Bæk Simonsen demaskeret

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2008, nr. 3, marts, s.56-58.

Engang var danske islamforskere ikke i tvivl om, hvad jihad var. Jihad var den religiøse pligt til at bekæmpe vantro, en pligt som islam pålagde enhver muslim. For islam var, konkluderede den store danske orientalist Frants Buhl i 1903 på baggrund af kildenære gennemgange, en ecclesia militans. En ”krigerisk Religion, der efter Principet ikke kan komme til Ro, før den har underkuet alle andre Religioner”.

Det var dengang. I dag bliver alle, der vover at hævde lignende synspunkter, straks modsagt af islamforskerne, der blankt må afvise en så unuanceret, generaliserende opfattelse. For islam er mange ting. Jihad kan forstås på mange, mange måder. Og selv om islamisterne forstår jihad som en krigerisk forpligtelse, så må det understreges, at de står isoleret med deres (mis)brug af begrebet, der egentligt ikke betyder andet end ”anstrengelse” og derfor kan udlægges på utallige måder. Sådan har det lydt i mange år fra landets mest citerede islamforsker, Jørgen Bæk Simonsen.

Mange af os har aldrig været overbevist af denne argumentation, også selv om den har været fremført af det, der burde være den højeste sagkundskab. Men sagkundskabens bedrevidende belæring om jihad som noget harmløst har betydet, at det har været svært at overbevise offentligheden om, at jihad var noget, som kun tåber ikke frygtede. Når nu videnskaben hævdede det modsatte.

Men videnskaben har ikke været troværdig. Jørgen Bæk Simonsen har ikke holdt sig til kilderne, som gamle Frants Buhl i sin tid gjorde, og som enhver akademisk redelig person vil gøre.

Det viser historikeren Kim Møller i sin nye bog Vejen til Damaskus, der oprindeligt er et historiespeciale. Det er et opsigtsvækkende arbejde, der afslører Bæk Simonsens manglende troværdighed. Og det er gjort ganske enkelt og grundigt, så læseren kan kikke Møller over skulderen, mens hans demaskerer Bæk Simonsen.

Bæk Simonsens kolbøtter
Det særlige ved Bæk Simonsen er, at han fuldstændig ændrer opfattelse af islam. I 1983 – det år den nye udlændingelov blev vedtaget, og altså før der var et stort antal muslimer i landet – var Bæk Simonsen stort set på linje med Buhl. ”Djihad”, skriver han, ”betyder krig for islam mod ikke-muslimer”. Før der opstod et højtråbende islamisk mindretal her i landet, var Bæk Simonsen helt på det rene med, at jihad var et ganske entydigt begreb. ”Enhver muslim ...vil umiddelbart forstå, hvad den afghanske guerillasoldat mener, når han forklarer, at han er i djihad”.

I 1990 har Simonsen fuldstændig ændret opfattelse. Jihad er ikke længere krig i islams navn. Nu betyder jihad ”sproglig anstrengelse”. Derfor kan Simonsen både i 2004 og i det skæbnesvangre år 2001 afvise, at islam er en trussel mod Vesten. Hvor latterligt at være bange for sproglige anstrengelser, docerede den højeste sagkundskab samtidig med, at Osama gik og puslede med sit jihadangreb på New York.

Og det er ikke kun i udlægningen af jihad, Bæk Simonsen har foretaget en forståelsesmæssig kolbøtte. Helt det samme gør sig gældende i udlægningen af begrebet ”dhimmi”, som også er særdeles central, når man vil vurdere islams evne til fredelig sameksistens med andre religioner. Eller mangel på samme. Buhl var i 1924 ikke i tvivl om, at dhimmapagten var udtryk for en politisk underkastelse af jøder og kristne, en slags apartheid, der var en logisk konsekvens af, at Muhammeds menighed skulle være ”de Troendes Samfund med Udelukkelse af alle andre”. Bæk Simonsen havde i 1983 meget mere uld i munden, men han lagde dog ikke skjul på, at kristne og jøder kun blev tilstået en form for andenklasses borgerskab. I 1990 havde piben fået en hel anden lyd. Nu fastslår Bæk Simonsen med leksikal sikkerhed, at dhimma er en ordning, der garanterer ikke-muslimer indre autonomi. Ordforklaringen lyder i sin helhed: ”Dhimma – Sikkerhed og garanti. Dhimma gives i det islamiske samfund til tilhængere af de af islam anerkendte monoteistiske religioner”. Det lyder idyllisk med sikkerhed og garanti, og det svarer næsten fuldstændigt til den islamiske opfattelse af dhimma som et andet ord for religionsfrihed. Men Bæk Simonsens og den islamiske udlægning, der er næsten identisk, er jo direkte usand. Dhimma betyder underkastelse under islamisk overherredømme, jøder og kristne blev tålt, men garantier havde de ingen af. De gamle orientalister, Buhl, Østrup og Johannes Pedersen giver mange historiske eksempler på det, som Bæk Simonsen fortier og ignorerer.

