Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2010, nr.3, marts, s.37-38.

En formiddag gik jeg rundt i Netto og opdagede pludselig, at der ud over mig kun befandt sig to andre i butikken. En gammel dame med rollator og en hidjabklædt muslimsk kvinde med barnevogn. Mens jeg cirklede rundt mellem køledisk og grøntsagshylder, slog det mig pludseligt, hvilket præcist billede på Europa, jeg havde her: En aldrende, europæisk befolkning og en ung, vital muslimsk.

Den nedslående Netto-episode frøs sig fast i min erindring, for den bekræftes af alle demografiske prognoser: Europa er ikke i stand til at reproducere sig selv. Den europæiske gennemsnitsfertilitet ligger langt under det nødvendige 2,1 barn per kvinde.

Har vi ikke her at gøre med tidens største problem overhovedet. Hvad skal det hele i det hele taget til for, hvis slægt ikke længere skal følge slægters gang? Hvis vi simpelthen er ved at lukke og slukke for Europa?

I den almindelige politiske debat fortrænges dette skræmmende perspektiv oftest. Tages det endelig op, får man enten at vide, at løsningen er flere muslimske indvandrere. Den europæiske befolkning skal altså skiftes ud med en anden. Eller man lader dommedagsklokkerne ringe, skriver gravskriften over Europa og konstaterer med en vis frydefuld gysen, at der ikke er nogen vej tilbage. Vi dør. Basta.

Den gængse reaktion på det demografiske problem er altså to forskellige former for selvopgivelse.

Kun sjældent reflekteres der over grunden til, at Europa er havnet i denne demografiske kattepine, den refleksion der ellers må være udgangspunktet for at finde en vej ud af den. Den engelske forfatter Martin Amis er en af dem, der offentligt har grublet over det besynderlige og bekymrende faktum, at kvinder åbenbart ikke længere ønsker at sætte mere end halvandet barn i verden. ”Kostede feminismen os Europa?” spurgte han henkastet i et interview. Og selvfølgelig førte dette ekstremt politisk ukorrekte spørgsmål til, at der faldt brænde ned over hans tænksomme hoved.

*

Men har han ret? Ikke ifølge en anden grublende mand, der i den anden ende af Europa gjorde sig lignende bekymringer. I en lille avis-notits kunne man i efteråret læse, at p-pillens opfinder, østrigeren Carl Djeressi, i dag bittert fortrød sin egen opfindelse. Den pille, der skulle give kvinder frihed til at planlægge graviditeter bedre, har stik imod hensigten ført til et ”skrækscenarie”, udtalte han. I dag er p-pillen langt den største trussel i den vestlige verden, mener han og peger på det ”nationale selvmord”, som unge europæere i dag er i gang med at begå. I Østrig, som Djeressi stammer fra, er fødselsraten således 1,4 per kvinde. Altså langt fra de nødvendige 2,1. P-pillen er en succes, men en vestlig succes i den forstand, at den næsten udelukkende benyttes af vestlige kvinder. Ingen uønskede store børneflokke på vores breddegrader, ingen udslidte kvinder, der føder barn nr. otte og næsten ikke kan mere. Vestlige velplejede kvinder holder sig til de obligatoriske to ønskebørn.

På den måde fik vestlige mænd og kvinder det bekvemme liv og den seksuelle frihed, tidligere generationer muligvis drømte om. Men misteltenen blev ikke taget i ed. Bagsiden af medaljen blev de grånende befolkninger. Kan man få seksuel aktivitet uden reproduktivitet, tager europæerne det første og fravælger det sidste. Så det er p-pillen, ikke feminismen, der er skurken, skal vi tro Djeressi.

Der er ganske givet rigtigt, at p-pillen har medført en langt mere gennemgribende revolution end den feministiske kvindekamp, som kun et fåtal af kvinderne deltog i. P-pillen betød en dramatisk ændring af forholdet mellem kønnene. Forhold fik ikke længere følger. Ansvar og seksualitet hang ikke længere sammen. Den moralcodex, som alle slægter i tidligere tider var blevet opdraget til, forekom pludselig fuldstændig latterlig og forældet. Hedonisme, for nu at bruge denne støvede betegnelse, blev pludselig helt omkostningsfri.

Stærke strømme inden for feminismen har kritiseret den seksuelle revolution og den deraf følgende hedonisme ud fra det ikke helt tossede synspunkt, at mændene høstede de feste fordele af den. Nu kunne mændene lade kvinderne i stikken, når de havde moret sig med dem seksuelt. De hang ikke længere på uønskede graviditeter og deraf følgende forsørgerbyrder.

Men feministerne insisterede på den anden side stadig på at hade familien og gjorde alt, hvad de kunne for at lægge gift for familiedannelsen, som den gamle 68-oprører Jakob Ludvigsen har formuleret det. Når familien som institution de sidste 40 år er blevet undergravet økonomisk og juridisk her i landet, skyldes det ikke mindst feminismen. Og uden tryghed og forsørgelse i familien formindskes chancerne for at kvinder begiver sig ud i det vovelige foretagende at sætte børn i verden.

Kostede feminismen os Europa, spurgte Martin Amis. Forklaringen på Europas aktuelle demografiske deroute skal efter alt at dømme søges i de tre forskellige størrelser feminisme, p-pille og hedonisme i én skøn forening.

*

Naturligvis kan situationen ændres. Politikere, der er optaget af Europas fremtid, bør gøre alt, hvad de kan for at støtte familien juridisk og økonomisk og på den måde gøre det tillokkende at sætte børn i verden. Der skal kompenseres for p-pillens virkninger. Det kræver et opgør med de feministiske dogmer. Men selvfølgelig er det ikke nok.

Problemet stikker dybere. De færreste mennesker får jo børn af hensyn til fødselstallet. Der skal andet til, f.eks. mod på livet, risikovillighed og et langt fremtidsperspektiv. Men europæerne er blevet mætte, velnærede og ligeglade. For dem gælder det om at have det godt og trygt. Ikke om andet. Det er denne store åndelige tomhed, der ruger over Europas befolkninger, denne velfærdsnihilisme, som har fået dem til at glemme pagten mellem generationerne og vende fremtiden ryggen.

Skal det ændres, kræver det en åndelig opvågning. ”Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt”, synger Grundtvig.

Sigrid Undset beskriver i en roman, hvordan dorskheden gøres opvakt i mødet med kristendommens sandhed:

”Hvis det var sandheden, så var jo hele livet så ufattelig meget mere vidunderligt og farligt og rigt, så usigeligt meget mere alvorligt og værdifuldt, end han nogensinde havde drømt om”.

Det er det alvorlige, vidunderlige og farlige liv, så langt fra det matte velfærdslevned, der leves på vores velnærede kontinent, europæerne igen skal stifte bekendtskab med.

I hvert fald hvis vi skal gøre os håb om, at slægt skal følge slægters gang.