budskab til tro eller til forargelse. Da de religiøse magthavere lod Jesus tilfangetage, fordi han krænkede deres religiøse følelser, greb han ikke til sværdet og satte sig ikke til modværge, men lagde indtil det sidste sin skæbne i Guds hånd. Lidelsesberetningen fortæller om, hvordan Jesus Kristus forhånes, krænkes, mishandles, tortureres og til sidst dør på korset. Hermed hører vi, hvad Jesu Kristi kongegerning består i. Jesus Kristus er nemlig kongen over konger, Guds egen søn, som kommer til os mennesker for at lide og dø for vore synders skyld. Det er din og min frelse fra synd og død, der er tale om, og derfor lider han alt ondt. Jesus Kristus, livets konge, udholder netop alt, for at vi ikke skal ende som fortabte slaver under ondskabens, syndens og dødens tyranni. Han vil lede os frem mod den frimodighed og frihed, som kun troen kender. Han vil gøre os til sine brødre i ånden og indsætte os som Guds kære børn. Det er heri hans kongegerning består. Det er, hvad Gud har udset ham til, og derfor ser han ondskaben, forhånelserne, lidelsen og døden lige i øjnene. Konger og dronninger kendes gerne på, at de bærer en krone på hovedet eller en orden på brystet, ligesom kongeriger gerne kendes på våbenskjoldet. Jesu Kristi kongegerning kan kendes på det kors, han bær – dvs. på alt det, som Jesus Kristus er parat til at lide for at komme os arme syndere til undsætning. Kort sagt korset er et billede på, hvor langt Guds nåde, kærlighed og tilgivelse rækker og på, at de kristne hverken er perfekte eller ufejlbarlige, men netop er arme syndere, som Gud har taget til nåde. Det er arme syndere, som Gud skænker troens frimodighed og frihed. Samtidig er korset så også de kristnes våbenskjold. Det fortæller, at Kristus er kirkens herre og konge, og kirken uden budskabet om Jesu Kristi kongegerning langfredag og påskedag ophører med at være kirke.

Dette forhold bliver de kristne mindet om, hver eneste gang lidelsesberetningen læses langfredag i kirken. Sådan er budskabet også det bedste værn mod alle de forurettede og krænkede følelser, som altid følger i kølvandet på oppustet selvhøjtidelighed og forfængelighed. Skulle vi alligevel blive krænkede og stødte på vore egne eller på kristendommens vegne, så minder det kristne budskab os om, at Jesus Kristus tålte, led og udholdt latterliggørelser, forhånelser og mishandlinger. Når Guds søn og kirkens herre kan, så må og skal vi også kunne tåle, hvis nogen håner og latterliggør kristendommen – ellers har vi stillet os over Jesus Kristus selv.

Dette er selvfølgelig den grundlæggende forklaring på, at vi her i Danmark tager det meget let, når der bliver gjort grin med religionen. Al den snak om, at vi har mistet sansen for de religiøse følelser, er bare med til at forplumre det forhold, at et kristent menneske er for storsindet og for frimodigt til at lade sig krænke af ligegyldige småtterier. Det har den kristne nemlig lært af sin herre og konge Jesus Kristus.