Akademiske lemminger
Hvad skal man med et islamleksikon skrevet af en mand, der så groft tilsidesætter sandheden til fordel for ønsketænkningen? Kim Møller giver klare eksempler på, at læserne simpelthen ikke får ordentlig besked om centrale begreber om islam. Bæk Simonsen er ganske enkelt ikke en troværdig forsker. Ikke en mand, man vil købe et leksikon af.

Og Kim Møllers store fortjeneste er, at han har afdækket det så klart og umisforståeligt. Og det egentlige spørgsmål, hans afdækning rejser er: Hvorfor er der ingen, der har gjort det før? Hvorfor har ingen inden for Bæk Simonsens eget felt vendt sig mod ham og påpeget, at hans skønmalerier af islam ikke er i overensstemmelse med kilderne? Det skyldes formodentlig, at Bæk Simonsen har været pot og pande med den politiske korrekthed og sikkert også har været en magtfaktor på sit institut. Alligevel er det dybt forstemmende, at den akademiske verden er så lidt optaget af at søge sandheden. Og så interesseret i at følge med strømmen.

Og vil man flyde med strømmen i dansk islamforskning, skal man tage udgangspunkt i den palæstinensiske forsker, Edward Saids pointer. Han er anti-essentialist og hævder, at kategoriseringer i sig selv skaber skel, som ikke var der i forvejen. Definerer man altså islam som noget bestemt, er man i fuld gang med at grave grøfter mellem befolkningslag. Skabe desintegration i stedet for integration.

At studere, skelne og kategorisere bliver altså i sig selv noget suspekt. Sobert akademisk arbejde fordømmes af politiske grunde og skal skys som pesten. Når man læser Kim Møllers desværre meget kortfattede gennemgang af Saids tanker, er der nogle brikker, der falder på plads. For Saids postkoloniale anti-essentialisme er jo uhyggelig udbredt. Alle dem, der docerer, at man ikke må grave grøfter og ikke skelne mellem dem-og-os, er små Said-ekkoer.

Sidste gang jeg stiftede bekendtskab med tankegangen var, da præsten Anne Ehlers holdt oplæg ved et møde i Islamkritisk Netværk. Hendes flammende indignation over teologer, der forholdt sig kritisk til islam og påpegede, at islam var noget bestemt, skyldtes hendes ortodokse indoptagelse af Saids pointer. Det var ikke særligt begavet at høre på, men et forstemmende vidnesbyrd om, hvor nemt det er at få akademikere til at hoppe med på en vogn, der reelt er en bombe under al sobert akademisk arbejde. Lemminger er der særligt mange af i den akademiske verden.

Afhængig af dem han vil gøre op med
Så Kim Møller fortjener stor ros for at have gjort det arbejde, mange universitetsansatte skulle have gjort for lang tid siden.

Men når al rosen er udtalt, skal det dog ikke skjules, at Kim Møllers bog har store mangler. Bogens første del er en gennemgang af islamforskningen indtil Bæk Simonsens tid, og her afsløres det, at Kim Møller er afhængig af den forskning, som han selv gør op med i bogens sidste del. Det kommer tydeligt til udtryk i hans terminologi. Man kan, lyder det fra Møller, vælge mellem at tage udgangspunkt i ”kulturrelativisme” som Said og Simonsen eller at tage udgangspunkt i ”kulturchauvinisme”, hvad de gamle islamforskere Buhl, Østrup og Johannes Pedersen i vekslende grad beskyldes for. Møller tager på udmærket vis udgangspunkt i Harold Blooms kritik af kulturrelativismen, der fører til, at man ender med at kæmpe for andre kulturer i stedet for at søge sandheden. Men alligevel overtager han Saids brændemærkende betegnelse ”kulturchauvinist” om dem, der følger Blooms vej. Og han går så vidt som til at kalde de gamle orientalister for ”racister”, fordi de laver generaliserende beskrivelser af den islamiske verden og dens indbyggere. Særligt graverende er det ifølge Møller, at de byggede på Kiplings læresætning om ”kulturernes fundamentale forskellighed”, en læresætning der fører til ”racistiske generaliseringer”. Kipling var altså racist, fordi han hævdede kulturernes fundamentale forskellighed? Som om race og kultur ikke er to vidt forskellige ting! Det er ikke bare vrøvl, men også udtryk for, at Møller selv er blevet spundet ind i Saids racefikserede tankeverden og ukritisk kommer til at reproducere den. Når Frants Buhl f.eks. et sted taler om arabernes ”nedarvede Retsbegreber” så er det ikke nødvendigvis udtryk for, som Møller hævder, at Buhl opfattede retsbegrebet som genetisk bestemt. Nedarvet kan ligeså godt betyde videregivet fra generation til generation, altså være et andet ord for tradition, som jo betyder overlevering af kulturstof fra en slægt til en anden. Men tager man Saids briller på, må enhver kritisk bedømmelse af araberne set med vesteuropæiske briller være udtryk for et racistisk overgreb. Hævder man, at træk-og-slip-toiletter er udtryk for et højere udviklingstadie end lokumshuller i jorden, og at moderne lægevidenskab er bedre end førmoderne kvaksalveri, er man tilsyneladende kulturchauvinist.

Monumental uvidenhed om kristendom
Møllers afhængighed af dem, han egentlig vil kritisere, kommer særligt tydeligt til udtryk i hans syn på kristendommen og kristendommens læsning af islam. Når han skal gengive, hvordan islam er blevet opfattet i Danmark indtil nyere tid, bygger hans fremstilling på Bæk Simonsen, og man skulle jo tro, at Møller om nogen vidste, at det ikke er en mand, det er værd at fæste lid til. Men Møller følger tilsyneladende Bæk Simonsens fremstilling uden forbehold. Det er med lidt nedladende ringeagt, forfattere inden oplysningstidens ”areligiøse beskrivelser” omtales. Luthers fremstilling betegnes venligt som ”stringent”, en ros, som Johannes af Damaskus meget underligt ikke får del i. Men om alle førrationalistiske forfattere udtales det, at deres opfattelse var ”dikteret af religiøs antipati”, hvad der især kom til udtryk, når islam blev betegnet som kætteri. Man forstår, at de ikke så klart de gamle, blinde som de måske var blevet på vejen til Damaskus. Derfor kommer der først lys over islam, da ”afkristningen” gennemføres. Og tilsvarende mørkt bliver der igen, når islamiseringen tager over, som det sker med Jørgen Bæk Simonsen. Så er vi tilbage på vejen til Damaskus, som bogen ganske fikst kaldes. Det gælder om, forstår man, at placere sig lige langt væk fra kristendom og islam for at kunne se klart. På den måde kommer Møller til at lægge sig i slipstrømmen af den ateistiske bølge, der er ligeså uvidende som den er missionerende.

Og uvidenhed er også det, der præger Møllers fremstilling af kristendom og teologi.

F.eks. er det tydeligt, at Møller ikke forstår, hvad der ligger i betegnelsen ”kætter”, at det er en saglig teologisk bestemmelse og ikke nødvendigvis en opfordring til at brænde folk af. Og ligeså misvisende er det, når det hedder, at Buhl og Johannes Pedersen gennemførte en ”afkristning” af islamforskningen. Nej, de gik bort fra den dogmatiske læsning af islam og valgte i stedet den historiske læsning. Et klassisk udtryk for den videnskabeliggørelse af teologien, der fandt sted i sidste del af 1800-tallet samtidig med, at der opstod en klarere opdeling mellem de systematisk-dogmatiske fag og de historisk-eksegetiske fag inden for teologien. Der var ikke noget ukristeligt eller afkristnende ved den udvikling. Som om videnskab og kristendom per definition er i krig med hinanden. Man behøver nemlig hverken blive blind eller uvidenskabelig på vejen til Damaskus.

Det vidner heller ikke om stor indsigt, når Møller frejdigt omtaler Grundtvigs ”brud med kirken i 1832” (!), eller når han pludselig udnævner teologen Scharling til at være en ”kristen-fundamentalistisk” forsker. Til han undskyldning skal det nævnes, at han som nævnt i høj grad bygger sin fremstilling på Bæk Simonsens bog Islam med danske øjne – Danskernes syn på islam gennem 1000 år fra 2004. En bog, der tydeligvis fortjener en kritisk undersøgelse.

Men ideen om, at man ikke kan se klart, hvis man er kristen, følger Møller gennem hele hans læsning af de gamle islamforskere. Han er hele tiden på udkik efter ”kristen-religiøs antipati”. Når Buhl f.eks. udtrykker sit mishag ved Muhammed, hvis opfattelse af ”Sandhedens Betydning” betegnes som ”mangelfulde”, så hævder Møller straks, at det må være vidnesbyrd om kristen-religiøs antipati. Som om det at tage afstand fra løgnagtighed er noget særligt kristent, og som om det ikke er sandt, at Muhammeds opfattelse af sandhedens betydning var mangelfuld! På samme måde med Buhls syn på forholdet mellem Muhammed og jøderne. Buhl vidste jo godt, at Koranen bygger på overleveringer fra jødedommen, som er blevet forvansket og misforstået. Og som god historiker tog Buhl jødernes parti i striden om hvis overleveringer, der var den ægte vare. For det er jo et faktum, at de gammeltestamentlige fortællinger er ældre end Koranens gengivelser, hvad der gør det både groft og uhistorisk at hævde, som islam gør, at det er jøderne, der har forvansket de oprindelige historier. Det mener Møller ikke, han hævder frejdigt, at Buhls fremstilling af denne sag er ”kristent-religiøs” og altså ikke bygget på argumenter, men på antipati. Meget lidt imponerende, men han er her tydeligvis inspireret af Bæk Simonsen, der hævder, at det hverken gør fra eller til, at islam i en historisk sammenhæng er yngre end jødedom og kristendom. ”For den troende er det i sidste ende uinteressant at diskutere, hvem der har ret, for det er og bliver en trossag”.

Nej, det er ikke en trossag, om islams Ibrahim-overlevering er ældst, eller om Muhammed har taget den fra jødedommen. Det er et historisk spørgsmål, som enhver ordentlig historiker lynhurtigt kan afklare. Det var det, de gamle islamforskere gjorde, og der er intet, der tyder på, at de gjorde det af dogmatiske grunde. Det kunne jo lige så godt skyldes, at de søgte efter den historiske sandhed.

Det er ironisk og en lille smule trist, at Kim Møller, der så klart påviser Bæk Simonsens utroværdige islamlæsning, er så afhængig af samme Bæk Simonsen, når han udlægger tidligere tiders syn på islam.

Møller, der kalder sig konservativ og på sin udmærkede netblog uriasposten kæmper mod Vestens kulturelle selvhad, bliver selv eksponent for det selv samme kulturelle selvhad. Som barn af 70’erne er han offer for den uvidenhed om kultur og kristendom, 68-generationen dømte de efterfølgende generationer til.

Det kan man godt blive lidt forstemt over. For Møller er ikke den eneste borgerlige i sin generation, der laver den samme bevægelse. Men det er jo ikke mere forstemmende, end at Møller, der er en begavet og energisk mand, kan gøre noget ved situationen. Et kort kursus i kristendom og teologi vil gøre hans fremtidige arbejder langt mere læseværdige. For én ting gør hans bog fuldstændig klart: Bæk Simonsen er ikke en forsker, man med god samvittighed kan bygge sine fremstillinger på.

Kim Møller
Vejen til Damaskus
Dansk islamforskning 1885-2005
Trykkefrihedsselskabets Bibliotek